Tvungen barselsorlov til mænd: Statslig detailregulering af familielivet

oktober 5, 2011

Efter regeringsskiftet kommunikeres der igen en hel del i medierne om tvungen barsel til fædre. Tilhængere af tvungen fædrebarsel anvender f.eks. argumentet, at det er synd for mænd, hvis de ikke kan få tid til at passe deres små børn, enten fordi deres chefer eller endog egne kvinder, mødrene, står i vejen for deres valgmuligheder. Antagelsen er, at mænd hellere end gerne vil have mere barselsorlov, men at arbejdspladserne forsøger at forhindre dem i det. Hvis ikke det er arbejdspladsen der problemet, så er det måske mændenes egne kvinder, at mødre selv prøver at tiltuske sig barselsorloven på mændenes beskostning.

Jeg vurderer, at det argument er en stråmand, det drejer sig i virkeligheden ikke om mænds ret til barsel, men om en ønsket statsregulering af menneskers arbejdsiver, især drevet af Direktør-feminisme kombineret med kønsmainstreaming.

Elitekvindernes strukturelle undertrykkelse

Fortalerne for reguleringerne forekommer at mene, at det er et problem, hvis kvinder statistisk set interesserer sig mere for deres små børn end mænd gør. Det fordi det i praksis vil betyde, at flere kvinder end mænd vælger at bruge mindre tid på arbejdslivet end børnepasning. Det kan ramme kvinder i topstillinger, i det mændene i dette ’ekstreme segment’ ender med at have mere arbejdserfaring og derfor statistisk set vil få flere topstillinger end kvinder. Direktør-feminisme drejer sig typisk om statistik, statistik inden for særlige nichesegmenter, de segmenter som de mest privilegerede kvinder tilhører.

Altså børnenes pasning og kvinders interesse i moderskab problematiseres i et arbejdslivsperspektiv. Udgangspunktet bliver, at arbejde for kvinder er godt, mens børnepasning er problematisk, i alt fald hvis ikke mænd passer lige så meget børn som kvinder.

Det er ironisk set kvinder der bredt set burde rase over den slags detailstyrring af privatlivet, fordi flertallet af kvinder, såvel som mænd, næppe arbejder med henblik på at blive selvopfyldt men for at overleve. Her vendes arbejde-fritidsrelationen på hovedet, moderskab/børnepasning trælbinder mens Arbeit Macht Frei. Hvordan er det muligt, at elitens kvinder (og mænd – den rigtige elite der nyder godt af at brede skarer af mennesker tvinges til at arbejde mere ved at indoptage feudalherrens slavepisk mentalt i sig selv)  er i stand til at fordreje virkeligheden så meget, at arbejdet bliver til målet med livet, når de fleste mennesker arbejder for at købe sig fri?

Gennem Direktør-feministisk retorik formår kvotetilhængerne at sætte den enkelte kvinde i familien op imod hendes mand, fordi det strukturelt set ellers vil true elitekvinderne, dem der kæmper om 5% af stillingerne i toppen. Løsningen bliver, at Staten skal komme kvinderne til hjælp: Gennem social ingeniørkunst kombineret med tvang skal man sørge for at mænd ikke snyder kvinder for det der er deres ret: at arbejde mere og meget, og at undgå alt det træl med børn.

Ikke nok med tvungen barsel til mænd

For at den Direktør-feministiske ligning skal gå op, er det desværre slet ikke nok at mænd tvinges til at tage lige så meget børnepasningstid som kvinder. De skal også tvinges til at være lige så interesseret i at passe børn som kvinder. For tid brugt på børnepasning stopper ikke efter endt barselsorlov. Og problemet ophører end ikke der. Man skal også sørge for at ægteskab bliver indtægtsmainstreamet efter feministisk logik: Altså kvinder bør ikke finde en mage der er ældre end dem selv eller har flere ressourcer end dem selv, thi så vil de pr. automatik være i ubalance i forhold til arbejdsdelingen i hjemmet. Hvis manden er ældre end kvinden, så har han sandsynligvis også flere ressourcer/mere arbejdserfaring, og derfor tjener han sandsynligvis også flere penge. Det vil potentielt underminere arbejdsdelingen i hjemmet; det vil være dyrere for familien, hvis manden bruger lige så meget tid på børnepasning som kvinden, såfremt at denne tid underminerer karrieremulighederne i familien.

Altså vi må også have et forbud mod at kvinder finder partnere der har så maksimale ressourcer som muligt, herunder har flere ressourcer end dem selv. Det vil sige et forbud mod kvinders naturlige parringsinstinkter (jeg taler biologi her).

I praksis vil det vil være ganske let for kvinder at opfylde den Direktør-feministiske fagre nye verden helt uden kvoter. Alt hvad der kræves er, at ingen kvinder frivilligt finder eller indgår partnerskab med en mand som er ældre end dem selv og har flere ressourcer end dem selv og er klogere end dem selv.

Et nyt anliggende for social ingeniørkunst?  Jeg gyser ved tanken.

En anti-feminists bekendelser på Damefrokosten

december 25, 2010

Mit blogindlæg som gæst på Damefrokosten: ‘En anti-feminists bekendelser

Keynes og Søvndal versus Hayek

juli 11, 2010

Om muligt den mest intelligente popvideo der nogensinde er produceret.

I DK kan man i dag erfare, at Socialistisk Folkepartis formand Villy Søvndal tilsyneladende har foretaget et markant kursskifte: fra som ægte Socialist at bekende sig til Karl Marxs teorier, hører man nu Villy Søvndal flirte med Lord John Maynard Keynes som sit økonomisk teorifundament. Så sent som i dag bragte Berlingske Tidende et stort Villy Søvndal interview, hvor Formanden udtaler sig i positive vendinger om nutidens USA:

“»Vi har en meget stor interesse i et tæt forhold til USA, der er under hastig forandring med Barack Obama som præsident. Det er lettere at holde af USA i dag, end det var under Bush. Det, synes jeg, er indlysende. Obama forsøger på mange måder at gøre, som de europæiske velfærdsstater har gjort. Han forsøger at sikre 35 millioner uforsikrede amerikanere en sundhedsforsikring, at sikre uddannelse til dem, der ingen har, og at lave fattigdomsprogrammer,« siger Søvndal.

Ifølge SFs formand er det ikke kun amerikanerne, der kan tage ved lære af Europa. Vi er på vej ind i en ny efter-krisetid, hvor Europa bør lade sig inspirere af USA, når det gælder om at komme ud af den økonomiske krise. Søvndal tror mere på den amerikanske model med at stimulere økonomien end på de omfattende europæiske sparepakker, som de overvejende borgerlige regeringer har lagt frem.”


Mon Villy Søvndal er bekendt med, at de mennesker der står bagved Obama langt hen af vejen er de samme, som dem der stod bagved Bush? Og hvad med the military industrial complex, er det forsvundet under Obama? Måske skal Søvndals roser til USA mere opfattes som en celebrering af hans nye økonomiske ståsted, Keynesianismen?

Man ser det næsten for sig, Villy Søvndal, Helle Thorning-Schmidt og Anders Eldrup (Dong Energy) som Danmarks repræsentanter ved det næste Bilderberg møde.

Jeg vil her citere den amerikanske økonom og historiker Robert Higgs:

For the greater part of the past century, the U. S. Government – in common with many other, equally presumptuous governments – has undertaken to manage the economy, ostensibly in the public interest. Its doing so presupposes that it knows what to do and that it has an incentive to take the proper actions, but all such presuppositions are complete tomfoolery. The U.S. government no more knows how to manage the economy than I know how to build a perpetual-motion machine, and even if it did know how, it wouldn’t do so because there’d be no payoff for the political pirates who preside over the beastly Leviathan…

I also have something to say here about the oft-encountered idea that the world has entered a new era in which the government is in retreat. In some commentators’ view, modern technology has tipped the balance decisively in favor of the public prey, as against the government predator. The Internet, the global capital market, the competition among nation-states for mobile resources- such are the clubs people are now wielding to whack Leviathan away, or so it is argued. I find these arguments exaggerated… In my view, the U. S. government is growing stronger, not weaker, all things considered. Perhaps the most important reason for this ongoing growth of government is ideological; it is that so few people in the United States today really give a damn about living as free men and women. After a century of fighting a losing battle against their own governments, the American people have finally accepted that the best course open to them is simply to label their servitude as freedom and to concentrate on enjoying the creature comforts that the government still permits them to possess. They might be slaves, but the are affluent slaves, and that condition is good enough for them.” (p. xvii-xix, Robert Higgs, Against Leviathan: Government power and a free society, 2004)

Interview om Køn og ligestilling

juli 7, 2010

Partiet det Radikale Venstre stillede mig et par spørgsmål i forbindelse med et temanummer om Køn og Ligestilling i deres blad Radikal Dialog.

Jeg gengiver her spørgsmålene og mine svar, temanummeret kan downloades her.

I din Phd-afhandling gør du op med det socialkonstruktivistiske kønssyn, hvor kønsforskelle primært ses som kulturelt betingede. Hvorfor mener du ikke, det er korrekt at anskue kønsforskelle som en social konstruktion? Mener du, at forskellene er rent biologiske, eller hvorfor eksisterer de?

I forhold til biologisme/kulturalisme dikotomien, så er jeg tilhænger af det videnskabsteoretiske perspektiv der kaldes interaktionisme. Her annerkender man både biologi og kultur, forbundet såvel som  individuelt, som forudsætninger for menneskelig adfærd.

Jeg finder det mest sandsynligt, at mennesket ikke fødes med en tom bevidsthed, men kommer med en række nedarvede dispositioner. Der findes meget biologisk og psykologisk teori der peger på, at adfærd som voldsom leg og tumlelege blandt børn, aggression, interesse i moderskab, dominant adfærd, seksuel imødekommenhed med videre, ikke blot kan reduceres til noget arbitrært og kulturelt betinget. Og i forlængelse er disse teorier ganske eksperimentielt og empirsk verificeret.

Jeg anser det for meget sandsynligt, at hjernemæssige og hormonelle kønsforskelle er væsentlige medproducenter af menneskers selvopfattelse, handlingsmønstre og socialitet. I lyset af den genetiske og neurovidenskabelige udvikling og fremskridt, finder jeg det usandsynligt, at de mange biologiske forklaringer skulle være ren fiktion. Det er min opfattelse, at de biologiske teorier er blevet udblændet fra mainstream-feminismens domæne, fordi feminismen i anden halvdel af det 20. århundrede har værende stærkt farvet af socialistisk ideologi.

En række feministiske teorier anskuer moden som kvindeundertrykkende. Hvorfor mener du ikke, at dette er tilfældet? Og kan du pege på nogen kvindeundertrykkende elementer i det danske samfund?

Det korte svar vil være, at jeg ikke forsager markering af kønsforskel, seksualitet eller forførelse. Mit polemiske svar på næste spørgsmål er, at jeg anser mainstream-feminismen for at være kvindeundertrykkende. Ved at overføre marxismens klassebegreb til køn, hvor dikotomien proletariat versus kapitalister nu bliver til mænd versus kvinder, er feminismen medvirkende til at fremmedgøre de to køn overfor hinanden. Jeg mener, at marxismen i sig selv er ganske absurd, og når den så yderligere fordrejes med denne kønstolkning, så bliver resultatet endnu værre.

Jeg syntes ikke at man meningsfuldt kan sige, at gruppen kvinder har det dårliger end gruppen mænd. På de helt store linjer ville det måske ligefrem være modsat: gennemsnitslevealder, risiko for tidlig død, dødsarbejde, kontrol over reproduktion, faktisk reproduktion, hvem der betaler mest af deres arbejdsaktivitet til staten, hvem der modtager flest tilkud fra staten, hvem der har størst sandsynlighed for at være hjemløs/sidde i fængsel, med mere. Jeg er ikke socialist, og derfor heller ikke kønssocialist. Hvis det overhovedet er relevant at tale om en generel kvindeundertrykkelse, så tror jeg, at man vil opdage, at der findes lige så meget mandeundertrykkelse.

I dag forekommer staten og EU-systemet ensidigt at se på verden gennem en konstruktivistisk offer-feminisme – idealet om det  enskønnede menneske i kvindeligt forbillede – og det anser jeg i alt fald for at være potentielt farligt, måske endog menneskeundertrykkende.

Du siger i Leny Malacinskys bog, at det er elitens behov, der bliver måleenheden i ligestillingsdebatten. Kan du uddybe det?

Det kan jeg f.eks. uddybe gennem min definition af begrebet Direktør-feminisme:

Fortrinsvist udbredt hos kvinder der tilhører den øvre del af middelklassen, typisk med en universitetsuddannelse. Direktør-feminister forsøger at få staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til køn, men kun inden for de økonomiske og kulturelle segmenter som disse kvinder selv tilhører. Deraf tilnavnene Elite/Direktør. Direktør-feminister interesserer sig kun for at udligne forskelle i kønsadfærd i den øvre del af samfundet, og kun hvis denne udligning ser ud til at være til kvindernes fordel.

Jeg kunne i det mindste forstå en rigtig socialistisk argumentation, at kvinder i bunden af samfundet skal have samme lønninger som mænd/kvinder i toppen. Fordi at socialister søger at opnå et klasseløst samfund, hvor ingen har/tjener mere end andre. At denne præmis så næppe kan eksistere i praksis, det er en anden snak.

Men når man i stedet begynder at favorisere særlige individer i den øvre del af samfundet (det bedre borgerskabs universitetsuddannede døtre) ud fra en socialismelogik, så mener jeg at kæden er hoppet helt af. Det er nærmest misbrug af socialismeargumentation. ‘Der er for mange Lensgrever i toppen, det bør udlignes af Kongen, så der bliver lige så mange Baroner’.

Mener du det er relevant og overhovedet muligt at gøre noget rent politisk for at fremme ligestillingen i Danmark? I så fald på hvilke områder, er der behov for at man gør noget? F.eks. skal der indføres kvoter for at få flere kvinder i bestyrelser? Skal vi have øremærket barsel til mænd?

Det kan jeg ikke svare på med mindre begrebet Ligestilling er klart defineret. Hvis Ligestilling forstås som idealet om at mænd og kvinder indenfor de respektive klasser/erhvervsgrupper/uddannelsestyper/segmenter burde have ensartet (gennemsnitlig) distribution af ressourcer, adfærd og interesser, så vil jeg se mig selv som en modstander af Ligestilling. Fordi det vil være en slags klassebaseret socialisme der er en absurditet i sig selv; og fordi det ville kræve ’lighed i resultat’ indenfor særlige segmenter fremfor ’at alle behandles lige af loven’.  Jeg mener at det let vil være en glidebane mod det totalitære.

Jeg er klart modstander af kønskvoter, jeg mener ikke at det er statens opgave at tvinge individer til at passe ind i statistiske kategorier, hvad end disse kategorier er baseret på uddannelseslængde, klassetilhørsforhold, arbejdstype osv.

Jeg mener, at mænd skal have lov til vælge barsel på lige vilkår med kvinder, altså lighed for loven. Men det betyder ikke, at det er statens opgave at tvinge en  gennemsnitlig enshed frem, at lige mange kvinder og mænd tager barselsorlov.

Jeg er overbevist om, at mange kvinder, der ikke primært har lønarbejde som det centrale omdrejningspunkt i livet – og det kunne let tænkes at være flertallet af kvinderne i Danmark – er meget glade for at tilbringe 6 eller 9 eller endog 12 måneder med deres nyfødte børn.

Jeg kan ikke se at staten skal tvinge disse kvinders mænd til at tage halvdelen af barselsorloven blot fordi, det ellers kunne medføre strukturelle ulemper for kvinder i den øvre del af samfundet. Jeg ser ikke kvinder og mænd i de enkelte familier som individer, der bekæmper hinanden eller bør være ensartede. Jeg forsager ikke kønsforskellen eller de mange mærkværdige asymmetrier, som den forekommer at skabe i menneskearten.

Har du et bud på, hvad der skal til for at opnå ligestilling mellem kønnene?

Et bureaukratisk helvede eller et facistoidt samfund med meget stærk statsmagt, nøje kontrol af familierne, en høj grad af planøkonomi og stærk tvang. F.eks. ville det kræve at kvinder ikke må vælge en mandlig partner der er ældre end dem selv og har flere ressourcer end dem selv, thi så vil de jo automatisk komme bagud økonomisk og ressourcemæssigt.

Slut på interview. Jeg siger tak til Det Radikale Venstre, fordi de valgte, at inddrage mine meninger i deres blad, selvom det går imod den typiske feministiske konsensus.

Skønhedsikonoklasme: Når de grimme bør være ligeså smukke som de smukke

juni 14, 2010

I en artikel i Politiken er det endnu en gang de tynde modemodeller der er skydeskive for den politiske korrekthed. Det er synd for kvinder at mode- og mediebranchen fremstiller/skaber disse skønhedsstereotyper.

Marianne Lomholt der er leder af Sex & Samfunds nationale afdeling udtaler ifølge Politiken:

Kropsidealet har ændret sig gennem tiden, og det er jo netop modemagasinerne, som holder fast, i at smukke kvinder er høje og tynde. Alle kropstyper er smukke

og

Vores holdning i Sex & Samfund er, at de her kropsidealer skal erstattes af en mangfoldighed

Jeg tolker det som om at Sex og Samfund her advokerer for at Staten skal udføre en socialingeniørkunst så skønhedsidealerne kan blive afmonteret. Mode- og mediebranchen må tvinges til ikke at vise drømmebilleder af smukke kvinder for ellers kunne kvinder der ikke er smukke risikere at få mindreværd og blive syge. Ingen må være smukkere end andre, for det er jo tegn på ulighed.

Karl Lagerfeld har for nyligt påpeget det absurde i det nutidige skønhedskorstog mod de tynde kvinder:

In France there are, I think, less than one per cent of people who are too skinny. There are nearly 30 per cent of young people who are too fat. So let’s take care of the zillions of the too fat before we talk about the percentage that’s left.

Jeg forestiller mig at den feministiske offer-logik kan komme rundt om absurditeterne således:

Selvom der klart er mange flere kvinder og mennesker i vesten der lider af overvægt end af anoreksi, så er der alligvel en klar kausalitet mellem idealiserende billeder af smukke kvinder i medierne og kvinder der i virkelighedens verden bliver for tykke og/eller for tynde. Når kvinder bliver eksponeret til billeder der viser hetero-sexistiske og kulturelt skabte skønhedsidealer, så optager de en falsk kropsbevidsthed og forsøger derefter at efterleve disse idealer. Det gør de ved at tabe sig og de ender med at få anoreksi. Da det viser sig at flertallet af kvinder ikke taber sig men tager på, så er det fordi de optager en falsk kropsbevidsthed efter at have forsøgt at tabe sig uden held. Det får dem i stedet for til at kompensere ved at tage uhensigtsmæssigt på og de ender med at lide af overvægt. Det er altså forklaringen på hvordan modebranchens skønhedsidealer både er skyld i at kvinder bliver for tynde og for tykke. Kuren er selvfølgelig at der skal være statssanktionerede kvoter for billeder, en del tykke kvinder, en del tynde kvinder, en del neutrale kvinder, en del grimme kvinder, en del smukke kvinder, osv.

Defintion af Direktør-feminisme

marts 6, 2010

Her kommer mit forslag til definition af begrebet Direktør-feminisme, evt. også kaldet for Elite-feminisme:

Direktør-feminisme: Fortrinsvist udbredt hos kvinder der tilhører den øvre del af middelklassen, typisk med en humanistisk eller socialvidenskabelig universitetsuddannelse. Direktør-feminister forsøger at få Staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til køn men kun inden for de økonomiske og kulturelle segmenter som disse kvinder selv tilhører. Deraf tilnavnene Elite/Direktør.

Direktør-feminister er ideologisk inspireret af 1970’ernes mainstream-feminisme, dvs. en feminisme der udspringer af en slags marxisme; men klassetænkningen proletariatet versus kapitalister er i mainstream-feminisme udskiftet med kvinder versus mænd.

Direktør-feminister kan ikke siges at være rigtige marxister, i det de ikke forsøger at få Staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til alle befolkningssegmenter/ mennesker. Direktør-feminister taler derfor ikke om at Staten skal eje alle produktivmidler, bestemme hvad der skal produceres, bestemme hvem der skal producere det, bestemme hvem der skal modtage produkterne eller bestemme hvordan produkterne skal bruges.

Direktør-feministernes form for Socialismeideal kan betegnes som en ‘klassebaseret Socialisme’ sorteret efter køn; altså Socialisme, eller deres egen formulering ‘Ligestilling’, i forhold til kønsadfærd inden for de højere klasser i samfundet.

Direktør-feminister interesserer sig kun for at udligne forskelle i kønsadfærd i den øvre del af samfundet, hvis denne udligning ser ud til at være til kvindernes fordel.


Der findes Direktør-feminister på begge sider af de klassiske politiske fløje, men i forhold til politisk økonomi er Direktør-feminisme ikke kompatibel med Socialisme eller Libertarianisme. Socialister søger at opnå lighed i resultat for alle mennesker, altså at afskaffe klassesamfundet og lade Staten overtage kontrol og ejerskab af produktivmidler. Derfor vil man ikke meningsfuldt kunne indpasse Direktør-feminisme i den socialistiske ideologi, da topchefer for store privatejede virksomheder, uanset køn, ikke kan eksistere under Socialisme. Libertarianere søger individuel lighed for loven og en markedsorienteret tilgang til økonomi og samfundsresourcer. Dette kan ikke forenes med statskvoter for særlige interessegrupper i de øvre samfundslag. Direktør-feminisme er derfor mest kompatibel med politiske økonomiske styresystemer som korporatisme, interventionisme, keynesianisme og fascisme, evt. enevælde, styresystemer der opererer med en høj grad af politisk elitisme, hieraki og statsregulering, men hvor der stadig er plads til privat ejendomsret.

Direktør-feminister anvender ofte et økonomisk argument for det hensigtsmæssige i kønskvoter, at ligelig kønsmæssig fordeling i ledelsen af store virksomeder giver mangfoldighed, hvilket skulle være positivt for driften af virksomheden/bundlinjen og i udvidet forstand for hele samfundsøkonomien. Denne økonomiske optimeringsteori er således baseret på en form for interventionisme/planøkonomi snarere end markedsøkonomi. Ud fra en rendyrket markedsøkonomisk optik, vil de virskomheder der ansætter de bedste mennesker alt andet lige blive mest succesfulde, upåagtet om individerne måtte være italienske, have brune øjne, være under 160 cm, have få men store kønsceller eller andet. Logisk set burde mangfoldighedsprimcippet for Direktør-feminister føre til en række andre lignende krav om ledelsesmangfoldighed. F.eks. at virksomheder opnår bedst økonomisk performance, hvis ledelse og topmanagement afspejler en bred vifte af mulige menneskelige segmenteringer. Det kunne være etnisk herkomst, socialgrupper, fysik, intelligens, øjenfarve med meget mere. Men det forekommer ikke at være en Direktør-feministisk argumentationsform. For Direktør-feminister er der alene tale om at kønnet er den vigtige mangfoldighedsparamter i topledelse og det fortrinsvist inden for samme klasse (hvor klasse især må forstås som mennesker der besidder samme høje uddannelsesniveau, evt. samme høje økonomiske familieherkomst, at være født ind i den øvre del af middelklassen).

Direktør-feminister forekommer ofte at være ‘lukkede socialkonstruktivister’, d.v.s. at de ikke annerkender biologisk kønsforskel. ‘Moderskab’ er typisk anset for alene at være en social konstruktion og gerne noget der står i vejen for de priviligerede kvinders arbejdsmæssige selvopfyldelse. Derfor bør Staten ifølge Direktør-feminister forsøge at ophæve denne konstruktion gennem tvang. Det kan f.eks. være ved at skabe social ingeniørkunst der skal gøre fædre mere mødreagtige, og mødre mere færdreagtige. Direktør-feministers familieideal drejer sig om at opnå en ensartet kønsadfærd mellem mand og kvinde eller alternativt en modsat stereotypisk kønsadfærd. Dette ideal kan føre til, at Direktør-feminister får moralske problemer med heteroseksuel adfærd. Disse problemer kan Direktør-feminister så evt. søge løsninger på i den mainstream-feministiske litteratur der forsager heteroseksualitet som en såkaldt patriarkalsk – d.v.s. en struktur af vestlig mandlig kapitalistisk undertrykkelse – social konstruktion.

Direktør-feminister af borgerlig observans kan stadig godt lade sig inspirere af mainstream-feministisk litteratur men de må så ignorere det bagvedliggende marxistiske teorikompleks. De kan f.eks. lave deres egen definition af patriarkat eller vælge alene at anvende feminismens paroler uden at forankre dem til teorierne, idet almindelige brede vælgerskarer af mennesker alligevel ikke har kendskab til poststrukturalistisk filosofi, konstruktivistisk videnskabsteori med videre.



Til tider møder man Direktør-feministisk argumentation der ikke forekommer at være baseret på ren socialkonstruktivisme. F.eks. er der nogen som argumenterer ud fra en slags biologisk essentialisme. Her er ideen, at kvinder biologisk set er mænd overlegne i forhold til f.eks. multitasking, empati, mv. Ud fra dette perspektiv følger så teorien, at disse kvindelige egenskaber er vigtigere for ledelse, end de egenskaber som mænd biologisk måtte besidde. Den biologiske teori efterfølges så af den økonomiske optimeringsteori nævnt ovenfor og resultatet bliver logiske krav om statsintervention i økonomiens navn.

En lille glædelig overraskelse fra Forskerforum midt i nyhedsstrømmen

november 15, 2009

Som læser af en række akademiske medlemsblade, f.eks. Dansk Magisterforenings medlemsblad ’Magisterbladet’, er jeg vant til at møde nedtrykkende artikler der propaganderer for mere social ingeniørkunst og Statsinterventionisme, f.eks. at Statens institutioner bør bedrive positiv diskrimination til fordel for klassesegmentet ’højtuddannede kvinder’ (dette eksempel er drevet af det ideologiske-politiske paradoks jeg ynder at beskrive som ’klassebaseret Socialisme’). Men i novemberudgaven af Forskerforum, et medlemsblad for forsknings-, universitets- og undervisningsansatte inden for DM’s, DJØF’s, JA’s, DF’s og DDD’s områder, blev jeg positivt overrasket.

forskerForum

Bagsiden bærer en artikel der omhandler danske singlers partnerpræferencer. Min glæde ved denne artikel skyldes ikke, at en nylig undersøgelse viser, at forskere er en af de mest attraktive erhvervsgrupper for danskere der søger en partner. Dette budskab er sikkert, set fra Forskerforums side, anset for at være livsbekræftende for målgrupppen. Det jeg finder dejligt befriende at læse i et sådant medie er, at man vælger at bringe en bagside historie der tager udgangspunkt i evolutionær psykologi. Altså Forskerforum bryder her med det lukkede konstruktivistiske kønssyn, at kønsforskel alene er socialt konstrueret. I artiklen lader man Ph.d. Gert Martin Hald ved KU og Sexologisk Klinik Rigshospitalet fremføre en evolutionær forklaring på, hvorfor forskerne er i høj kurs hos singlerne i DK:

Empirien omkring det her er næsten konsistent: kvinder vælger det, der signalerer høj status, ressourcer og evner til at beskytte dem. Og da akademikere har stadig mere indflydelse og status i samfundet, ligger de højt på listen.

Artiklen undlader nu ikke at påpege, at der er to forskellige teoretiske forklaringer på denne tilstand, henholdsvis den konstruktivistiske (at partner-smag er produkt af opdragelse) og så den evolutionære, som Gert Martin Hald hælder mod:

”’Kvinden søger den bedste jæger – den med højest indkomst i gruppen. Ser man på de vigtigste faktorer, så ligger uddannelse og intelligens i top fem i rigtig mange kulturer. Så det er gode gamle Darwin igen’, siger Hald, og nævner også, at højtuddannede kvinder udgør den største singlegruppe. Muligvis fordi kvinder har en tendens til at søge opad i det sociale hierarki.

Jeg finder det bemærkelsesværdigt befriende, at et medlemsblad for DMere, DJØFere, JAere, DFere og DDD’ere har mod til at bringe sådan en historie. Man signalerer nemlig, at der eksisterer en nedarvet kønsforskel, at mænd og kvinder har forskellige parringspræferencer/strategier. Gert Martin Hald får lov til at lukke artiklen således:

Spørger man kvinder på dates, hvilken mand de vil vælge, så vil kvinderne have de statusmæssigt bedste 25 procent del af den mandlige befolkning. Spørger man mændene, så siger de: det er lige meget…

Det kunne selvfølgelig have været endnu mere forløsende, hvis Gert Martin Hald var blevet citeret for at sige, at kvindelig smuk fysisk overflade og ungdommelighed til gengæld var krydskulturelt udbredt som stærke mandlige partnerpræferencer. Men det ville jo nok være for stærk kost for akademikerne. For så var det måske ensbetydende med, at arbejdsindsatsen hos akademiske kvinder ikke spillede så stor en rolle som den gjorde for akademiske mænd, når det kommer til seksualøkonomierne. Og det ville sikkert blive udlagt som et tegn på at kvinderne var strukturelt undertrykt, og så måtte den biologiske forklaring jo nok hellere vige til fordel for en feministisk konstruktivisme.

Anbefaling af ‘Farvel far’

august 23, 2009

Nogen gange er det man vil fortælle allerede blevet beskrevet meget bedre af en anden. Jeg vil derfor kort komme med nogle indledende bemærkninger til artiklen ‘Farvel far. Dansk ligestilling i det 21 århundrede’ set hos Zonen-dk, tirsdag d. 18. august.

Artiklen drejer sig selvfølgelig om den feministiske ideologis effekt på lovgivningen og de deraf følgende sociale praksisser i DK i forhold til skilsmisser, hvor der er børn involveret.

Min holdning er, at offer-feminismen der vil redde kvindekønnet fra patriarkatet, åbenbart efterhånden har været i stand til at skabe så meget magtudøvelse gennem det juridiske system, at der nu er stærk risiko for, at individuelle mænd i skilsmissesager bliver behandlet som var de pr definition kønsforbrydere. Det sidste forhold er vel egentlig blot, hvad den radikale feminisme har påstået siden 1960’erne. Men det foruroligende er, at Statsmagten tydeligvis har været i stand til at udvide sine beføjelser og forstørre sin kontrol ind i familiernes liv i henhold til de feministiske teser. Altså feminismen virker og den har i denne sammenhæng noget der ligner en kønsfascistisk effekt.

If you subsidize something, you get more of it, er et gammelt økonomisk slogan. Well i vesten ser det ud til at Staten i stigende grad understøtter skilsmisser ved at forfordele kvindekønnet positivt ud fra feministisk ideologi.

Men denne understøttelse af kvindekønnet er kun tilsyneladende: et juridisk system der gennem feministisk jura priviligerer kvinderne ved skilsmissesager, rammer ikke kun mændene.

I den nedre del af samfundet rammer det først og fremmest mændene, de mister deres rettigheder, økonomi og børn. Mænd uden status har svært ved at tiltrække sig kvinder, så disse mænd forbliver sikkert singler. Måske forbliver de også arbejdsløse, det fordi det ikke længere er muligt for dem, at komme opad igen gennem arbejde. Når de har kompenseret økonomisk til deres fraskilte kvinder, der nu er blevet gift med Staten gennem deres børn, er der ikke flere penge tilbage.

I middelklassen og i den øvre middelklasse vil der sandsynligvis ske det, at de fraskilte mænd, der stadig har ressourcer, vil finde nye yngre kvindelige partnere, som de på ny indgår i parforhold med. Måske får de endog også børn med de nye kvinder. Disse nye kvinder vil nu blive ramt negativt af den juridiske priviligering der har fundet sted til fordel for de fraskilte kvinder. Det koster de nye kvinder og deres afkom ressourcer, at Staten gennem feministisk motiveret jura har priviligeret de fraskilte kvinder og straffet deres mænd urimeligt.

Selv i forhold til feministisk kønsklasseideologi går regnestykket end ikke op, for når Staten diskriminerer mod nogle mænd til fordel for deres ex-hustruer, så har det negativ indflydelse på andre kvinder. Når nogle kvinder får så mister andre kvinder. Læg så hertil de (samfundsmæssige) problemer der måtte opstå i fremtiden med de fraskilte kvinders børn, og det bliver tydligt, at den feministiske motiverede jura er problematisk på flere niveauer. Men man kan sige, at politikken promoverer den individuelle kvindelige frisættelse fra mændene og i bredere forstand heterophobia, altså hadet mod heteroseksualitet.

Farvel far. Dansk ligestilling i det 21 århundrede.

Karl Lagerfeld ironiserer: I was never a feminist because I was never ugly enough for that

august 20, 2009

























































Illustrationen er linket fra artiklen på Harper’s Bazaar.


Så er chefedesigneren for det franske modehus Chanel, Karl Lagerfeld, igen ude med en provokation der har gjort feminister vrede. I septemberudgaven 2009 af det amerikanske Harper’s Bazaar deltager han i et fiktivt interview, hvor han foregiver, at han er Coco Chanel der pludselig er kommet tilbage til vores tid og svarer på en række damebladsspørgsmål:

Harper’s Bazaar: Your clothing liberated women in the 1920s. Are you still a feminist?
Karl Lagerfeld som Coco Chanel: I was never a feminist because I was never ugly enough for that.

Denne sætning har fået vrede feminister op af deres intellektuelle stole. Hvor vover Karl Lagerfeld at lave grin med feminismen. Han antyder jo her, at feminister er grimme kvinder samt at det kvindelige stilikon Coco Chanel slet ikke var nogen feminist!

Jeg mener, at det er interessant og påfaldende, at et modeblad som Harper’s Bazaar tør ironisere over feminismen i en tid, hvor de fleste dame- og modeblade forekommer at have købt delvist ind i feminismen, dog som regel kun i en populærudgave. Det er tydeligt, at mange af de kommercielle magasiner henvendt til kvinder i stigende grad benytter sig af en feminism light retorik. Magasinerne accepterer mere eller mindre mainstream-feminismens grundlæggende teser om, at kvindekønnet er strukturelt undertrykt af patriarkatet, og derefter celebrerer man utopien om den frisatte karrierekvinde der er smuk, magtfuld, pengestærk og selvfølgelig forbrugende. Dette forhold kan ses af de mange dame- og modebladsartikler der i dag centrerer sig om feministiske emner, især Direktørfeminisme – det vil typisk sige den øvre middelklasses ultra-privilegerede kvinder med universitetsuddannelse bag sig som i dag forsøger at blive positivt forfordelt på toppen af arbejdsmarkedet gennem statsmagtsregulering, også kaldet kønskvoter.

Men denne feminisme light i de kommercielle modemedierne er noget af et paradoks, fordi de brede modeblade reelt set er fuldstændigt inkompatible med den akademiske mainstream-feminisme. Mainstream-feminismen hader selvfølgelig modeindustrien da denne industri hænger sammen med det kapitalistiske system. Som jeg ser det, er det ikke logisk muligt for modeindustrien, at finde en reel forsoning med den akademiske feminisme, fordi sidstnævnte har et ideologisk udgangspunkt i marxismen blandet op med et videnskabsteoretisk lukket socialkonstruktivistisk synspunkt der benægter medfødt kønsforskel. Det betyder, at mainstream-feminisme i sit væsen afskyer femininitet, forbrug baseret på markedsøkonomi og kvindelig stereotypisk skønhed promoveret og solgt gennem billeder – elementer der udgør modeindustriens økonomiske og eksistentielle grundlag.

Det skal påpeges, at Karl Lagerfeld i artiklen i Harper’s Bazaar dækker sig grundigt ind ved også at ironisere over sig selv:

Harper’s Bazaar: What’s the new Chanel classic?
Karl Lagerfeld som Coco Chanel: As apparently my old jacket is still around, done by this idiot Karl, I have to help him find a new idea.

Karl Lagerfeld og Harper’s Bazaar burde let kunne forsvare sig med at artiklen er baseret på satire. Men hvis man skal dømme efter feministisk internetaktivitet, så er det tydeligt, at feministerne ikke stiller sig tilfreds med det. Eller rettere, de anser deres ideologiske kamp for at redde kvindekønnet fra denne verdens uretfærdigheder for at være så ophøjet, at den burde være fritaget for ironi. Her minder feministerne en del om religiøse der også frabeder sig ironi over deres tro og hellige symboler.

Det skal blive spændende at se, om feministerne i den nære fremtid gennem deres internetaktiviteter formår at skabe en slags feministisk Muhammed-krise for Chanel og Harper’s Bazaar.  Der vil givet komme feministiske krav om boycott af Chanel og Harper’s Bazaar. Det interessante i den sammenhæng vil i så fald være, hvordan dame- og modebladene generelt forholder sig til sådanne krav? Vil andre konkurrerende magasiner forsøge at tage billige feministiske point hjem ved harcelere over Karl Lagerfeld og Harper’s Bazaar? Eller vil de intuitivt fornemme, at dette er en sag der truer med at åbne det sår der eksisterer mellem akademisk mainstream-feminisme og mode/medieindustrien? Hvis der opstår en krise, hvad så med Chanel og Harper’s Bazaar? Vil de stikke halen mellem benene og undskylde til de mange kvindelige forbrugere der måtte blive stødt på deres feminisme, eller vil de blot grine af den feministiske mangel på selvironi? Jeg venter spændt.

Sort snak om mere konkurrence

august 3, 2009

Dagens sorte snak fra Socialdemokratiet bakket op af en marxistisk økonom: Ifølge 180Grader.dk beklager man sig over, at de danske banker, trods statstilskud, ikke låner penge nok ud til virksomhederne. Løsningen er så, ifølge Socialdemokraternes næstformand, Nick Hækkerup, at der skal oprettes en statsbank. Og nu kommer så den sorte snak fra økonomen: “For det første kunne det hjælpe virksomhederne. Men det kunne også få de private banker op på stikkerne, når der er konkurrence fra det offentlige“.

At tale om konkurrence fra det offentlige er ikke meningsfyldt. Det offentlige er alt andet end konkurrence, da Staten sagtens kan operere med underskud. Det er jo dækket ind af skatteopkrævninger. Det offentlige indebærer monopol. Som at sige, at der må skabes mere konkurrence ved at opføre mere monopol. Det er sort snak.

Det ville være meningsfyldt i stedte at tale om, at man ønskede, at det offentlige skal drive bankvirksomhed, fordi man vil have yderligere nationalisering af pengeudlån, men det giver ikke mening, at bruge begrebet konkurrence her.

I denne sammenhæng er det relevant at påpege, at pengeudlån aldrig har fungeret på et frit markede, det har altid været stærkt reguleret af Nationalbanker, Federal Reserve Banks, etc. – kort sagt, Staten har altid haft en stærk finger med i spillet der. Den amerikanske anarkist Benjamin R. Tucker bemærkede allerede dette paradoks i sin lille tekst ‘State Socialism and Anarchism: How far they agree & wherin they differ‘ fra 1888:

ifølge Tucker eksisterer der et mærkværdigt misforhold inden for det kapitalistiske system sådan som det blev foreslået af de politiske Manchester økonomer:

De troede på friheden til at konkurrere med lønarbejderen med henblik på at reducere hans løn, men ikke på friheden til at konkurrere med kapitalisten med henblik på at reducere hans ågerrenter” (egen oversættelse).

Med andre ord, staten skabte monopoler i forhold til udlån af penge. Tucker identificerede fire statsgaranterede monopoler, det ene er dem var ’the money monopoly’, staten giver visse individer privilegier i forhold til udlån. Tucker henviste til Proudhon og Warren: hvis man skabte fri konkurrence i retten til at udøve bankforretning, så ville det automatisk på sigt medføre, at renten aldrig ville komme over 1 procent, til stor gavn for mennesker med initiativ der ville sætte forretning i gang for lånte penge.

Som vi ved gik det absolut aldrig sådan. Bankforretning har lige siden været stærkt underlagt statsmonopol og regulering. Nu får vi så at vide, at den finansielle krise skyldes de frie markeders grådighed, og at løsningen derfor er at skabe endnu mere statsregulering. Men disse påstande er grundlæggende forkerte, bankforretning har aldrig været fri.  Her har jeg samlet et par interessante økonomiske perspektiver på finanskrisen.