Archive for august 2009

Anbefaling af ‘Farvel far’

august 23, 2009

Nogen gange er det man vil fortælle allerede blevet beskrevet meget bedre af en anden. Jeg vil derfor kort komme med nogle indledende bemærkninger til artiklen ‘Farvel far. Dansk ligestilling i det 21 århundrede’ set hos Zonen-dk, tirsdag d. 18. august.

Artiklen drejer sig selvfølgelig om den feministiske ideologis effekt på lovgivningen og de deraf følgende sociale praksisser i DK i forhold til skilsmisser, hvor der er børn involveret.

Min holdning er, at offer-feminismen der vil redde kvindekønnet fra patriarkatet, åbenbart efterhånden har været i stand til at skabe så meget magtudøvelse gennem det juridiske system, at der nu er stærk risiko for, at individuelle mænd i skilsmissesager bliver behandlet som var de pr definition kønsforbrydere. Det sidste forhold er vel egentlig blot, hvad den radikale feminisme har påstået siden 1960’erne. Men det foruroligende er, at Statsmagten tydeligvis har været i stand til at udvide sine beføjelser og forstørre sin kontrol ind i familiernes liv i henhold til de feministiske teser. Altså feminismen virker og den har i denne sammenhæng noget der ligner en kønsfascistisk effekt.

If you subsidize something, you get more of it, er et gammelt økonomisk slogan. Well i vesten ser det ud til at Staten i stigende grad understøtter skilsmisser ved at forfordele kvindekønnet positivt ud fra feministisk ideologi.

Men denne understøttelse af kvindekønnet er kun tilsyneladende: et juridisk system der gennem feministisk jura priviligerer kvinderne ved skilsmissesager, rammer ikke kun mændene.

I den nedre del af samfundet rammer det først og fremmest mændene, de mister deres rettigheder, økonomi og børn. Mænd uden status har svært ved at tiltrække sig kvinder, så disse mænd forbliver sikkert singler. Måske forbliver de også arbejdsløse, det fordi det ikke længere er muligt for dem, at komme opad igen gennem arbejde. Når de har kompenseret økonomisk til deres fraskilte kvinder, der nu er blevet gift med Staten gennem deres børn, er der ikke flere penge tilbage.

I middelklassen og i den øvre middelklasse vil der sandsynligvis ske det, at de fraskilte mænd, der stadig har ressourcer, vil finde nye yngre kvindelige partnere, som de på ny indgår i parforhold med. Måske får de endog også børn med de nye kvinder. Disse nye kvinder vil nu blive ramt negativt af den juridiske priviligering der har fundet sted til fordel for de fraskilte kvinder. Det koster de nye kvinder og deres afkom ressourcer, at Staten gennem feministisk motiveret jura har priviligeret de fraskilte kvinder og straffet deres mænd urimeligt.

Selv i forhold til feministisk kønsklasseideologi går regnestykket end ikke op, for når Staten diskriminerer mod nogle mænd til fordel for deres ex-hustruer, så har det negativ indflydelse på andre kvinder. Når nogle kvinder får så mister andre kvinder. Læg så hertil de (samfundsmæssige) problemer der måtte opstå i fremtiden med de fraskilte kvinders børn, og det bliver tydligt, at den feministiske motiverede jura er problematisk på flere niveauer. Men man kan sige, at politikken promoverer den individuelle kvindelige frisættelse fra mændene og i bredere forstand heterophobia, altså hadet mod heteroseksualitet.

Farvel far. Dansk ligestilling i det 21 århundrede.

Karl Lagerfeld ironiserer: I was never a feminist because I was never ugly enough for that

august 20, 2009

























































Illustrationen er linket fra artiklen på Harper’s Bazaar.


Så er chefedesigneren for det franske modehus Chanel, Karl Lagerfeld, igen ude med en provokation der har gjort feminister vrede. I septemberudgaven 2009 af det amerikanske Harper’s Bazaar deltager han i et fiktivt interview, hvor han foregiver, at han er Coco Chanel der pludselig er kommet tilbage til vores tid og svarer på en række damebladsspørgsmål:

Harper’s Bazaar: Your clothing liberated women in the 1920s. Are you still a feminist?
Karl Lagerfeld som Coco Chanel: I was never a feminist because I was never ugly enough for that.

Denne sætning har fået vrede feminister op af deres intellektuelle stole. Hvor vover Karl Lagerfeld at lave grin med feminismen. Han antyder jo her, at feminister er grimme kvinder samt at det kvindelige stilikon Coco Chanel slet ikke var nogen feminist!

Jeg mener, at det er interessant og påfaldende, at et modeblad som Harper’s Bazaar tør ironisere over feminismen i en tid, hvor de fleste dame- og modeblade forekommer at have købt delvist ind i feminismen, dog som regel kun i en populærudgave. Det er tydeligt, at mange af de kommercielle magasiner henvendt til kvinder i stigende grad benytter sig af en feminism light retorik. Magasinerne accepterer mere eller mindre mainstream-feminismens grundlæggende teser om, at kvindekønnet er strukturelt undertrykt af patriarkatet, og derefter celebrerer man utopien om den frisatte karrierekvinde der er smuk, magtfuld, pengestærk og selvfølgelig forbrugende. Dette forhold kan ses af de mange dame- og modebladsartikler der i dag centrerer sig om feministiske emner, især Direktørfeminisme – det vil typisk sige den øvre middelklasses ultra-privilegerede kvinder med universitetsuddannelse bag sig som i dag forsøger at blive positivt forfordelt på toppen af arbejdsmarkedet gennem statsmagtsregulering, også kaldet kønskvoter.

Men denne feminisme light i de kommercielle modemedierne er noget af et paradoks, fordi de brede modeblade reelt set er fuldstændigt inkompatible med den akademiske mainstream-feminisme. Mainstream-feminismen hader selvfølgelig modeindustrien da denne industri hænger sammen med det kapitalistiske system. Som jeg ser det, er det ikke logisk muligt for modeindustrien, at finde en reel forsoning med den akademiske feminisme, fordi sidstnævnte har et ideologisk udgangspunkt i marxismen blandet op med et videnskabsteoretisk lukket socialkonstruktivistisk synspunkt der benægter medfødt kønsforskel. Det betyder, at mainstream-feminisme i sit væsen afskyer femininitet, forbrug baseret på markedsøkonomi og kvindelig stereotypisk skønhed promoveret og solgt gennem billeder – elementer der udgør modeindustriens økonomiske og eksistentielle grundlag.

Det skal påpeges, at Karl Lagerfeld i artiklen i Harper’s Bazaar dækker sig grundigt ind ved også at ironisere over sig selv:

Harper’s Bazaar: What’s the new Chanel classic?
Karl Lagerfeld som Coco Chanel: As apparently my old jacket is still around, done by this idiot Karl, I have to help him find a new idea.

Karl Lagerfeld og Harper’s Bazaar burde let kunne forsvare sig med at artiklen er baseret på satire. Men hvis man skal dømme efter feministisk internetaktivitet, så er det tydeligt, at feministerne ikke stiller sig tilfreds med det. Eller rettere, de anser deres ideologiske kamp for at redde kvindekønnet fra denne verdens uretfærdigheder for at være så ophøjet, at den burde være fritaget for ironi. Her minder feministerne en del om religiøse der også frabeder sig ironi over deres tro og hellige symboler.

Det skal blive spændende at se, om feministerne i den nære fremtid gennem deres internetaktiviteter formår at skabe en slags feministisk Muhammed-krise for Chanel og Harper’s Bazaar.  Der vil givet komme feministiske krav om boycott af Chanel og Harper’s Bazaar. Det interessante i den sammenhæng vil i så fald være, hvordan dame- og modebladene generelt forholder sig til sådanne krav? Vil andre konkurrerende magasiner forsøge at tage billige feministiske point hjem ved harcelere over Karl Lagerfeld og Harper’s Bazaar? Eller vil de intuitivt fornemme, at dette er en sag der truer med at åbne det sår der eksisterer mellem akademisk mainstream-feminisme og mode/medieindustrien? Hvis der opstår en krise, hvad så med Chanel og Harper’s Bazaar? Vil de stikke halen mellem benene og undskylde til de mange kvindelige forbrugere der måtte blive stødt på deres feminisme, eller vil de blot grine af den feministiske mangel på selvironi? Jeg venter spændt.

Sort snak om mere konkurrence

august 3, 2009

Dagens sorte snak fra Socialdemokratiet bakket op af en marxistisk økonom: Ifølge 180Grader.dk beklager man sig over, at de danske banker, trods statstilskud, ikke låner penge nok ud til virksomhederne. Løsningen er så, ifølge Socialdemokraternes næstformand, Nick Hækkerup, at der skal oprettes en statsbank. Og nu kommer så den sorte snak fra økonomen: “For det første kunne det hjælpe virksomhederne. Men det kunne også få de private banker op på stikkerne, når der er konkurrence fra det offentlige“.

At tale om konkurrence fra det offentlige er ikke meningsfyldt. Det offentlige er alt andet end konkurrence, da Staten sagtens kan operere med underskud. Det er jo dækket ind af skatteopkrævninger. Det offentlige indebærer monopol. Som at sige, at der må skabes mere konkurrence ved at opføre mere monopol. Det er sort snak.

Det ville være meningsfyldt i stedte at tale om, at man ønskede, at det offentlige skal drive bankvirksomhed, fordi man vil have yderligere nationalisering af pengeudlån, men det giver ikke mening, at bruge begrebet konkurrence her.

I denne sammenhæng er det relevant at påpege, at pengeudlån aldrig har fungeret på et frit markede, det har altid været stærkt reguleret af Nationalbanker, Federal Reserve Banks, etc. – kort sagt, Staten har altid haft en stærk finger med i spillet der. Den amerikanske anarkist Benjamin R. Tucker bemærkede allerede dette paradoks i sin lille tekst ‘State Socialism and Anarchism: How far they agree & wherin they differ‘ fra 1888:

ifølge Tucker eksisterer der et mærkværdigt misforhold inden for det kapitalistiske system sådan som det blev foreslået af de politiske Manchester økonomer:

De troede på friheden til at konkurrere med lønarbejderen med henblik på at reducere hans løn, men ikke på friheden til at konkurrere med kapitalisten med henblik på at reducere hans ågerrenter” (egen oversættelse).

Med andre ord, staten skabte monopoler i forhold til udlån af penge. Tucker identificerede fire statsgaranterede monopoler, det ene er dem var ’the money monopoly’, staten giver visse individer privilegier i forhold til udlån. Tucker henviste til Proudhon og Warren: hvis man skabte fri konkurrence i retten til at udøve bankforretning, så ville det automatisk på sigt medføre, at renten aldrig ville komme over 1 procent, til stor gavn for mennesker med initiativ der ville sætte forretning i gang for lånte penge.

Som vi ved gik det absolut aldrig sådan. Bankforretning har lige siden været stærkt underlagt statsmonopol og regulering. Nu får vi så at vide, at den finansielle krise skyldes de frie markeders grådighed, og at løsningen derfor er at skabe endnu mere statsregulering. Men disse påstande er grundlæggende forkerte, bankforretning har aldrig været fri.  Her har jeg samlet et par interessante økonomiske perspektiver på finanskrisen.

Ytringsfrihed og Socialisme

august 2, 2009

Jeg har mange gange undret mig over, hvorfor det er, at mange på venstrefløjen forekommer at have et anstrengt forhold til ytringsfrihed. Et typisk eksempel er, når kombinationen af politisk korrekthed og kulturelt selvhad påkræver, at vi i vesten ikke må kritisere religion (forstået alt religion der ikke er vestlig, det er okay at kritisere Kristendom); fordi det hævdes, at religionskritik udgør racisme. Et andet eksempel er Socialistiske dobbeltstandarder i forholdet til politisk motiveret vold og optøjer. Her er et lille tekststykke skrevet af Ludwig von Mises i 1922, det sætter Socialismens dobbeltstandarder i perspektiv:

“… Marxismen overser fuldstændig det vigtige ved de liberale ideer. Den er rådvild når det kommer til at forholde sig til de liberale krav om retten til at besidde en holdning og udtrykke sin mening; for den principielle anerkendelse af ethvert oppositionsparti og de lige rettigheder for alle partier. Når den ikke besidder magten, da kræver Marxismen alle de basale liberale rettigheder, fordi de alene kan levere den frihed som dens propaganda påtrængende har brug for. Men den kan aldrig forstå [de liberale rettigheders] ånd og vil aldrig tildele dem til dens modstandere, når den selv kommer til magten. På dette område minder [Marxismen] om Kirkerne og ande institutioner som hviler på voldens princip. Også disse, udnytter de demokratiske frihedsrettigheder, når de kæmper deres slag, men så snart de får magten, nægter de deres modstandere samme rettigheder. Så, tydeligvis, viser Socialismens demokrati sit bedrag.”

(Ludwig von Mises in his book Socialism: An economic and sociological analysis, 1922, egen oversættelse)

Her er originalteksten på engelsk:

“… Marxism entirely overlooks the importance of liberal ideas. It is at a loss when it comes to deal with the liberal demands for liberty of conscience and expression of opinion, for the recognition on principle of every opposition party and the equal rights of all parties. Wherever it is not in power, Marxism claims all the basic liberal rights, for they alone can give it the freedom which its propaganda urgently needs. But it can never understand their spirit and will never grant them to its opponents when it comes into power itself. In this respect it resembles the Churches and other insitutions which rest on the principle of violence. These, too, exploit the democratic liberties when they are fighting their battle, but once in power they deny their adversaries such rights. So, plainly, the democracy of Socialism exposes its deceit”.

(Ludwig von Mises, Socialism: An economic and sociological analysis, 1922)