Tanker om Direktørfeminisme

Dagens Direktørfeministiske citat kommer fra et interview i Weekendavisen med den filippinsk-danske kvindelige performancekunstner Lilibeth Cuenca:

“For mit eget vedkommende går det nu ret godt efterhånden, selvom jeg blev sat noget tilbage, da jeg fik min datter for 8 år siden. Der er imidlertid kun én vej, hvis man vil frem, nemlig at arbejde, arbejde og arbejde. At holde målet for øje og forsøge at lukke destruktive tanker ude. Men det er forstemmende, at når vi kommer op i kunstnernes superliga, er fordelingen stadig 80 procent mandlige og 20 procent kvindelige kunstnere. Nogle mennesker bemærker frækt, at det skyldes, at de mandlige kunstnere er bedre. Men det tror jeg ikke på. Også priserne afspejler desværre, hvor galt det står til. Med meget få undtagelser ligger de mandlige kunstnere væsentlig højere end deres kvindelige kolleger. Derfor opfordrer jeg alle – også mændene – til at blive feminister. Ordet er så misforstået i dag, og mange mennesker får dårlig smag i munden, fordi de tænker tilbage på 1970’ernes ’betonfeminisme’. Men de skulle skamme sig, for hvor havde vi været i dag, hvis ikke de første feminister havde støbt feminismens betonfundament? I New York går kvinderne stadig hjemme og passer deres børn, til de er tre år gamle. Dermed sættes deres karrierer jo helt i stå.

(Kultursektionen i Weekedavisen nr. 23, 4.-11. juni 2009 side 1, mine markeringer med fed).

Moderskab som kvindeundertrykkelse

Jeg laver nu en tolkning af det citerede tekststykke:

Lilibeth Cuenca mener, at hun ’blev sat noget tilbage’, da hun fik sin datter. Det gjorde nemlig, at hun ikke kunne ’arbejde, arbejde og arbejde’ med sin kunst. Stakkels Cuenca, hun fulgte sin biologiske lyst efter at få børn, og opdagede, at det havde indvirkning på noget der åbenbart er vigtigere for hende, at ’arbejde, arbejde og arbejde’ med sin kunst. Hun er meget fortørnet over, at der eksisterer 80% mænd i ’kunstnernes superliga’. Underforstået at det er betragteligt samfundsmæssigt problem, at Superligaen har en lavere andel kvinder – det er ægte Direktørfeminisme. Hvis bare vi kunne rykke på kønssammensætningen af, skal vi sige de øverste 5% af alle de professionelle kunstnere, så blev verden et meget bedre sted. Overført til ren Direktørfeminisme, hvis bare der var flere kvindelige topledere og bestyrelsesformænd, så var et stor slag vundet for menneskeheden. Altså, det er nødvendigt, at rokere lidt rundt på kønssammensætningen af den mest privilegerede del af arbejdsstyrken, så bliver verden mere retfærdig. Hvad ville der være vundet ved at vi rokerede lidt rundt på kønssammensætningen af overklassen? Hvorfor skal der ikke rokeres lidt rundt på kønssammensætningen af dem der udfører det farlige arbejde i den nedre del af samfundet, hvorfor ikke på kønssammensætningen af de mest socialt udstødte, f.eks. de hjemløse?

Lilibeth Cuenca mener, at når der er færre kvinder der når toppen, så skyldes det, at kvinderne bruger for meget tid på deres børn. I New York er situationen i følge hende helt katastrofal, fordi her ’går kvinderne stadig hjemme og passer deres børn, til de er tre år gamle. Dermed sættes deres karrierer jo helt i stå.’ Underforstået, det er kvindeundertrykkende, når kvinder bruger tid på at passe deres egne børn, snarere end at kæmpe intensivt om at opnå en høj karriere. Nu tilhører Lilibeth Cuenca tilfældigvis en lille privilegeret andel af mennesker i samfundet som har haft mulighed for at uddanne sig på Kunstakademiet og efterfølgende få en kunstnerkarriere. Bør jeg påminde Lilibeth Cuenca om, at flertallet af mennesker ikke arbejder for at blive selvopfyldt men for at overleve og for at købe sig fritid? Kassedamen, rengøringsassistenten, SOSU-assistenten, bankassistenten, lærerinden, og mange andre kvinder vil måske ikke have så travlt med at bytte barselsorloven ud med arbejdslivet? 

Når Overklassens kvinder vælger

Jeg overværede for et par år siden en paneldebat i Forum under bogmessen, hvor Ole Birk Olesen talte om sin bog Taberfabrikken. Her lancerede han en iagttagelse der vakte stor harme blandt flere af de kvindelige tilhører: Hvis vi kigger på den rigtige overklasse, så er der en klar tendens til at kvinderne foretrækker at bruge tid på deres børn så længe de er små. Skal det forstås sådan, at kvinderne i de øverste klasser er undertrykt af deres mænd? Det var der selvfølgelig flere af tilhørerne der mente, at det var modbydeligt at være kvinde i overklassen. Well, i skulle prøve at være mand i underklassen. Ole Birk Olesens pointe var, at selvfølgelig ville mange kvinder foretrække at bruge mere tid sammen med deres små børn, men det er bare de færreste der har mulighed for det. Men når ressourcerne er store nok, så vælger kvinderne ofte at foretage dette valg. Hvis man som jeg er delvist informeret af Evolutionær Psykologi, så er der intet mærkværdigt i dette forhold. Lad mig parafrasere den amerikanske jurist Kingley Browne der også har opdaget at biologi spiller ind på menneskelig kønsadfærd:

Det faktum, at mødre i pattedyrsarterne finder det emotionelt svært at separere sig fra deres hjælpeløse afkom er helt og aldeles ikke overraskende.

Direktørfeminismens paradoks: Den klassebaserede kønsligestilling

I disse år er der mange Direktørfeminister der plæderer så stærkt for, at Staten må ind og regulere familiernes adfærd, ellers ender kvinderne jo med at være mindre repræsenteret i toppen i forhold til deres mænd. Men måske gør disse feminister flertallet af kvinder en stor bjørnetjeneste. Det er langt fra selvfølgeligt, at kvinder bredt set gerne ville have deres mænd til at tage mere barselsorlov, for at de selv kan arbejde mere. Men det er i grund og bund Direktørfeministernes projekt, kønsligestilling i toppen af samfundet – de beskæftiger sig aldrig med de kønsasymmetrier der eksisterer i bunden af samfundet, de steder hvor mænd ikke er ligestillet.

Kønsligestilling i toppen af samfundet vil pr. definition aldrig kunne være lig med en bred Ligestilling, det vil altid være en klassebaseret kønsligestilling. Man anvender retorik der stammer fra marxistisk ideologi, ideen om det klasseløse samfund, at alle bør være ligestillet, men man opererer reelt inden for en klassetænkning, halvdelen af direktørerne bør være kvinder, osv. Det er decideret absurd logik, eller rettere propaganda rettet mod kvinder: alle kvinder kan blive topledere. Jeg har tidligere argumenteret for, at Direktørfeminismen aldrig vil kunne gå op, med mindre man også lovgiver mod, at kvinder tiltrækker sig en mage der har højere status end dem selv. Hvis den klassebaserede ligestilling skal slå igennem, så må Staten sørge for at ingen kvinde gifter sig over sin stand, for ellers kommer hun automatisk bagud i forhold til sin mand. Direktørfeminismen har formået at sætte kvindekønnet op imod mandekønnet, at den enkelte kvinde har en særlig kønsklasseinteresse i at komme på indtægtsniveau med hendes mand, ellers er hun kvindeundertrykt i familien. Kvinder bør med andre ord opgive deres biologiske instinkt for at søge sig en god mage, de skal vælge en mand der har færre ressourcer end dem selv, ellers vil de forblive ufri.

Når karrierekvinderne får stress

Jette Hansen, der vist ret kategorisk kan siges at være en dansk kultureksponent for den radikale feminisme (den feministiske position der gennem en omformet marxistisk teori ser på verden gennem to kønsklasser; kvinderne som de undertrykte og mændene som undertrykkerne gennem abstraktionen Patriarkatet), får i samme nummer af Weekendavisen lov til at udfolde sin patriarkatkritik på ikke mindre end to sider i bogsektionen. Hun laver en del rutine male bashing, men hendes egentlige ærinde er den ’rette’ feministiske litteratur. I slutningen af teksten giver Jette Hansen sit specifikke bud på et godt feministisk værk og begrunder det med en længere passage. Jeg antager, at det vil høre til sjældenhederne, at jeg bruger en radikal feminists postulater til at kritisere Direktørfeminisme, men ikke desto mindre er det tilfældet nu. Jette Hansen skriver:

“Nej, man skal læse Mikala Dirckinck-Holmfelds bog Jeg havde lagt alle viskestykkerne sirligt sammen – i køleskabet. 10 kendte kvinder fortæller, hvordan de overvandt stress. Her springer historierne om at være af kvindekøn i en postmoderne præstationsorienteret mandssamfund lige op i ansigtet på læseren med en chokerende kraft. Her fortælles fra smerterne og de bristede sammenføjningers sted. Journalist og studievært Charlotte Lindholm beretter om i årevis konsekvent at tilsidesætte alle relationer – det være sig mand, børn, eller venner – til fordel for et grænseløst arbejdspres. Mandens gentagende, indtrængende bønner om at være mere hjemme preller ganske af på hende. Man skulle ellers tro, at ægteskabets krise og faren for at miste kærligheden stod bøjet i neon. Men først, da Charlotte Lindholm bryder så eftertrykkeligt sammen, at der ingen alternativer er til sygemeldingen og glasset med sovemedicin, kommer det: ’.. så gik jeg hjem og satte mig i min seng og bare græd og græd. Jeg spurgte min mand, hvorfor han ikke bare gik, for jeg kunne jo ikke præstere.(…) Jeg følte, at jeg ikke længere var noget værd’. For første gang i årevis er hun der faktisk – sammen med sin mand, sammen med sin familie. Men det er også her, lige netop her, at hun føler sig så værdiløs, at hun simpelthen ikke kan forstå det, hvis han ikke bare går fra hende. Det har sin egen ironi, at det ikke engang er i bøger om moderskab, at vi kan læse om moderne kvinders problemer. Men i en bog om stress. Det er fra arbejdspladsen, at historien om det devaluerede kvindekøn lader sig fortælle. Og ikke fra hjemmet.”

 (Jette Hansen i Bogsektionen i Weekedavisen nr. 23, 4.-11. juni 2009 side 9, egne markeringer med fed).

Det præstationsorienterede mandssamfund?

Jeg er uenig med Jette Hansens påstand om, at vi lever i et postmoderne præstationsorienteret mandssamfund. Jeg vil medgive Jette Hansen, at moderne mennesker i høj grad lever under stress, men jeg vil ikke definere denne tilstand som noget der er specifikt mandligt. Det er en typisk feministisk tolkning, det der er problematisk i samfundet, det definerer vi som patriarkalsk/mandligt, og vi kan derefter lave selvopfyldende profetisk kritik.

Jette Hansen forklarer desværre ikke mere om denne negative samfundstilstand, det postmoderne præstationsorienterede mandssamfund, men mon ikke at hun mener, at det skyldes patriarkalske strukturer, mandlig dominans kombineret med kapitalisme? Jeg spørger så, er det mandesamfundets skyld, at den øvre middelklasses kvinder har så travlt med at blive selvopfyldt gennem arbejde? I så fald må KVINFO – en Statsstøttet feministisk organisation der har travlt med at definere kvindelig værdi som noget der er lig med prestigefyldte arbejdspositioner – være udtryk for det præstationsorienterede mandssamfund. Det sidste eksempel jeg læste, var et vredt KVINFO indlæg i Politiken, hvor der blev harceleret over, at der var for få kvinder i Den Blå Bog! Rendyrket Direktørfeminisme. 

Mon ikke Jette Hansen også mener, at løsningen på denne tilstand er mere kollektiv statsstyring? Min holdning er derimod, at kollektiv statsstyring i høj grad er en del af problemet, at mennesker i dag er alt for styret af bureaukrati og har for lidt ejerskab over deres egen krop, ejendom og tid. De store syndere er efter min vurdering en alt for høj beskatning og gældsættelse af almindelige mennesker, herunder opbrud af familierne og der af følgende flere problemer for børnene. Men når disse forbehold er taget, så vil jeg være tilbøjelig til at tro, at Jette Hansen har fat i noget, når hun problematiserer de moderne privilegerede kvinders præstationsorienterede arbejdsadfærd. Jeg tror, at den slags Direktørfeministiske ideologi, som performancekunstneren Lilibeth Cuenca bragte frem ovenfor, har stor indflydelse på den præstationsorienterede arbejdsadfærd som mange af de privilegerede kvinder (altså det bedre borgerskabs kvinder) i dag forekommer at tilslutte sig .

Når kvinder taber status på arbejdsmarkedet

Til slut vil jeg gennem et evolutionært psykologisk perspektiv komme med et par bemærkninger til Jette Hansens tekststykke som jeg citerede ovenfor. Jeg vil forholde mig til den meget rørende historie om TV-værtinden Charlotte Lindholm der bryder sammen i stress.

Charlotte Lindholm (f. 1965) er gift med Mikael R. Lindholm (f. 1961), han er altså fire år ældre end hende, og logisk set vil han også være foran hende karrieremæssigt. Da hun i 1996 blev ansat ved TV-Avisen som erhvervsjournalist havde han allerede været Redaktionschef på Ugebrevet Mandag Morgen og redaktionschef på Dagbladet Børsen. I dag er hans karriereplacering også højere end hendes, selvom begge personer må siges at tilhører toppen af det professionelle lag i Danmark. Jeg ved ikke hvordan de to har fundet hinanden, men sandsynligvis har Charlotte haft den afgørende vælgerrolle, den gang parret fandt sammen, fuldstændig som foreskrevet af Charles Darwin; i pattedyrsarterne besidder hunnerne vælgerrollen. Da Charlotte i fortællingen er på sammenbruddets rand, er hun bange for at hendes mand skal forlade hende:

“Jeg spurgte min mand, hvorfor han ikke bare gik, for jeg kunne jo ikke præstere.(…) Jeg følte, at jeg ikke længere var noget værd’. For første gang i årevis er hun der faktisk – sammen med sin mand, sammen med sin familie. Men det er også her, lige netop her, at hun føler sig så værdiløs, at hun simpelthen ikke kan forstå det, hvis han ikke bare går fra hende.”

Måske skyldes hendes frygt i situationen, at hun ser på parforholdet gennem et kvindeligt perspektiv? Hun antager at hendes mand vil forlade hende, fordi hun ikke længere kan præstere på karrierefronten. Men analyser har klart vist, at når kvinder taber status på grund af f.eks. fyring eller arbejdsløshed, så får det ikke deres mandlige partnere til at flygte væk fra dem, tværtimod. Mændenes beskytterinstinkt sætter stærkt ind. Det modsatte forhold tyder derimod på at gøre sig gældende hos kvinderne. Når mænds status falder i familien, så stiger skilsmisserne. Fuldstændigt som forventet, hvis man kigger på verden gennem evolutionære briller. Bredt set værdibestemmer mænd ikke deres kvinder på karrieremæssig performance, mens det modsatte tilfælde bredt set er langt mere udbredt. Min pointe er, at den maniske karriereselvopfyldelse hos det bedre borgerskabs kvinder, som Jette Hansen – og efter min vurdering, det med god grund – kritiserer, vedrører ikke den seksuelle økonomi. Det er ikke mændene, som sådan, der presser kvinderne til at få stress over deres karriereliv. Det får mig til at tænke på den evolutionære akademiker Satoshi Kanazawa fra London School of Economics der provokatorisk blogger som den videnskabelige fundamentalist: ’Hvorfor tjener kvinder færre penge end mænd? De har bedre ting at give sig til!

Jette Hansen slutter med at skrive, at det i dag er ’fra arbejdspladsen, at historien om det devaluerede kvindekøn lader sig fortælle.’ Hun har muligvis ret, når vi forholder os til den mest privilegerede andel af kvinderne (og det er kun en lille del af kvindekønnet), men jeg tvivler på at det har særlig meget at gøre med ’det mandsdominerede samfund’. Endelig bør vi huske på, at der ofte findes en andel af mandekønnet der er langt mere devalueret end den type kvinder som Direktørfeministerne søger at redde. Men det interesserer sjældent de højtuddannede feminister, de har alt for travlt med at frisætte borgerskabets privilegerede kvinder fra moderskabet og mændene til fordel for arbejdslivets glæder i toppen af samfundet. Problemet er at de ikke selv kan tage ansvar for deres arbejdsbegær. De vil have Staten til at styre hvem der må gøre hvad og hvornår i familerne, hvem der må have lov til at studere hvilke fag, hvem der må ansættes hvor.

Reklamer

Tags:

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: