Archive for december 2008

Magasin og kvindelige skønhedsidealer i 2008

december 10, 2008

Magasin, kønsforskel og billedlige skønhedsidealer i december 2008

Jeg har lige været inde i centrum af København, hvor jeg pludselig blev ramt af en glædesfølelse. Jeg befandt mig i fodgængerovergangen i slutningen af Strøget skråt overfor varehuset Magasin. Henover indgangspartiet til Magasin hænger der lige nu en stor promotionplakat der både har Magasin og undertøjsfirmaet Femilet som afsender. Plakaten er vel 10 gange 20 meter stor, og den viser foruden Magasin og Femilets bomærker et stort fotografi af en ung smuk kvinde der sidder i et stuemiljø kun iklædt forførende undertøj: bh, trusser, strømpeholder og sorte stockings. Hun poserer indbydende ud mod gaden, altså hun fremviser sin femininitet, skønhed og kvindelige ungdommelighed.

Der eksisterer også kvinder i virkeligheden som besidder samme kropslige attributter, som dem der fremvises af modellen i billedet. Men det gælder givet ikke flertallet af kvinder. Derfor kan man sige, at kvinden på billedet er udtryk for et kvindeligt skønhedsideal: hun er en idealtype der ikke er som flertallet. Selvom der ikke eksisterede nogle billeder i den offentlige sfære, så ville der alligevel eksistere unge smukke kvinder i virkeligheden; ligesom der eksisterede unge smukke kvinder gennem tusinder af år længe før fotografiet eller det realistiske maleri var opfundet.

Jeg blev glad over at blive konfronteret af en stor poster i det københavnske offentlige rum som fremviser et kvindeligt skønhedsideal, fordi det er udtryk for, at Danmark endnu ikke er underlagt den form for censur som lige nu stortrives i Sverige. Det at Magasin, et stort varehus ejet af en stor koncern, tør fremvise kvindelige skønhedsidealer på den måde, vidner om, at den radikale feministiske ideologi, som vil udrense kønsforskelle, er svagere stillet i Danmark. Det betyder ikke at denne ideologi er fraværende her, blot at den tydeligvis endnu ikke er i stand til at påføre sin ‘symbolske slørdragt’ henover billeder i det offentlige rum der iscenesætter kvinder som kønnede begærspersoner (det der i feministiske terminologi kaldes for ‘sexobjekter’). På dette område er kønsforskel endnu ikke blevet forbudt i Danmark.

Reklamer