Søndagsavisens forside: vendepunkt i danske aviser eller en fejl?

Overraskelsen var stor, da jeg i denne weekend så forsiden af Søndagsavisen (uge 18, 2009). Hovedhistorien drejede sig om Jørgen Leth og bar overskriften ’Feministerne forsøgte at udslette mig’.

leth

Jeg finder det positivt men bemærkelsesværdigt, at en af de brede danske aviser på den måde vælger at problematisere feminismen på forsiden. Normalt favoriserer gratisaviserne, samt de fleste betalingsaviser, gennemgående mainstream feminismeperspektivet i deres redaktionelle linjer. En overgang prøvede jeg at lave optællinger og statistik over, hvor mange avishistorier der var vinklet ud fra et offer-feministisk perspektiv (ideen om at kvinder er kønsklasseofre i vores samfund). Men jeg opgav, da det var for nedtrykkende et forehavende, der var alt for meget feminismevikling (her ligger et glimrende medieforskningsemne og venter, for dem der skulle have modet og sikkert deres egne økonomiske ressourcer; jeg kan ikke forestille mig offentlige forskningsmidler til rådighed for den slags undersøgelser). Undtagelser er Weekendavisen, som absolut bringer mange historier vinklet efter mainstream feminisme, men mediet tør også bringe historier der problematiserer forskellige feministiske mærkesager; og så selvfølgelig www.180Grader.dk, der på det område, er det eneste danske medie der går imod strømmen.

Det jeg finder interessant ved ugens version af Søndagsavisen, er således ikke, at avisen vælger at bringe Jørgen Leth på forsiden. Men at avisen vælger at fremstille termen feminisme i et ikke-positivt lys. ’Feministerne forsøgte at udslette mig’ lyder ikke særlig flatterende. Overskriften antyder, at feminisme er en magtfuld ideologi. Det er absolut tilfældet også i virkeligheden; se efter de mange økonomiske midler fra Staten og EU der i disse år flyder til forskellige feministiske projekter. Historien inde i avisen omhandler kun i meget begrænset omfang Jørgen Leths kvaler med feminisme, hvorfor man sagtens kunne have valgt at give historien en mindre kontroversiel overskrift. Der henvises kun direkte til feminisme i artiklen to gange, hvor man lader Leth udtale: ”De hardcore feminister ville udslette mig. Dem, jeg kalder betonfeminister”. Resten drejer sig mere om cykelsport og Jørgen Leths forhold til cykelsport. I den digitale version af avisen, har man påfaldende nok ændret overskriften til ’ Jørgen Leth: Nu kan jeg gå på gaden igen’, måske nogen på Søndagsavisen fik kolde fødder, eller også er det en tilfældighed?

Mediehetzen mod Jørgen Leth i efteråret 2005 blev den store øjenåbner for mig. Nu var det tydeligt, at den akademiske gender feminism, som ellers var mere kendt fra USA og England, havde fået sit moralske greb om Danmark. Medier og befolkning synkroniserede i en slags puritansk ekstase, fordi Jørgen Leth i et litterært erindringsværk vovede at beskrive eller fantasere over seksuelle eskapader i sit liv, ud fra sadomasochistiske tematikker. I forhold til værker som Pauline Reages ’O’s Historie’ eller Marquis de Sades ’120 Dage i Sodom’, var Leths beskrivelser absolut i den milde ende, hans erindringsbog er generelt ikke et pornografisk værk. Men medier, politikere, smagsdommere og de professionelle feminister valgte alligevel, at forstørre en ganske lille del af erindringsværket fuldstændig ud af kontekst, som om Leths erindringsværk og liv, var en tour de force i pornografisk SM. Det er tragisk komisk at hetzen tilsyneladende startede i Ekstrabladet, en avis der sagtens kunne tænkes at blive det første danske medieoffer for feministisk magt i fremtiden. Side 9 pigen er nok kommet tilbage lidt mindre afklædt, men lige nu udspiller der sig en indædt kamp om prostitutionsannoncerne.

Jeg havde et par år forinden, i slutningen af 2002, overværet, Jørgen Leth blive offentligt maltrakteret i et kvindeteaterstykke på et af de førende københavnske teatre. Han var fremstillet som grum pervers gammel mand der begærer unge udenlandske kvinder. Selvom jeg undrede mig lidt over den hårde behandling af en dansk filminstruktør, så tog jeg på det tidspunkt ikke videre notits af indholdet. Eller rettere, jeg forstod ikke, at hadet mod Jørgen Leth blot var et symptom på, at den radikale amerikanske universitetsfeminisme var ved at indtage den offentlige opinion i Danmark. I efteråret 2005 kunne jeg ikke længere undgå at se, at noget var rusk ravende galt. Måske godt hjulpet af, at jeg på det tidspunkt, tilfældigvis beskæftigede mig ret konkret med gender feminist teorier og deres indflydelse på politisk magt i især USA og Canada. Jeg husker i hvert fald den afsky jeg følte, da jeg i efteråret i 2005 i flere tilfælde under middagsarrangementer oplevede, hvordan mennesker, der tilhørte det intellektuelle borgerskab, alle havde travlt med at dæmonisere Jørgen Leth, som var han selve inkarnationen af det onde. Jørgen Leths ondskab bestod i heteroseksuelt mandligt begær.

Den kvindelige Direktør for KVINFO skriver det ret klart i et essay gengivet i bogen ’Det fordømte menneske: Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde’ redigeret af Poul Pilgaard Johnsen, 2005, People’s Press:

Den seksuelle relation mellem kønnene bliver i Leths leksikale univers den enkle, at manden, efter devise ”og har han penge, så kan han få, og har han ingen, så må han gå”, ønsker at købe det af kvinden, hun altid har til salg. Er der noget forkert i at skrive sådan, at give udtryk for den slags meninger og holdninger offentligt? Nej det er det ikke. Er der så noget forkert eller problematisk i den slags holdninger og meninger i sig selv? Ja, det vil jeg mene. Alt andet lige er det svært at kombinere en generel definition af kussen som ”et stykke jord, som manden ønsker at købe” med det forhold, at mænd og kvinder er ligestillet ifølge loven. At udsagnet menneskeligt set mest af alt ligner et fallitbo, og at de fleste af os har vort at bære på, gør ikke Jørgen Leths syn på kvinder og køn mere spiseligt eller acceptabelt. (side 42-42).

Hvad den kvindelige Direktør for KVINFO giver udtryk for her er, at hvis mænd begærer kvinder seksuelt (sikkert uden for det monogame ægteskab), så kan mænd og kvinder ikke være Ligestillet ifølge loven. Altså Ligestillingsidealet bliver indirekte brugt til at kræve ensartet seksualadfærd for kvinder og mænd. Mænd må ikke begære kvinder seksuelt, alene for det seksuelles skyld, der skal eksistere en ensartet seksuel tiltrækningsrelation mellem mænd og kvinder. Som de af os der blot er minimalt informeret af Darwin er klar over, så kræver denne form for Ligestilling, at mennesket afskriver sin biologi. Hunnerne i det meste af patterdyrsarten er bredt set altid sexobjekter for hannerne, mens det modsatte forhold ikke gør sig gældende. Biologisk set, er det egentlig ikke kussen der er et stykke jord som hannerne gerne vil bedække, det er kønscellerne æggene, der er knaphedsressourcen, den kostbare jord som hunnerne besidder og som i menneskearten kan udveksles til ressourcer på forskellige måder. Det er derfor at kvinder siden tidernes morgen har været i stand til at bruge deres attraktion til at opnå privilegier gennem mænds begær. Hver eneste dag og nat finder der utallige heteroseksuelle udvekslinger sted, hvor kvinder anvender deres seksuelle begærsobjektsposition til at opnå muligheder eller fordele. Penge for sex er blot en ekstrem transaktion der forholdsvis råt afspejler pattedyrsarternes hetroseksuelle kønsasymmetri.

Men ifølge feminismens menneskesyn, så burde det ikke være sådan, og hvis det er, så må Staten sørge for at ophæve denne kønsasymmetri der defineres som patriarkalsk. Vanen tro, serverer KVINFOs kvindelige Direktør også lige en anklage mod markedsudvekslinger eller køb af vare: Der kan ikke eksistere Ligestilling, hvis sex er til salg. Men hvis vi nu antager, at sex ikke var til salg, hvad så med alle de andre former for vare og tjenester der er til salg i vores samfund? Kan der overhovedet eksistere Ligestilling i KVINFO Direktørens forståelse, hvis der i vores samfund finder merkantile udvekslinger sted? Hvad er det lige for en Ligestilling hun efterspørger? Kommunismen, hvor alle i teorien deler alt med hinanden og ingen individer besidder noget privat ejerskab? Eller er det en slags ’klassebaseret kønssocialisme’ hun kræver, mænd og kvinder må kun indgå i parforhold, såfremt at begge parter er Ligestillede i udgangspunktet? Direktørens datter må kun gifte sig med en anden Direktørs søn, ellers er der tale om ikke-Ligestillede relationer, hvor kvinderne (som regel er det kvinder der tiltrækkes af mænd med ressourcer) er undertrykt?

Af KVINFO Direktørens tekst fremgår det, at der ikke er noget galt med ’at give udtryk for den slags meninger og holdninger offentligt’, såfremt man ikke besidder den slags holdninger. Det skal vel forstås sådan, at man gerne må skrive eller udtale holdninger om det at begære kvinder seksuelt ud fra selviske motiver, hvis bare man ikke mener det i virkeligheden. Ud fra Leths erindringer er vi som læsere ikke i stand til at afgøre, hvad Leths holdninger måtte være i virkeligheden. Tænk hvis Jørgen Leth i virkeligheden kun går ind for seksuelle relationer mellem to individer der lever i et monogamt parforhold og har samme indtægter, ressourcer og klassebaggrund? Jørgen Leth var ikke en dømt person der var anklaget for at have foretaget en forbrydelse (såfremt vi antager at køb af sex måtte være en forbrydelse). Leth lavede en litterær fortolkning, og som Weekendavisen senere viste, så var forholdet mellem Leth og kokkens datter ved nærmere eftersyn meget mere end en almindelig prostitutionsrelation. Leth blev således dømt på sin fiktion, som om  han havde begået gerningerne i virkeligheden.

Den kvindelige Direktør for KVINFO forsætter sit forsvar for dæmoniseringen af Jørgen Leth således:

Skal man blive bare en lille smule principiel, er det vel nok at henvise til, at Jørgen Leth, der ”tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret”, er på kollisionskurs ikke bare med feminister i al mindelighed, men også med FNs Convention on the Elimination of All forms of Discrimination against Women (1979) i daglig tale forkortet til CEDAW, der har status som kvinders internationale grundlov, i særdeleshed. For den ret, Jørgen Leth hævder, han har til kvindens krop, tilhører ingen andre end kvinden selv. (Side 43).

Er hendes påstand rigtig? Er Jørgen Leths ret til at udtrykke sig i tale eller skrift, altså hans litterære værk ’Det uperfekte menneske’, på kollisionskurs med CEDAW? I så fald vil jeg konkludere at CEDAW er et stykke totalitær doktrin, som alle mennesker der lever i et demokrati gør klogt i at tage afstand fra (læs for øvrigt denne interessante kritik af CEDAW fra Christina Hoff Sommers). Det er rigtigt, at Jørgen Leth forekommer at være ’på kollisionskurs med feminister i al mindelighed’, og so what. Altså den feminisme der ud fra patriarkatteorier ønsker, at Staten skal omprogrammere mænd og kvinder, indtil der opstår et kønsneutralt menneske i kvindeligt forbillede. Det er den feminisme som jeg gerne betegner som mainstream feminisme, Wendy McElroy kalder den for radikal feminisme. Men der findes også andre former for feminismer, om end de stadig ikke så udbredt på universiteterne og i magtapparatet. Feminisme der ikke ønsker, at offerliggørelsen af kvindekønnet skal blive brugt som bureaukratisk løftestang til at give Staten mere bemyndigelse til at gribe ind i menneskers (seksuelle) adfærd. Så Jørgen Leth er ikke nødvendigvis på kollisionskurs med alt feminisme. Sidst, hvis KVINFOs Direktør virkelig mener, at en kvinde bør have ejerskab over sin egen krop, så burde det vel logisk følge, at hun også har retten til at udveksle sin ejendom på forskellige måder? Men måske det ikke er et individuelt ejerskab som kvinder har over deres kroppe?

Desværre kunne det tyde på, at det er ønsketænkning, når jeg tolker Søndagsavisens forsiden som et tegn på, at de danske medier er begyndt at turde bryde med mainstream feminismens perspektiver. På side 4 i samme avis giver man spalteplads til typisk feministisk moralisme. I dette tilfælde gennem en kvindelig kendt skuespiller der i klummen ’Ugen ifølge’, får lov til i  to paragraffer, eller 18 linier, at bakke om en af de feministiske mærkesager i tiden, nemlig at alle prostituerede er ofre, og alt prostitution er lig med kvindeundertrykkelse. Påfaldende nok havde netop denne kvindelige skuespiller en central rolle i hetzen mod Jørgen Leth i det teaterstykke fra 2002, jeg omtalte højere oppe. Jørgen Leth fik godt nok overskriften i denne weekends Søndagsavisen, men feministernes propaganda fik som sædvanligt pladsen. Ved nærmere eftersyn, ikke meget nyt under solen.

Reklamer

Tags:

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: