Konstruktivistisk forvirring hos De Radikale?

Lyssignaler for fodgængere skal alligevel ikke kvindeliggøres i København, Socialdemokratiet har skiftet mening, de bakker ikke længere op om et forslag stillet af De Radikale.

Fra artikel på 180Grader: ”De Radikale, der står bag ideen om at få kjoler på lyssignalerne, er skuffede. Det ene udelukker ikke det andet, mener partiet.”

Jeg vil først kommentere på De Radikales ide, der selvfølgelig oprindeligt kommer fra det kønsforskelshadende Sverige:

Udgangspunktet for at bruge offentlige ressourcer – og tænk ikke mindst på de mange lønningsressourcer der vil gå til at udfærdige papirarbejde/regler inden lyssignalerne skiftes – på dette projekt, er ideen om Ligestilling. En statistisk ide, man interesserer sig for gennemsnit. Det antages, at hvis kvinder ikke er symbolsk repræsenteret lige så ofte som mænd på fodgængerlys, så er det et udtryk for, at der ikke hersker Ligestilling.

Jeg har lige gennemlæst et Alt For Damerne, og jeg må konkludere, at i dette magasin hersker der ikke Ligestilling i den forstand: der var langt flere repræsentationer af kvinder end mænd. Altså Alt For Damerne foretager ikke-Ligestillet repræsentation der går ud over mændene, hvis vi skal blive i samme logik – den statistiske logik. Det gælder også i Penthouse Magazine, magasinet fremviser klart flere kvinder end mænd. Men i Penthouse tilfældet, hvor det drejer sig om smukke kvinder der er iscenesat med henblik på at vække mandlig seksuel lyst, da er overrepræsentationen af letpåklædte kvinder ikke længere udtryk for mere Ligestilling i kvinders favør, hvis man følger feministisk teori. Her er det faktisk modsat, flere kvinder repræsenterer nu ikke-Ligestilling.

Mit eksempel viser, at Ligestilling i forhold til symbolsk repræsentation således ikke blot kan være et anliggende for antallet af kvindelige symboler versus antallet af mandlige symboler. Der er tydeligvis også kvalitative aspekter af symbolikken der skal med ind i billedet. Det er godt når man signalerer ligeså mange kvinder som mænd, men kun, hvis man ikke signalerer æggende femininitet, når man repræsenterer kvinderne symbolsk. Her begynder et paradoks at åbenbare sig: feminister der anvender Ligestillingsdoktrinen kræver, at kvinder skal repræsenteres ligeså meget som mænd, men kvinderne må ikke repræsenteres som alt for meget kvinder (feminine), i hvert fald må de ikke repræsenteres kønsstereotypisk. Hvad ligger der bagved dette mærkværdige krav om mere repræsentation af kvinder på den ene side, men samtidig afsky for repræsentation af kvinder som feminine (ikke-mænd)?

Mainstream feminister bekender sig ofte til versioner af gender feminism, en akademisk idé oprindeligt opfundet af marxistiske socialvidenskabsfolk især i USA og England, og senere optaget bredt på universiteterne i vesten inden for human- og samfundsvidenskaberne. Overordnet tror man inden for denne tænkning, at kønsforskel i virkeligheden kun er en kulturel konstruktion. Gendermainstreaming hedder den officielle EU anerkendelse af denne marxistiske-feministiske videnskabsteoretiske position. EU bør medvirke til at ophæve kønsstereotypi står der nu skrevet i de paneuropæiske protokoller. Men ifølge samme videnskabsteoretiske position, så vil ethvert opgør med kønsstereotypier også i sig selv være kulturelle konstruktioner. Inden for denne tænkning, er alt nemlig konstrueret. Men disse nye ’ikke-kønsstereotypiske’ konstruktioner, eller måske skulle vi hellere kalde dem ’idealiseringer’, er alligevel at foretrække, fordi det antages at kønsstereotyper er Patriarkalske konstruktioner. Patriarkalske konstruktioner er alt det som mennesker der bekender sig til gender feminism ikke kan lide. Noget som disse feminister klart ikke kan lide er femininitet, ’konstruktioner der kønner kvinder’ til at være anderledes end mænd. Tydelige eksempler på dette kønsforskelshad kan findes i f.eks. mange af KVINFOs publikationer.

Når De Radikale, ud fra en feministisk optik, således kræver flere kvindelige symboler på Lyssignalerne, kan man sige, at de opererer i et paradoks. Den marxistiske feminisme som de benytter sig af, kan ikke acceptere iscenesættelse af kønsforskel, da den antager at kønsforskel er en Patriarkalsk konstruktion. Kønsforskellen skal udjævnes, befolkningen skal kønsmainstreames (se evt. Minister For Ligestilling her der anvender den marxistiske feminisme som teoretisk værktøj, shame on you Inger Støjberg, er du klar over hvad det er dit ministerium foretager sig? Eller er du bare en ignorent bureaukrat der har trukket en politisk taburet? Jeg ved godt du lige har fået posten, og det naturligvis tager tid at sætte sig ind i et ministerembede, men hvis du ikke snart for ryddet op i ministeriets ideologiske sludder, så vil du i fremtiden blive beskyldt for at være på samme side som f.eks. Jytte Andersen eller Karen Jespersen).

Hvis Staten begynder at lade kvinder symbolisere halvdelen af lyssignalerne for at opnå statistisk lighed, så vil Staten begynde at producere mere symbolsk kønsforskel. Den vil kode kvinder som feminine, og derved undergrave Ligestilling.

Symbolsk produktion af kønsforskel

Symbolsk produktion af kønsforskel

Fra artiklen på 180grader: “De indgroede vaner om, at mænd og kvinder ikke er lige, bliver prentet ind i os helt fra, vi er små børn. Vi kan rykke os små skridt, når børnehavebørn på et lyssignal kan se, at mænd og kvinder er lige. Det vil skabe debat, og det har vi brug for, hvis vi skal have ligestilling”, siger Manu Sareen.

Nej, Manu Sareen, du har ikke læst godt nok på din feministiske teori. Hvis man begynder at opstille kvinder på lyssignaler der bærer kjoler, så viser man de små piger, at mænd og kvinder er forskellige. Når pigebørn iscenesætter sig feminint gennem f.eks. kjoler og lyserøde farver, så bliver de kønnet, og det skal et humant indstillet samfund forsøge at undgå, sådan lyder de feministiske paroler. Vi bør ikke kønne vores børn. Det er derfor feminister ofte har det meget dårligt med mode, i alt fald mainstream glamourøs mode der idealiserer, seksualiserer og femininiserer kvinder. Til gengæld er feministerne glade for alternativ modebeklædning der dekonstruerer eller undergraver kønsforskellen.

Hvis feminismeideen skal gå op, så hjælper det ikke Ligestillingen at producere flere kønnede kvindesymboler på lyssignalerne. Tværtimod, det er lige ved, at Manu Sareen kan beskyldes for at bedrive patriarkalsk politik. Den rette vej må være, i kønsmainstreamingens navn, at kræve, at alle mennesker, M/K, skal bære bukser- Eller alternativt, at der statistisk skal være lige så mange mænd som kvinder der bærer bukser, kjoler, stiletter og flade sko, sanktioneret af Staten selvfølgelig – her er gode jobmuligheder. Herved ville den grønne fodgængerfigur ikke længere være et kønnet symbol – eller i det mindste, dens tegnmæssige lighed med ‘et menneske iført bukser’ kunne nu opfattes som kønsneutralt.

Socialdemokraternes politik forekommer i denne sammenhæng, at være mere kompatibel med feminismen, fra artiklen i 180Grader:

“Vi har ikke som sådan noget mod at repræsentere kvinder på lyssignalerne. Men for os er det langt vigtigere at gøre noget reelt og konkret for ligestillingen. Det er for eksempel, når det handler om at få flere fædre til at tage barsel og at få flere kvinder udpeget som ledere. Det er her, vi skal lægge vores kræfter,” siger Anne Vang, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen.

Ligestilling for Socialdemokratiet passer meget bedre ind i kønsmainstreamingens fagre nye verden. Ligestilling er lig med Direktørfeminisme (flere kvinder i topstillinger) og gender bending (mænd som mødre). Med hvad blev der for øvrigt lige af Socialdemokratiets arbejderklasserødder? Oprindeligt legitimerede Socialdemokratiet sig på de lavere klasser i samfundet, nu interesserer partiet sig åbenbart kun for overklassens og den højtuddannede middelklasses kvinder. Hvorfor interesserer Socialdemokratiet sig ikke for den virkelige bund i samfundet, en bund der ikke er kvindelig men mandlig? Det må være et udtryk for tidens politiske reversibilitet. Mon Socialdemokratiet i dag er blevet et parti der først og fremmest varetager det kulturelle borgerskabs klasseinteresser?

Reklamer

Tags:

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: