Archive for januar 2009

Om slør og sexsymboler

januar 13, 2009

Tegning set på 180Grader.
På forunderlig vis minder kommentarerne i den sidste boks i tegningen mig om en situation jeg oplevede i den virkelige akademiske verden i efteråret 2008: Under en universitetskonference var et af emnerne muslimske kvinders brug af slør i vesten. I bedste politisk korrekte stil ville man selvfølgelig nuancere slørbrugen, vise at der var forskellige kontekster på spil, hybrider mellem vestlig og arabisk kultur osv. Dette oplevede jeg ikke som specielt foruroligende. Men der var en implicit konsensus blandt akademikerne i salen om, at en begrænset tildækket kvinde egentlig var fint, ja nærmest at foretrække, i forhold til vestens fokus på kvinder som begærspersoner – det som gender-feminister typisk kalder for sexobjekter.

Når mainstream-feminismen således teoretisk bakker om den dydige og ikke-seksuelle kvindekrop, så følger den i fodsporet på mange hundrede års puritansk religiøs ideologi: sex er syndigt, den smukke forførende kvindekrop må tæmmes.

Den amerikanske psykologiprofessor Phyllis Chesler udgav i 2005 bogenThe Death of feminism: what’s next in the struggle for women’s freedom.

 

Her angriber hun den kulturelle relativisme og det vestlige selvhad, der har fået mange venstre-intellektuelle til at lukke øjnene for makabre frihedsindskrænkninger og kulturelle praksisser opført mod kvinder uden for vesten. Man må gerne kritisere modeindustriens stereotypiske (heteroseksuelle) skønhedsidealer i vesten, det er jo kapitalisme-undertrykkelse af kvinder. Men man må ikke kritisere ikke-vestlige kulturpraksisser, for det ville være udtryk for racisme eller kolonialisme.

I Norge har feminismen sikkert fundet en glimrende alliancepartner i den religiøse puritanisme: Sex og kvindelig skønhed er syndigt.

Appropos feministisk motiveret kvindekvoter, så vil jeg henvise til min kronik i 180Grader.

Overvejelser om Fleggaard og feministisk ikonoklasme

januar 6, 2009

Here is my English version of this text.

 

 

 

 

 

Lidt baggrundsinformation

Fleggaard er et tysk registreret supermarkedskæde ved den dansk/tyske grænse. Fleggaard GmbH er ejet af det danske firma Fleggaard Holding A/S registret med adresse i Kruså. Fleggaard GmbH sælger blandt andet hårde hvidevarer fra deres butik.

 

 

Det der er interessant med Fleegaard i censursammenhæng, er deres bevidste ’provokatoriske’ brug af kvindelige skønhedsidealer i deres reklamefilm. Den sidste reklamefilm, der er tilgængelig på Internettet via http://www.Fleggard.dk, opnåede for nylig stor viral effekt. Den 11. december 2008 udråbte den kendte amerikanske blogger Michael Arrington, filmen som verdens bedste reklamefilm. Det fik de danske nyhedsmedier til at fortælle om reklamefilmen. Ifølge TV2 Finans er Fleggaards reklamefilm blevet set på nettet af mere end 100.000 mennesker inden for de sidste par uger. Ifølge DR Nyheder, har Fleggaard efter succesen besluttet at anvende størstedelen af deres reklamebudget til on-line markedsføring, og de stopper nu med at producere de traditionelle tilbudsaviser.

Her er Michael Arringtons beskrivelse af reklamefilmen:

”Only the Danish could get away with something like this (but how great would it be to see Amazon do commercials like this). Danish ecommerce site Fleggaard recently made the commercial below. I don’t know if it was shown on Danish television (I’m trying to find out), but I wouldn’t be surprised.

It most definitely contains nudity and is NSFW. I think it would be just as good without the exposed breasts, though. If you don’t watch it, the highlight is that dozens of topless Danish women link hands during a skydive to advertise a Siemens washing machine for 4,999.00 DKK, or about $900. It doesn’t seem like such a great price, but I’ll buy one anyway if they deliver to California.”

 

Respons fra professionelle

Efterfølgende har man herhjemme kunne læse en række bidrag på professionelle blogs om markedsføring og reklame, på private blogs, i medierne, osv. Mange professionelle marketingsfolk har selvfølgelig problemer med ’den slags primitive virkemidler’, og de pakker gerne deres seksualmoral ind på forskellige måder. ’Banale bare bryster fra Fleggaard’ er overskriften på en artikel fra Bureaubiz.dk, et site der bringer nyheder og holdninger fra bureaubranchen. Mange reklamefolk tager den kommercielle vinkel, at virkemidlerne ikke står mål med Fleggaards produkter, man risikerer kun at huske de smukke kvinder. Andre er bekymrede over at potentielle besøgende kun går ind på websitet for at se filmen. Andre igen, påpeger at det i sig selv, er en slags succes, opmærksomhed er King. Og så er der selvfølgelig den feministiske moral, at reklamen er sexistisk, hvilket betyder undertrykkende for den samlede kvindekønsklasse.
Jeg er ikke forundret over, at reklameprofessionelle også måtte have problemer med menneskehannernes trang til at blive seksuelt opstemt af unge smukke forførende kvinder. Kroppens overflade og de basale drifter har mange hundrede års religiøs og kulturel fordømmelse bag sig. Dette moraltryk er givet blevet grundigt forstærket efter at gender feminismen i anden halvdel af det 20. århundrede formåede at få intellektuelle på venstrefløjen til at tro at (hetero)seksuel udveksling ikke er Fandens, men Kapitalismens værk.

 

Gender feministernes problem med skønhedsidealer

I denne sammenhæng er mit ærinde selvfølgelig ikke marketingseffekten af unge smukke halvnøgne kvindelige skønhedsidealer, men derimod tidens feministiske ikonoklasme: forsøget på at rense den offentlige sfære for billeder der heteroseksuelt idealiserer kvindelig stereotypisk skønhed, idet man derved håber, at kunne udviske kønsforskellen. Der må ikke eksisterer kønsforskel, fordi alt i denne verden er en social konstruktion, og derfor er der ingen ’naturlig årsag’ til at mænd eftertragter unge smukke kvinder seksuelt. Nogen vil måske med rette undre sig over, hvorfor det betyder så meget, at mænds seksuelle begær efter især unge smukke kvinder ikke er ’natur-’ men ’kultur’-funderet? Hvis alt er kulturel konstruktion, så vil en omprogammering af mænds begær til ikke længere at eftertragte især unge smukke kvinder, jo også være en kulturel konstruktion. De af os der har gået på universiteternes humaniora- og samfundsvidenskabelige afdelinger, er sandsynligvis på det rene med logikken bag ved denne kulturelle relativisme: alt er kultur, men noget kultur (f.eks. ikke-kønsforskel) er mere ’rigtig’ end andet kultur (f.eks. kønsforskel). Dette ’rigtig’ er ikke et ’rigtigt’ ’rigtig’, det findes selvfølgelig ikke. For sandhed er jo blot en kulturel konstruktion. Så det ’rigtige’ er alene et kulturelt ’rigtigt’, altså noget vi vælger at anse for at være politisk ’rigtigt’, ikke ’rigtigt’ ud fra nogle objektive kriterier. Så kommer vi eventuelt igennem nogle teorier, som mærkværdigvis laver sandhedspåstande om tingenes rette sammenhæng, f.eks. at kønsforskel alene opstår gennem sproglige magtkonventioner, at kvinder ikke fødes kvinder men bliver kønnet som kvinder i familiemønstre der består af mor, far og børn. Denne kulturelle indkodning bliver så gerne – evt. gennem nogle obskure relativistiske sprogvidenskabelige Freud-tolkninger – defineret som kvindeundertrykkende, hvorfor det er vigtigt at få ophævet den heterosexistiske familieform. Så vil alt endeligt blive godt, hvilket ofte er lig med, at Kapitalismen forsvinder og der ikke længere vil eksistere hierarkier af nogen art. ’Ligestilling’ er det populære begreb der udspringer af denne doktrin, ideen om at alle mennesker ikke alene bør behandles lige og have ret til selvejerskab, men de skal også besidde lige ressourcer, talenter, muligheder, økonomi, status og magt. Hvordan dette mål nogensinde skal kunne lade sig gøre i praksis, det har jeg aldrig set noget intelligent svar på, endsige historisk fortilfælde på.

 

Feministisk ideologi og censur af reklamer

Efter denne overfladiske introduktion til ideologien bag den feministiske ikonoklasme, er det tid til at kigge lidt på den feministiske ideologis praktiske effekt på censur. Hvis vi kigger på Forbrugerombudsmanden, et af de konkrete bureaukratiske instrumenter der eksisterer i dagens Danmark, og som kan anvendes af magtfeminister, så opstår der nogle interessante spørgsmål i forhold til reklamecensur. I forbindelse med feministiske klager over en reklamekampagne publiceret af tøjproducenten JBS Undertøj, stadfæstede Forbrugerombudsmanden sidste år følgende i Sagsnummer 08/02166 om Markedsføringsloven:

 

”Erotik kan i vidt omfang bruges som virkemiddel i reklamer. Men grænsen går, hvor brugen af erotik har en nedsættende eller krænkende karakter. Forbrugerombudsmanden orienterer om sin afgørelse i JBS-sagen.

En lettere afklædt nonne, sygeplejerske, stuepige og sekretær, som snuser til et par herreunderbukser, var i efteråret 2007 at finde på JBS’s hjemmeside. Reklamerne gav anledning til et forholdsvist stort antal klager til Forbrugerombudsmanden.

Billederne, 4 i alt, gav modtageren det indtryk, at kvinderne lige havde haft sex med en mand, som havde efterladt sine underbukser. Billederne viste kvinderne i et sædvanligt arbejdsmiljø for professionerne – sygeplejersken lå således i en hospitalsseng, sekretæren sad på en printer etc.

Helhedsindtrykket gør reklamen diskriminerende
Efter at have set på reklamen, er Forbrugerombudsmanden mest tilbøjelig til at mene, at kvindekønnet i reklamerne bliver fremstillet på en nedsættende og ringeagtende måde.

Kvindernes positur på billederne, med den seksuelle akt og underbukserne i centrum gør, at reklamen efter Forbrugerombudsmandens umiddelbare opfattelse reducerer kvindekønnet til sexobjekter med henblik på udelukkende at sælge herreundertøj.” (Egne markeringer med bold).

 

Altså Forbrugerombudsmanden kan med lovhjemmel deklarere, at hvis brugen af erotik er af nedsættende eller krænkende karakter, så kan reklamen kendes ulovlig. Problemet er, at Forbrugerombudsmanden ikke klart kan definere, hvornår brugen af erotik er nedsættende, det afhænger jo åbenlyst af øjet der ser. Det som jeg finder krænkende, kunne en anden person finde kunstnerisk stimulerende, osv. Men Forbrugerombudsmanden behøver end ikke at henvise til f.eks. majoriteten af de øjne der måtte have set reklamen, at de evt. havde fundet den krænkende. Han laver alene en feministisk tolkning, at 1) det er forkasteligt at ’reducere kvindekønnet til sexobjekter’ når 2) det sker med ’henblik på udelukkende at sælge herreundertøj’.

Vi har her to af gender feminismens yndlingsaversioner tilstede: kønsforskel udtrykt via heteroseksuelt mandligt begær (kvindeundertrykkelse) og salg af varer (kapitalisme).

Ud fra Forbrugerombudsmandens dekret kan vi ikke klart afgøre om det er 1) eller 1) i kombination med 2) der er forkastelig. Det er tydeligt at det ikke er 2) i sig selv der er problemet; altså at det alene skulle være forkasteligt at lave reklame med henblik på at sælge herreundertøj. For i så fald skulle Forbrugerombudsmanden erklære alt reklame forbudt. Men hvis det var forkasteligt i sig selv, at ’reducere kvindekønnet til sexobjekter’, så burde noget kunst og meget pornografi klart være ulovligt. Det er det ikke (endnu) i Danmark.

Hvordan kan det nu være at pornografi ikke er forbudt? Hvis vi følger ovenstående logik, så reducerer meget pornografi, henvendt til (heteroseksuelle) mænd, absolut kvindekønnet til sexobjekter (i den Forbrugerombudmandske feministiske betydning). Ikke med henblik på ’at sælge herreundertøj’, men med henblik på at sælge sig selv som produkt. Det burde vel være ligeså ondsindet at ’reducere kvindekønnet til sexobjekter’ med henblik på at sælge disse reduktioner som information, som det er at ’reducere kvindekønnet til sexobjekter’ med henblik på ’at sælge herreundertøj’. Begge strategier reducerer kvindekønnet til sexobjekter, og begge strategier har et merkantilt formål. Her af følger, at det ikke kan være ’at sælge herretøj’ versus at sælge begærsinformation der er problemet, det ville virke komplet ulogisk, selv i feministisk optik.

Jeg kan logisk set kunne finde en forklaring på, hvorfor den ene merkantile operation er forbudt og ikke den anden: Pornografi er i modsætning til reklame ikke noget der påtvinges tilfældige mennesker i det offentlige rum, det er noget forbrugere selv skal opsøge bevidst. Det må altså være ’offentlighedsfaktoren’ der ligger til grund for, at Forbrugerombudsmanden, ud fra feministisk ideologi, kan forbyde reklamer der fremstiller heteroseksuelt idealiserede kvinder. Men JBS Undertøjsreklamerne blev så vidt jeg er orienteret aldrig indrykket som annoncer i det offentlige rum, altså i bybilledet. De blev indrykket i magasiner som er privatejet, hvorved forbrugere aktivt skulle have valgt at købe disse magasiner for at blive eksponeret til ondskaben. Hvorfor er reklamerne da forbudte og ikke heteroseksuel pornografi? Det må være noget med at forbrugere af disse mainstream magasiner ikke med rimelighed kunne forventes at blive eksponeret til reklamer der ’reducerer kvindekønnet til sexobjekter’ med henblik på at sælge produkter. Hvis vi følger logikken, må det vel betyde, at det ville være i orden, at indrykke JBS Undertøjsreklamerne i deciderede pornografiske magasiner, ellers virker Forbrugerombudsmandens magtudøvelse absurd. Eller er det i virkeligheden det forhold, at man ikke må indrykke reklamer der ’reducerer kvindekønnet til sexobjekter’ med henblik på at sælge produkter i et medie ejet af en tredje part, som i JBS Undertøjs eksempel ville være forskellige bladforlag?

 

Fleggaards reklamer versus feministisk reklamecensur

Tilbage til Fleggaards reklamer. Det der efter min mening er interessant i denne sag, er det forhold, at Fleggaards reklamer alene bliver publiceret i Fleggaards eget medie, firmaets hjemmeside, og altså ikke i et medie ejet af en tredjepart. På Fleggaards hjemmeside fremgår det tydeligt, for forbrugerne, at de aktivt skal vælge selv at se profant billedmateriale der ’reducerer kvindekønnet til sexobjekter’. Der er endog 18+ warning, inden man klikker ind på reklamen. Altså Forbrugerombudsmanden burde ikke have nogen som helst logisk mulighed for at forbyde Fleggaards reklamer, selvom de tydeligvis forsøger at sælge hårde hvidevarer gennem billedmateriale der ’reducerer kvindekønnet til sexobjekter’. Endelig er Fleggaard GmbH et tysk registreret firma, hvilket vil sige, at Forbrugerombudsmanden i Danmark sikkert kunne løbe ind i juridiske problemer, såfremt man forsøgte at forbyde Fleggaards reklamer.

 

Dette er jo bad, bad news for de feministiske ikonoklaster der forsøger at få statsbureaukratiet til at fjerne kønsforskellen, og det åbenbart især, når kønsforskel bliver opført gennem idealiserende heteroseksuelle billeder, vi taler absolut om ikonoklasme her. Men da gender feminister, som tidligere nævnt, er teoretiske sprog- og kulturrelativister – de tror at virkeligheden alene udgøres af sproget – så er det måske forståeligt, at de har så travlt med at lave ‘diskursive informationsindgreb’.

Hvis reklameeksperterne har ret, at tendenserne går imod mere internetbaseret reklamefilmspublicering, så bliver det sværere for bureaukrater informeret af feministisk ideologi, at censurere reklamemateriale der fremstiller kvinder som begærsvæsner (sexobjekter i feministisk retorik). Hvad så med EUs fagre nye kønsforskelsophævende projekt der går under betegnelses Gendermainstreaming? Her står der jo tydeligt nedfældet, at medlemslandende (det vil sige Statsmagtens bureaukrati) aktivt skal medvirke til at forhindre udbredelsen af kønsstereotyper i medieinformationen og kulturen.

Det må vel betyde at vi meget snart vil se at internettet bliver den nye skueplads for feministisk motiveret censur? Og yderligere viser Fleggaard eksemplet, at der nu vil være et stigende behov for internationale censurregler, for ellers kan et firma jo bare publicere på Internettet fra et andet land. Men så er det godt at de censurivrige kræfter i vores tid har et EU-system til deres rådighed. Her kan man lave fælles regler for feministiske ikonoklasme i EU. Og det vil yderligere kunne giver dejligt mange arbejdspladser til forskellige eksperter der er uddannet på universiteterne i feministisk teori. Watch out alle jer der holder af informationens frie bevægelighed.