Ytringsfrihed og Socialisme

Jeg har mange gange undret mig over, hvorfor det er, at mange på venstrefløjen forekommer at have et anstrengt forhold til ytringsfrihed. Et typisk eksempel er, når kombinationen af politisk korrekthed og kulturelt selvhad påkræver, at vi i vesten ikke må kritisere religion (forstået alt religion der ikke er vestlig, det er okay at kritisere Kristendom); fordi det hævdes, at religionskritik udgør racisme. Et andet eksempel er Socialistiske dobbeltstandarder i forholdet til politisk motiveret vold og optøjer. Her er et lille tekststykke skrevet af Ludwig von Mises i 1922, det sætter Socialismens dobbeltstandarder i perspektiv:

“… Marxismen overser fuldstændig det vigtige ved de liberale ideer. Den er rådvild når det kommer til at forholde sig til de liberale krav om retten til at besidde en holdning og udtrykke sin mening; for den principielle anerkendelse af ethvert oppositionsparti og de lige rettigheder for alle partier. Når den ikke besidder magten, da kræver Marxismen alle de basale liberale rettigheder, fordi de alene kan levere den frihed som dens propaganda påtrængende har brug for. Men den kan aldrig forstå [de liberale rettigheders] ånd og vil aldrig tildele dem til dens modstandere, når den selv kommer til magten. På dette område minder [Marxismen] om Kirkerne og ande institutioner som hviler på voldens princip. Også disse, udnytter de demokratiske frihedsrettigheder, når de kæmper deres slag, men så snart de får magten, nægter de deres modstandere samme rettigheder. Så, tydeligvis, viser Socialismens demokrati sit bedrag.”

(Ludwig von Mises in his book Socialism: An economic and sociological analysis, 1922, egen oversættelse)

Her er originalteksten på engelsk:

“… Marxism entirely overlooks the importance of liberal ideas. It is at a loss when it comes to deal with the liberal demands for liberty of conscience and expression of opinion, for the recognition on principle of every opposition party and the equal rights of all parties. Wherever it is not in power, Marxism claims all the basic liberal rights, for they alone can give it the freedom which its propaganda urgently needs. But it can never understand their spirit and will never grant them to its opponents when it comes into power itself. In this respect it resembles the Churches and other insitutions which rest on the principle of violence. These, too, exploit the democratic liberties when they are fighting their battle, but once in power they deny their adversaries such rights. So, plainly, the democracy of Socialism exposes its deceit”.

(Ludwig von Mises, Socialism: An economic and sociological analysis, 1922)

Reklamer

Tags: ,

2 kommentarer to “Ytringsfrihed og Socialisme”

  1. Daniel B Says:

    Det er værd at vide mærke i at ikke kun gælder for marxister, men også i høj grad gælder for mange af de kritikere af islam vi ser. Trykkefrihedsselskabet er et glimrende eksempel. Her taler man konstant om ytringsfrihed, men inviterer og bakker op om folk som Geert Wilders, der jo går ind for kraftig indskrænkning af ytringsfriheden for visse grupper (læs: alle han mener er muslimer, dvs. alle der har etnisk baggrund fra muslimske lande). Ligeledes påberåber DF sig konstant ytringsfriheden, men vil f.eks. forbyde afbrænding af det danske flag, etc. Forbud mod racistiske og blasfemiske ytringer har også tilhængere på tværs af fløjene.

  2. hansenhansen Says:

    @ Daniel B: Jeg er vist pænt enig med dig. Altså, at det ikke kun er Socialister der kan have et anstrengt forhold til ytringsfrihed. Men i den omtalte bog analyserer Mises nu en gang Socialismen. Jeg vil forvente, at der eksisterer en del personer på den modsatte fløj som også er tilhængere af censur. F.eks. nogle Nationalister og mange Fascister. Man kan så give sig til at spekulere over sammenhængen, hvorfor tilsyneladende modsatte politiske grupper kan enes om censur. Som jeg opfatter det, er det dog sjældent de samme ytringer, som mennesker på de forskellige fløje ønsker at forbyde.
    Min holdning er, at der på visse områder ikke er så langt fra f.eks. Socialisme til Nazisme, selvom tilhængere af de to politiske idealer ser hinanden som modstandere eller modsætninger. Adolf Hitler var tydeligvis inspireret af marxismen, men den nazistiske form for kollektivisme havde også mange ikke-socialistiske elementer i sig. Men begge ideologier var imod individualismen, og begge ideologier var tilhængere af stærk statsmagt.

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: