Anbefaling af ‘Farvel far’

Nogen gange er det man vil fortælle allerede blevet beskrevet meget bedre af en anden. Jeg vil derfor kort komme med nogle indledende bemærkninger til artiklen ‘Farvel far. Dansk ligestilling i det 21 århundrede’ set hos Zonen-dk, tirsdag d. 18. august.

Artiklen drejer sig selvfølgelig om den feministiske ideologis effekt på lovgivningen og de deraf følgende sociale praksisser i DK i forhold til skilsmisser, hvor der er børn involveret.

Min holdning er, at offer-feminismen der vil redde kvindekønnet fra patriarkatet, åbenbart efterhånden har været i stand til at skabe så meget magtudøvelse gennem det juridiske system, at der nu er stærk risiko for, at individuelle mænd i skilsmissesager bliver behandlet som var de pr definition kønsforbrydere. Det sidste forhold er vel egentlig blot, hvad den radikale feminisme har påstået siden 1960’erne. Men det foruroligende er, at Statsmagten tydeligvis har været i stand til at udvide sine beføjelser og forstørre sin kontrol ind i familiernes liv i henhold til de feministiske teser. Altså feminismen virker og den har i denne sammenhæng noget der ligner en kønsfascistisk effekt.

If you subsidize something, you get more of it, er et gammelt økonomisk slogan. Well i vesten ser det ud til at Staten i stigende grad understøtter skilsmisser ved at forfordele kvindekønnet positivt ud fra feministisk ideologi.

Men denne understøttelse af kvindekønnet er kun tilsyneladende: et juridisk system der gennem feministisk jura priviligerer kvinderne ved skilsmissesager, rammer ikke kun mændene.

I den nedre del af samfundet rammer det først og fremmest mændene, de mister deres rettigheder, økonomi og børn. Mænd uden status har svært ved at tiltrække sig kvinder, så disse mænd forbliver sikkert singler. Måske forbliver de også arbejdsløse, det fordi det ikke længere er muligt for dem, at komme opad igen gennem arbejde. Når de har kompenseret økonomisk til deres fraskilte kvinder, der nu er blevet gift med Staten gennem deres børn, er der ikke flere penge tilbage.

I middelklassen og i den øvre middelklasse vil der sandsynligvis ske det, at de fraskilte mænd, der stadig har ressourcer, vil finde nye yngre kvindelige partnere, som de på ny indgår i parforhold med. Måske får de endog også børn med de nye kvinder. Disse nye kvinder vil nu blive ramt negativt af den juridiske priviligering der har fundet sted til fordel for de fraskilte kvinder. Det koster de nye kvinder og deres afkom ressourcer, at Staten gennem feministisk motiveret jura har priviligeret de fraskilte kvinder og straffet deres mænd urimeligt.

Selv i forhold til feministisk kønsklasseideologi går regnestykket end ikke op, for når Staten diskriminerer mod nogle mænd til fordel for deres ex-hustruer, så har det negativ indflydelse på andre kvinder. Når nogle kvinder får så mister andre kvinder. Læg så hertil de (samfundsmæssige) problemer der måtte opstå i fremtiden med de fraskilte kvinders børn, og det bliver tydligt, at den feministiske motiverede jura er problematisk på flere niveauer. Men man kan sige, at politikken promoverer den individuelle kvindelige frisættelse fra mændene og i bredere forstand heterophobia, altså hadet mod heteroseksualitet.

Farvel far. Dansk ligestilling i det 21 århundrede.

Karl Lagerfeld ironiserer: I was never a feminist because I was never ugly enough for that

Så er chefedesigneren for det franske modehus Chanel, Karl Lagerfeld, igen ude med en provokation der har gjort feminister vrede. I septemberudgaven 2009 af det amerikanske Harper’s Bazaar deltager han i et fiktivt interview, hvor han foregiver, at han er Coco Chanel der pludselig er kommet tilbage til vores tid og svarer på en række damebladsspørgsmål:

Harper’s Bazaar: Your clothing liberated women in the 1920s. Are you still a feminist?
Karl Lagerfeld som Coco Chanel: I was never a feminist because I was never ugly enough for that.

Denne sætning har fået vrede feminister op af deres intellektuelle stole. Hvor vover Karl Lagerfeld at lave grin med feminismen. Han antyder jo her, at feminister er grimme kvinder samt at det kvindelige stilikon Coco Chanel slet ikke var nogen feminist!

Jeg mener, at det er interessant og påfaldende, at et modeblad som Harper’s Bazaar tør ironisere over feminismen i en tid, hvor de fleste dame- og modeblade forekommer at have købt delvist ind i feminismen, dog som regel kun i en populærudgave. Det er tydeligt, at mange af de kommercielle magasiner henvendt til kvinder i stigende grad benytter sig af en feminism light retorik. Magasinerne accepterer mere eller mindre mainstream-feminismens grundlæggende teser om, at kvindekønnet er strukturelt undertrykt af patriarkatet, og derefter celebrerer man utopien om den frisatte karrierekvinde der er smuk, magtfuld, pengestærk og selvfølgelig forbrugende. Dette forhold kan ses af de mange dame- og modebladsartikler der i dag centrerer sig om feministiske emner, især Direktørfeminisme – det vil typisk sige den øvre middelklasses ultra-privilegerede kvinder med universitetsuddannelse bag sig som i dag forsøger at blive positivt forfordelt på toppen af arbejdsmarkedet gennem statsmagtsregulering, også kaldet kønskvoter.

Men denne feminisme light i de kommercielle modemedierne er noget af et paradoks, fordi de brede modeblade reelt set er fuldstændigt inkompatible med den akademiske mainstream-feminisme. Mainstream-feminismen hader selvfølgelig modeindustrien da denne industri hænger sammen med det kapitalistiske system. Som jeg ser det, er det ikke logisk muligt for modeindustrien, at finde en reel forsoning med den akademiske feminisme, fordi sidstnævnte har et ideologisk udgangspunkt i marxismen blandet op med et videnskabsteoretisk lukket socialkonstruktivistisk synspunkt der benægter medfødt kønsforskel. Det betyder, at mainstream-feminisme i sit væsen afskyer femininitet, forbrug baseret på markedsøkonomi og kvindelig stereotypisk skønhed promoveret og solgt gennem billeder – elementer der udgør modeindustriens økonomiske og eksistentielle grundlag.

Det skal påpeges, at Karl Lagerfeld i artiklen i Harper’s Bazaar dækker sig grundigt ind ved også at ironisere over sig selv:

Harper’s Bazaar: What’s the new Chanel classic?
Karl Lagerfeld som Coco Chanel: As apparently my old jacket is still around, done by this idiot Karl, I have to help him find a new idea.

Karl Lagerfeld og Harper’s Bazaar burde let kunne forsvare sig med at artiklen er baseret på satire. Men hvis man skal dømme efter feministisk internetaktivitet, så er det tydeligt, at feministerne ikke stiller sig tilfreds med det. Eller rettere, de anser deres ideologiske kamp for at redde kvindekønnet fra denne verdens uretfærdigheder for at være så ophøjet, at den burde være fritaget for ironi. Her minder feministerne en del om religiøse der også frabeder sig ironi over deres tro og hellige symboler.

Det skal blive spændende at se, om feministerne i den nære fremtid gennem deres internetaktiviteter formår at skabe en slags feministisk Muhammed-krise for Chanel og Harper’s Bazaar.  Der vil givet komme feministiske krav om boycott af Chanel og Harper’s Bazaar. Det interessante i den sammenhæng vil i så fald være, hvordan dame- og modebladene generelt forholder sig til sådanne krav? Vil andre konkurrerende magasiner forsøge at tage billige feministiske point hjem ved harcelere over Karl Lagerfeld og Harper’s Bazaar? Eller vil de intuitivt fornemme, at dette er en sag der truer med at åbne det sår der eksisterer mellem akademisk mainstream-feminisme og mode/medieindustrien? Hvis der opstår en krise, hvad så med Chanel og Harper’s Bazaar? Vil de stikke halen mellem benene og undskylde til de mange kvindelige forbrugere der måtte blive stødt på deres feminisme, eller vil de blot grine af den feministiske mangel på selvironi? Jeg venter spændt.

Sort snak om mere konkurrence

Dagens sorte snak fra Socialdemokratiet bakket op af en marxistisk økonom: Ifølge 180Grader.dk beklager man sig over, at de danske banker, trods statstilskud, ikke låner penge nok ud til virksomhederne. Løsningen er så, ifølge Socialdemokraternes næstformand, Nick Hækkerup, at der skal oprettes en statsbank. Og nu kommer så den sorte snak fra økonomen: “For det første kunne det hjælpe virksomhederne. Men det kunne også få de private banker op på stikkerne, når der er konkurrence fra det offentlige“.

At tale om konkurrence fra det offentlige er ikke meningsfyldt. Det offentlige er alt andet end konkurrence, da Staten sagtens kan operere med underskud. Det er jo dækket ind af skatteopkrævninger. Det offentlige indebærer monopol. Som at sige, at der må skabes mere konkurrence ved at opføre mere monopol. Det er sort snak.

Det ville være meningsfyldt i stedte at tale om, at man ønskede, at det offentlige skal drive bankvirksomhed, fordi man vil have yderligere nationalisering af pengeudlån, men det giver ikke mening, at bruge begrebet konkurrence her.

I denne sammenhæng er det relevant at påpege, at pengeudlån aldrig har fungeret på et frit markede, det har altid været stærkt reguleret af Nationalbanker, Federal Reserve Banks, etc. – kort sagt, Staten har altid haft en stærk finger med i spillet der. Den amerikanske anarkist Benjamin R. Tucker bemærkede allerede dette paradoks i sin lille tekst ‘State Socialism and Anarchism: How far they agree & wherin they differ‘ fra 1888:

ifølge Tucker eksisterer der et mærkværdigt misforhold inden for det kapitalistiske system sådan som det blev foreslået af de politiske Manchester økonomer:

“De troede på friheden til at konkurrere med lønarbejderen med henblik på at reducere hans løn, men ikke på friheden til at konkurrere med kapitalisten med henblik på at reducere hans ågerrenter” (egen oversættelse).

Med andre ord, staten skabte monopoler i forhold til udlån af penge. Tucker identificerede fire statsgaranterede monopoler, det ene er dem var ’the money monopoly’, staten giver visse individer privilegier i forhold til udlån. Tucker henviste til Proudhon og Warren: hvis man skabte fri konkurrence i retten til at udøve bankforretning, så ville det automatisk på sigt medføre, at renten aldrig ville komme over 1 procent, til stor gavn for mennesker med initiativ der ville sætte forretning i gang for lånte penge.

Som vi ved gik det absolut aldrig sådan. Bankforretning har lige siden været stærkt underlagt statsmonopol og regulering. Nu får vi så at vide, at den finansielle krise skyldes de frie markeders grådighed, og at løsningen derfor er at skabe endnu mere statsregulering. Men disse påstande er grundlæggende forkerte, bankforretning har aldrig været fri.  Her har jeg samlet et par interessante økonomiske perspektiver på finanskrisen.

Ytringsfrihed og Socialisme

Jeg har mange gange undret mig over, hvorfor det er, at mange på venstrefløjen forekommer at have et anstrengt forhold til ytringsfrihed. Et typisk eksempel er, når kombinationen af politisk korrekthed og kulturelt selvhad påkræver, at vi i vesten ikke må kritisere religion (forstået alt religion der ikke er vestlig, det er okay at kritisere Kristendom); fordi det hævdes, at religionskritik udgør racisme. Et andet eksempel er Socialistiske dobbeltstandarder i forholdet til politisk motiveret vold og optøjer. Her er et lille tekststykke skrevet af Ludwig von Mises i 1922, det sætter Socialismens dobbeltstandarder i perspektiv:

“… Marxismen overser fuldstændig det vigtige ved de liberale ideer. Den er rådvild når det kommer til at forholde sig til de liberale krav om retten til at besidde en holdning og udtrykke sin mening; for den principielle anerkendelse af ethvert oppositionsparti og de lige rettigheder for alle partier. Når den ikke besidder magten, da kræver Marxismen alle de basale liberale rettigheder, fordi de alene kan levere den frihed som dens propaganda påtrængende har brug for. Men den kan aldrig forstå [de liberale rettigheders] ånd og vil aldrig tildele dem til dens modstandere, når den selv kommer til magten. På dette område minder [Marxismen] om Kirkerne og ande institutioner som hviler på voldens princip. Også disse, udnytter de demokratiske frihedsrettigheder, når de kæmper deres slag, men så snart de får magten, nægter de deres modstandere samme rettigheder. Så, tydeligvis, viser Socialismens demokrati sit bedrag.”

(Ludwig von Mises in his book Socialism: An economic and sociological analysis, 1922, egen oversættelse)

Her er originalteksten på engelsk:

“… Marxism entirely overlooks the importance of liberal ideas. It is at a loss when it comes to deal with the liberal demands for liberty of conscience and expression of opinion, for the recognition on principle of every opposition party and the equal rights of all parties. Wherever it is not in power, Marxism claims all the basic liberal rights, for they alone can give it the freedom which its propaganda urgently needs. But it can never understand their spirit and will never grant them to its opponents when it comes into power itself. In this respect it resembles the Churches and other insitutions which rest on the principle of violence. These, too, exploit the democratic liberties when they are fighting their battle, but once in power they deny their adversaries such rights. So, plainly, the democracy of Socialism exposes its deceit”.

(Ludwig von Mises, Socialism: An economic and sociological analysis, 1922)

Postcards from London

Surveillance camera in the West End, there are literally thousands of them around now.

Sticker on a street sign at Piccadilly.

In this post I bring what I consider to be key information on the finance crises. The post is made up of various recent interviews.

Ron Paul talking in the U.S. House 12/10/2008:

“There has been a lot of talk and a lot of publicity and a lot of arguments going back and forth about the bailout for the car companies and it is of cause very important. But in the scheme of things, you know, what does 15 billion dollars mean anymore, especially as it has been authorized? The big thing is this, the big bailout, the 8 trillion dollars, the unlimited amount. And what we have been doing for the past 6 months. We are on the road to nationalization. In many ways, we are in the mist of nationalization without a whimper. There is no real talk about it. We essentially nationalize insurance companies, the mortgage companies, the banks and medical care is moving in that direction and now the car companies are going to be run by a Car-Czar from this congress. I mean it is such an embarrassment. It is such an insult to us who believe in freedom, who believe in sound money and limited Government. It is such an insult to the whole idea of what made America great. And this is what is has come to: bailout after bailout after bailout and nobody even calls it what it really is: it is nationalization of our companies.”

“The Federal Reserve has literally created a trillion dollars here in the last several months, at least an obligation. That’s outside the realm of the Congress. We don’t even audit the Federal Reserve. They created this money and when the Fed Chairman comes before a committee and we ask ‘where did you dispose of this two trillion dollars that you’ve created recently’, he says ‘well it’s not your business’. That’s not necessary, not in the law, he doesn’t even have to tell us. This is how out of control this is. Sure there is a lot of debt in the economy and once a Government or corporations get in excess of the amount of debt, it is never paid for. So yeah we can transfer around. We are dealing only with finding victims. We cannot get rid of the debt whether it is our national debt or whether it is corporate debt. We need to look at the cause of these bubbles and it has to do with monetary policy and the Federal Reserve System.” (The video from the House is here , let’s hope it stays there.)

Highlights from an interview with American investor Peter Schiff  ‘Why the meltdown should have surprised no one’, recorded at the annual Austrian Scholars Conference, Ludwig von Mises Institute, 13 March 2009:

“We had too many people buying houses and credit was too cheap. Everybody can agree that we need to go back to a prudent form of lending. But nobody wants to go back to prudent pricing. Everybody wants to go back to sound lending principles but leave the bubble prices intact. That’s impossible. Nobody can afford to pay these high home prices without these gimmicks. The best thing that can happen to the real estate market is that prices come down. It used to be, that the mission of Freddie Fannie, before they went broke, was to try to make home ownership affordable. Now their mission is to keep home prices high, to keep homes unaffordable, to make sure that we have to mortgage ourselves to the hilts to buy a house. The Government solution is high prices but low mortgage payments subsidized by the Government. The free market solution is low prices. Because if real estate prices go down you don’t need to borrow that much money to buy a house. So it doesn’t matter that your mortgage payment is a little higher. But the Government still looks at the problem, that home prices are falling. That’s the solution. The problem is that they went up. Now that the bubble has burst first in in the stock market and now in the real estate market, and now they are having this massive recession which has just getting started, we have barely gotten the taste of it. But unfortunately all the blame is on the free market. All the blame is on capitalism, it’s because there wasn’t enough regulation, there was too much greed. President Bush, in one of his speeches, said that Wall street got drunk. And he was right, they were drunk. So was mainstream, the whole country was drunk. But what he doesn’t point out is, where did they get the alcohol. Why were they drunk? Obviously Greenspan purred the alcohol, the Fed [Federal Reserve Bank] got everybody drunk and the Government helped out with their moral hazards and the tax codes and all the incentives and disincentives they put in, all the various ways that they interfered with the free market and removed the necessary balances that would have existed , that would have kept this from happening… What the Government did repeatedly, was to try to remove the fear. They tried to make speculating as risk less as possible. First they provided us with almost costless money with which to speculate. Then they created the idea that whenever there is a problem don’t worry the Government is going to rescue you. The Government is not gonna let the stock market go down, the Government is not gonna let you debts go bad so go ahead and keep placing them. That was the idea, that was the mentality. It was nothing that the free market did. The only entities that need more regulations was the ones the Government created. If Freddie and Fannie didn’t have a Government guaranty they wouldn’t have needed any regulation because the market would have regulated them. People would have looked at their balance sheets and said, hey you don’t have any capital, you can’t guaranty these mortgages, who are you kidding? And they never could have expanded the way they did. It was only because the Government stood behind them that people didn’t care. People said, ah the Government will never let Freddie and Fannie go bankrupt. And they were right, they didn’t.” (The video is here).

American trend forecaster Gerald Celente interviewed on Fox News 07/05/09:

“… it has been long in the making but now it is being accelerated with these programs of stimulus packages, bailouts, buyouts, Government take-over. By the way people are calling, is it Nationalism, is it Socialism? The merger of State and Corporate powers according to Mussolini, who knew a thing or two about it, is called Fascism!“

“You cannot print phantom money out of thin air based on nothing and producing practically nothing without destroying the economy.“

“First of all, the Government has to stay out of private enterprise and stop taking equity positions in it. This whole monster of ‘Too Big To Fail’ is a lot of baloney… What is the ‘too big to fail’ is the monopolies who are killing mainstream.” (The video is here).

And Gerald Celente again from a longer recent interview:

Interviewer: “Do you feel people are not hopeful, that Obama won’t bring change?”

Gerald Celente : “People are hopeful, they are desperate and they are fearful. And they will hang on to anything. Let’s look at the facts, a man of change? Who did he bring into Washington? You know that they say by their deeds you shall know them. Let’s look at his Treasury Secretary, Timothy Geithner, former Robert Rubin retract from the Clinton Administration, the former President of the New York Federal Reserve Bank. Change? How about Larry Summers, the former Clinton Secretary of the Treasury? I have been around a long time. I never remember a newly elected President bringing in basically the National Security team from the last administration who happened to be from another party.”

Interviewer: “So you don’t think Obama is different in any way?”

Gerald Celente : “By their deeds you shall know them.” (The video is here).

American investor Peter Schiff again:

“When President Obama is talking about how everything is different than George Bush, how his administration is change, ‘we are doing it differently’. He hasn’t changed anything. He is doing exactly what Bush did. He inherited the same situation, only worse, and he is doing the same thing, only worse. His fiscal policy is worse that Bush’s and it is funny, as he is getting ready to sign budget or proposing a budget with nearly two trillion dollars deficit in one year he is criticizing Bush for deficit spending. What Bernanke is doing now dwarfs what Greenspan did in irresponsibility. It’s a tough race to see who is gonna go down in history as the worst Fed chairman ever. Greenspan is probably still in the lead but Bernanke is hot on his tail. The only reason that Greenspan is still wining is because he was there longer. But as far as for how many years he is been at the job its gonna go to Bernanke. So the combination of Obama Bernanke is way worse than Bush Greenspan. But it is the same philosophy. Nothing has changed. This might as well has been the third Bush term. He is doing the same exact stuff. The rhetoric is a little bit different but the policies are all the same, the ideas are all the same. That economic growth is a function of people spending money and that we need more Government to stimulate the economy, that we should bailout the people who fail and punish the people who succeed, and that we should have no interest rates, that the Fed should be cranking out money.

What we need, not only do we need to allow the companies to fail and allow Americans to stop spending. The credit crunch is a good thing. The fact that credit is being denied to American consumers is a good thing. Because credit is scarce, it is not unlimited, it is a function of savings. And if we want to have a real economy, if we want to have production, then saving needs to go to producers…

We need the Government to stop spending money and depleting our savings. We need consumers to stop spending the money and rebuild their savings. We need a recession, we need one badly… This is the price we pay for years of indulgence and reckless spending, now comes the sacrifice… The only thing the Government can do about is to acknowledge to the American public that the Government is a burden on the economy. In good times maybe we can tolerate that burden, but in bad times, there is no way. And that the only way we can rebuild the economy is with a smaller Government, not with a bigger Government. We need sound money. Unfortunately we need high interest rates. We are getting the opposite. Instead of getting higher interest rate and smaller Government we are getting lower interest rates and bigger Government. We are getting inflation and we are getting deficit spending and we are getting stimulus and we are not gonna have any different results this time around. If you liked what Bush Greenspan did to the economy then you will love what this pair does [Obama Bernanke]. But is not gonna be any better, its gotta be a bigger disaster...

The free market was getting the blame for a problem that was created by the Government. And what is happening now, is that the Government is using this economic crises, that they caused, to get even bigger. To grow their power, toe expand, to come to our rescue. To save us from the evil forces of Capitalism with Government with Socialism. When you listen to Barack Obama, I listened to his most recent speech and a lot of what he said was true. He talked about the fact that we need a genuine economy; we can’t have a false prosperity, we can’t have a prosperity based on debt and spending, we need to have a sound foundation. All of that was true. But then of cause everything else he said is wrong. He wants the US economy to have a sound foundation. But he wants to be the one that builds it. He thinks that the Government can erect a sound foundation. That central Government planning can replace the market. That resources can be allocated efficiently by politicians who wanna get votes as opposed to entrepreneurs who are looking for profits. He wants to replace the invisible hand with the hand of the state and he thinks he can do it better. We had a phone economy, that is true. We had a phony economy because of the Government. Because the Government undermined our productive capacity, undermined our ability to save, undermined our ability to manufactor and nurtured and cultivated the consumer bubble, the service sector economy, that we had that is now collapsed. And it is not Government that is gonna restore it. We need free market forces…

They say that we can’t let General Motors go bankrupt because some autoworkers will be unemployed. Well, we don’t want work just so that we can have a job. We want work because we can produce something, we want the value. If some how, if we could all have little machines so that we could push a little buttons and whatever we wanted it would magically appear. Nobody would have to work and the Government of cause would try to outlaw these gadgets because they would create a lot of unemployment. But who would care, we wouldn’t need employment, we would have everything we want. So we work because we want stuff not because we want to work. So just to preserve jobs doesn’t make any sense if they are not productive, if they are not efficient“.

Når fem nordiske ligestillingsministre bedriver misandri

Mænd forurener mere end kvinder, påstår en skatteyderbetalt rapport der er bestilt af de fem nordiske ligestillingsministre. Det bekræfter min mistanke om, at de nordiske Ligestillingsminstre er ansat, ikke som Ligestillingsministre, men som feministiske propagandister, der bedriver misandri.  

Citat fra DR:

“Røde bøffer, masser af bilkørsel og ringe interesse for økologi. Danske mænd forurener miljøet langt mere end kvinder… – Mens mænd i snit spiser 139 gram kød om dagen, spiser kvinder kun 81 gram, fortæller sociolog Michala Hvidt Breengaard fra Københavns Universitet, der blandt andre står bag rapporten.”

Well, mænd vejer mere end kvinder og mænd har flere muskler end kvinder, så der er vel ikke noget underligt i at mænd spiser mere end kvinder? Kvinder bruger meget mere kosmetik end mænd, de shopper meget mere mode end mænd, de indretter hjemmet mere end mænd, de føder mange flere børn end mænd – aktiviteter der også må siges at bruge energi.

Denne form for forureningsregnskab, hvor man kun leder efter energiforbrugende aktiviteter udført af den negativt definerede part, mænd, mens man udblænder energiforbrugende aktiviteter udført af den positivt definerede part, kvinder, kan kun betegnes som selvopfyldende profetisk pseudoforskning, og i dette tilfælde åbenbart drevet af Misandri -altså had mod mænd. 

“Det er mere end transportsektoren, hvor mænd også sviner mere end kvinder, fordi mænd i langt højere grad tager bilen til jobbet.

Ofte arbejder de længere væk end kvinder, fordi mænd generelt har højere stillinger, siger sociolog Michala Hvidt Breengaard fra Københavns Universitet, der har været med til at udarbejde rapporten”

Se det var jo interessant: Da mænd prioriterer karriere højere end kvinder, så er de også villige til at køre længere og have længere arbejdstider end kvinder. Det er åbenbart ikke godt for miljøet. Jamen så må Ligestillingsministrene i miljøets navn vel gøre mere for at undgå, at kvinder også skal ende med at interessere sig for karrierelivet, ellers bliver de jo også miljøsyndere! Altså Ligestillingsministrene burde i miljøets navn skrue ned for deres Direktørfeministiske aktivitet. 

”Venstres miljøordfører, Eyvind Vesselbo, er enig:

Undersøgelsen bekræfter mine fordomme om mænd. Nu ved vi, at der et efterslæb hos dem. Det skal vi have rykket ved. I vores efterfølgende kampagner skal vi tage hensyn til, at mænd og kvinder agerer forskelligt.”

Eyvind Vesselbo forekommer at være en klovn. Han er politiker for et parti der tager ideologisk udganspunkt i at frisætte mennesker fra offentlig kontrol, derfor burde han sætte sig  ind i sagerne, inden han udtaler sig så tåbeligt. Eller er det udtryk for at partiet Venstre også har købt ind i feminismen? Det tyder det vanvittige valg vi lige har haft om Tronfølgeloven en hel del på.’I vores efterfølgende kampagner’, siger Vesselbo. Fri os for flere skatteyderbetalte feministiske kampagner siger jeg. Få så den Stat skåret ned!

P.s. Kvinder og deres børn nyder godt af den ekstra arbejds- og kørselsaktivitet som deres mænd foretager sig. Måske de ligefrem er med til at stimulere mændenes aktiviteter? 

P.p.s. for dem, der ligesom jeg selv fornemmer, at miljøbevidsthed nu i stigende grad er ved at blive et instrument for kontrol og afgiftspålæggelse af bredden af befolkningen, vil jeg anbefale følgende antologi: Higgs and Close (2004) RE-Thinking Green: Alternatives to Environmental Bureaucracy.

Tanker om Direktørfeminisme

Dagens Direktørfeministiske citat kommer fra et interview i Weekendavisen med den filippinsk-danske kvindelige performancekunstner Lilibeth Cuenca:

“For mit eget vedkommende går det nu ret godt efterhånden, selvom jeg blev sat noget tilbage, da jeg fik min datter for 8 år siden. Der er imidlertid kun én vej, hvis man vil frem, nemlig at arbejde, arbejde og arbejde. At holde målet for øje og forsøge at lukke destruktive tanker ude. Men det er forstemmende, at når vi kommer op i kunstnernes superliga, er fordelingen stadig 80 procent mandlige og 20 procent kvindelige kunstnere. Nogle mennesker bemærker frækt, at det skyldes, at de mandlige kunstnere er bedre. Men det tror jeg ikke på. Også priserne afspejler desværre, hvor galt det står til. Med meget få undtagelser ligger de mandlige kunstnere væsentlig højere end deres kvindelige kolleger. Derfor opfordrer jeg alle – også mændene – til at blive feminister. Ordet er så misforstået i dag, og mange mennesker får dårlig smag i munden, fordi de tænker tilbage på 1970’ernes ’betonfeminisme’. Men de skulle skamme sig, for hvor havde vi været i dag, hvis ikke de første feminister havde støbt feminismens betonfundament? I New York går kvinderne stadig hjemme og passer deres børn, til de er tre år gamle. Dermed sættes deres karrierer jo helt i stå.”

(Kultursektionen i Weekedavisen nr. 23, 4.-11. juni 2009 side 1, mine markeringer med fed).

Moderskab som kvindeundertrykkelse

Jeg laver nu en tolkning af det citerede tekststykke:

Lilibeth Cuenca mener, at hun ’blev sat noget tilbage’, da hun fik sin datter. Det gjorde nemlig, at hun ikke kunne ’arbejde, arbejde og arbejde’ med sin kunst. Stakkels Cuenca, hun fulgte sin biologiske lyst efter at få børn, og opdagede, at det havde indvirkning på noget der åbenbart er vigtigere for hende, at ’arbejde, arbejde og arbejde’ med sin kunst. Hun er meget fortørnet over, at der eksisterer 80% mænd i ’kunstnernes superliga’. Underforstået at det er betragteligt samfundsmæssigt problem, at Superligaen har en lavere andel kvinder – det er ægte Direktørfeminisme. Hvis bare vi kunne rykke på kønssammensætningen af, skal vi sige de øverste 5% af alle de professionelle kunstnere, så blev verden et meget bedre sted. Overført til ren Direktørfeminisme, hvis bare der var flere kvindelige topledere og bestyrelsesformænd, så var et stor slag vundet for menneskeheden. Altså, det er nødvendigt, at rokere lidt rundt på kønssammensætningen af den mest privilegerede del af arbejdsstyrken, så bliver verden mere retfærdig. Hvad ville der være vundet ved at vi rokerede lidt rundt på kønssammensætningen af overklassen? Hvorfor skal der ikke rokeres lidt rundt på kønssammensætningen af dem der udfører det farlige arbejde i den nedre del af samfundet, hvorfor ikke på kønssammensætningen af de mest socialt udstødte, f.eks. de hjemløse?

Lilibeth Cuenca mener, at når der er færre kvinder der når toppen, så skyldes det, at kvinderne bruger for meget tid på deres børn. I New York er situationen i følge hende helt katastrofal, fordi her ’går kvinderne stadig hjemme og passer deres børn, til de er tre år gamle. Dermed sættes deres karrierer jo helt i stå.’ Underforstået, det er kvindeundertrykkende, når kvinder bruger tid på at passe deres egne børn, snarere end at kæmpe intensivt om at opnå en høj karriere. Nu tilhører Lilibeth Cuenca tilfældigvis en lille privilegeret andel af mennesker i samfundet som har haft mulighed for at uddanne sig på Kunstakademiet og efterfølgende få en kunstnerkarriere. Bør jeg påminde Lilibeth Cuenca om, at flertallet af mennesker ikke arbejder for at blive selvopfyldt men for at overleve og for at købe sig fritid? Kassedamen, rengøringsassistenten, SOSU-assistenten, bankassistenten, lærerinden, og mange andre kvinder vil måske ikke have så travlt med at bytte barselsorloven ud med arbejdslivet? 

Når Overklassens kvinder vælger

Jeg overværede for et par år siden en paneldebat i Forum under bogmessen, hvor Ole Birk Olesen talte om sin bog Taberfabrikken. Her lancerede han en iagttagelse der vakte stor harme blandt flere af de kvindelige tilhører: Hvis vi kigger på den rigtige overklasse, så er der en klar tendens til at kvinderne foretrækker at bruge tid på deres børn så længe de er små. Skal det forstås sådan, at kvinderne i de øverste klasser er undertrykt af deres mænd? Det var der selvfølgelig flere af tilhørerne der mente, at det var modbydeligt at være kvinde i overklassen. Well, i skulle prøve at være mand i underklassen. Ole Birk Olesens pointe var, at selvfølgelig ville mange kvinder foretrække at bruge mere tid sammen med deres små børn, men det er bare de færreste der har mulighed for det. Men når ressourcerne er store nok, så vælger kvinderne ofte at foretage dette valg. Hvis man som jeg er delvist informeret af Evolutionær Psykologi, så er der intet mærkværdigt i dette forhold. Lad mig parafrasere den amerikanske jurist Kingley Browne der også har opdaget at biologi spiller ind på menneskelig kønsadfærd:

Det faktum, at mødre i pattedyrsarterne finder det emotionelt svært at separere sig fra deres hjælpeløse afkom er helt og aldeles ikke overraskende.

Direktørfeminismens paradoks: Den klassebaserede kønsligestilling

I disse år er der mange Direktørfeminister der plæderer så stærkt for, at Staten må ind og regulere familiernes adfærd, ellers ender kvinderne jo med at være mindre repræsenteret i toppen i forhold til deres mænd. Men måske gør disse feminister flertallet af kvinder en stor bjørnetjeneste. Det er langt fra selvfølgeligt, at kvinder bredt set gerne ville have deres mænd til at tage mere barselsorlov, for at de selv kan arbejde mere. Men det er i grund og bund Direktørfeministernes projekt, kønsligestilling i toppen af samfundet – de beskæftiger sig aldrig med de kønsasymmetrier der eksisterer i bunden af samfundet, de steder hvor mænd ikke er ligestillet.

Kønsligestilling i toppen af samfundet vil pr. definition aldrig kunne være lig med en bred Ligestilling, det vil altid være en klassebaseret kønsligestilling. Man anvender retorik der stammer fra marxistisk ideologi, ideen om det klasseløse samfund, at alle bør være ligestillet, men man opererer reelt inden for en klassetænkning, halvdelen af direktørerne bør være kvinder, osv. Det er decideret absurd logik, eller rettere propaganda rettet mod kvinder: alle kvinder kan blive topledere. Jeg har tidligere argumenteret for, at Direktørfeminismen aldrig vil kunne gå op, med mindre man også lovgiver mod, at kvinder tiltrækker sig en mage der har højere status end dem selv. Hvis den klassebaserede ligestilling skal slå igennem, så må Staten sørge for at ingen kvinde gifter sig over sin stand, for ellers kommer hun automatisk bagud i forhold til sin mand. Direktørfeminismen har formået at sætte kvindekønnet op imod mandekønnet, at den enkelte kvinde har en særlig kønsklasseinteresse i at komme på indtægtsniveau med hendes mand, ellers er hun kvindeundertrykt i familien. Kvinder bør med andre ord opgive deres biologiske instinkt for at søge sig en god mage, de skal vælge en mand der har færre ressourcer end dem selv, ellers vil de forblive ufri.

Når karrierekvinderne får stress

Jette Hansen, der vist ret kategorisk kan siges at være en dansk kultureksponent for den radikale feminisme (den feministiske position der gennem en omformet marxistisk teori ser på verden gennem to kønsklasser; kvinderne som de undertrykte og mændene som undertrykkerne gennem abstraktionen Patriarkatet), får i samme nummer af Weekendavisen lov til at udfolde sin patriarkatkritik på ikke mindre end to sider i bogsektionen. Hun laver en del rutine male bashing, men hendes egentlige ærinde er den ’rette’ feministiske litteratur. I slutningen af teksten giver Jette Hansen sit specifikke bud på et godt feministisk værk og begrunder det med en længere passage. Jeg antager, at det vil høre til sjældenhederne, at jeg bruger en radikal feminists postulater til at kritisere Direktørfeminisme, men ikke desto mindre er det tilfældet nu. Jette Hansen skriver:

“Nej, man skal læse Mikala Dirckinck-Holmfelds bog Jeg havde lagt alle viskestykkerne sirligt sammen – i køleskabet. 10 kendte kvinder fortæller, hvordan de overvandt stress. Her springer historierne om at være af kvindekøn i en postmoderne præstationsorienteret mandssamfund lige op i ansigtet på læseren med en chokerende kraft. Her fortælles fra smerterne og de bristede sammenføjningers sted. Journalist og studievært Charlotte Lindholm beretter om i årevis konsekvent at tilsidesætte alle relationer – det være sig mand, børn, eller venner – til fordel for et grænseløst arbejdspres. Mandens gentagende, indtrængende bønner om at være mere hjemme preller ganske af på hende. Man skulle ellers tro, at ægteskabets krise og faren for at miste kærligheden stod bøjet i neon. Men først, da Charlotte Lindholm bryder så eftertrykkeligt sammen, at der ingen alternativer er til sygemeldingen og glasset med sovemedicin, kommer det: ’.. så gik jeg hjem og satte mig i min seng og bare græd og græd. Jeg spurgte min mand, hvorfor han ikke bare gik, for jeg kunne jo ikke præstere.(…) Jeg følte, at jeg ikke længere var noget værd’. For første gang i årevis er hun der faktisk – sammen med sin mand, sammen med sin familie. Men det er også her, lige netop her, at hun føler sig så værdiløs, at hun simpelthen ikke kan forstå det, hvis han ikke bare går fra hende. Det har sin egen ironi, at det ikke engang er i bøger om moderskab, at vi kan læse om moderne kvinders problemer. Men i en bog om stress. Det er fra arbejdspladsen, at historien om det devaluerede kvindekøn lader sig fortælle. Og ikke fra hjemmet.”

 (Jette Hansen i Bogsektionen i Weekedavisen nr. 23, 4.-11. juni 2009 side 9, egne markeringer med fed).

Det præstationsorienterede mandssamfund?

Jeg er uenig med Jette Hansens påstand om, at vi lever i et postmoderne præstationsorienteret mandssamfund. Jeg vil medgive Jette Hansen, at moderne mennesker i høj grad lever under stress, men jeg vil ikke definere denne tilstand som noget der er specifikt mandligt. Det er en typisk feministisk tolkning, det der er problematisk i samfundet, det definerer vi som patriarkalsk/mandligt, og vi kan derefter lave selvopfyldende profetisk kritik.

Jette Hansen forklarer desværre ikke mere om denne negative samfundstilstand, det postmoderne præstationsorienterede mandssamfund, men mon ikke at hun mener, at det skyldes patriarkalske strukturer, mandlig dominans kombineret med kapitalisme? Jeg spørger så, er det mandesamfundets skyld, at den øvre middelklasses kvinder har så travlt med at blive selvopfyldt gennem arbejde? I så fald må KVINFO – en Statsstøttet feministisk organisation der har travlt med at definere kvindelig værdi som noget der er lig med prestigefyldte arbejdspositioner – være udtryk for det præstationsorienterede mandssamfund. Det sidste eksempel jeg læste, var et vredt KVINFO indlæg i Politiken, hvor der blev harceleret over, at der var for få kvinder i Den Blå Bog! Rendyrket Direktørfeminisme. 

Mon ikke Jette Hansen også mener, at løsningen på denne tilstand er mere kollektiv statsstyring? Min holdning er derimod, at kollektiv statsstyring i høj grad er en del af problemet, at mennesker i dag er alt for styret af bureaukrati og har for lidt ejerskab over deres egen krop, ejendom og tid. De store syndere er efter min vurdering en alt for høj beskatning og gældsættelse af almindelige mennesker, herunder opbrud af familierne og der af følgende flere problemer for børnene. Men når disse forbehold er taget, så vil jeg være tilbøjelig til at tro, at Jette Hansen har fat i noget, når hun problematiserer de moderne privilegerede kvinders præstationsorienterede arbejdsadfærd. Jeg tror, at den slags Direktørfeministiske ideologi, som performancekunstneren Lilibeth Cuenca bragte frem ovenfor, har stor indflydelse på den præstationsorienterede arbejdsadfærd som mange af de privilegerede kvinder (altså det bedre borgerskabs kvinder) i dag forekommer at tilslutte sig .

Når kvinder taber status på arbejdsmarkedet

Til slut vil jeg gennem et evolutionært psykologisk perspektiv komme med et par bemærkninger til Jette Hansens tekststykke som jeg citerede ovenfor. Jeg vil forholde mig til den meget rørende historie om TV-værtinden Charlotte Lindholm der bryder sammen i stress.

Charlotte Lindholm (f. 1965) er gift med Mikael R. Lindholm (f. 1961), han er altså fire år ældre end hende, og logisk set vil han også være foran hende karrieremæssigt. Da hun i 1996 blev ansat ved TV-Avisen som erhvervsjournalist havde han allerede været Redaktionschef på Ugebrevet Mandag Morgen og redaktionschef på Dagbladet Børsen. I dag er hans karriereplacering også højere end hendes, selvom begge personer må siges at tilhører toppen af det professionelle lag i Danmark. Jeg ved ikke hvordan de to har fundet hinanden, men sandsynligvis har Charlotte haft den afgørende vælgerrolle, den gang parret fandt sammen, fuldstændig som foreskrevet af Charles Darwin; i pattedyrsarterne besidder hunnerne vælgerrollen. Da Charlotte i fortællingen er på sammenbruddets rand, er hun bange for at hendes mand skal forlade hende:

“Jeg spurgte min mand, hvorfor han ikke bare gik, for jeg kunne jo ikke præstere.(…) Jeg følte, at jeg ikke længere var noget værd’. For første gang i årevis er hun der faktisk – sammen med sin mand, sammen med sin familie. Men det er også her, lige netop her, at hun føler sig så værdiløs, at hun simpelthen ikke kan forstå det, hvis han ikke bare går fra hende.”

Måske skyldes hendes frygt i situationen, at hun ser på parforholdet gennem et kvindeligt perspektiv? Hun antager at hendes mand vil forlade hende, fordi hun ikke længere kan præstere på karrierefronten. Men analyser har klart vist, at når kvinder taber status på grund af f.eks. fyring eller arbejdsløshed, så får det ikke deres mandlige partnere til at flygte væk fra dem, tværtimod. Mændenes beskytterinstinkt sætter stærkt ind. Det modsatte forhold tyder derimod på at gøre sig gældende hos kvinderne. Når mænds status falder i familien, så stiger skilsmisserne. Fuldstændigt som forventet, hvis man kigger på verden gennem evolutionære briller. Bredt set værdibestemmer mænd ikke deres kvinder på karrieremæssig performance, mens det modsatte tilfælde bredt set er langt mere udbredt. Min pointe er, at den maniske karriereselvopfyldelse hos det bedre borgerskabs kvinder, som Jette Hansen – og efter min vurdering, det med god grund – kritiserer, vedrører ikke den seksuelle økonomi. Det er ikke mændene, som sådan, der presser kvinderne til at få stress over deres karriereliv. Det får mig til at tænke på den evolutionære akademiker Satoshi Kanazawa fra London School of Economics der provokatorisk blogger som den videnskabelige fundamentalist: ’Hvorfor tjener kvinder færre penge end mænd? De har bedre ting at give sig til!’

Jette Hansen slutter med at skrive, at det i dag er ’fra arbejdspladsen, at historien om det devaluerede kvindekøn lader sig fortælle.’ Hun har muligvis ret, når vi forholder os til den mest privilegerede andel af kvinderne (og det er kun en lille del af kvindekønnet), men jeg tvivler på at det har særlig meget at gøre med ’det mandsdominerede samfund’. Endelig bør vi huske på, at der ofte findes en andel af mandekønnet der er langt mere devalueret end den type kvinder som Direktørfeministerne søger at redde. Men det interesserer sjældent de højtuddannede feminister, de har alt for travlt med at frisætte borgerskabets privilegerede kvinder fra moderskabet og mændene til fordel for arbejdslivets glæder i toppen af samfundet. Problemet er at de ikke selv kan tage ansvar for deres arbejdsbegær. De vil have Staten til at styre hvem der må gøre hvad og hvornår i familerne, hvem der må have lov til at studere hvilke fag, hvem der må ansættes hvor.

Royal Feminisme som statspropaganda

Nu har politikerne besluttet, at den danske Tronfølgelov skal til folkeafstemning d. 7. juni. Det danske folk skal stemme om, hvorvidt Tronfølgeloven skal ændres på et punkt: Om Royale førstefødte piger og drenge skal have lige muligheder for at arve den danske trone. Jeg vil nu først forsøge at vise, at præmisserne for denne folkeafstemning er grotesk. Derefter vil jeg argumentere for, at folkeafstemningen er yderst interessant, fordi at den må dreje sig om noget helt andet end det umiddelbare enkle forhold der er til valg.

Der er mindst to groteske elementer tilstede i farcen, og jeg vurderer, at det første groteske element er ligegyldigt, mens det andet groteske element er decideret foruroligende.

Første groteske element: At danskerne skal anvende deres demokratiske stemmer til at justere et detailanliggende i et Kongehus der pr. definition ikke er demokratisk. En selvmodsigelse.

Andet groteske element: At Statsministeriet har produceret en propagandafilm og et propagandawebsite, hvor det på forhånd entydigt vælger side, i et spørgsmål som politikerne har sendt til afstemning. Yderligere er det foruroligende, at Statsministeriet åbenlyst forsøger at manipulere befolkningen gennem en følelsesfuld retorik der er forkert . Man foregiver, at de regler der hersker i Kongehuset afspejler de regler der gælder i resten af befolkningen, selvom det åbenlyst er løgn.

 

 

 

  

Ligestilling for de Ikke-ligestillede

Udgangspunktet, i det der er på valg, drejer sig om Ligestilling, en slags demokratisk ideal, som i sin milde form går ud på at alle mennesker har ret til at blive behandlet ens for loven (i mere radikale versioner, bliver Ligestilling brugt til at kræve et klasseløst samfund, men det er en anden historie). Reelt skal danskerne ikke stemme om noget der vedrører alle menneskers ret til at kunne blive Konger eller Dronninger. Dernæst er det en særlig afart af Ligestilling der stemmes om, nemlig Kønsligestilling, forstået i den milde version, at kvinder og mænd stilles lige for loven (i mere radikale versioner, at kvinder og mænd bør have ens adfærd og at alle mennesker bør besidde samme økonomi, ejerskab, ressourcer, status osv.). Men igen, danskerne skal reelt ikke stemme om noget der vedrører alle mænds og kvinders stilling i forhold til loven, og da slet ikke noget der vedrører det klasse- og kønsløse samfund! 

På Statsministeriets website påstås det, at danskerne gennem valg skal ’afgøre om piger og drenge stilles lige i retten til at arve den danske trone’.

Dette er en særlig manipulatorisk brug af ideen om folkets stemme i forhold til demokrati. Det der afgøres drejer sig nemlig ikke om de to brede menneskelige kønskategorier mænd og kvinder, altså en slags grundelementer i det man kan kalde den samlede danske folkemængde. Vi stemmer ikke om, hvorvidt alle danske ’piger og drenge stilles lige i retten til at arve den danske trone’. Vi stemmer om, hvorvidt en særlig minoritet af aristokratiets kvinder og mænd, skal stilles lige i retten til at arve den danske trone. Der er meget stor forskel.

Vi skal stemme om rettigheder for to af de mest privilegerede ikke-ligestillede mennesker der potentielt fødes i dette land, børn af Dronningen og/eller Kongen. Det er ikke sådan, at de rettigheder der gælder for de Royale også gælder for almindelige danskere. De Royale er i mange tilfælde klart ikke-ligestillede i den milde form af begrebets betydning i forhold til resten af befolkningen. F.eks. morede en af mine bekendte sig med at følge efter Kronprinsens bil på motorvejen, da han blev overhalet af denne med en fart på sikkert 180 km/t. Han satte så selv farten op og lagde sig bag ved Prinsebilen. Livvagterne i prinsebilen, som sikkert var politifolk, sad så på bagsædet og lavede truende fagter af min ven, ’kan du så lade være med at køre så stærkt efter os’. Prinserne mister ikke kørekortet selvom de kører med en hastighed på 200 km/t på en danske motorvej, oveni købet med politiet om bord. Det er blot et banalt eksempel, men det burde være åbenlyst, at de Royale i Danmark i mange tilfælde er alt andet end ligestillet. De behandles ikke ens for loven i forhold til resten af danskerne. Derfor er det min påstand, at det er absurd at anvende en folkeafstemning til at lave en detailstyring af noget mikrodemokrati inden for Kongehuset. 

Kønsrettigheder versus søskenderettigheder

Hvis man bakker op om logikken i afstemningen, altså en slags lige kønsrettigheder i forhold til tronfølge for den førstefødte, så vil man automatisk acceptere ulige søskenderettigheder. Hvorfor er det lige den førstefødte der skal arve Tronen, hvorfor ikke den andenfødte eller måske den der er mest kompetent? I resten af samfundet gælder det ikke, som i Kongehuset, at det er den førstefødte der har særlige materielle rettigheder. Altså, hvis vi et øjeblik accepterer præmissen af Royal Ligestilling på det ene område, så indbefatter det automatisk Royalt Ikke-ligestilling på et andet område. Ligestilling i forhold til køn for førstefødte versus ligestilling i forhold til føderækkefølge for søskende. Vi skal altså stemme om en slags ligestilling der implicit vil medføre en anden slags ikke-ligestilling, noget der er komplet ulogisk.

Der er findes en masse andre lignende ikke-ligestillinger inden for det Royale system, f.eks. kan Prins Henrik ikke efterfølge hans hustru Dronning Margrethe og blive konge, kun parrets fælles børn kan blive Konge/Dronning. Det er åbenlys ikke-ligestilling i forhold til en ægtefælle, noget der ville have vakt ramaskrig, hvis det blev overført til resten af befolkningen. Det svarer lidt til, at reglerne havde været sådan, at en udlænding der flytter til Danmark og gifter sig med en dansker, ikke har ret til at arve sin ægtefælle, arven skal gå til deres fælles børn. Men i Kongehuset bliver den udefrakommende kvinde der gifter sig med Kongen automatisk til Dronning, og hun kan således blive Royalt overhoved, hvis Kongen dør. På dette felt er kvinder i Kongehuset mere Ligestillet end mænd i Kongehuset. Men det interesserer ikke nogen, fordi man ikke kan anvende dette eksempel til at manipulere med kvindelige stemmer gennem feminismeretorik.

Mine eksempler skulle gerne understrege, at det at tale om Ligestillig i Royal sammenhæng er det rene volapyk. Det Royale domæne er pr. definition gennemsyret af mærkværdige regler som indebærer idiosynkratiske privilegier for individer.

 Statsministeriets propaganda

Gennem en oplysningskampagne på internettet bekendtgør Statsministeriet, at Tronfølgeloven er uretfærdig som den er nu, men at den vil blive mere retfærdig, hvis man stemmer ja til, at ’tronfølgeloven skal ændres, så arveretten til tronen går til den førstefødte uanset køn’.  

Hvis det vitterligt forholdt sig sådan, at Kongehuset dannede præcedens for resten af befolkningen, så kunne der have været en slags ræson i denne folkeafstemning. Men i resten af samfundet gælder der ikke særlige regler om, at den førstefødte af hankøn arver tronen eller for den sag gården. Når man læser Statsministeriets information om denne afstemning, så er det tydeligt, at der anvendes en følelsesfuld men fejlagtig argumentation:  Kongehusets anliggender sammenlignes på symbolsk vis med resten af samfundets anliggender.

Fra Statsministeriets webvideo:

Den kvindelige helt: ”Hvorfor egentlig, søn forud for datter? Mænd har vel ingen særlige evner for at besidde tronen?”

Speaker stemme:  ”Hun har på pinlig vis blandet sig i samfundets og dermed mændenes anliggender. Kvinde brug din stemme med fornuft.”

Men som allerede nævnt, sammenligning er manipulatorisk. I det danske samfund hersker der hverken juridiske arveprivilegier for førstefødte af hankøn eller for førstefødte generelt. Statsministeriet undlader fuldstændig at forholde sig til søskenderækkefølgen, sikkert fordi, at folkeafstemningen så åbenlyst ville blive udstillet som den farce den er. Man vil rette op på noget som man foregiver er en bred samfundsmæssig uretfærdighed – manglede kønsligestilling i arveprivilegier – selvom det i virkeligheden ikke er en bred samfundsmæssig uretfærdighed. Dette initiativ kan derfor med rimelighed betegnes som statspropaganda. Man forsøger at opstille et generelt problem som ikke eksisterer, ved at henvise til et obskurt enkelttilfælde.

Det jeg finder mest foruroligende ved denne folkeafstemning er, at der åbenlyst er tale om forsøg på at manipulere folket. Statsministeriet har produceret en propagandafilm og et propagandawebsite, hvor det tager stilling for Folket: Tronfølgeloven er uretfærdig som den er nu, men hvis i stemmer ja til, at tronfølgeloven skal ændres, så bliver det mere retfærdigt. Kan man forestille sig, at Statsministeriet lavede en propagandafilm til fordel for et ja i forbindelse med en folkeafstemning for eller imod medlemskab af EU? Eller hvad med en propagandafilm fra Statsministeriet, hvor kendte danske skuespillere, før et folketingsvalg, agiterede for, at Venstre og Konservative er det eneste fornuftige valg? Der ville lyde ramaskrig i medierne og Folketingssalen. Men det gør der åbenbart ikke nu. Hvorfor mon ikke? Kunne det have noget at gøre med, at Statsministeriets propaganda bejler til feministisk ideologi, og at både medier, politikere og magthavere bredt set enten er bange for at udfordre denne ideologi eller selv er tilhængere af den? Det er klart min tese. Ellers giver denne folkeafstemning ingen mening.

Lidt teori om propaganda

Jeg vil nu kort inddrage et teoretisk værk om propaganda, for efterfølgende at kunne kaste lidt mere lys over denne mærkværdige folkeafstemning. Det drejer sig om et af de første videnskabelige forsøg på at instrumentalisere propaganda for at styre og manipulere offentligheden i demokratiske samfund. Bogen er Propaganda, skrevet af amerikaneren Edward Bernays i 1928 og genudgivet i en revideret version i 1955. Bernays var nervø af Freud og arbejdede professionelt med propaganda for U.S. Committee on Public Information under Anden Verdenskrig. Jeg har oversat stykker fra 2005 udgaven publiceret af Ig Publishing, New York.

 Bernays starter bogen med kynisk at konstatere og acceptere, at masserne under demokratiske samfundsformer må styres.

“Den bevidste og intelligente manipulation af massernes organiserede vaner og holdninger, er et vigtigt element i det demokratiske samfund. Dem, der manipulerer denne usete mekanisme af samfundet, udgør en usynlig regering, der er den sande regerende magt i vores land.”

“Vi er reguleret, vores bevidsthed bliver formet, vores smag bliver dannet, vores idéer bliver foreslået, i vid udstrækning af mennesker, vi har aldrig hørt om. Dette er en logisk følge af den måde, som vores demokratiske samfund er organiseret på…”

“Der eksisterer usynlige ledere som kontrollerer millioners skæbner. Det er generelt ikke erkendt i hvor vid udstrækning, at ordene og handlingerne fra vores mest indflydelsesrige offentlige mennesker bliver dikteret af årvågne personer der opererer bag kulisserne. Nu, hvad der er endnu vigtigere, i hvilket omfang vores tanker og vaner er modificeret af myndigheder…”

“Den usynlige regering er ofte koncentreret på få hænder på grund af omkostningerne ved at manipulere det sociale maskineri, som kontrollerer massernes holdninger og vaner. At annoncere på en skala, som vil nå ud til halvtreds millioner personer, er dyrt. At nå og overbevise den gruppe af ledere, der dikterer de offentlige tanker og handlinger er ligeledes dyrt.”

 Han gennemgår den historiske udvikling hen mod den demokratiske styreform, hvordan ’Dampmaskinen, massemedierne, og den offentlige skole’ tog magten fra aristokratiet og gav den til folket. Den politiske og økonomiske magt ’gik fra kongen og aristokratiet over til borgerskabet’.

“Universel valgret og universel skolegang styrkede denne tendens, og til sidst begyndte borgerskabet endog at frygte almindelige mennesker. Masserne så ud til at blive konge.

Men i dag, er der opstået en reaktion. Mindretallet har opdaget en magtfuld måde, hvorved det kan påvirke majoriteterne. Det er således blevet muligt, at forme massernes sind, så de vil kaste deres nyligt vundne styrke over i den ønskede retning. I den nuværende samfundsstruktur er denne praksis uundgåelig. Alt hvad der produceres af social betydning i dag, hvad end det er i politik, økonomi, fremstilling, landbrug, velgørenhed, uddannelse, eller andre områder, må skabes ved hjælp af propaganda. Propaganda er den usynlige regerings udøvende organ.”

 Bernays definerer moderne propaganda som:

“En konsekvent, vedvarende indsats, der prøver at skabe eller forme begivenheder som påvirker relationer mellem almenheden og en virksomhed, idé eller gruppe…

[E]nhver institution eller ordning der har til formål at udbrede en doktrin eller et system…

En indsats der systematisk er rettet mod at opnå offentlig støtte til en holdning eller et handlingsforløb.”

Han skriver om propagandapraksissen der forsøger ’at skabe omstændigheder’ og ’billeder i hovederne på millioner af mennesker’.

“Det antal hoveder der kan regimenteres er så stort, og så vedholdende, at når de først er regimenteret, så kan en gruppe til tider skabe et uimodståeligt pres som lovgivere, redaktører, og lærere står hjælpeløse overfor.”

Bernays tager et særligt teoretisk greb om propaganda med ideen om gruppesindet, noget der skal forstås gennem massepsykologi. Det er hans påstand, at gruppen har særlige mentale karakteristika som ikke kan forklares på grundlag af, hvad vi ved om individets psykologi.

“gruppesindet [tænker ikke] i ordets egentlige forstand. I stedet for tanker har det impulser, vaner og følelser. Når det skal beslutte sig, er dets første impuls normalt at følge en betroet leders eksemplet. Dette er et af de mest faste etablerede principper inden for massepsykologi… Men når lederens eksempel er fraværende, og horden må tænke for sig selv, da gør den det ved hjælp af klichéer, pat ord eller billeder, som står for en hel gruppe af ideer eller erfaringer … Ved at spille på en gammel kliché, eller ved at manipulere en ny, kan propagandisten undertiden dreje en stor mængde gruppefølelser.” 

Hvad søger magtens usynlige ledere at opnå med valget?

Jeg mener, at vi må stille os selv et vigtigt spørgsmål, når vi skal vælge den 7. juni. Hvad er det, de usynlige ledere i Danmark – dem der er i stand til at anvende Statsministeriets millioner af kroner til at propagandere om et grundlæggende absurd valg – vil forsøge at opnå gennem den folkeafstemning?

For 99,99% af alle danskere er det fuldstændig ligegyldigt, hvilke regler der måtte gælde for de få Royale individer der en gang i fremtiden bliver potentielle tronarvinger. Det har ingen konsekvens for almindelige mennesker, da ordningen vedrører et system der på alle måder er ikke-ligestillet. Og vi behøver end ikke at have ondt af de af de kongeliges børn der ikke bliver Konge/Dronning; de skal med garanti nok få et sikkert og sundt liv, uanset deres køn.

Det er min påstand, at valget ikke drejer sig om de Kongelige, men at de kongelige her anvendes, med Bernays ord, til ’at skabe eller forme begivenheder’ som potentielt set skal påvirke ’relationer mellem almenheden’ og en idé eller gruppe. Indsatsen er ’systematisk rettet mod at opnå offentlig støtte til en holdning eller et handlingsforløb’. Hvad er det for en holdning eller handlingsforløb der er tale om? Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg er ikke i tvivl om, at det har magtmæssige implikationer. Her kommer nogle bud:

På 180Grader var der en læser, der kaldte sig for M Larsen, som i debatten om dette emne skrev følgende:

“Jeg er bestemt ikke royalist og havde egentlig tænkt mig at stemme nej for at drille, men så læste jeg det virkelige killer-argument. Hvis vi får ændret tronfølgeloven nu, kan eu-politikerne ikke bruge det som chokoladeovertræk til at få en unionstilpasset grundlov vedtaget ved en senere lejlighed. Så jeg stemmer ja !”

Det ville i så fald være et yderst subtilt forsøg på at hidse folket op til at gå imod den umiddelbare feministiske retorik som Statsministeriet selv anbefaler. Altså en slags hemmelig New World Order One Government dagsorden, der har det formål, på sigt at fjerne magten fra nationalstaterne og i stedet centralisere magten i EU. Men hvad nu hvis flertallet af danskerne følger Statsministeriets anbefalinger og stemmer ja, så opnår man ikke muligheden for at EU senere skulle kunne byde ind med et systemskifte der taler til de kvindelige vælgeres feministiske følelser. Er det sandsynligt, at man forventer, at afstemningen falder ud til fordel for status quo? Hvorfor så overhovedet lade forslaget komme til folkeafstemning? Jeg tror ikke rigtig på den forklaring, men jeg er imponeret af M Larsens måde at tænke ud af boksen på.

Måske er det blot en måde at kæde EU projektet sammen med feministisk ideologi? Eller måske et forsøg på at skabe meget mere opmærksomhed for det EU parlamentsvalg der finder sted samme dag? Når man lader EU parlamentsvalget være  akkompagneret af et nationalt valg, der tilsyneladende drejer sig om kønsligestilling, så kan man måske forvente større valgdeltagelse?

Man kunne også forestille sig, at valget alene havde en bureaukratisk dagsorden. Et konkret eksempel på, at Danmark lever op til sine EU forpligtelser i forhold til at udligne kønsmæssige adfærdsforskelle. At Danmark fører den rette feministiske politik og derfor nu kan få endnu et kryds i EUs gendermainstreamingsbog.

På det helt overfladiske plan kan jeg se, at valget vedrører en udvidelse af Direktørfeminismen til det jeg har valgt at betegne som Royal Feminisme. Altså man forøger at privilegere ikke blot det højtuddannede øvre borgerskabs kvinder gennem offentlig styring men nu også aristokratiets kvinder. Altså endnu et eksempel på at man accepterer statslig adfærdskontrol for at opnå en klassebaseret feminisme: Ideen om at der skal herske kønslighed i adfærd og økonomi ikke blandt hele folket, det ville være Socialisme, men inden for de enkelte klasser.

Lige nu hælder jeg mest til den antagelse, at dette valg blot er et led i det meget større kontrolprojekt der går ud på at anvende feministisk ideologi til at styre kvindelige vælgere – de få nyere statistiske opgørelser som forskere i Danmark har fået lov til at se, har vist, at også i Danmark udgør kvinderne nu et let overtal ved folkeafstemninger. Altså en måde at få demokratisk carte blanche til at gennemføre mere statsstyret social ingeniørkunst på vegne af det undertrykte kvindekøn som i virkeligheden næppe er mere undertrykt end mandekønnet. Og i sidste instans, en måde, hvorpå den intellektuelle elite kan forsvare at kanalisere offentlige skattemidler over til sig selv, det være inden for forskning, politik, funding, organisationer med meget mere – domæner hvor der kan opereres ud fra feministisk ideologi. Endelig er det sandsynligt, at denne valgfarce vedrører noget meget større: Forsøg på at give politikerne større muligheder for i fremtiden at kunne ændre i grundloven. Vi kender samme problematik fra USA, her er der også nogle politiske kræfter der gerne vil have ophævet The First Amendment. The First Amendment er en del af USAs konstitution og den beskytter blandt andet retten til fri tale. En kvindelig kandidat, opstillet til EUs parlamentsvalg for De Radikale, giver i denne nylige kronik i Berlingske ganske tydeligt udtryk for, at hun mener at EU er bedre til at fremme Direktørfeminisme. Altså den klassebaserede feminisme, social ingeniørkunst gennemført ved hjælp af politisk elitisme. EU skal gennem love ændre menneskers adfærd, så kvinder bliver mindre interesseret i deres børn men mere interesseret i deres arbejde. Jeg finder det sørgeligt, at den klassebaserede feminisme har været i stand til i så høj grad at vinde kvinders støtte. Man har forsøgt at få kvinderne til at tro på en række vanvittige postulater, f.eks.: 1) at Staten kæmper for kvinders rettigheder, og at det er til deres kønsklassefordel, når Staten får mulighed for at regulere, hvem der gør hvad i familierne. 2)  At kvinderne kæmper mod mændene i deres egne familier mens Staten kæmper for kvinderne 3) At moderskabet skal afmonteres til fordel f0r arbejdslivets glæder, fordi mange af de karriereorienterede kvinder (sikkert under 20% af den samlede arbejdsdygtige del af kvinderne) ikke kommer langt nok i forhold til deres egne mænd. 

Jeg gentager lige Bernays:

Det antal hoveder der kan regimenteres er så stort, og så vedholdende, at når de først er regimenteret, så kan en gruppe til tider skabe et uimodståeligt pres som lovgivere, redaktører, og lærere, står hjælpeløse overfor.

Cost benefit analyse: Hvad skal jeg stemme?

Selvom en del af mig har lyst til at stemme nej, fordi jeg ønsker at modarbejde en absurd Royal Feminisme, så tror jeg rationelt set, at det er klogest at stemme ja. Vi må overveje konsekvenserne af henholdsvis et ja og nej, og her tænker jeg ikke på de Kongelige, som allerede nævnt, dette valg drejer sig ikke om de Kongelige.

Hvis det bliver nej, så vil mange aviser givet køre en frembrusende feministisk propaganda. Kvindelige kendte politikere vil falde over hinanden for at udtrykke deres harme, ’danskerne er sexistiske eller mandschauvinistiske’, vil det lyde. Der vil være krav om nedsættelse af tænketanke, undersøgelser, osv. Kort sagt mere kanalisering af skatterindbetalinger over til aktører der handler ud fra feministisk ideologi. Det vil potentielt også sige risiko for mere statsstyring af individers kønsadfærd.

Måske man ligefrem kunne forestille sig, at dem der kræver mere politisk elitisme, f.eks. at politikerne skal kunne overtrumfe eller ændre grundloven, får bedre argumenter i fremtiden, ved at tale til kvindernes feministiske følelser i forhold til Tronfølgeloven. Man må derfor også overveje, om man ser Grundloven som positiv i sig selv. Jeg er ret sikker på at Grundloven kunne blive ændret til noget der er meget værre end dens nuværende form, f.eks. med særlige klassebaserede ligestillingskrav, eller mere afgivelse af national suværenitet, osv. 

Hvis det bliver et ja, så vil dameblade, aviser og tv-medierne begejstret proklamere, at feminismen råder hos den danske befolkning, at en stort symbolsk milepæl er vundet for kvindekønnet. Vi vil se billeder og tv-klip af danske skuespillerinder og andre kendte der følger op om denne populærfeminisme som er blevet orkestreret af Statsministeriet og de usynlige ledere. Men det vil ikke overordnet skabe en folkelig mistillid til gamle love, herunder Grundloven og Tronfølgeloven.

Lige meget hvad resultatet bliver, så vil feministisk ideologi få medieplads. Derfor er dette valg, set ud fra de Bernayske principper, udtryk for en yderst velorkestreret propaganda. Det vil uundgåeligt ’dreje en stor mængde gruppefølelser’ på rette vej.

Summa summarum, jeg tror jeg anbefaler, at man stemmer ja, fordi det sikkert vil have den mindst skadelige effekt på den offentlige gruppefølelse. Og rent praktisk er det jo aldeles ligegyldigt, hvad reglerne end måtte blive for fire-fem særlige aristokraters arveret i Kongehuset. Så jeg ender nok med at støtte diskrimination af Royale søskende der ikke er født først til fordel for Royale af hunkøn der er førstefødte, og det alene fordi jeg frygter feministisk ideologi som propagandaværktøj.

Hjertesygdomme og misandri endnu en gang?

Fotograferet i Dallas USA i februar 2009

I foråret 2008 kørte Hjerteforeningen i Danmark en kampagne i det offentlige rum der var vildledende men feministisk informeret. Man ville åbenbart gerne skabe fokus på Hjertesygdomme og valgte så, at bruge offer-feministiske (det er synd for kvindekønnet, de har det meget værre end mandekønnet, de er strukturelt undertrykt af Patriarkatet) virkemidler gennem en løgn:

“Dør hver tredje danske kvinde af en hjertekarsygdom, fordi hun ikke er en mand?” lød spørgsmålet fra Hjerteforeningen.

Per Thiemann var den vågne journalist der afslørede det propagandistiske islæt ved denne kampagne:  Fakta viser, at “Mænd har højere dødelighed på alle større sygdomme, også hjertesygdomme… [og] Hjertesygdomme rammer i gennemsnit mænd 10 år tidligere end kvinder”.

I USA anvender de tilsyneladende ikke løngagtig statistik i deres statsstøttede hjertekampagne, men de anvender til gengæld en slags indirekte misandri: Heart Disease ‘It’s not just a man’s disease; it’s the # 1 killer of women’.

Altså underforstået, at det står ekstra slemt til på Hjertesygdommenes front, Hjertesygdomme er ikke ‘bare en sygdom der rammer mænd’, den rammer også kvinder.

Havde Hjertesygdomme nu primært ramt mænd, så var det åbenbart ikke så slemt, så havde man nok ikke behøvet at lave kampagner? Det er jo bare mænd. Hvorfor mon man har brug for at positionere kønsklassen kvinder imod kønklassen mænd, altså at appellere til feminismens ideologi? Reklamen i USA er bundet sammen med en række modefirmaer der laver co-branding ved at donere penge fra auktionssalg af en særlig rød kjole. Jeg ser intet forkert i at man også vil hjælpe kvinder med hjerteproblemer, problemet er den mærkværdige ensidige fokus på kvinderne, selvom det er mændene der er hårdest ramt.

Ligesom i Danmark prioriterer man i USA åbenbart også kvindekønnet, når det kommer til kampagner mod hjertesygdomme. Og det selvom mænd i USA, ligesom i Danmark, er bedre til at dø af sygdommene end kvinder er.

Måske er det Misandri eller også er det et udtryk for, at Staten har interesse i at lefle for kvinderne? Måske fordi kvinder besidder majoriteten af stemmerne ved de demokratiske valg? Måske fordi kvinder tenderer til at prioritere arbejde i det offentlige? Måske fordi der er flere penge i kvindelige forbrugere? Måske fordi feminismen efterhånden har hjernevasket store dele af befolkningen til at tænke i kønsklasser, det er synd for kvinderne – hvilket vil sige at der er opmærksomhed og derved penge at hente i godhedsindustrien? Måske fordi man ved at tale til kvinderne bedre bliver i stand til få gennemført mere Statskontrol og bureaukrati? Måske en blanding? Måske en tilfældighed?

Er Kommunister nu racister?

I Weekendavisen nr. 19. 7. maj skrev en Sociologistuderende fra Københavns Universitet et læserbrev om racisme, hvor hun fremførte følgende postulat:

”Racisme dækker ikke længere udelukkende over en differentiering mellem forskellige ’racers’ intelligens. I dag dækker begrebet over diskriminering af folk på baggrund af historiske, kulturelle, religiøse, økonomiske eller demografiske årsager”.

Jeg mener at postulatet enten er forkert eller bevidst manipulatorisk. Hvis man accepterer den ovenstående definition af racisme, så er begrebet i hvert fald blevet relativeret til det ukendelige, faktisk til sin egen modsætning. Men den slags sproglig omprogrammering kendetegner en del af tidens politiske korrekthed. Jeg vil nu analysere begrebet racisme lidt nærmere.

Racismebegrebet, der fik stor kulturel påvirkning efter Anden Verdenskrig, tager udgangspunkt i noget biologisk, en biologisk essentialisme koblet med noget normativt omkring den stærkes ret:

Teori 1) antagelsen af, at forskellige menneskeracer bredt set (menneskeracer imellem) besidder forskellige nedarvede mentale færdigheder. Altså på det mentale område opfattes de forskellige menneskeracer som en slags særegne arter der besidder artsspecifik nedarvet mental forskel.

Normativitet 2) At eksistensen af disse nedarvede mentale forskelle giver et samfund/styresystem berettigelse til at anse nogle racer for at være laverestående end andre racer, og i forlængelse, at de højerestående racer har ret til at dominere de laverestående racer.

Det er Teori 1) i kombination med Normativiteten 2) der gør, at en menneskelig position kan betegnes som racistisk. Udgangspunktet ligger i forestillingen om, at der eksisterer biologiske forskelle mellem racer. Men dette udgangspunkt er ikke nok i sig selv, der skal mere til, nemlig en forestilling om 1) koblet med en normativitet som 2).

Det er ikke sikkert, at Teorien 1) i sig selv nødvendigvis ville føre til racisme. Det fordi vi stort set alle, mere eller mindre implicit, accepterer, at der inden for menneskearten eksisterer racespecifik fysiologiske forskelle (antropometrisk variation). Det åbenlyse eksempel er hudfarve: to mennesker der har mørk hud –  sandsynligvis opstået på grund af naturligt selektionspres, deres forfædre eksisterede gennem tusinde af år i områder med stærk sol, typisk Afrika – og som parrer sig med hinanden vil få afkom der har samme hudfarve. Og det er ikke noget der undrer os i vores praktiske liv, ligesom det heller ikke undrer os, at hvis vi hopper ud fra 10. sal, så vil tyngdeloven gøre, at vi næppe overlever faldet. Anerkendelsen af antropometrisk variation inden for menneskearten har konkret indflydelse på f.eks. medicinsk behandling af mennesker og videnskabelige praksisser som Medicinsk Antropologi, Human Biologi med videre. Den videnskabelige artikel ‘Categorization of humans in biomedical research: genes, race and disease (2002)’ behandler nogle af de komplekse filosofiske problemstillinger der vedrører forskning inden for biomedicin og antropometrisk variation.

Hvis alle mennesker, der accepterer en hvilken som helst racespecifik fysiologisk forskel, f.eks. at der eksisterer forskelle på hudfarver, skulle være racister, så er vi nok alle racister, og begrebet bliver meningsløst. Men jeg mener ikke, at blot fordi man udvider de antropometriske forskelle til også at indbefatte noget der er mentalt, så er man nødvendigvis automatisk racist. Her er et eksempel:

Mit syn på menneskelig organisering er delvist informeret af Evolutionær Psykologi. Derfor er jeg på nuværende tidspunkt mest overbevist om den teoretiske forklaring, der antager, at det selektionspres, som hvilede på mennesker i det evolutionære oprindelige miljø, må have været nogenlunde ens, når det drejer sig om forhold der ville have givet mentalt nedarvede dispositioner menneskeracer imellem. Ud fra den position er det mindre sandsynligt, at der skulle eksistere store mentale nedarvede raceforskelle. Altså lige nu er jeg mest tilhænger af en videnskabelig teori der kommer frem til den konklusion, at der næppe eksisterer videre mentale forskelle mellem forskellige menneskeracer.
Men skulle der senere komme data frem, som tyder på, at det faktisk er tilfældet, så mener jeg ikke, at det behøver at føre til en position, hvor man optager Normativiteten  2). Man kunne godt f.eks. være overbevist om, at mennesker der stammede fra Afrika havde en stærkere nedarvet mental spatial sans end mennesker der stammede fra de nordlige egne af Europa, uden derved at mene, at afrikanere derfor har ret til at dominere nordeuropæere. Det er ikke det biologiske i sig selv der gør en position til racistisk, der skal også noget normativt med; en argumentation som ud fra biologiske forskelle påråber, at en race har ret til at dominere en anden.

Hvis en person helt og aldeles tager afstand fra teorier om, at der eksisterer antropometrisk variation – altså end ikke anerkender, at der eksisterer fysiologiske forskelle etniske befolkningsgrupper i mellem – så kunne sådan en person alligevel opretholde en normativitet der minder om Normativitet 2). I stedet for at have et magtfundament baseret på noget biologisk, så kunne der eksistere et magtfundament baseret på noget kulturelt. Men det ville ikke give mening, at betegne den positionen som racistisk, selvom der på overfladen er visse ligheder. Her et eksempel:

Teori A) antagelsen er, at biologi ikke spiller ind på menneskelig adfærd, individer fødes som blanke tavler uden noget nedarvet mentalt indhold, al menneskelig adfærd skyldes kulturel tillæring. Men forskellige kulturer besidder alligevel bredt set forskellige historier, ressourcer, organiseringer og magtforudsætninger. Summen af medlemmerne inden for en kultur opfattes som et kollektiv der er historisk og kulturelt forskelligt fra andre kulturers kollektiver.

Normativitet B) Eksistensen af disse forskellige kollektiver giver et samfund/styresystem berettigelse til at anse nogle af de andre kollektiver for at være mere laverestående. Og i forlængelse, at de højerestående kollektiver har ret til at dominere de laverestående kollektiver.

Der er næppe nogen, som ville kalde tilhængere af det teoretiske synspunkt A) for racistiske. Her ses der netop ikke på menneskelig kultur gennem biologi. Positionen er åbenlyst kulturalistisk og måske kunne den også betegnes som kollektivistisk, det kommer dog an på flere faktorer. Man kunne godt udvide racismebegrebet til også at dække personer der er tilhængere af Teori A), men da ville man have givet ordet en helt ny betydning som ophævede dets gamle betydning. Som at sige, at vi nu beslutter os for at begrebet ’relativisme’ inkluderer troen på absolutte sandheder.

Er Teori A) kombineret med Normativitet B) racistisk? Jeg mener ikke det er tilfældet. Kombinationen af Teori A) og Normativitet B) anvendt politisk, kan absolut få nogle ubehagelige konsekvenser for mennesker der falder inden for de kollektiver, der ud fra kulturelle faktorer er defineret som laverestående. Men derfor er det alligevel vildledende at kalde A) kombineret med B) for racisme. Fordi racemæssige forskelle ikke indgår i den politiske logik.

Flere Kommunistiske regimer i det 20. Århundrede opererede inden for denne slags logik, dog med den tilføjelse, at de også havde en normativ selektering inden for egne kollektiver. Hvis et individ ikke var marxist, så var det politisk ’laverestående’ og en trussel, det var i orden at fortrænge vedkommende fra indflydelse, evt. at henrette vedkommende. Men denne Kommunisme var ikke racistisk, fordi racemæssige kriterier ikke indgik i dens logik. Så længe man var tilhængere af en stærk stat, kollektivistisk ejerskab og organisering, så var man på den gode side, hvad end man måtte nedstamme fra mennesker der længe havde boet i Afrika, Asien eller Europa.

Man kunne godt vælge, at begrebet racist nu også skal dække alle individer der bekender sig til Kommunisme, men det vil så ophæve ordets oprindelige betydning. Man kan også vælge, at ordet racist nu skal dække over alle de politiske positioner eller endog individuelle holdninger man ikke kan lide. Men igen, så har man bare opfundet et nyt magisk ord. Som hvis nogen påstår, at alle italienere er racister, fordi de ikke kan lide italienere. Det kan være bekvemt med den slags magiske skældsord, fordi de har stærk demagogisk effekt. Jeg kalder dem magiske her, fordi de tager udgangspunkt i særlige begreber der har en snæver, men meget følelsesfuld betydning, hvorefter de bliver udvidet til ikke længere at vedrøre den snævre betydning. Men man forsøger at overføre det følelsesfulde stigma bag begrebet til nu at vedrøre noget andet. Man overfører med andre ord et stigma fra et begreb over til nogle andre begreber, og det er manipulation.

Derfor er min konklusion at de politisk korrekte manipulerer med sproget, de forsøger at lave Newspeak. Begrebet racisme er ikke lig med  ‘diskriminering af folk på baggrund af historiske, kulturelle, religiøse, økonomiske eller demografiske årsager’, hvorfor Kommunister ikke pr. definition kan siges at være racister.