Når repræsentationer ikke er repræsentative

I dagens version af gratisavisen Metroexpress kunne man på side 14 læse, at der nu er opstået et Wikipedia om verdens mest sexede kvinder: Chickipedia.com.

chickipedia.com

chickipedia.com

I mine øjne er der intet mærkværdigt i denne udvikling. I en verden med et Internet, hvor der endnu kan publiceres nogenlunde frit, er det forventeligt, at nogen mennesker vil vælge at udbrede information der celebrerer eller repræsenterer de mest idealiserede kvindelige skønheder i tiden. Trods alt tilhører mennesket pattedyrsarten, hvilket medfører, at vi også bredt set besidder en seksuel forskel og tiltrækning. Jeg ville have været yderst forundret, hvis mennesket ikke brugte Internettet til at udbrede information om seksuelle idealer. Da kvindelig fysisk skønhed og ungdommelighed er en stærk seksuel attraktionsparameter for heteroseksuelle mænd, medfører det, at kvinder der besidder disse egenskaber i virkelighedens verden har nogle meget stærke ressourcer som de kan udveksle til muligheder.

Fra Metroexpress:

”Sitet hævder selv at være det første onlineleksikon, der kun omhandler kvinder. Nogle vil sikkert synes, det er lidt deprimerende på kønnets vegne, mens andre bare syntes, det er fantastisk.”

Hvorfor nogen skulle finde det deprimerende på kønnets vegne, har jeg svært ved at forstå. Jeg kunne måske forstå, at man ville finde det deprimerende, hvis mennesket ikke var i stand til at udtrykke, at  det var et kønnet biologisk væsen.

Ligger det deprimerende i, at der forekommer reklamebannere på Chickipedia.com, altså sammenblandingen af kvindelig skønhed og kommercialisering? Man ser ikke lignende journalistiske ytringer om emner der vedrører andre selvfølgelige menneskelige aktiviteter. Hvis det nu i stedet for havde været et Wikipedia for Restauranter, så havde journalisten ikke ’garderet’ sig i artiklen, ved at skrive, at nogen måske vil finde det deprimerende på det spisende menneskes vegne. Kommercialiteten af den kvindelige skønhed er en logisk følge af menneskets seksuelle natur, ikke den anden vej rundt. På samme måde som kommercialiteten af fødevarer og fødeindtagelse udspringer fra et menneskeligt Universalis, behovet for at indtage føde.

Jeg har tidligere skrevet om De Radikales groteske krav om at opføre symbolsk kønsforskel på fodgængerlys i København, fordi de tror, at der er stemmer i, på populistisk feministisk vis, at påstå, at det undergraver Ligestillingen, når kvinder ikke er ligeså repræsenteret som mænd der. Med Chickipedia.com opføres der en modsat diskrimination, hvis man nu skal blive inden for det statistiske ideal om Ligelig repræsentation af mænd og kvinder. Kvinderne får mere plads på internettet.

Nu er der sikkert nogen som vil mene, at denne form for repræsentation af kvinder ikke er moralsk forsvarlig, fordi den ikke er demokratisk. Chickipedia.com repræsenterer ikke almindelige kvinder men idealiseringer, et udvalg af de smukkeste kvinder man kan finde i medierne – særlige privilegerede kvinder. Argumentationen mod den slags kvindeidealer kan være, at almindelige kvinder udsættes for sammenlignings- eller præstationsangst, når sådanne ikke-repræsentative idealer bliver kommunikeret i medierne.

Det er muligvis rigtigt, men det gælder også, når feministisk inspireret kommunikation idealiserer andre ikke-repræsentative kvindeidealer som f.eks. topledere, direktører, ministrere, forfattere, skuespillere, professorer, departementschefer, overlæger, nobelpristagere, mv. Flertallet af kvinder, eller mænd for den sags skyld, kommer aldrig til at tilhøre disse kategorier, end ikke i samfund organiseret efter kollektivistiske idealer.

Advertisements

Tags:

En kommentar to “Når repræsentationer ikke er repræsentative”

  1. Camilla Says:

    Rigtig god pointe, du har til sidst – at de feministiske idealer i virkeligheden heller ikke er repræsentative. En feminist ville naturligvis her kunne komme med en lang analyse af, hvorfor der er forskel på kommercielle skønhedsidealer og feministiske karriere-idealer – at det sidste er noget, man selv kan opnå via kamp og arbejde, mens det første er noget naturgivent, man ikke kan gøre for, f.eks…. Og at det første repræsenterer en eller anden passiv-gørelse af kvinden til et objekt, mens det sidste repræsenterer en empowerment af kvinden; en opfordring til aktiv-gørelse af hende.

    Men… Jeg tror, at mange kvinder har svært ved at identificere sig med feminismens idealer – ligeså svært, som de måske har ved at identificere sig med Heidi Klum :). De fleste arbejdsgivere, jeg har talt med, vil hellere end gerne ansætte kvinder i høje stillinger, og give kvinder mere ansvar – de fleste (også mandlige arbejdsgivere, der ellers ikke har feministiske holdninger) virker endda parate til uofficielt at diskriminere kvinder lidt positivt, for at rette op på den skæve kønsbalance i høje stillinger. Men kvinderne kommer bare ikke. De står generelt ikke og forsøger at banke dørene ned for at blive ledere og forskere. Jeg tror, der er masser af plads til de kvinder, der gerne vil have masser af ansvar og indflydelse (og en nylig undersøgelse viste forresten også, at det er en myte, at kvindelige ledere opfattes negativt på arbejdspladserne) – heldigvis! Men de fleste af os prioriterer nok bare anderledes… Og personligt har jeg mere end én gang følt det som belastende, når en feminist sendte mig et skuffet og mistænksomt blik, fordi jeg sagde, at jeg ikke drømmer om at blive chef, eller at jeg ikke interesserer mig for naturvidenskab.

    Den pointe, du har i flere af dine indlæg, om at de fleste mænd jo heller ikke opnår høje poster, er i øvrigt vigtig, og synes at være totalt overset af mainstream-feminismen. Der er IKKE en stor underklasse af kvinder som domineres af en stor overklasse af mænd – globalt set er der en kæmpe underklasse af kvinder OG mænd, der domineres af en forsvindende lille elite af nogle få mænd og nogle meget få kvinder. Og i de vestlige samfund udgøres den nederste bund af samfundet primært af mænd.

    God blog, du burde få flere kommentarer :).

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: