Bemærkninger til vores kronik i Weekendavisen

Her følger mine kommentarer til Kronik i Weekendavisen fredag 6. marts 2009, som jeg lavede sammen med Paul Lyngbye; samt til vores  svar bragt 27. marts i Weekendavisen, angående et perfidt indlæg, der var blevet fremført i WA mod vores  oprindelige kronik.

Min motivation

Jeg betragter ikke prostitution som mit store interessefelt, og det bliver det næppe nogen sinde. Men jeg mener, at der i øjeblikket foregår en vanvittig dæmonisering af prostitution i Danmark, og det har nogle generelle implikationer for magtudøvelse og menneskers mulighed for at frigøre sig fra autoriteter, f.eks. statsmagt og bureaukrati. Jeg valgte derfor at bruge energi på at problematisere den ’pæne smag’ og den ’rette humane indstilling’, som i dag åbenlyst trives i den offentlige opinion: at prostitution per definition er afskyelig, at den udgør et socialt problem og at det civiliserede samfund med alt magt bør forhindre den. Der ligger også en implicit antagelse af, at hvis man ikke er imod prostitution, så er man en slags kvindeundertrykker. Prostitution bliver således forkastet eller ’ophøjet’ som et fænomen der gør alle kvinder fortræd. Jeg gik imod strømmen – især imod den intellektuelle kulturelle elite. Og jeg gjorde det, selvom det er deciderende karrierenedbrydende for min egen position. Som en af mine gode venner, der højt placeret i det offentlige system, forklarede mig for nylig: forsvar af prostitution er en ’no go area’, hvis man i dag vil forfremmes i offentligt regi. Paul Lyngbye har fornyligt beskrevet det meget rammende således, ‘dem der i dag forsvarer  prostitution, får ikke tildelt magt og ære, men derimod afmagt og vanære’. Grunden til, at jeg udtrykte min holdning imod ’tidens rette moral’ og ’alle kvinders bedste’ (sådan vil anklagerne lyde fra mainstream feminister) er, at den form for argumentation der anvendes til at dæmonisere prostitution, let kan udvides, og allerede bliver udvidet, til at kræve indskrænkninger inden for en række andre områder. Områder der i mine øjne er meget vigtigere end prostitution. Det er således den logik – en totalitær logik – der ligger bagved prostitutionsmodstanden som var min motivation langt mere end selve prostitutionsmodestanden.

Tegning fra 180Grader

Tegning fra 180Grader

Hvide akademiske kvinder som hader hvide mænd

Overordnet mener jeg, at denne logik er ideologisk drevet af misandri, altså had mod mænd, og især had mod mænd i de laveste klasser. Men den er samtidig også drevet af en magtmæssig dagsorden: bureaukratisk kontrol af mennesker, og heri overførelse af offentlige (skatte)midler til de regulatorer der skal udføre denne kontrol. Altså den er også et økonomisk og karrieremæssigt anliggende for visse mennesker der tilhører særlige privilegerede grupper i samfundet. Som jeg ser det, er det meget svært at få de mere ressourcestærke mænd til at indse, at der er totalitære tendenser på spil i den politiske prostitutionsdæmonisering. Det er fordi ressourcestærke mænd også ser ned på ressourceløse mænd, og måske lige så vigtigt, fordi de ikke har brug for prostituerede. Ressourcestærke mænd har rigelig seksuel adgang til kvinder uden at betale direkte med penge – at de så betaler indirekte med andre ressourcer og derved også penge, er skæbnens ironi. Ressourcestærke mænd har besejret de ressourceløse mænd, og som konsekvens får de adgang til sex med kvinder og i næste instans, mulighed for at videregive deres gener. Evolutionært set har mænd altid kæmpet mod andre mænd, og derfor er det ekstra svært, at få magtens mænd til at gå imod magtens kvinder. Feministerne har formået at vende tingene på hovedet. De har bildt os ind, at kvinder kæmper mod mænd. Evolutionært set giver dette ikke mening. Mænd indgår gerne strategiske alliancer med andre mænd, men mere overordnet kæmper de først og fremmest en intensiv intraseksuel kamp mod flertallet af andre mænd. Så jeg er bange for at der er meget lidt hjælp at hente der. Håbet ligger nok snarere hos kvinderne, fordi bag enhver ressourceløs mand er der en moder, og flertallet af mødre får aldrig ressourcestærke drengebørn. De mest ressourcestærke familier vil altid være en minoritet (også i Kommunistiske samfund er der en elite). Desværre er der nok en tendens til at de ressourceløse mænd typisk ikke har mødre eller søstre der tilhører de mest ressourcefulde familier. Så måske er der ikke meget håb at hente hos de ressourceløse mænds mødre, simpelthen fordi de ikke har politisk eller magtmæssig indflydelse.

Prostitutionshadets politiske reversibilitet

Noget af det jeg finder mest påfaldende ved det nye prostitutionshad er den politiske reversibilitet: Hadet mod prostitution har bevæget sig fra højrefløjen over til venstrefløjen. I tidligere tider kom angrebet mod prostitution fra religionen og konservative kræfter, og det er delvist stadig tilfældet. Men disse kræfter er ikke længere magtmæssigt dagsordensættende i medierne, statsbureaukratiet (herunder også overnationale bureaukratier), forskningverdenen eller den offentlige opinion. I dag kommer angrebet mod prostitution typisk fra det kulturelle borgerskab, især anført at dets højtuddannede kvinder, der ofte er ansat i det offentlige – det vil sige, disse kvinder er betalt gennem skattemidler. Det kulturelle borgerskab – som også kan kaldes ’den postmaterielle vidensklasse’ (den amerikanske sociolog Seymour Lipsets term) – har sit udgangspunkt i universiteterne, og det legitimerer sig ofte ved at tale og handle på vegne af lavere klasser i samfundet. Men reelt er det kulturelle borgerskab i sig selv en yderst privilegeret klasse, der har et magtmæssige udgangspunkt i sit høje uddannelsesniveau. Det vil sige, at den har erhvervet abstrakt universitær viden som kan udveksles til økonomi eller ressourcer. En del af denne universitære viden drejer sig om en slags marxisme, en særlig forestilling om samfundets indretning og mekanismer som i høj grad trives inden for det human- og samfundsvidenskabelige universitetskompleks. Man lærer at det fælles mål for progression er at nedbryde det vestlige kapitalistiske system, og man håber på, at menneskeheden en dag kan organiseres omkring en kollektivistisk model, hvor der ikke eksisterer merværdi og kommercialitet. At det kulturelle borgerskab så i dag snarere udfylder en lille bureaukratisk plads i et oligarki bestående af meget store korporationer og finansorganisationer kombineret med intensiv offentlig kontrol, vidner nok om, at det ikke er Kommunisme vi er på vej imod, men snarere Fascisme. Selvom de to styresystemer, et langt stykke af vejen har mange ligheder. Som Paul Lyngbye og jeg ser det, hænger den tilsyneladende feministisk godhed, der i dag trives i den offentlige opinion, og ikke mindst i medierne, også sammen med en generel bureaukratisering af feminismen. Den amerikanske kønsforsker Warren Farrell beskrev mekanismerne ret klart i hans hovedværk The Myth of Male Power: Why Men Are the Disposable Sex fra 1993:  Efterhånden som kvinder blev uddannet i feministisk ideologi på universiteterne, blev tusinder af højtuddannede kvinders job afhængige det offer-feministiske perspektiv. Der opstod et gigantisk skattefinansieret system som ser på verden gennem ’kvinde defineret som offer perspektivet’. Det er min påstand, at dette feministiske bureaukratikompleks, på ingen måde står i modsætning til de mest magtfulde instanser i tiden. Tværtimod er det kærkomment for ethvert magtsystem at regulere den menneskelige seksualitet. I dag er der måske endog ekstra god grund til at magthaverne ønsker at holde det mandlige initiativ nede. Og nu kan yderligere kontrol af mænd endog legitimeres af universitær humanistisk forskning.

Kvindelig intraseksuel konkurrence

Kernen i Paul Lyngbyes og min Opinion i Weekendavisen var introduktionen af begrebet intraseksuel konkurrence. Det er ikke noget vi selv har opfundet, det optræder i mange evolutionære teoretiske værker. Vores tese er, at hadet mod prostitution næppe lader sig forklare med, at feministiske frigjorte kvinder kæmper på vegne af svage kvinder som eksisterer langt væk fra deres egne cirkler. Det lå os lige til at forbinde kvinders interne konkurrence med prostitutionsfænomenet gennem evolutionær teori. I monogame samfund konkurrerer kvinder med hinanden om at tilegne sig en mands ressourcer, og derfor er unge smukke kvinder ofte udsat for en hård medfart fra andre kvinder. Feministiske konstruktivister tror, at den kvindelige konkurrence skyldes, at kvinder som udgangspunkt er dårligere stillet end mænd. Derfor bliver kvinder nødt til at gå så meget op i at få ressourcer gennem mænd. Dette syn er inkompatibelt med evolutionær teori. For det første forsøger hunner i de fleste pattedyrsarter at beslaglægge de bedste hanner, mindst som gode gener, men evt. også som ressourcer efter at deres afkom er født. For det andet søger selv kvinder med gode økonomiske ressourcer stadig efter mænd der mindst kan matche dem, men hellere som ligger over dem. Som en undersøgelse for nyligt proklamerede, kvinder oplever bedre orgasmer, hvis deres mandlige partner har høj status (gælder med garanti ikke for de fleste heteroseskuelle mænd, hellere en ung smuk 20 årig ukendt kvinde end Hillary Clinton). Dette er fuldt kompatibelt med evolutionær psykologi, mens den feministisk optik enten kræver, at dísse kvinder er fremmedgjort eller, at undersøgelserne var essentialistiske (et konstruktivistisk skældsord) eller patriarkalske (et feministisk skældsord). For det tredje fødes kvinder ligeså ofte som mænd ind i underklassen, middelklassen og overklassen. Enhver familie ønsker at dens døtre og sønner får de bedste overlevelsesmuligheder. Overklassens døtre er selvfølgelig langt bedre stillet end underklassens sønner. I den forbindelse er det værd at påpege, at de højtuddannede feministiske magtkvinder der tordner mod prostitution, selvfølgelig bredt set er meget bedre stillet end mange af de mænd som køber prostituerede. Men de er ikke nødvendigvis økonomisk set bedre stillet end de stærke prostituerede kvinder. Til gengæld udblænder feministerne ofte eksistensen af stærke prostituerede kvinder, de skærer gerne alle prostituerede og alle former for prostitution over en kam: prostituerede er fattige handlede kvinder der lider af granatchock.

Prostitution som trussel

De fleste kvinder har et problem med prostitution, og det er ikke blot fordi, de finder praksissen nedgørende for de kvinder der udbyder den form for tjenesteydelse. Det er fordi prostitution i samfund organiseret omkring monogami truer enhver kvindes monopolisering af en mand. Prostitution stimulerer mænds nedarvede lyst efter seksuel variation, og det kan derfor underminere det ene af de to principper som kvinder basalt set udvælger deres mandlige partner ud fra, jævnfør forældreinvesteringsprincippet. Den evolutionære teori forskriver at hunnerne i menneskearten vælger deres parringspartnere ud fra to principper: gode gener og tegn på at hannen vil tilbyde ressourcer når afkommet er født. De gode gener vedrører selve parringen mens ressourcerne kommer efter parringen. I flere fuglearter er det en udbredt praksis blandt hunnerne, at de gerne parrer sig med en han der udviser gode gener, for dernæst at lokke en anden han, der forekommer at ville hjælpe med ressourcer, til at tro at han er far til hendes afkom. Praksissen er også ganske udbredt i menneskearten. Der findes mange fædre som intetanende giver en kvinde og hendes afkom ressourcer i den tro, at det også er deres afkom, selvom det ikke er tilfældet. Når en mand i et monogamt parforhold viser seksuel interesse i andre kvinder, så truer det de ressourcer som hans hustru har monopoliseret. Den prostituerede tager konkret penge som ellers kunne være gået til familien. Men der er meget mere på spil. Mange kvinder anvender åbenlyst sex som en forhandlingsmiddel i forhold til deres mandlige partnere, jævnfør kønsforskellen der tematiseres i ordsproget ’Hun giver ham sex for at få kærlighed, han giver hende kærlighed for at få sex’. Hvis der havde stået ressourcer i stedet for kærlighed, så ville det afspejle frældreinvesteringsprincippet mere direkte. Prostitution underminerer således et af kvindens stærke magtværktøjer i den monogame familie og heteroseksuelle økonomi. Men det er end ikke hele historien. Prostitution påminder også kvinder om den seksuelle attraktion som de mister med alderens komme. Mænd begærer ikke alene seksuel variation, men også unge kvinder.

Karrierekvinder versus forførelseskvinder

Bredt set kan ældre kvinder ikke konkurrere seksuelt med yngre smukke kvinder, hvilket let kan forklares evolutionært. Mænd har en nedarvet disposition for at være seksuelt tiltrukket af unge og især smukke kvinder, fordi de per definition er mest fertile. Det fornemmer alle kvinder intuitivt, og derfor eksisterer der i vores samfund en udbredt, men ikke særlig udtalt intraseksuel konkurrence mellem kvinder, og især mellem yngre smukke kvinder og ældre kvinder. Det kan især iagttages på arbejdspladser, hvor der eksisterer mange karriereorienterede kvinder. De ældre kvinder der har faglig status og kompetence ved godt, at yngre kvinder uden samme erfaring, besidder naturgivne fordele de ikke let kan konkurrere med, hvis der også er mænd tilstede. Jeg har selv erfaret mange, men dog subtile, eksempler på dette inden for academia, der om noget må siges, at være et ensomt karriereorienteret felt. Her kæmper både kvinder og mænd med høje uddannelser en lang egoistisk kamp om at stige i et rigidt system der end aldrig ender med at give en årsløn som står i proportion til deres anstrengelser eller uddannelse. Læg så hertil, at mange af disse universitetsmennesker er (undervisnings)opdraget med marxistisk teori der tager afstand fra det selviske og dyrker et kollektivistisk ideal. Det skaber selvfølgelig en lettere modsætningsfyldt virkelighed: intensiv personlig konkurrence i virkeligheden kombineret med kollektivistiske idealer. I forhold til mænd har karrierekvinder derfor en ulempe. Deres faglige anstrengelser og status gør dem ikke mere seksuelt attraktive for mænd. Med mænd er det lige modsat, hvilket igen kan forklares med forældreinvesteringsprincippet: kvinderne værdsætter mænd med ressourcer, ikke bare tilfældig sex med gennemsnitlige mænd. Man opnår typisk flere ressourcer med alderen, og især de få mænd (men også kvinder) der når topstillinger. Til gengæld har kvinder der er unge, en social mobilitetsfordel der alene er baseret på deres overflade og som ingen mænd i den alder kan matche. For at parafrase Warren Farrell, kvindelig skønhed og ungdom er det eneste universelle pas til de højeste sociale klasser. Det er forståeligt, at det må føles brændirriterende for kvinder, der har valgt at dedikere deres liv til at konkurrere med mænd og andre kvinder om at opnå arbejdsmæssig succes, og så opleve, at denne succes ikke i sig selv har videre indflydelse på seksualøkonomierne. I Danmark kunne man konkret opleve dette fænomen ved celebritetsparret Erik Damgaard og Anni Fønsby. Erik der blev milliardær, endte med at finde en hyperseksuel kvinde der tidligere havde ernæret sig gennem sexarbejde. Overklassens kvinder så meget skævt til Anni. Jeg har hørt eksempler, der tyder på, at hun blev frosset ud af det bedre økonomiske borgerskab, og især af dets kvinder. Hun lavede et ekstremt klassespring, og midlet var gode seksuelle kundskaber. Nogle af de kvinder der har dedikeret deres liv til arbejdets lykkesagligheder opdager endog, at de på trods af deres faglige succes er tabere i et meget vigtigere spil: evolutionen. De nåede ikke at videregive deres gener, de blev karrierekvinder uden børn. Prostitution påminder ressourcestærke kvinder om, at andre kvinder uden politiske og klassemæssige ressourcer, alene gennem deres overflade, og specielt, hvis de er unge og smukke, alligevel kan nå meget langt gennem mænds seksuelle begær. Dette er især udpræget i demokratiske samfund, hvor der hersker en høj grad af kvindelig autonomi, og hvor klasseskellene er mere flydende. I feudale samfund har fattige kvinder ikke gode muligheder for at konkurrere med aristokratiets kvinder; de kan så at sige ikke hævde deres evolutionære vælgerrolle. Eksistensen af prostitution viser alle kvinder  – der er i parforhold med mænd, eller som anvender forførelse for at opnå f.eks. avancement på jobbet gennem mænd, eller endog som ikke anvender forførelse som avancement men konkurrerer mod andre kvinder som gør det – at mænd begærer seksuel variation, seksuelle kvinder og selvfølgelig unge smukke kvinder. Prostitution indikerer, at der findes en intraseksuel kvindelig konkurrence og trussel.

Elskerinden er farligere end den prostituerede

Det er åbenlyst, at selv hvis man kunne forhindre prostitution, så ville det ikke fjerne den intraseksuelle konkurrence mellem kvinder. Måske ville det snarere forstærke den? Når en mand, der lever i et monogamt parforhold, køber serviceydelser af en prostitueret, så er det muligt, at han underminerer hans hustrus mulighed for at anvende sex som styrringsmiddel. Det er også muligt, at han bruger penge, som han ellers kunne have brugt på familien. Og endelig er det muligt, at han giver hende mindre opmærksomhed. Men i forhold til en rivaliserende kvinde, en elskerinde, da er den prostituerede en meget mindre trussel. En mands elskerinde truer med at monopolisere hele manden, hun vil stjæle ham, hvis det er muligt. At det så sjældent sker, det er en anden historie, som igen kan forklares med evolutionspsykologi: Mænd har en intensiv lyst efter seksuel variation, men de skelner stærkt mellem korttidsseksuelle partnere og de kvinder som de har afkom med. Med kvinderne forholder det sig anderledes. Når en gift kvinde udsøger sig en elsker, så er det ikke bare et spørgsmål om seksuel variation, men derimod er der stor risiko for, at hun søger at foretage et bedre livsledsagerbytte. Hvis man effektivt var i stand til at forhindre prostitution, hvilket dog næppe lader sig gøre, så er det tænkeligt, at de ressourcefulde mænd som i dag køber prostituerede servicer, ville blive fristet mere til at søge deres seksuelle variation gennem elskerinder. Det ville udgøre en stærkere trussel for disse mænds hustruer. For de mænd der ikke lever i et parforhold med en kvinde, og som køber seksuelle servicer hos prostituerede, ville ophøret af prostitution betyde, at de var afskåret fra at købe adgang til sex med kvinder gennem penge. Da mænd uden ressourcer har meget svært ved at tiltrække sig kvindelige partnere, ville det sikkert betyde, at mænd i lavere klasser ikke længere kunne have seksuel omgang med kvinder. Og det er sikkert fint for feministerne, de bryder sig ikke om seksuel adgang til kvinder gennem pengeudveksling, men gerne gennem monogame parforholdsudvekslinger, hvori ressourcer og penge er helt centralt.

Det socialistiske klasseargument mod prostitution holder ikke

Et af de yndede feministiske argumenter der fremføres mod prostitution er, at et samfund ikke bør tolerere den slags arbejdsformer, underforstået at alle prostituerede er misbrugte stakler. Argumentationen har stor effekt på venstrefløjen, fordi den taler til idealet om det klasseløse samfund, og meget feminisme er skabt af marxistiske universitetskvinder: Drømmesamfundet, hvor alle har lige meget, og sikkert derfor også lige gode job. Men dette ideal er absurd og selvfølgelig ikke praktisk gennemførligt. Selv hvis der eksisterer en planøkonomi, hvor alle betales det samme af staten, så kan alle ikke have samme talenter og prestigefyldte stillinger, og derfor i næste instans, samme magt. I de Kommunistiske samfund eksisterer der en meget stærk magtcentralisering hos de mennesker der handler på statens vegne. Når de politisk stærke feminister bruger klasseargumentet mod prostitution, må man udfordre dem: hvorfor har de ikke travlt med at fjerne andre former for ’usselt arbejde’ der typisk udføres af de laveste klasser af mænd? Hvorfor er de så besat af seksuelt arbejde, oven i købet af seksuelt arbejde, som i de bedre tilfælde kan indbringe ikke-uddannede kvinder en indtægt der overgår indtægten for de højtuddannede kvinder? Hvorfor råber de ikke op om kønsasymmetrier i forhold til dødsarbejde og farligt arbejde? Hvis man forbyder prostitution eller kriminaliserer mandlige prostitutionskunder, så forhindrer man ikke fattigdom og man udligner heller ikke nogen klasseskel. Men man gør livet mere besværligt for mænd (især i de lavere klasser) og for de kvinder der ikke har uddannelsesmæssige ressourcer, men som gennem seksuelt arbejde alligevel bliver i stand til at tjene rigtig mange penge. I praksis vil man selvfølgelig også forstærke et lukrativt kriminelt marked. Men det giver selvfølgelig staten carte blanche til at udøve mere kriminalitetsbekæmpelse. Den feministiske anklage man ofte hører fremført, at det er ressourcestærke mænd der køber prostituerede fattige kvinder, behøver langt fra at være rigtig, den er det sikkert kun i få tilfælde. Den mand der køber en luksusprostitueret til en pris på f.eks. kr. 10.000 for en nat er givet rig, men den kvinde der får kr. 10.000 for en nat, kan ikke med rimelighed anses for at være fattig. Hun har en højere månedsløn end en offentlig ansat kvindelig chef. Den gennemsnitlige prostituerede, som arbejder på en klinik, har givet en meget højere månedsløn end den gennemsnitlige mandlige kunde der køber hendes serviceydelser. Altså hun er ikke en lavindstægtskvinde der bliver udnyttet af en højindtægtsmand. Skulle vi blive i den logik, ville det sikkert være mere retvisende at tale om, at hun er blevet til en højindtægtskvinde der udnytter en lavindtægtsmands biologiske instinkt efter at nyde sex med kvinder, som han er afskåret fra, fordi han er en lavindtægtsmand – jævnfør forældreinvesteringspricippet, kvinder søger ressourcer hos mænd og derfor har mænd nederst i hierarkiet historisk set ikke formeret sig i forhold til kvinder nederst i hierarkiet. Kvinder sidder med de kostbare æg, og derfor har selv de lavest rangerende kvinder en kostbar ressource som de kan omsætte til muligheder.

Afskyer feminister ressourceløse mænd?

Den nederste bund af samfundet, er selvfølgelig hovedsagelig mandlig, ikke kvindelige, selvom feminister siden 1970’erne har forsøgt at bilde os ind at kvinderne er ’the niggers of the world’. Men kvindernes målestok starter altid et godt stykke over gennemsnittet, da de seksualøkonomisk, bredt set, i en ung alder har et forspring over mændene. De er i begærsobjektets position, mændene skal gøre sig fortjent til deres gunst. Det er sikkert derfor at feminister, der ofte er højtuddannede, sammenligner hele kvindekønnet med 20% af mandekønnet, mændene i toppen. Men det er en fejlagtig sammenligning. Hvis de var ægte marxister, så burde de have erkendt, at bunden af samfundet er mandlig. Men den bund har ikke nogen kvinders interesse, bortset fra den mandlige bunds mødre – som tidligere nævnt, er det tvivlsomt om de kvinder har særlig stor politisk indflydelse. De mest ressourcefulde mænd har generelt slet ikke brug for prostituerede, de er nemlig sexobjekter for det meste af kvindekønnet, og kan derfor let arrangere seksuelle forhold med kvinder uden at betale med penge. Dette er ikke for at benægte, at der også findes ressourcestærke mænd som køber prostitutionsydelser, men jeg tror ikke at de er reglen. Og hvis prostitution forsvandt, så ville disse mænd på ingen måde blive afskåret fra at opnå seksuel adgang til kvinder; de ville let kunne tiltrække sig elskerinder. I en KVINFO-artikel fordrejes kønsasymmetrien ved, at man behændigt har udskiftet ’ressourceløse mænd’ med ’grimme og ikke særligt attraktive mænd’.  Det havde tydeligvis ikke virket så dragende, hvis KVINFO havde antydet, at det var forkasteligt, at ’fattige mænd har ret til sex’ eller ’mænd i de laveste klasser har også ret til sex’.  Det ville ligesom ikke passe ind til den marxistiske bagage som  flere hovedaktører i KVINFO åbenlyst kommer med/fra. Igen kommer den evolutionære psykologiske teori med meget bedre forklaringer end feministiske patriarkatteorier: Forældreinvesteringsprincippet forklarer elegant, hvorfor grimme mænd på ingen måde er afskåret fra sex, såfremt de har ressourcer. Tænk blot på den engelske skuespiller Dodley Moore (født 1935), han var alt andet end en skønhed. Han var gift fire gang, blandt andet med Suzy Kendall (født 1944) og  Tuesday Weld (født 1943).  Grimme mænd behøver ikke at være afskåret fra sex med kvinder, men derimod har ressourceløse mænd ikke den store kvindelige interesse, heller ikke selvom de måtte være smukke. Men hvis de sparer op kan de gennem penge give prostituerede kvinder konkrete ressourcer og få adgang til sex.

Ingen vælger at prostituere sig ud fra et frit valg

Det er også et af de typiske feministiske udgangspunkter. Antagelsen er, at det kun er socialt belastede kvinder uden andre muligheder, som vælger at arbejde i prostitution. Men hvor begynder det frie valg? Vælger rengøringsassistenten ud fra et frit valg? Og hvad med skolelæren, politibetjenten eller postbudet? Det er tænkeligt, at bureaukrater med høj universitetsuddannelse i fremtiden bliver i stand til at gennemføre en elitær lovgivning baseret på feministiske patriarkatteorier, hvor man kan sætte individers ’frie’ valg ud af spillet, ved at henvise til at deres valg ikke er rigtigt frie. Denne lovgivning vil da ikke i sig selv gøre, at alle mennesker opnår samme ressourcer i udgangspunktet. Men den vil klart give staten flere bemyndigelser, og der er stærk risiko for at vi kommer meget tættere på det totalitære. Som Orwell skrev, ’All animals are equal, but some animals are more equal than others’. Det er selvfølgelig de elitære bureaukrater som handler på almenhedens bedste der er mere lige end de undersåtter som reelt finansierer bureaukraternes eksistens. Den feministiske argumentation mod prostitution som et frit valg, baserer sig ofte på påstanden om, at prostitution er skadelig for de prostituerede. Man antager altså, at det er skadeligt for kvinder at have sex med flere mænd, eller i det mindste, at have sex med flere mænd som man ikke er forelsket i. ’Prostitution er en form for vold mod kvinder’ lyder typiske feministiske paroler, fordi en mand køber adgang til sex der ikke er baseret på monogam kærlighed. Hvorfor er slagteren ikke også en voldelig udøver? Han sælger adgang til føde. Eller hvad med den højtuddannede og højtbetalte bureaukrat der forvalter mennesker i lavere klasser men betalt gennem middelklassens skatteindbetalinger?

Feminister ynder også at bruge kommercialiseringskortet, at det er forkasteligt at seksualitet bliver kommercialiseret. Men hvad er ikke kommercialiseret i dag? Hvorfor har feminister ikke på lignende vis travlt med at anklage kommercialiseringen af børneopdragelse? Altså at børnepasningen i nutidens samfund tidligt fratages moderen og i stedet gøres til en økonomisk serviceydelse.  Mange mødre vil hellere end gerne passe deres små børn, hvis det kunne lade sig gøre, mens personel i vuggestuer og børnehaver står i en åbenlys kommerciel relation til børnepasning.

Religiøs moralaflejring og kvinders ret til sex med flere mænd

Når feministerne forsøger at holde kvindekønnet ubesmittet fra det seksuelle skørlevned, så er det nærliggende at antage, at der også ligger nogle religiøse moralske aftryk gemt i baggrunden: sex som syndigt, eller i hvert fald syndigt, hvis det finder sted udenfor det monogame kærlighedsparforhold. Man kan udfordre feministerne i forhold til deres skjulte religiøse moral ved at stille tre spørgsmål:

1) Har kvinder ret til at have sex med flere mænd, herunder med mænd, som de ikke lever i et monogamt parforhold med?

2) Har ikke-højtuddannede kvinder ret til selv at tjene deres egne penge?

3) Kan vi i vores samfund acceptere, at individer udveksler serviceydelser med hinanden?

Svarer man ja til disse tre spørgsmål, så er det svært at se, hvorfor der ikke må eksistere prostitution. Det bør i så fald være fordi, at alle prostituerede er tvunget til at have sex for penge mod deres vilje, og det er åbenlyst ikke rigtigt. Eller vi ender i hvert fald i det elitære formynderi. Ressourcestærke bureaukrater, der legitimerer sig på en slags feministisk marxisme, kan afgøre, hvornår andre mennesker, og især andre mennesker der er dårligere socialt stillet i udgangspunktet, er fremmedgjort fra deres eget bedste. Men bureaukraternes lovgivning kan selvfølgelig ikke forhindre, at der eksisterer individer der er dårligere socialt stillet i udgangspunktet end andre individer. Argumentationen, at ingen prostituerede ’reelt frit vælger’, indebærer formynderiske implikationer af dimensioner. Ud fra den logik vil man også kunne hævde, at homoseksuelle mænd, der på en enkelt aften har sex med 10 mænd (selvom der ikke finder en pengeudveksling sted), er fremmedgjort fra deres egne lyster og bedste. Skal deres adfærd også forbydes, fordi højtuddannede kvinder med økonomisk og politisk magt ikke kan spejle sig i deres seksualitet?

Feminismen og det totalitære

De mere rabiate separatistiske feminister, der prædiker lesbianisme som den eneste sande form for kvindelig seksualitet, ønsker end ikke monogame parrelationer mellem mænd og kvinder. Men de er på trods af deres styrke inden for det feministiske teorikompleks, absolut i mindretal i den praktiske politiske anvendelse af feminismen. De stærke kvinder med politisk magt som anvender feminismen, går endnu ikke ud og siger, at det monogame parforhold skal forbydes. Men de ser gerne at statsbureaukratiet skal bane vejen for en slags klassebaseret kønssocialisme: udligning af indkomst- og adfærdsforskelle mellem mænd og kvinder men kun inden for særlige segmenter eller klasser (f.eks. administrerende direktører, professorer, osv.) og typisk kun i middelklassen og opad. De kræver ikke at skraldemanden bliver ligestillet med den kvindelige Human Ressource chef. Ligestilingsdoktrinen er en af samtidens mest absurde doktriner, den lader sig bedst forstå som tom propaganda der taler til naive mennesker (se evt. min kronik i 180Grader om Direktørfeminisme og kvotefeberen). Mange feminister er parate til at ofre det demokratiske princip om lighed for loven for at opnå deres utopiske ideal om lighed i udgangspunktet. De accepterer derfor at særlige klasser af mennesker skal have ret til at få særlige privilegier i forhold til domstolene. Der skal ikke herske lighed for loven. F.eks. skal en sort mand, der er defineret som tilhørende en undertrykt klasse, behandles positivt af domstolene i forhold til en hvid mand, der er defineret som tilhørende en privilegeret klasse. Det er ud fra dette tankesæt, at feministiske politikere fremfører krav om omvendt bevisbyrde i forhold til f.eks. voldtægtssager, selvom det strider imod de grundlæggende retsprincipper i vores samfund. Det samme gælder prostitution. Feministiske politikere er villige til at underminere fundamentale retsprincipper i deres kamp mod det mandlige heteroseksuelle begær: Det er kun modtageren af serviceydelsen ’sex for penge’ der skal defineres som kriminel, ikke udbyderen, fordi udbyderen antages at være et offer for strukturelle omstændigheder (fattigdom, psykisk sygdom, fremmedgjorthed). Hvis vi overfører samme princip til narkoområdet, så ville det betyder, at pusheren der sælger narko er et stakkels offer (han tilhører en klasse uden ressourcer og bliver derfor mod sin vilje kriminel), mens køberen af narko er en undertrykker (han udnytter pusherens fattigdom). Pusheren går fri og får tilbudt offentlige ressourcer samt afvending fra sit pusherforetagende, mens køberen af narko får en straf.

Her er jeg så nået til kernen af min modstand mod det feministiske formynderi. Som tidligere nævnt, ser jeg klare totalitære implikationer i den feministiske prostitutionsdæmonisering. De samme argumenter vil kunne bruges til at forbyde pornografi og striptease, at ingen kvinder vælger disse erhverv ud fra fri vilje; og at disse praksisser er generelt kvindeundertrykkende. Og det stopper end ikke her. Feminister vil kunne kræve seksuelle og kønnede udtryk i beklædning for ulovlige, og de vil kunne forbyde skønhedsidealer, fotomodeller, billeder og modeblade. Samtidens toldere og farisæere vil få travlt med at regulere og profitere på den omsiggribende sindelagskontrol. Kort sagt, den form for feminisme risikerer at bane vejen for det totalitære, for mere statskontrol og seksuelle dekreter, der kommer tæt på en del fundamentalistisk religion. Derfor er jeg stærkt skeptisk indstillet overfor mainstream feminismen.

Advertisements

Tags:

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: