Archive for the ‘political correctness’ Category

Skønhedsikonoklasme: Når de grimme bør være ligeså smukke som de smukke

juni 14, 2010

I en artikel i Politiken er det endnu en gang de tynde modemodeller der er skydeskive for den politiske korrekthed. Det er synd for kvinder at mode- og mediebranchen fremstiller/skaber disse skønhedsstereotyper.

Marianne Lomholt der er leder af Sex & Samfunds nationale afdeling udtaler ifølge Politiken:

Kropsidealet har ændret sig gennem tiden, og det er jo netop modemagasinerne, som holder fast, i at smukke kvinder er høje og tynde. Alle kropstyper er smukke

og

Vores holdning i Sex & Samfund er, at de her kropsidealer skal erstattes af en mangfoldighed

Jeg tolker det som om at Sex og Samfund her advokerer for at Staten skal udføre en socialingeniørkunst så skønhedsidealerne kan blive afmonteret. Mode- og mediebranchen må tvinges til ikke at vise drømmebilleder af smukke kvinder for ellers kunne kvinder der ikke er smukke risikere at få mindreværd og blive syge. Ingen må være smukkere end andre, for det er jo tegn på ulighed.

Karl Lagerfeld har for nyligt påpeget det absurde i det nutidige skønhedskorstog mod de tynde kvinder:

In France there are, I think, less than one per cent of people who are too skinny. There are nearly 30 per cent of young people who are too fat. So let’s take care of the zillions of the too fat before we talk about the percentage that’s left.

Jeg forestiller mig at den feministiske offer-logik kan komme rundt om absurditeterne således:

Selvom der klart er mange flere kvinder og mennesker i vesten der lider af overvægt end af anoreksi, så er der alligvel en klar kausalitet mellem idealiserende billeder af smukke kvinder i medierne og kvinder der i virkelighedens verden bliver for tykke og/eller for tynde. Når kvinder bliver eksponeret til billeder der viser hetero-sexistiske og kulturelt skabte skønhedsidealer, så optager de en falsk kropsbevidsthed og forsøger derefter at efterleve disse idealer. Det gør de ved at tabe sig og de ender med at få anoreksi. Da det viser sig at flertallet af kvinder ikke taber sig men tager på, så er det fordi de optager en falsk kropsbevidsthed efter at have forsøgt at tabe sig uden held. Det får dem i stedet for til at kompensere ved at tage uhensigtsmæssigt på og de ender med at lide af overvægt. Det er altså forklaringen på hvordan modebranchens skønhedsidealer både er skyld i at kvinder bliver for tynde og for tykke. Kuren er selvfølgelig at der skal være statssanktionerede kvoter for billeder, en del tykke kvinder, en del tynde kvinder, en del neutrale kvinder, en del grimme kvinder, en del smukke kvinder, osv.

Defintion af Direktør-feminisme

marts 6, 2010

Her kommer mit forslag til definition af begrebet Direktør-feminisme, evt. også kaldet for Elite-feminisme:

Direktør-feminisme: Fortrinsvist udbredt hos kvinder der tilhører den øvre del af middelklassen, typisk med en humanistisk eller socialvidenskabelig universitetsuddannelse. Direktør-feminister forsøger at få Staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til køn men kun inden for de økonomiske og kulturelle segmenter som disse kvinder selv tilhører. Deraf tilnavnene Elite/Direktør.

Direktør-feminister er ideologisk inspireret af 1970’ernes mainstream-feminisme, dvs. en feminisme der udspringer af en slags marxisme; men klassetænkningen proletariatet versus kapitalister er i mainstream-feminisme udskiftet med kvinder versus mænd.

Direktør-feminister kan ikke siges at være rigtige marxister, i det de ikke forsøger at få Staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til alle befolkningssegmenter/ mennesker. Direktør-feminister taler derfor ikke om at Staten skal eje alle produktivmidler, bestemme hvad der skal produceres, bestemme hvem der skal producere det, bestemme hvem der skal modtage produkterne eller bestemme hvordan produkterne skal bruges.

Direktør-feministernes form for Socialismeideal kan betegnes som en ‘klassebaseret Socialisme’ sorteret efter køn; altså Socialisme, eller deres egen formulering ‘Ligestilling’, i forhold til kønsadfærd inden for de højere klasser i samfundet.

Direktør-feminister interesserer sig kun for at udligne forskelle i kønsadfærd i den øvre del af samfundet, hvis denne udligning ser ud til at være til kvindernes fordel.


Der findes Direktør-feminister på begge sider af de klassiske politiske fløje, men i forhold til politisk økonomi er Direktør-feminisme ikke kompatibel med Socialisme eller Libertarianisme. Socialister søger at opnå lighed i resultat for alle mennesker, altså at afskaffe klassesamfundet og lade Staten overtage kontrol og ejerskab af produktivmidler. Derfor vil man ikke meningsfuldt kunne indpasse Direktør-feminisme i den socialistiske ideologi, da topchefer for store privatejede virksomheder, uanset køn, ikke kan eksistere under Socialisme. Libertarianere søger individuel lighed for loven og en markedsorienteret tilgang til økonomi og samfundsresourcer. Dette kan ikke forenes med statskvoter for særlige interessegrupper i de øvre samfundslag. Direktør-feminisme er derfor mest kompatibel med politiske økonomiske styresystemer som korporatisme, interventionisme, keynesianisme og fascisme, evt. enevælde, styresystemer der opererer med en høj grad af politisk elitisme, hieraki og statsregulering, men hvor der stadig er plads til privat ejendomsret.

Direktør-feminister anvender ofte et økonomisk argument for det hensigtsmæssige i kønskvoter, at ligelig kønsmæssig fordeling i ledelsen af store virksomeder giver mangfoldighed, hvilket skulle være positivt for driften af virksomheden/bundlinjen og i udvidet forstand for hele samfundsøkonomien. Denne økonomiske optimeringsteori er således baseret på en form for interventionisme/planøkonomi snarere end markedsøkonomi. Ud fra en rendyrket markedsøkonomisk optik, vil de virskomheder der ansætter de bedste mennesker alt andet lige blive mest succesfulde, upåagtet om individerne måtte være italienske, have brune øjne, være under 160 cm, have få men store kønsceller eller andet. Logisk set burde mangfoldighedsprimcippet for Direktør-feminister føre til en række andre lignende krav om ledelsesmangfoldighed. F.eks. at virksomheder opnår bedst økonomisk performance, hvis ledelse og topmanagement afspejler en bred vifte af mulige menneskelige segmenteringer. Det kunne være etnisk herkomst, socialgrupper, fysik, intelligens, øjenfarve med meget mere. Men det forekommer ikke at være en Direktør-feministisk argumentationsform. For Direktør-feminister er der alene tale om at kønnet er den vigtige mangfoldighedsparamter i topledelse og det fortrinsvist inden for samme klasse (hvor klasse især må forstås som mennesker der besidder samme høje uddannelsesniveau, evt. samme høje økonomiske familieherkomst, at være født ind i den øvre del af middelklassen).

Direktør-feminister forekommer ofte at være ‘lukkede socialkonstruktivister’, d.v.s. at de ikke annerkender biologisk kønsforskel. ‘Moderskab’ er typisk anset for alene at være en social konstruktion og gerne noget der står i vejen for de priviligerede kvinders arbejdsmæssige selvopfyldelse. Derfor bør Staten ifølge Direktør-feminister forsøge at ophæve denne konstruktion gennem tvang. Det kan f.eks. være ved at skabe social ingeniørkunst der skal gøre fædre mere mødreagtige, og mødre mere færdreagtige. Direktør-feministers familieideal drejer sig om at opnå en ensartet kønsadfærd mellem mand og kvinde eller alternativt en modsat stereotypisk kønsadfærd. Dette ideal kan føre til, at Direktør-feminister får moralske problemer med heteroseksuel adfærd. Disse problemer kan Direktør-feminister så evt. søge løsninger på i den mainstream-feministiske litteratur der forsager heteroseksualitet som en såkaldt patriarkalsk – d.v.s. en struktur af vestlig mandlig kapitalistisk undertrykkelse – social konstruktion.

Direktør-feminister af borgerlig observans kan stadig godt lade sig inspirere af mainstream-feministisk litteratur men de må så ignorere det bagvedliggende marxistiske teorikompleks. De kan f.eks. lave deres egen definition af patriarkat eller vælge alene at anvende feminismens paroler uden at forankre dem til teorierne, idet almindelige brede vælgerskarer af mennesker alligevel ikke har kendskab til poststrukturalistisk filosofi, konstruktivistisk videnskabsteori med videre.



Til tider møder man Direktør-feministisk argumentation der ikke forekommer at være baseret på ren socialkonstruktivisme. F.eks. er der nogen som argumenterer ud fra en slags biologisk essentialisme. Her er ideen, at kvinder biologisk set er mænd overlegne i forhold til f.eks. multitasking, empati, mv. Ud fra dette perspektiv følger så teorien, at disse kvindelige egenskaber er vigtigere for ledelse, end de egenskaber som mænd biologisk måtte besidde. Den biologiske teori efterfølges så af den økonomiske optimeringsteori nævnt ovenfor og resultatet bliver logiske krav om statsintervention i økonomiens navn.

Tanker om Direktørfeminisme

juni 4, 2009

Dagens Direktørfeministiske citat kommer fra et interview i Weekendavisen med den filippinsk-danske kvindelige performancekunstner Lilibeth Cuenca:

“For mit eget vedkommende går det nu ret godt efterhånden, selvom jeg blev sat noget tilbage, da jeg fik min datter for 8 år siden. Der er imidlertid kun én vej, hvis man vil frem, nemlig at arbejde, arbejde og arbejde. At holde målet for øje og forsøge at lukke destruktive tanker ude. Men det er forstemmende, at når vi kommer op i kunstnernes superliga, er fordelingen stadig 80 procent mandlige og 20 procent kvindelige kunstnere. Nogle mennesker bemærker frækt, at det skyldes, at de mandlige kunstnere er bedre. Men det tror jeg ikke på. Også priserne afspejler desværre, hvor galt det står til. Med meget få undtagelser ligger de mandlige kunstnere væsentlig højere end deres kvindelige kolleger. Derfor opfordrer jeg alle – også mændene – til at blive feminister. Ordet er så misforstået i dag, og mange mennesker får dårlig smag i munden, fordi de tænker tilbage på 1970’ernes ’betonfeminisme’. Men de skulle skamme sig, for hvor havde vi været i dag, hvis ikke de første feminister havde støbt feminismens betonfundament? I New York går kvinderne stadig hjemme og passer deres børn, til de er tre år gamle. Dermed sættes deres karrierer jo helt i stå.

(Kultursektionen i Weekedavisen nr. 23, 4.-11. juni 2009 side 1, mine markeringer med fed).

Moderskab som kvindeundertrykkelse

Jeg laver nu en tolkning af det citerede tekststykke:

Lilibeth Cuenca mener, at hun ’blev sat noget tilbage’, da hun fik sin datter. Det gjorde nemlig, at hun ikke kunne ’arbejde, arbejde og arbejde’ med sin kunst. Stakkels Cuenca, hun fulgte sin biologiske lyst efter at få børn, og opdagede, at det havde indvirkning på noget der åbenbart er vigtigere for hende, at ’arbejde, arbejde og arbejde’ med sin kunst. Hun er meget fortørnet over, at der eksisterer 80% mænd i ’kunstnernes superliga’. Underforstået at det er betragteligt samfundsmæssigt problem, at Superligaen har en lavere andel kvinder – det er ægte Direktørfeminisme. Hvis bare vi kunne rykke på kønssammensætningen af, skal vi sige de øverste 5% af alle de professionelle kunstnere, så blev verden et meget bedre sted. Overført til ren Direktørfeminisme, hvis bare der var flere kvindelige topledere og bestyrelsesformænd, så var et stor slag vundet for menneskeheden. Altså, det er nødvendigt, at rokere lidt rundt på kønssammensætningen af den mest privilegerede del af arbejdsstyrken, så bliver verden mere retfærdig. Hvad ville der være vundet ved at vi rokerede lidt rundt på kønssammensætningen af overklassen? Hvorfor skal der ikke rokeres lidt rundt på kønssammensætningen af dem der udfører det farlige arbejde i den nedre del af samfundet, hvorfor ikke på kønssammensætningen af de mest socialt udstødte, f.eks. de hjemløse?

Lilibeth Cuenca mener, at når der er færre kvinder der når toppen, så skyldes det, at kvinderne bruger for meget tid på deres børn. I New York er situationen i følge hende helt katastrofal, fordi her ’går kvinderne stadig hjemme og passer deres børn, til de er tre år gamle. Dermed sættes deres karrierer jo helt i stå.’ Underforstået, det er kvindeundertrykkende, når kvinder bruger tid på at passe deres egne børn, snarere end at kæmpe intensivt om at opnå en høj karriere. Nu tilhører Lilibeth Cuenca tilfældigvis en lille privilegeret andel af mennesker i samfundet som har haft mulighed for at uddanne sig på Kunstakademiet og efterfølgende få en kunstnerkarriere. Bør jeg påminde Lilibeth Cuenca om, at flertallet af mennesker ikke arbejder for at blive selvopfyldt men for at overleve og for at købe sig fritid? Kassedamen, rengøringsassistenten, SOSU-assistenten, bankassistenten, lærerinden, og mange andre kvinder vil måske ikke have så travlt med at bytte barselsorloven ud med arbejdslivet? 

Når Overklassens kvinder vælger

Jeg overværede for et par år siden en paneldebat i Forum under bogmessen, hvor Ole Birk Olesen talte om sin bog Taberfabrikken. Her lancerede han en iagttagelse der vakte stor harme blandt flere af de kvindelige tilhører: Hvis vi kigger på den rigtige overklasse, så er der en klar tendens til at kvinderne foretrækker at bruge tid på deres børn så længe de er små. Skal det forstås sådan, at kvinderne i de øverste klasser er undertrykt af deres mænd? Det var der selvfølgelig flere af tilhørerne der mente, at det var modbydeligt at være kvinde i overklassen. Well, i skulle prøve at være mand i underklassen. Ole Birk Olesens pointe var, at selvfølgelig ville mange kvinder foretrække at bruge mere tid sammen med deres små børn, men det er bare de færreste der har mulighed for det. Men når ressourcerne er store nok, så vælger kvinderne ofte at foretage dette valg. Hvis man som jeg er delvist informeret af Evolutionær Psykologi, så er der intet mærkværdigt i dette forhold. Lad mig parafrasere den amerikanske jurist Kingley Browne der også har opdaget at biologi spiller ind på menneskelig kønsadfærd:

Det faktum, at mødre i pattedyrsarterne finder det emotionelt svært at separere sig fra deres hjælpeløse afkom er helt og aldeles ikke overraskende.

Direktørfeminismens paradoks: Den klassebaserede kønsligestilling

I disse år er der mange Direktørfeminister der plæderer så stærkt for, at Staten må ind og regulere familiernes adfærd, ellers ender kvinderne jo med at være mindre repræsenteret i toppen i forhold til deres mænd. Men måske gør disse feminister flertallet af kvinder en stor bjørnetjeneste. Det er langt fra selvfølgeligt, at kvinder bredt set gerne ville have deres mænd til at tage mere barselsorlov, for at de selv kan arbejde mere. Men det er i grund og bund Direktørfeministernes projekt, kønsligestilling i toppen af samfundet – de beskæftiger sig aldrig med de kønsasymmetrier der eksisterer i bunden af samfundet, de steder hvor mænd ikke er ligestillet.

Kønsligestilling i toppen af samfundet vil pr. definition aldrig kunne være lig med en bred Ligestilling, det vil altid være en klassebaseret kønsligestilling. Man anvender retorik der stammer fra marxistisk ideologi, ideen om det klasseløse samfund, at alle bør være ligestillet, men man opererer reelt inden for en klassetænkning, halvdelen af direktørerne bør være kvinder, osv. Det er decideret absurd logik, eller rettere propaganda rettet mod kvinder: alle kvinder kan blive topledere. Jeg har tidligere argumenteret for, at Direktørfeminismen aldrig vil kunne gå op, med mindre man også lovgiver mod, at kvinder tiltrækker sig en mage der har højere status end dem selv. Hvis den klassebaserede ligestilling skal slå igennem, så må Staten sørge for at ingen kvinde gifter sig over sin stand, for ellers kommer hun automatisk bagud i forhold til sin mand. Direktørfeminismen har formået at sætte kvindekønnet op imod mandekønnet, at den enkelte kvinde har en særlig kønsklasseinteresse i at komme på indtægtsniveau med hendes mand, ellers er hun kvindeundertrykt i familien. Kvinder bør med andre ord opgive deres biologiske instinkt for at søge sig en god mage, de skal vælge en mand der har færre ressourcer end dem selv, ellers vil de forblive ufri.

Når karrierekvinderne får stress

Jette Hansen, der vist ret kategorisk kan siges at være en dansk kultureksponent for den radikale feminisme (den feministiske position der gennem en omformet marxistisk teori ser på verden gennem to kønsklasser; kvinderne som de undertrykte og mændene som undertrykkerne gennem abstraktionen Patriarkatet), får i samme nummer af Weekendavisen lov til at udfolde sin patriarkatkritik på ikke mindre end to sider i bogsektionen. Hun laver en del rutine male bashing, men hendes egentlige ærinde er den ’rette’ feministiske litteratur. I slutningen af teksten giver Jette Hansen sit specifikke bud på et godt feministisk værk og begrunder det med en længere passage. Jeg antager, at det vil høre til sjældenhederne, at jeg bruger en radikal feminists postulater til at kritisere Direktørfeminisme, men ikke desto mindre er det tilfældet nu. Jette Hansen skriver:

“Nej, man skal læse Mikala Dirckinck-Holmfelds bog Jeg havde lagt alle viskestykkerne sirligt sammen – i køleskabet. 10 kendte kvinder fortæller, hvordan de overvandt stress. Her springer historierne om at være af kvindekøn i en postmoderne præstationsorienteret mandssamfund lige op i ansigtet på læseren med en chokerende kraft. Her fortælles fra smerterne og de bristede sammenføjningers sted. Journalist og studievært Charlotte Lindholm beretter om i årevis konsekvent at tilsidesætte alle relationer – det være sig mand, børn, eller venner – til fordel for et grænseløst arbejdspres. Mandens gentagende, indtrængende bønner om at være mere hjemme preller ganske af på hende. Man skulle ellers tro, at ægteskabets krise og faren for at miste kærligheden stod bøjet i neon. Men først, da Charlotte Lindholm bryder så eftertrykkeligt sammen, at der ingen alternativer er til sygemeldingen og glasset med sovemedicin, kommer det: ’.. så gik jeg hjem og satte mig i min seng og bare græd og græd. Jeg spurgte min mand, hvorfor han ikke bare gik, for jeg kunne jo ikke præstere.(…) Jeg følte, at jeg ikke længere var noget værd’. For første gang i årevis er hun der faktisk – sammen med sin mand, sammen med sin familie. Men det er også her, lige netop her, at hun føler sig så værdiløs, at hun simpelthen ikke kan forstå det, hvis han ikke bare går fra hende. Det har sin egen ironi, at det ikke engang er i bøger om moderskab, at vi kan læse om moderne kvinders problemer. Men i en bog om stress. Det er fra arbejdspladsen, at historien om det devaluerede kvindekøn lader sig fortælle. Og ikke fra hjemmet.”

 (Jette Hansen i Bogsektionen i Weekedavisen nr. 23, 4.-11. juni 2009 side 9, egne markeringer med fed).

Det præstationsorienterede mandssamfund?

Jeg er uenig med Jette Hansens påstand om, at vi lever i et postmoderne præstationsorienteret mandssamfund. Jeg vil medgive Jette Hansen, at moderne mennesker i høj grad lever under stress, men jeg vil ikke definere denne tilstand som noget der er specifikt mandligt. Det er en typisk feministisk tolkning, det der er problematisk i samfundet, det definerer vi som patriarkalsk/mandligt, og vi kan derefter lave selvopfyldende profetisk kritik.

Jette Hansen forklarer desværre ikke mere om denne negative samfundstilstand, det postmoderne præstationsorienterede mandssamfund, men mon ikke at hun mener, at det skyldes patriarkalske strukturer, mandlig dominans kombineret med kapitalisme? Jeg spørger så, er det mandesamfundets skyld, at den øvre middelklasses kvinder har så travlt med at blive selvopfyldt gennem arbejde? I så fald må KVINFO – en Statsstøttet feministisk organisation der har travlt med at definere kvindelig værdi som noget der er lig med prestigefyldte arbejdspositioner – være udtryk for det præstationsorienterede mandssamfund. Det sidste eksempel jeg læste, var et vredt KVINFO indlæg i Politiken, hvor der blev harceleret over, at der var for få kvinder i Den Blå Bog! Rendyrket Direktørfeminisme. 

Mon ikke Jette Hansen også mener, at løsningen på denne tilstand er mere kollektiv statsstyring? Min holdning er derimod, at kollektiv statsstyring i høj grad er en del af problemet, at mennesker i dag er alt for styret af bureaukrati og har for lidt ejerskab over deres egen krop, ejendom og tid. De store syndere er efter min vurdering en alt for høj beskatning og gældsættelse af almindelige mennesker, herunder opbrud af familierne og der af følgende flere problemer for børnene. Men når disse forbehold er taget, så vil jeg være tilbøjelig til at tro, at Jette Hansen har fat i noget, når hun problematiserer de moderne privilegerede kvinders præstationsorienterede arbejdsadfærd. Jeg tror, at den slags Direktørfeministiske ideologi, som performancekunstneren Lilibeth Cuenca bragte frem ovenfor, har stor indflydelse på den præstationsorienterede arbejdsadfærd som mange af de privilegerede kvinder (altså det bedre borgerskabs kvinder) i dag forekommer at tilslutte sig .

Når kvinder taber status på arbejdsmarkedet

Til slut vil jeg gennem et evolutionært psykologisk perspektiv komme med et par bemærkninger til Jette Hansens tekststykke som jeg citerede ovenfor. Jeg vil forholde mig til den meget rørende historie om TV-værtinden Charlotte Lindholm der bryder sammen i stress.

Charlotte Lindholm (f. 1965) er gift med Mikael R. Lindholm (f. 1961), han er altså fire år ældre end hende, og logisk set vil han også være foran hende karrieremæssigt. Da hun i 1996 blev ansat ved TV-Avisen som erhvervsjournalist havde han allerede været Redaktionschef på Ugebrevet Mandag Morgen og redaktionschef på Dagbladet Børsen. I dag er hans karriereplacering også højere end hendes, selvom begge personer må siges at tilhører toppen af det professionelle lag i Danmark. Jeg ved ikke hvordan de to har fundet hinanden, men sandsynligvis har Charlotte haft den afgørende vælgerrolle, den gang parret fandt sammen, fuldstændig som foreskrevet af Charles Darwin; i pattedyrsarterne besidder hunnerne vælgerrollen. Da Charlotte i fortællingen er på sammenbruddets rand, er hun bange for at hendes mand skal forlade hende:

“Jeg spurgte min mand, hvorfor han ikke bare gik, for jeg kunne jo ikke præstere.(…) Jeg følte, at jeg ikke længere var noget værd’. For første gang i årevis er hun der faktisk – sammen med sin mand, sammen med sin familie. Men det er også her, lige netop her, at hun føler sig så værdiløs, at hun simpelthen ikke kan forstå det, hvis han ikke bare går fra hende.”

Måske skyldes hendes frygt i situationen, at hun ser på parforholdet gennem et kvindeligt perspektiv? Hun antager at hendes mand vil forlade hende, fordi hun ikke længere kan præstere på karrierefronten. Men analyser har klart vist, at når kvinder taber status på grund af f.eks. fyring eller arbejdsløshed, så får det ikke deres mandlige partnere til at flygte væk fra dem, tværtimod. Mændenes beskytterinstinkt sætter stærkt ind. Det modsatte forhold tyder derimod på at gøre sig gældende hos kvinderne. Når mænds status falder i familien, så stiger skilsmisserne. Fuldstændigt som forventet, hvis man kigger på verden gennem evolutionære briller. Bredt set værdibestemmer mænd ikke deres kvinder på karrieremæssig performance, mens det modsatte tilfælde bredt set er langt mere udbredt. Min pointe er, at den maniske karriereselvopfyldelse hos det bedre borgerskabs kvinder, som Jette Hansen – og efter min vurdering, det med god grund – kritiserer, vedrører ikke den seksuelle økonomi. Det er ikke mændene, som sådan, der presser kvinderne til at få stress over deres karriereliv. Det får mig til at tænke på den evolutionære akademiker Satoshi Kanazawa fra London School of Economics der provokatorisk blogger som den videnskabelige fundamentalist: ’Hvorfor tjener kvinder færre penge end mænd? De har bedre ting at give sig til!

Jette Hansen slutter med at skrive, at det i dag er ’fra arbejdspladsen, at historien om det devaluerede kvindekøn lader sig fortælle.’ Hun har muligvis ret, når vi forholder os til den mest privilegerede andel af kvinderne (og det er kun en lille del af kvindekønnet), men jeg tvivler på at det har særlig meget at gøre med ’det mandsdominerede samfund’. Endelig bør vi huske på, at der ofte findes en andel af mandekønnet der er langt mere devalueret end den type kvinder som Direktørfeministerne søger at redde. Men det interesserer sjældent de højtuddannede feminister, de har alt for travlt med at frisætte borgerskabets privilegerede kvinder fra moderskabet og mændene til fordel for arbejdslivets glæder i toppen af samfundet. Problemet er at de ikke selv kan tage ansvar for deres arbejdsbegær. De vil have Staten til at styre hvem der må gøre hvad og hvornår i familerne, hvem der må have lov til at studere hvilke fag, hvem der må ansættes hvor.

Royal Feminisme som statspropaganda

maj 31, 2009

Nu har politikerne besluttet, at den danske Tronfølgelov skal til folkeafstemning d. 7. juni. Det danske folk skal stemme om, hvorvidt Tronfølgeloven skal ændres på et punkt: Om Royale førstefødte piger og drenge skal have lige muligheder for at arve den danske trone. Jeg vil nu først forsøge at vise, at præmisserne for denne folkeafstemning er grotesk. Derefter vil jeg argumentere for, at folkeafstemningen er yderst interessant, fordi at den må dreje sig om noget helt andet end det umiddelbare enkle forhold der er til valg.

Der er mindst to groteske elementer tilstede i farcen, og jeg vurderer, at det første groteske element er ligegyldigt, mens det andet groteske element er decideret foruroligende.

Første groteske element: At danskerne skal anvende deres demokratiske stemmer til at justere et detailanliggende i et Kongehus der pr. definition ikke er demokratisk. En selvmodsigelse.

Andet groteske element: At Statsministeriet har produceret en propagandafilm og et propagandawebsite, hvor det på forhånd entydigt vælger side, i et spørgsmål som politikerne har sendt til afstemning. Yderligere er det foruroligende, at Statsministeriet åbenlyst forsøger at manipulere befolkningen gennem en følelsesfuld retorik der er forkert . Man foregiver, at de regler der hersker i Kongehuset afspejler de regler der gælder i resten af befolkningen, selvom det åbenlyst er løgn.

 

 

 

  

Ligestilling for de Ikke-ligestillede

Udgangspunktet, i det der er på valg, drejer sig om Ligestilling, en slags demokratisk ideal, som i sin milde form går ud på at alle mennesker har ret til at blive behandlet ens for loven (i mere radikale versioner, bliver Ligestilling brugt til at kræve et klasseløst samfund, men det er en anden historie). Reelt skal danskerne ikke stemme om noget der vedrører alle menneskers ret til at kunne blive Konger eller Dronninger. Dernæst er det en særlig afart af Ligestilling der stemmes om, nemlig Kønsligestilling, forstået i den milde version, at kvinder og mænd stilles lige for loven (i mere radikale versioner, at kvinder og mænd bør have ens adfærd og at alle mennesker bør besidde samme økonomi, ejerskab, ressourcer, status osv.). Men igen, danskerne skal reelt ikke stemme om noget der vedrører alle mænds og kvinders stilling i forhold til loven, og da slet ikke noget der vedrører det klasse- og kønsløse samfund! 

På Statsministeriets website påstås det, at danskerne gennem valg skal ’afgøre om piger og drenge stilles lige i retten til at arve den danske trone’.

Dette er en særlig manipulatorisk brug af ideen om folkets stemme i forhold til demokrati. Det der afgøres drejer sig nemlig ikke om de to brede menneskelige kønskategorier mænd og kvinder, altså en slags grundelementer i det man kan kalde den samlede danske folkemængde. Vi stemmer ikke om, hvorvidt alle danske ’piger og drenge stilles lige i retten til at arve den danske trone’. Vi stemmer om, hvorvidt en særlig minoritet af aristokratiets kvinder og mænd, skal stilles lige i retten til at arve den danske trone. Der er meget stor forskel.

Vi skal stemme om rettigheder for to af de mest privilegerede ikke-ligestillede mennesker der potentielt fødes i dette land, børn af Dronningen og/eller Kongen. Det er ikke sådan, at de rettigheder der gælder for de Royale også gælder for almindelige danskere. De Royale er i mange tilfælde klart ikke-ligestillede i den milde form af begrebets betydning i forhold til resten af befolkningen. F.eks. morede en af mine bekendte sig med at følge efter Kronprinsens bil på motorvejen, da han blev overhalet af denne med en fart på sikkert 180 km/t. Han satte så selv farten op og lagde sig bag ved Prinsebilen. Livvagterne i prinsebilen, som sikkert var politifolk, sad så på bagsædet og lavede truende fagter af min ven, ’kan du så lade være med at køre så stærkt efter os’. Prinserne mister ikke kørekortet selvom de kører med en hastighed på 200 km/t på en danske motorvej, oveni købet med politiet om bord. Det er blot et banalt eksempel, men det burde være åbenlyst, at de Royale i Danmark i mange tilfælde er alt andet end ligestillet. De behandles ikke ens for loven i forhold til resten af danskerne. Derfor er det min påstand, at det er absurd at anvende en folkeafstemning til at lave en detailstyring af noget mikrodemokrati inden for Kongehuset. 

Kønsrettigheder versus søskenderettigheder

Hvis man bakker op om logikken i afstemningen, altså en slags lige kønsrettigheder i forhold til tronfølge for den førstefødte, så vil man automatisk acceptere ulige søskenderettigheder. Hvorfor er det lige den førstefødte der skal arve Tronen, hvorfor ikke den andenfødte eller måske den der er mest kompetent? I resten af samfundet gælder det ikke, som i Kongehuset, at det er den førstefødte der har særlige materielle rettigheder. Altså, hvis vi et øjeblik accepterer præmissen af Royal Ligestilling på det ene område, så indbefatter det automatisk Royalt Ikke-ligestilling på et andet område. Ligestilling i forhold til køn for førstefødte versus ligestilling i forhold til føderækkefølge for søskende. Vi skal altså stemme om en slags ligestilling der implicit vil medføre en anden slags ikke-ligestilling, noget der er komplet ulogisk.

Der er findes en masse andre lignende ikke-ligestillinger inden for det Royale system, f.eks. kan Prins Henrik ikke efterfølge hans hustru Dronning Margrethe og blive konge, kun parrets fælles børn kan blive Konge/Dronning. Det er åbenlys ikke-ligestilling i forhold til en ægtefælle, noget der ville have vakt ramaskrig, hvis det blev overført til resten af befolkningen. Det svarer lidt til, at reglerne havde været sådan, at en udlænding der flytter til Danmark og gifter sig med en dansker, ikke har ret til at arve sin ægtefælle, arven skal gå til deres fælles børn. Men i Kongehuset bliver den udefrakommende kvinde der gifter sig med Kongen automatisk til Dronning, og hun kan således blive Royalt overhoved, hvis Kongen dør. På dette felt er kvinder i Kongehuset mere Ligestillet end mænd i Kongehuset. Men det interesserer ikke nogen, fordi man ikke kan anvende dette eksempel til at manipulere med kvindelige stemmer gennem feminismeretorik.

Mine eksempler skulle gerne understrege, at det at tale om Ligestillig i Royal sammenhæng er det rene volapyk. Det Royale domæne er pr. definition gennemsyret af mærkværdige regler som indebærer idiosynkratiske privilegier for individer.

 Statsministeriets propaganda

Gennem en oplysningskampagne på internettet bekendtgør Statsministeriet, at Tronfølgeloven er uretfærdig som den er nu, men at den vil blive mere retfærdig, hvis man stemmer ja til, at ’tronfølgeloven skal ændres, så arveretten til tronen går til den førstefødte uanset køn’.  

Hvis det vitterligt forholdt sig sådan, at Kongehuset dannede præcedens for resten af befolkningen, så kunne der have været en slags ræson i denne folkeafstemning. Men i resten af samfundet gælder der ikke særlige regler om, at den førstefødte af hankøn arver tronen eller for den sag gården. Når man læser Statsministeriets information om denne afstemning, så er det tydeligt, at der anvendes en følelsesfuld men fejlagtig argumentation:  Kongehusets anliggender sammenlignes på symbolsk vis med resten af samfundets anliggender.

Fra Statsministeriets webvideo:

Den kvindelige helt: ”Hvorfor egentlig, søn forud for datter? Mænd har vel ingen særlige evner for at besidde tronen?

Speaker stemme:  ”Hun har på pinlig vis blandet sig i samfundets og dermed mændenes anliggender. Kvinde brug din stemme med fornuft.”

Men som allerede nævnt, sammenligning er manipulatorisk. I det danske samfund hersker der hverken juridiske arveprivilegier for førstefødte af hankøn eller for førstefødte generelt. Statsministeriet undlader fuldstændig at forholde sig til søskenderækkefølgen, sikkert fordi, at folkeafstemningen så åbenlyst ville blive udstillet som den farce den er. Man vil rette op på noget som man foregiver er en bred samfundsmæssig uretfærdighed – manglede kønsligestilling i arveprivilegier – selvom det i virkeligheden ikke er en bred samfundsmæssig uretfærdighed. Dette initiativ kan derfor med rimelighed betegnes som statspropaganda. Man forsøger at opstille et generelt problem som ikke eksisterer, ved at henvise til et obskurt enkelttilfælde.

Det jeg finder mest foruroligende ved denne folkeafstemning er, at der åbenlyst er tale om forsøg på at manipulere folket. Statsministeriet har produceret en propagandafilm og et propagandawebsite, hvor det tager stilling for Folket: Tronfølgeloven er uretfærdig som den er nu, men hvis i stemmer ja til, at tronfølgeloven skal ændres, så bliver det mere retfærdigt. Kan man forestille sig, at Statsministeriet lavede en propagandafilm til fordel for et ja i forbindelse med en folkeafstemning for eller imod medlemskab af EU? Eller hvad med en propagandafilm fra Statsministeriet, hvor kendte danske skuespillere, før et folketingsvalg, agiterede for, at Venstre og Konservative er det eneste fornuftige valg? Der ville lyde ramaskrig i medierne og Folketingssalen. Men det gør der åbenbart ikke nu. Hvorfor mon ikke? Kunne det have noget at gøre med, at Statsministeriets propaganda bejler til feministisk ideologi, og at både medier, politikere og magthavere bredt set enten er bange for at udfordre denne ideologi eller selv er tilhængere af den? Det er klart min tese. Ellers giver denne folkeafstemning ingen mening.

Lidt teori om propaganda

Jeg vil nu kort inddrage et teoretisk værk om propaganda, for efterfølgende at kunne kaste lidt mere lys over denne mærkværdige folkeafstemning. Det drejer sig om et af de første videnskabelige forsøg på at instrumentalisere propaganda for at styre og manipulere offentligheden i demokratiske samfund. Bogen er Propaganda, skrevet af amerikaneren Edward Bernays i 1928 og genudgivet i en revideret version i 1955. Bernays var nervø af Freud og arbejdede professionelt med propaganda for U.S. Committee on Public Information under Anden Verdenskrig. Jeg har oversat stykker fra 2005 udgaven publiceret af Ig Publishing, New York.

 Bernays starter bogen med kynisk at konstatere og acceptere, at masserne under demokratiske samfundsformer må styres.

“Den bevidste og intelligente manipulation af massernes organiserede vaner og holdninger, er et vigtigt element i det demokratiske samfund. Dem, der manipulerer denne usete mekanisme af samfundet, udgør en usynlig regering, der er den sande regerende magt i vores land.”

“Vi er reguleret, vores bevidsthed bliver formet, vores smag bliver dannet, vores idéer bliver foreslået, i vid udstrækning af mennesker, vi har aldrig hørt om. Dette er en logisk følge af den måde, som vores demokratiske samfund er organiseret på…”

“Der eksisterer usynlige ledere som kontrollerer millioners skæbner. Det er generelt ikke erkendt i hvor vid udstrækning, at ordene og handlingerne fra vores mest indflydelsesrige offentlige mennesker bliver dikteret af årvågne personer der opererer bag kulisserne. Nu, hvad der er endnu vigtigere, i hvilket omfang vores tanker og vaner er modificeret af myndigheder…”

“Den usynlige regering er ofte koncentreret på få hænder på grund af omkostningerne ved at manipulere det sociale maskineri, som kontrollerer massernes holdninger og vaner. At annoncere på en skala, som vil nå ud til halvtreds millioner personer, er dyrt. At nå og overbevise den gruppe af ledere, der dikterer de offentlige tanker og handlinger er ligeledes dyrt.”

 Han gennemgår den historiske udvikling hen mod den demokratiske styreform, hvordan ’Dampmaskinen, massemedierne, og den offentlige skole’ tog magten fra aristokratiet og gav den til folket. Den politiske og økonomiske magt ’gik fra kongen og aristokratiet over til borgerskabet’.

“Universel valgret og universel skolegang styrkede denne tendens, og til sidst begyndte borgerskabet endog at frygte almindelige mennesker. Masserne så ud til at blive konge.

Men i dag, er der opstået en reaktion. Mindretallet har opdaget en magtfuld måde, hvorved det kan påvirke majoriteterne. Det er således blevet muligt, at forme massernes sind, så de vil kaste deres nyligt vundne styrke over i den ønskede retning. I den nuværende samfundsstruktur er denne praksis uundgåelig. Alt hvad der produceres af social betydning i dag, hvad end det er i politik, økonomi, fremstilling, landbrug, velgørenhed, uddannelse, eller andre områder, må skabes ved hjælp af propaganda. Propaganda er den usynlige regerings udøvende organ.”

 Bernays definerer moderne propaganda som:

“En konsekvent, vedvarende indsats, der prøver at skabe eller forme begivenheder som påvirker relationer mellem almenheden og en virksomhed, idé eller gruppe…

[E]nhver institution eller ordning der har til formål at udbrede en doktrin eller et system…

En indsats der systematisk er rettet mod at opnå offentlig støtte til en holdning eller et handlingsforløb.”

Han skriver om propagandapraksissen der forsøger ’at skabe omstændigheder’ og ’billeder i hovederne på millioner af mennesker’.

“Det antal hoveder der kan regimenteres er så stort, og så vedholdende, at når de først er regimenteret, så kan en gruppe til tider skabe et uimodståeligt pres som lovgivere, redaktører, og lærere står hjælpeløse overfor.”

Bernays tager et særligt teoretisk greb om propaganda med ideen om gruppesindet, noget der skal forstås gennem massepsykologi. Det er hans påstand, at gruppen har særlige mentale karakteristika som ikke kan forklares på grundlag af, hvad vi ved om individets psykologi.

“gruppesindet [tænker ikke] i ordets egentlige forstand. I stedet for tanker har det impulser, vaner og følelser. Når det skal beslutte sig, er dets første impuls normalt at følge en betroet leders eksemplet. Dette er et af de mest faste etablerede principper inden for massepsykologi… Men når lederens eksempel er fraværende, og horden må tænke for sig selv, da gør den det ved hjælp af klichéer, pat ord eller billeder, som står for en hel gruppe af ideer eller erfaringer … Ved at spille på en gammel kliché, eller ved at manipulere en ny, kan propagandisten undertiden dreje en stor mængde gruppefølelser.” 

Hvad søger magtens usynlige ledere at opnå med valget?

Jeg mener, at vi må stille os selv et vigtigt spørgsmål, når vi skal vælge den 7. juni. Hvad er det, de usynlige ledere i Danmark – dem der er i stand til at anvende Statsministeriets millioner af kroner til at propagandere om et grundlæggende absurd valg – vil forsøge at opnå gennem den folkeafstemning?

For 99,99% af alle danskere er det fuldstændig ligegyldigt, hvilke regler der måtte gælde for de få Royale individer der en gang i fremtiden bliver potentielle tronarvinger. Det har ingen konsekvens for almindelige mennesker, da ordningen vedrører et system der på alle måder er ikke-ligestillet. Og vi behøver end ikke at have ondt af de af de kongeliges børn der ikke bliver Konge/Dronning; de skal med garanti nok få et sikkert og sundt liv, uanset deres køn.

Det er min påstand, at valget ikke drejer sig om de Kongelige, men at de kongelige her anvendes, med Bernays ord, til ’at skabe eller forme begivenheder’ som potentielt set skal påvirke ’relationer mellem almenheden’ og en idé eller gruppe. Indsatsen er ’systematisk rettet mod at opnå offentlig støtte til en holdning eller et handlingsforløb’. Hvad er det for en holdning eller handlingsforløb der er tale om? Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg er ikke i tvivl om, at det har magtmæssige implikationer. Her kommer nogle bud:

180Grader var der en læser, der kaldte sig for M Larsen, som i debatten om dette emne skrev følgende:

“Jeg er bestemt ikke royalist og havde egentlig tænkt mig at stemme nej for at drille, men så læste jeg det virkelige killer-argument. Hvis vi får ændret tronfølgeloven nu, kan eu-politikerne ikke bruge det som chokoladeovertræk til at få en unionstilpasset grundlov vedtaget ved en senere lejlighed. Så jeg stemmer ja !”

Det ville i så fald være et yderst subtilt forsøg på at hidse folket op til at gå imod den umiddelbare feministiske retorik som Statsministeriet selv anbefaler. Altså en slags hemmelig New World Order One Government dagsorden, der har det formål, på sigt at fjerne magten fra nationalstaterne og i stedet centralisere magten i EU. Men hvad nu hvis flertallet af danskerne følger Statsministeriets anbefalinger og stemmer ja, så opnår man ikke muligheden for at EU senere skulle kunne byde ind med et systemskifte der taler til de kvindelige vælgeres feministiske følelser. Er det sandsynligt, at man forventer, at afstemningen falder ud til fordel for status quo? Hvorfor så overhovedet lade forslaget komme til folkeafstemning? Jeg tror ikke rigtig på den forklaring, men jeg er imponeret af M Larsens måde at tænke ud af boksen på.

Måske er det blot en måde at kæde EU projektet sammen med feministisk ideologi? Eller måske et forsøg på at skabe meget mere opmærksomhed for det EU parlamentsvalg der finder sted samme dag? Når man lader EU parlamentsvalget være  akkompagneret af et nationalt valg, der tilsyneladende drejer sig om kønsligestilling, så kan man måske forvente større valgdeltagelse?

Man kunne også forestille sig, at valget alene havde en bureaukratisk dagsorden. Et konkret eksempel på, at Danmark lever op til sine EU forpligtelser i forhold til at udligne kønsmæssige adfærdsforskelle. At Danmark fører den rette feministiske politik og derfor nu kan få endnu et kryds i EUs gendermainstreamingsbog.

På det helt overfladiske plan kan jeg se, at valget vedrører en udvidelse af Direktørfeminismen til det jeg har valgt at betegne som Royal Feminisme. Altså man forøger at privilegere ikke blot det højtuddannede øvre borgerskabs kvinder gennem offentlig styring men nu også aristokratiets kvinder. Altså endnu et eksempel på at man accepterer statslig adfærdskontrol for at opnå en klassebaseret feminisme: Ideen om at der skal herske kønslighed i adfærd og økonomi ikke blandt hele folket, det ville være Socialisme, men inden for de enkelte klasser.

Lige nu hælder jeg mest til den antagelse, at dette valg blot er et led i det meget større kontrolprojekt der går ud på at anvende feministisk ideologi til at styre kvindelige vælgere – de få nyere statistiske opgørelser som forskere i Danmark har fået lov til at se, har vist, at også i Danmark udgør kvinderne nu et let overtal ved folkeafstemninger. Altså en måde at få demokratisk carte blanche til at gennemføre mere statsstyret social ingeniørkunst på vegne af det undertrykte kvindekøn som i virkeligheden næppe er mere undertrykt end mandekønnet. Og i sidste instans, en måde, hvorpå den intellektuelle elite kan forsvare at kanalisere offentlige skattemidler over til sig selv, det være inden for forskning, politik, funding, organisationer med meget mere – domæner hvor der kan opereres ud fra feministisk ideologi. Endelig er det sandsynligt, at denne valgfarce vedrører noget meget større: Forsøg på at give politikerne større muligheder for i fremtiden at kunne ændre i grundloven. Vi kender samme problematik fra USA, her er der også nogle politiske kræfter der gerne vil have ophævet The First Amendment. The First Amendment er en del af USAs konstitution og den beskytter blandt andet retten til fri tale. En kvindelig kandidat, opstillet til EUs parlamentsvalg for De Radikale, giver i denne nylige kronik i Berlingske ganske tydeligt udtryk for, at hun mener at EU er bedre til at fremme Direktørfeminisme. Altså den klassebaserede feminisme, social ingeniørkunst gennemført ved hjælp af politisk elitisme. EU skal gennem love ændre menneskers adfærd, så kvinder bliver mindre interesseret i deres børn men mere interesseret i deres arbejde. Jeg finder det sørgeligt, at den klassebaserede feminisme har været i stand til i så høj grad at vinde kvinders støtte. Man har forsøgt at få kvinderne til at tro på en række vanvittige postulater, f.eks.: 1) at Staten kæmper for kvinders rettigheder, og at det er til deres kønsklassefordel, når Staten får mulighed for at regulere, hvem der gør hvad i familierne. 2)  At kvinderne kæmper mod mændene i deres egne familier mens Staten kæmper for kvinderne 3) At moderskabet skal afmonteres til fordel f0r arbejdslivets glæder, fordi mange af de karriereorienterede kvinder (sikkert under 20% af den samlede arbejdsdygtige del af kvinderne) ikke kommer langt nok i forhold til deres egne mænd. 

Jeg gentager lige Bernays:

Det antal hoveder der kan regimenteres er så stort, og så vedholdende, at når de først er regimenteret, så kan en gruppe til tider skabe et uimodståeligt pres som lovgivere, redaktører, og lærere, står hjælpeløse overfor.

Cost benefit analyse: Hvad skal jeg stemme?

Selvom en del af mig har lyst til at stemme nej, fordi jeg ønsker at modarbejde en absurd Royal Feminisme, så tror jeg rationelt set, at det er klogest at stemme ja. Vi må overveje konsekvenserne af henholdsvis et ja og nej, og her tænker jeg ikke på de Kongelige, som allerede nævnt, dette valg drejer sig ikke om de Kongelige.

Hvis det bliver nej, så vil mange aviser givet køre en frembrusende feministisk propaganda. Kvindelige kendte politikere vil falde over hinanden for at udtrykke deres harme, ’danskerne er sexistiske eller mandschauvinistiske’, vil det lyde. Der vil være krav om nedsættelse af tænketanke, undersøgelser, osv. Kort sagt mere kanalisering af skatterindbetalinger over til aktører der handler ud fra feministisk ideologi. Det vil potentielt også sige risiko for mere statsstyring af individers kønsadfærd.

Måske man ligefrem kunne forestille sig, at dem der kræver mere politisk elitisme, f.eks. at politikerne skal kunne overtrumfe eller ændre grundloven, får bedre argumenter i fremtiden, ved at tale til kvindernes feministiske følelser i forhold til Tronfølgeloven. Man må derfor også overveje, om man ser Grundloven som positiv i sig selv. Jeg er ret sikker på at Grundloven kunne blive ændret til noget der er meget værre end dens nuværende form, f.eks. med særlige klassebaserede ligestillingskrav, eller mere afgivelse af national suværenitet, osv. 

Hvis det bliver et ja, så vil dameblade, aviser og tv-medierne begejstret proklamere, at feminismen råder hos den danske befolkning, at en stort symbolsk milepæl er vundet for kvindekønnet. Vi vil se billeder og tv-klip af danske skuespillerinder og andre kendte der følger op om denne populærfeminisme som er blevet orkestreret af Statsministeriet og de usynlige ledere. Men det vil ikke overordnet skabe en folkelig mistillid til gamle love, herunder Grundloven og Tronfølgeloven.

Lige meget hvad resultatet bliver, så vil feministisk ideologi få medieplads. Derfor er dette valg, set ud fra de Bernayske principper, udtryk for en yderst velorkestreret propaganda. Det vil uundgåeligt ’dreje en stor mængde gruppefølelser’ på rette vej.

Summa summarum, jeg tror jeg anbefaler, at man stemmer ja, fordi det sikkert vil have den mindst skadelige effekt på den offentlige gruppefølelse. Og rent praktisk er det jo aldeles ligegyldigt, hvad reglerne end måtte blive for fire-fem særlige aristokraters arveret i Kongehuset. Så jeg ender nok med at støtte diskrimination af Royale søskende der ikke er født først til fordel for Royale af hunkøn der er førstefødte, og det alene fordi jeg frygter feministisk ideologi som propagandaværktøj.

Er Kommunister nu racister?

maj 17, 2009

I Weekendavisen nr. 19. 7. maj skrev en Sociologistuderende fra Københavns Universitet et læserbrev om racisme, hvor hun fremførte følgende postulat:

”Racisme dækker ikke længere udelukkende over en differentiering mellem forskellige ’racers’ intelligens. I dag dækker begrebet over diskriminering af folk på baggrund af historiske, kulturelle, religiøse, økonomiske eller demografiske årsager”.

Jeg mener at postulatet enten er forkert eller bevidst manipulatorisk. Hvis man accepterer den ovenstående definition af racisme, så er begrebet i hvert fald blevet relativeret til det ukendelige, faktisk til sin egen modsætning. Men den slags sproglig omprogrammering kendetegner en del af tidens politiske korrekthed. Jeg vil nu analysere begrebet racisme lidt nærmere.

Racismebegrebet, der fik stor kulturel påvirkning efter Anden Verdenskrig, tager udgangspunkt i noget biologisk, en biologisk essentialisme koblet med noget normativt omkring den stærkes ret:

Teori 1) antagelsen af, at forskellige menneskeracer bredt set (menneskeracer imellem) besidder forskellige nedarvede mentale færdigheder. Altså på det mentale område opfattes de forskellige menneskeracer som en slags særegne arter der besidder artsspecifik nedarvet mental forskel.

Normativitet 2) At eksistensen af disse nedarvede mentale forskelle giver et samfund/styresystem berettigelse til at anse nogle racer for at være laverestående end andre racer, og i forlængelse, at de højerestående racer har ret til at dominere de laverestående racer.

Det er Teori 1) i kombination med Normativiteten 2) der gør, at en menneskelig position kan betegnes som racistisk. Udgangspunktet ligger i forestillingen om, at der eksisterer biologiske forskelle mellem racer. Men dette udgangspunkt er ikke nok i sig selv, der skal mere til, nemlig en forestilling om 1) koblet med en normativitet som 2).

Det er ikke sikkert, at Teorien 1) i sig selv nødvendigvis ville føre til racisme. Det fordi vi stort set alle, mere eller mindre implicit, accepterer, at der inden for menneskearten eksisterer racespecifik fysiologiske forskelle (antropometrisk variation). Det åbenlyse eksempel er hudfarve: to mennesker der har mørk hud –  sandsynligvis opstået på grund af naturligt selektionspres, deres forfædre eksisterede gennem tusinde af år i områder med stærk sol, typisk Afrika – og som parrer sig med hinanden vil få afkom der har samme hudfarve. Og det er ikke noget der undrer os i vores praktiske liv, ligesom det heller ikke undrer os, at hvis vi hopper ud fra 10. sal, så vil tyngdeloven gøre, at vi næppe overlever faldet. Anerkendelsen af antropometrisk variation inden for menneskearten har konkret indflydelse på f.eks. medicinsk behandling af mennesker og videnskabelige praksisser som Medicinsk Antropologi, Human Biologi med videre. Den videnskabelige artikel ‘Categorization of humans in biomedical research: genes, race and disease (2002)’ behandler nogle af de komplekse filosofiske problemstillinger der vedrører forskning inden for biomedicin og antropometrisk variation.

Hvis alle mennesker, der accepterer en hvilken som helst racespecifik fysiologisk forskel, f.eks. at der eksisterer forskelle på hudfarver, skulle være racister, så er vi nok alle racister, og begrebet bliver meningsløst. Men jeg mener ikke, at blot fordi man udvider de antropometriske forskelle til også at indbefatte noget der er mentalt, så er man nødvendigvis automatisk racist. Her er et eksempel:

Mit syn på menneskelig organisering er delvist informeret af Evolutionær Psykologi. Derfor er jeg på nuværende tidspunkt mest overbevist om den teoretiske forklaring, der antager, at det selektionspres, som hvilede på mennesker i det evolutionære oprindelige miljø, må have været nogenlunde ens, når det drejer sig om forhold der ville have givet mentalt nedarvede dispositioner menneskeracer imellem. Ud fra den position er det mindre sandsynligt, at der skulle eksistere store mentale nedarvede raceforskelle. Altså lige nu er jeg mest tilhænger af en videnskabelig teori der kommer frem til den konklusion, at der næppe eksisterer videre mentale forskelle mellem forskellige menneskeracer.
Men skulle der senere komme data frem, som tyder på, at det faktisk er tilfældet, så mener jeg ikke, at det behøver at føre til en position, hvor man optager Normativiteten  2). Man kunne godt f.eks. være overbevist om, at mennesker der stammede fra Afrika havde en stærkere nedarvet mental spatial sans end mennesker der stammede fra de nordlige egne af Europa, uden derved at mene, at afrikanere derfor har ret til at dominere nordeuropæere. Det er ikke det biologiske i sig selv der gør en position til racistisk, der skal også noget normativt med; en argumentation som ud fra biologiske forskelle påråber, at en race har ret til at dominere en anden.

Hvis en person helt og aldeles tager afstand fra teorier om, at der eksisterer antropometrisk variation – altså end ikke anerkender, at der eksisterer fysiologiske forskelle etniske befolkningsgrupper i mellem – så kunne sådan en person alligevel opretholde en normativitet der minder om Normativitet 2). I stedet for at have et magtfundament baseret på noget biologisk, så kunne der eksistere et magtfundament baseret på noget kulturelt. Men det ville ikke give mening, at betegne den positionen som racistisk, selvom der på overfladen er visse ligheder. Her et eksempel:

Teori A) antagelsen er, at biologi ikke spiller ind på menneskelig adfærd, individer fødes som blanke tavler uden noget nedarvet mentalt indhold, al menneskelig adfærd skyldes kulturel tillæring. Men forskellige kulturer besidder alligevel bredt set forskellige historier, ressourcer, organiseringer og magtforudsætninger. Summen af medlemmerne inden for en kultur opfattes som et kollektiv der er historisk og kulturelt forskelligt fra andre kulturers kollektiver.

Normativitet B) Eksistensen af disse forskellige kollektiver giver et samfund/styresystem berettigelse til at anse nogle af de andre kollektiver for at være mere laverestående. Og i forlængelse, at de højerestående kollektiver har ret til at dominere de laverestående kollektiver.

Der er næppe nogen, som ville kalde tilhængere af det teoretiske synspunkt A) for racistiske. Her ses der netop ikke på menneskelig kultur gennem biologi. Positionen er åbenlyst kulturalistisk og måske kunne den også betegnes som kollektivistisk, det kommer dog an på flere faktorer. Man kunne godt udvide racismebegrebet til også at dække personer der er tilhængere af Teori A), men da ville man have givet ordet en helt ny betydning som ophævede dets gamle betydning. Som at sige, at vi nu beslutter os for at begrebet ’relativisme’ inkluderer troen på absolutte sandheder.

Er Teori A) kombineret med Normativitet B) racistisk? Jeg mener ikke det er tilfældet. Kombinationen af Teori A) og Normativitet B) anvendt politisk, kan absolut få nogle ubehagelige konsekvenser for mennesker der falder inden for de kollektiver, der ud fra kulturelle faktorer er defineret som laverestående. Men derfor er det alligevel vildledende at kalde A) kombineret med B) for racisme. Fordi racemæssige forskelle ikke indgår i den politiske logik.

Flere Kommunistiske regimer i det 20. Århundrede opererede inden for denne slags logik, dog med den tilføjelse, at de også havde en normativ selektering inden for egne kollektiver. Hvis et individ ikke var marxist, så var det politisk ’laverestående’ og en trussel, det var i orden at fortrænge vedkommende fra indflydelse, evt. at henrette vedkommende. Men denne Kommunisme var ikke racistisk, fordi racemæssige kriterier ikke indgik i dens logik. Så længe man var tilhængere af en stærk stat, kollektivistisk ejerskab og organisering, så var man på den gode side, hvad end man måtte nedstamme fra mennesker der længe havde boet i Afrika, Asien eller Europa.

Man kunne godt vælge, at begrebet racist nu også skal dække alle individer der bekender sig til Kommunisme, men det vil så ophæve ordets oprindelige betydning. Man kan også vælge, at ordet racist nu skal dække over alle de politiske positioner eller endog individuelle holdninger man ikke kan lide. Men igen, så har man bare opfundet et nyt magisk ord. Som hvis nogen påstår, at alle italienere er racister, fordi de ikke kan lide italienere. Det kan være bekvemt med den slags magiske skældsord, fordi de har stærk demagogisk effekt. Jeg kalder dem magiske her, fordi de tager udgangspunkt i særlige begreber der har en snæver, men meget følelsesfuld betydning, hvorefter de bliver udvidet til ikke længere at vedrøre den snævre betydning. Men man forsøger at overføre det følelsesfulde stigma bag begrebet til nu at vedrøre noget andet. Man overfører med andre ord et stigma fra et begreb over til nogle andre begreber, og det er manipulation.

Derfor er min konklusion at de politisk korrekte manipulerer med sproget, de forsøger at lave Newspeak. Begrebet racisme er ikke lig med  ‘diskriminering af folk på baggrund af historiske, kulturelle, religiøse, økonomiske eller demografiske årsager’, hvorfor Kommunister ikke pr. definition kan siges at være racister.

Når repræsentationer ikke er repræsentative

maj 5, 2009

I dagens version af gratisavisen Metroexpress kunne man på side 14 læse, at der nu er opstået et Wikipedia om verdens mest sexede kvinder: Chickipedia.com.

chickipedia.com

chickipedia.com

I mine øjne er der intet mærkværdigt i denne udvikling. I en verden med et Internet, hvor der endnu kan publiceres nogenlunde frit, er det forventeligt, at nogen mennesker vil vælge at udbrede information der celebrerer eller repræsenterer de mest idealiserede kvindelige skønheder i tiden. Trods alt tilhører mennesket pattedyrsarten, hvilket medfører, at vi også bredt set besidder en seksuel forskel og tiltrækning. Jeg ville have været yderst forundret, hvis mennesket ikke brugte Internettet til at udbrede information om seksuelle idealer. Da kvindelig fysisk skønhed og ungdommelighed er en stærk seksuel attraktionsparameter for heteroseksuelle mænd, medfører det, at kvinder der besidder disse egenskaber i virkelighedens verden har nogle meget stærke ressourcer som de kan udveksle til muligheder.

Fra Metroexpress:

”Sitet hævder selv at være det første onlineleksikon, der kun omhandler kvinder. Nogle vil sikkert synes, det er lidt deprimerende på kønnets vegne, mens andre bare syntes, det er fantastisk.”

Hvorfor nogen skulle finde det deprimerende på kønnets vegne, har jeg svært ved at forstå. Jeg kunne måske forstå, at man ville finde det deprimerende, hvis mennesket ikke var i stand til at udtrykke, at  det var et kønnet biologisk væsen.

Ligger det deprimerende i, at der forekommer reklamebannere på Chickipedia.com, altså sammenblandingen af kvindelig skønhed og kommercialisering? Man ser ikke lignende journalistiske ytringer om emner der vedrører andre selvfølgelige menneskelige aktiviteter. Hvis det nu i stedet for havde været et Wikipedia for Restauranter, så havde journalisten ikke ’garderet’ sig i artiklen, ved at skrive, at nogen måske vil finde det deprimerende på det spisende menneskes vegne. Kommercialiteten af den kvindelige skønhed er en logisk følge af menneskets seksuelle natur, ikke den anden vej rundt. På samme måde som kommercialiteten af fødevarer og fødeindtagelse udspringer fra et menneskeligt Universalis, behovet for at indtage føde.

Jeg har tidligere skrevet om De Radikales groteske krav om at opføre symbolsk kønsforskel på fodgængerlys i København, fordi de tror, at der er stemmer i, på populistisk feministisk vis, at påstå, at det undergraver Ligestillingen, når kvinder ikke er ligeså repræsenteret som mænd der. Med Chickipedia.com opføres der en modsat diskrimination, hvis man nu skal blive inden for det statistiske ideal om Ligelig repræsentation af mænd og kvinder. Kvinderne får mere plads på internettet.

Nu er der sikkert nogen som vil mene, at denne form for repræsentation af kvinder ikke er moralsk forsvarlig, fordi den ikke er demokratisk. Chickipedia.com repræsenterer ikke almindelige kvinder men idealiseringer, et udvalg af de smukkeste kvinder man kan finde i medierne – særlige privilegerede kvinder. Argumentationen mod den slags kvindeidealer kan være, at almindelige kvinder udsættes for sammenlignings- eller præstationsangst, når sådanne ikke-repræsentative idealer bliver kommunikeret i medierne.

Det er muligvis rigtigt, men det gælder også, når feministisk inspireret kommunikation idealiserer andre ikke-repræsentative kvindeidealer som f.eks. topledere, direktører, ministrere, forfattere, skuespillere, professorer, departementschefer, overlæger, nobelpristagere, mv. Flertallet af kvinder, eller mænd for den sags skyld, kommer aldrig til at tilhøre disse kategorier, end ikke i samfund organiseret efter kollektivistiske idealer.

Søndagsavisens forside: vendepunkt i danske aviser eller en fejl?

maj 4, 2009

Overraskelsen var stor, da jeg i denne weekend så forsiden af Søndagsavisen (uge 18, 2009). Hovedhistorien drejede sig om Jørgen Leth og bar overskriften ’Feministerne forsøgte at udslette mig’.

leth

Jeg finder det positivt men bemærkelsesværdigt, at en af de brede danske aviser på den måde vælger at problematisere feminismen på forsiden. Normalt favoriserer gratisaviserne, samt de fleste betalingsaviser, gennemgående mainstream feminismeperspektivet i deres redaktionelle linjer. En overgang prøvede jeg at lave optællinger og statistik over, hvor mange avishistorier der var vinklet ud fra et offer-feministisk perspektiv (ideen om at kvinder er kønsklasseofre i vores samfund). Men jeg opgav, da det var for nedtrykkende et forehavende, der var alt for meget feminismevikling (her ligger et glimrende medieforskningsemne og venter, for dem der skulle have modet og sikkert deres egne økonomiske ressourcer; jeg kan ikke forestille mig offentlige forskningsmidler til rådighed for den slags undersøgelser). Undtagelser er Weekendavisen, som absolut bringer mange historier vinklet efter mainstream feminisme, men mediet tør også bringe historier der problematiserer forskellige feministiske mærkesager; og så selvfølgelig www.180Grader.dk, der på det område, er det eneste danske medie der går imod strømmen.

Det jeg finder interessant ved ugens version af Søndagsavisen, er således ikke, at avisen vælger at bringe Jørgen Leth på forsiden. Men at avisen vælger at fremstille termen feminisme i et ikke-positivt lys. ’Feministerne forsøgte at udslette mig’ lyder ikke særlig flatterende. Overskriften antyder, at feminisme er en magtfuld ideologi. Det er absolut tilfældet også i virkeligheden; se efter de mange økonomiske midler fra Staten og EU der i disse år flyder til forskellige feministiske projekter. Historien inde i avisen omhandler kun i meget begrænset omfang Jørgen Leths kvaler med feminisme, hvorfor man sagtens kunne have valgt at give historien en mindre kontroversiel overskrift. Der henvises kun direkte til feminisme i artiklen to gange, hvor man lader Leth udtale: ”De hardcore feminister ville udslette mig. Dem, jeg kalder betonfeminister”. Resten drejer sig mere om cykelsport og Jørgen Leths forhold til cykelsport. I den digitale version af avisen, har man påfaldende nok ændret overskriften til ’ Jørgen Leth: Nu kan jeg gå på gaden igen’, måske nogen på Søndagsavisen fik kolde fødder, eller også er det en tilfældighed?

Mediehetzen mod Jørgen Leth i efteråret 2005 blev den store øjenåbner for mig. Nu var det tydeligt, at den akademiske gender feminism, som ellers var mere kendt fra USA og England, havde fået sit moralske greb om Danmark. Medier og befolkning synkroniserede i en slags puritansk ekstase, fordi Jørgen Leth i et litterært erindringsværk vovede at beskrive eller fantasere over seksuelle eskapader i sit liv, ud fra sadomasochistiske tematikker. I forhold til værker som Pauline Reages ’O’s Historie’ eller Marquis de Sades ’120 Dage i Sodom’, var Leths beskrivelser absolut i den milde ende, hans erindringsbog er generelt ikke et pornografisk værk. Men medier, politikere, smagsdommere og de professionelle feminister valgte alligevel, at forstørre en ganske lille del af erindringsværket fuldstændig ud af kontekst, som om Leths erindringsværk og liv, var en tour de force i pornografisk SM. Det er tragisk komisk at hetzen tilsyneladende startede i Ekstrabladet, en avis der sagtens kunne tænkes at blive det første danske medieoffer for feministisk magt i fremtiden. Side 9 pigen er nok kommet tilbage lidt mindre afklædt, men lige nu udspiller der sig en indædt kamp om prostitutionsannoncerne.

Jeg havde et par år forinden, i slutningen af 2002, overværet, Jørgen Leth blive offentligt maltrakteret i et kvindeteaterstykke på et af de førende københavnske teatre. Han var fremstillet som grum pervers gammel mand der begærer unge udenlandske kvinder. Selvom jeg undrede mig lidt over den hårde behandling af en dansk filminstruktør, så tog jeg på det tidspunkt ikke videre notits af indholdet. Eller rettere, jeg forstod ikke, at hadet mod Jørgen Leth blot var et symptom på, at den radikale amerikanske universitetsfeminisme var ved at indtage den offentlige opinion i Danmark. I efteråret 2005 kunne jeg ikke længere undgå at se, at noget var rusk ravende galt. Måske godt hjulpet af, at jeg på det tidspunkt, tilfældigvis beskæftigede mig ret konkret med gender feminist teorier og deres indflydelse på politisk magt i især USA og Canada. Jeg husker i hvert fald den afsky jeg følte, da jeg i efteråret i 2005 i flere tilfælde under middagsarrangementer oplevede, hvordan mennesker, der tilhørte det intellektuelle borgerskab, alle havde travlt med at dæmonisere Jørgen Leth, som var han selve inkarnationen af det onde. Jørgen Leths ondskab bestod i heteroseksuelt mandligt begær.

Den kvindelige Direktør for KVINFO skriver det ret klart i et essay gengivet i bogen ’Det fordømte menneske: Jørgen Leth og den nye sædelighedsfejde’ redigeret af Poul Pilgaard Johnsen, 2005, People’s Press:

Den seksuelle relation mellem kønnene bliver i Leths leksikale univers den enkle, at manden, efter devise ”og har han penge, så kan han få, og har han ingen, så må han gå”, ønsker at købe det af kvinden, hun altid har til salg. Er der noget forkert i at skrive sådan, at give udtryk for den slags meninger og holdninger offentligt? Nej det er det ikke. Er der så noget forkert eller problematisk i den slags holdninger og meninger i sig selv? Ja, det vil jeg mene. Alt andet lige er det svært at kombinere en generel definition af kussen som ”et stykke jord, som manden ønsker at købe” med det forhold, at mænd og kvinder er ligestillet ifølge loven. At udsagnet menneskeligt set mest af alt ligner et fallitbo, og at de fleste af os har vort at bære på, gør ikke Jørgen Leths syn på kvinder og køn mere spiseligt eller acceptabelt. (side 42-42).

Hvad den kvindelige Direktør for KVINFO giver udtryk for her er, at hvis mænd begærer kvinder seksuelt (sikkert uden for det monogame ægteskab), så kan mænd og kvinder ikke være Ligestillet ifølge loven. Altså Ligestillingsidealet bliver indirekte brugt til at kræve ensartet seksualadfærd for kvinder og mænd. Mænd må ikke begære kvinder seksuelt, alene for det seksuelles skyld, der skal eksistere en ensartet seksuel tiltrækningsrelation mellem mænd og kvinder. Som de af os der blot er minimalt informeret af Darwin er klar over, så kræver denne form for Ligestilling, at mennesket afskriver sin biologi. Hunnerne i det meste af patterdyrsarten er bredt set altid sexobjekter for hannerne, mens det modsatte forhold ikke gør sig gældende. Biologisk set, er det egentlig ikke kussen der er et stykke jord som hannerne gerne vil bedække, det er kønscellerne æggene, der er knaphedsressourcen, den kostbare jord som hunnerne besidder og som i menneskearten kan udveksles til ressourcer på forskellige måder. Det er derfor at kvinder siden tidernes morgen har været i stand til at bruge deres attraktion til at opnå privilegier gennem mænds begær. Hver eneste dag og nat finder der utallige heteroseksuelle udvekslinger sted, hvor kvinder anvender deres seksuelle begærsobjektsposition til at opnå muligheder eller fordele. Penge for sex er blot en ekstrem transaktion der forholdsvis råt afspejler pattedyrsarternes hetroseksuelle kønsasymmetri.

Men ifølge feminismens menneskesyn, så burde det ikke være sådan, og hvis det er, så må Staten sørge for at ophæve denne kønsasymmetri der defineres som patriarkalsk. Vanen tro, serverer KVINFOs kvindelige Direktør også lige en anklage mod markedsudvekslinger eller køb af vare: Der kan ikke eksistere Ligestilling, hvis sex er til salg. Men hvis vi nu antager, at sex ikke var til salg, hvad så med alle de andre former for vare og tjenester der er til salg i vores samfund? Kan der overhovedet eksistere Ligestilling i KVINFO Direktørens forståelse, hvis der i vores samfund finder merkantile udvekslinger sted? Hvad er det lige for en Ligestilling hun efterspørger? Kommunismen, hvor alle i teorien deler alt med hinanden og ingen individer besidder noget privat ejerskab? Eller er det en slags ’klassebaseret kønssocialisme’ hun kræver, mænd og kvinder må kun indgå i parforhold, såfremt at begge parter er Ligestillede i udgangspunktet? Direktørens datter må kun gifte sig med en anden Direktørs søn, ellers er der tale om ikke-Ligestillede relationer, hvor kvinderne (som regel er det kvinder der tiltrækkes af mænd med ressourcer) er undertrykt?

Af KVINFO Direktørens tekst fremgår det, at der ikke er noget galt med ’at give udtryk for den slags meninger og holdninger offentligt’, såfremt man ikke besidder den slags holdninger. Det skal vel forstås sådan, at man gerne må skrive eller udtale holdninger om det at begære kvinder seksuelt ud fra selviske motiver, hvis bare man ikke mener det i virkeligheden. Ud fra Leths erindringer er vi som læsere ikke i stand til at afgøre, hvad Leths holdninger måtte være i virkeligheden. Tænk hvis Jørgen Leth i virkeligheden kun går ind for seksuelle relationer mellem to individer der lever i et monogamt parforhold og har samme indtægter, ressourcer og klassebaggrund? Jørgen Leth var ikke en dømt person der var anklaget for at have foretaget en forbrydelse (såfremt vi antager at køb af sex måtte være en forbrydelse). Leth lavede en litterær fortolkning, og som Weekendavisen senere viste, så var forholdet mellem Leth og kokkens datter ved nærmere eftersyn meget mere end en almindelig prostitutionsrelation. Leth blev således dømt på sin fiktion, som om  han havde begået gerningerne i virkeligheden.

Den kvindelige Direktør for KVINFO forsætter sit forsvar for dæmoniseringen af Jørgen Leth således:

Skal man blive bare en lille smule principiel, er det vel nok at henvise til, at Jørgen Leth, der ”tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret”, er på kollisionskurs ikke bare med feminister i al mindelighed, men også med FNs Convention on the Elimination of All forms of Discrimination against Women (1979) i daglig tale forkortet til CEDAW, der har status som kvinders internationale grundlov, i særdeleshed. For den ret, Jørgen Leth hævder, han har til kvindens krop, tilhører ingen andre end kvinden selv. (Side 43).

Er hendes påstand rigtig? Er Jørgen Leths ret til at udtrykke sig i tale eller skrift, altså hans litterære værk ’Det uperfekte menneske’, på kollisionskurs med CEDAW? I så fald vil jeg konkludere at CEDAW er et stykke totalitær doktrin, som alle mennesker der lever i et demokrati gør klogt i at tage afstand fra (læs for øvrigt denne interessante kritik af CEDAW fra Christina Hoff Sommers). Det er rigtigt, at Jørgen Leth forekommer at være ’på kollisionskurs med feminister i al mindelighed’, og so what. Altså den feminisme der ud fra patriarkatteorier ønsker, at Staten skal omprogrammere mænd og kvinder, indtil der opstår et kønsneutralt menneske i kvindeligt forbillede. Det er den feminisme som jeg gerne betegner som mainstream feminisme, Wendy McElroy kalder den for radikal feminisme. Men der findes også andre former for feminismer, om end de stadig ikke så udbredt på universiteterne og i magtapparatet. Feminisme der ikke ønsker, at offerliggørelsen af kvindekønnet skal blive brugt som bureaukratisk løftestang til at give Staten mere bemyndigelse til at gribe ind i menneskers (seksuelle) adfærd. Så Jørgen Leth er ikke nødvendigvis på kollisionskurs med alt feminisme. Sidst, hvis KVINFOs Direktør virkelig mener, at en kvinde bør have ejerskab over sin egen krop, så burde det vel logisk følge, at hun også har retten til at udveksle sin ejendom på forskellige måder? Men måske det ikke er et individuelt ejerskab som kvinder har over deres kroppe?

Desværre kunne det tyde på, at det er ønsketænkning, når jeg tolker Søndagsavisens forsiden som et tegn på, at de danske medier er begyndt at turde bryde med mainstream feminismens perspektiver. På side 4 i samme avis giver man spalteplads til typisk feministisk moralisme. I dette tilfælde gennem en kvindelig kendt skuespiller der i klummen ’Ugen ifølge’, får lov til i  to paragraffer, eller 18 linier, at bakke om en af de feministiske mærkesager i tiden, nemlig at alle prostituerede er ofre, og alt prostitution er lig med kvindeundertrykkelse. Påfaldende nok havde netop denne kvindelige skuespiller en central rolle i hetzen mod Jørgen Leth i det teaterstykke fra 2002, jeg omtalte højere oppe. Jørgen Leth fik godt nok overskriften i denne weekends Søndagsavisen, men feministernes propaganda fik som sædvanligt pladsen. Ved nærmere eftersyn, ikke meget nyt under solen.

Konstruktivistisk forvirring hos De Radikale?

april 29, 2009

Lyssignaler for fodgængere skal alligevel ikke kvindeliggøres i København, Socialdemokratiet har skiftet mening, de bakker ikke længere op om et forslag stillet af De Radikale.

Fra artikel på 180Grader: ”De Radikale, der står bag ideen om at få kjoler på lyssignalerne, er skuffede. Det ene udelukker ikke det andet, mener partiet.”

Jeg vil først kommentere på De Radikales ide, der selvfølgelig oprindeligt kommer fra det kønsforskelshadende Sverige:

Udgangspunktet for at bruge offentlige ressourcer – og tænk ikke mindst på de mange lønningsressourcer der vil gå til at udfærdige papirarbejde/regler inden lyssignalerne skiftes – på dette projekt, er ideen om Ligestilling. En statistisk ide, man interesserer sig for gennemsnit. Det antages, at hvis kvinder ikke er symbolsk repræsenteret lige så ofte som mænd på fodgængerlys, så er det et udtryk for, at der ikke hersker Ligestilling.

Jeg har lige gennemlæst et Alt For Damerne, og jeg må konkludere, at i dette magasin hersker der ikke Ligestilling i den forstand: der var langt flere repræsentationer af kvinder end mænd. Altså Alt For Damerne foretager ikke-Ligestillet repræsentation der går ud over mændene, hvis vi skal blive i samme logik – den statistiske logik. Det gælder også i Penthouse Magazine, magasinet fremviser klart flere kvinder end mænd. Men i Penthouse tilfældet, hvor det drejer sig om smukke kvinder der er iscenesat med henblik på at vække mandlig seksuel lyst, da er overrepræsentationen af letpåklædte kvinder ikke længere udtryk for mere Ligestilling i kvinders favør, hvis man følger feministisk teori. Her er det faktisk modsat, flere kvinder repræsenterer nu ikke-Ligestilling.

Mit eksempel viser, at Ligestilling i forhold til symbolsk repræsentation således ikke blot kan være et anliggende for antallet af kvindelige symboler versus antallet af mandlige symboler. Der er tydeligvis også kvalitative aspekter af symbolikken der skal med ind i billedet. Det er godt når man signalerer ligeså mange kvinder som mænd, men kun, hvis man ikke signalerer æggende femininitet, når man repræsenterer kvinderne symbolsk. Her begynder et paradoks at åbenbare sig: feminister der anvender Ligestillingsdoktrinen kræver, at kvinder skal repræsenteres ligeså meget som mænd, men kvinderne må ikke repræsenteres som alt for meget kvinder (feminine), i hvert fald må de ikke repræsenteres kønsstereotypisk. Hvad ligger der bagved dette mærkværdige krav om mere repræsentation af kvinder på den ene side, men samtidig afsky for repræsentation af kvinder som feminine (ikke-mænd)?

Mainstream feminister bekender sig ofte til versioner af gender feminism, en akademisk idé oprindeligt opfundet af marxistiske socialvidenskabsfolk især i USA og England, og senere optaget bredt på universiteterne i vesten inden for human- og samfundsvidenskaberne. Overordnet tror man inden for denne tænkning, at kønsforskel i virkeligheden kun er en kulturel konstruktion. Gendermainstreaming hedder den officielle EU anerkendelse af denne marxistiske-feministiske videnskabsteoretiske position. EU bør medvirke til at ophæve kønsstereotypi står der nu skrevet i de paneuropæiske protokoller. Men ifølge samme videnskabsteoretiske position, så vil ethvert opgør med kønsstereotypier også i sig selv være kulturelle konstruktioner. Inden for denne tænkning, er alt nemlig konstrueret. Men disse nye ’ikke-kønsstereotypiske’ konstruktioner, eller måske skulle vi hellere kalde dem ’idealiseringer’, er alligevel at foretrække, fordi det antages at kønsstereotyper er Patriarkalske konstruktioner. Patriarkalske konstruktioner er alt det som mennesker der bekender sig til gender feminism ikke kan lide. Noget som disse feminister klart ikke kan lide er femininitet, ’konstruktioner der kønner kvinder’ til at være anderledes end mænd. Tydelige eksempler på dette kønsforskelshad kan findes i f.eks. mange af KVINFOs publikationer.

Når De Radikale, ud fra en feministisk optik, således kræver flere kvindelige symboler på Lyssignalerne, kan man sige, at de opererer i et paradoks. Den marxistiske feminisme som de benytter sig af, kan ikke acceptere iscenesættelse af kønsforskel, da den antager at kønsforskel er en Patriarkalsk konstruktion. Kønsforskellen skal udjævnes, befolkningen skal kønsmainstreames (se evt. Minister For Ligestilling her der anvender den marxistiske feminisme som teoretisk værktøj, shame on you Inger Støjberg, er du klar over hvad det er dit ministerium foretager sig? Eller er du bare en ignorent bureaukrat der har trukket en politisk taburet? Jeg ved godt du lige har fået posten, og det naturligvis tager tid at sætte sig ind i et ministerembede, men hvis du ikke snart for ryddet op i ministeriets ideologiske sludder, så vil du i fremtiden blive beskyldt for at være på samme side som f.eks. Jytte Andersen eller Karen Jespersen).

Hvis Staten begynder at lade kvinder symbolisere halvdelen af lyssignalerne for at opnå statistisk lighed, så vil Staten begynde at producere mere symbolsk kønsforskel. Den vil kode kvinder som feminine, og derved undergrave Ligestilling.

Symbolsk produktion af kønsforskel

Symbolsk produktion af kønsforskel

Fra artiklen på 180grader: “De indgroede vaner om, at mænd og kvinder ikke er lige, bliver prentet ind i os helt fra, vi er små børn. Vi kan rykke os små skridt, når børnehavebørn på et lyssignal kan se, at mænd og kvinder er lige. Det vil skabe debat, og det har vi brug for, hvis vi skal have ligestilling”, siger Manu Sareen.

Nej, Manu Sareen, du har ikke læst godt nok på din feministiske teori. Hvis man begynder at opstille kvinder på lyssignaler der bærer kjoler, så viser man de små piger, at mænd og kvinder er forskellige. Når pigebørn iscenesætter sig feminint gennem f.eks. kjoler og lyserøde farver, så bliver de kønnet, og det skal et humant indstillet samfund forsøge at undgå, sådan lyder de feministiske paroler. Vi bør ikke kønne vores børn. Det er derfor feminister ofte har det meget dårligt med mode, i alt fald mainstream glamourøs mode der idealiserer, seksualiserer og femininiserer kvinder. Til gengæld er feministerne glade for alternativ modebeklædning der dekonstruerer eller undergraver kønsforskellen.

Hvis feminismeideen skal gå op, så hjælper det ikke Ligestillingen at producere flere kønnede kvindesymboler på lyssignalerne. Tværtimod, det er lige ved, at Manu Sareen kan beskyldes for at bedrive patriarkalsk politik. Den rette vej må være, i kønsmainstreamingens navn, at kræve, at alle mennesker, M/K, skal bære bukser- Eller alternativt, at der statistisk skal være lige så mange mænd som kvinder der bærer bukser, kjoler, stiletter og flade sko, sanktioneret af Staten selvfølgelig – her er gode jobmuligheder. Herved ville den grønne fodgængerfigur ikke længere være et kønnet symbol – eller i det mindste, dens tegnmæssige lighed med ‘et menneske iført bukser’ kunne nu opfattes som kønsneutralt.

Socialdemokraternes politik forekommer i denne sammenhæng, at være mere kompatibel med feminismen, fra artiklen i 180Grader:

“Vi har ikke som sådan noget mod at repræsentere kvinder på lyssignalerne. Men for os er det langt vigtigere at gøre noget reelt og konkret for ligestillingen. Det er for eksempel, når det handler om at få flere fædre til at tage barsel og at få flere kvinder udpeget som ledere. Det er her, vi skal lægge vores kræfter,” siger Anne Vang, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen.

Ligestilling for Socialdemokratiet passer meget bedre ind i kønsmainstreamingens fagre nye verden. Ligestilling er lig med Direktørfeminisme (flere kvinder i topstillinger) og gender bending (mænd som mødre). Med hvad blev der for øvrigt lige af Socialdemokratiets arbejderklasserødder? Oprindeligt legitimerede Socialdemokratiet sig på de lavere klasser i samfundet, nu interesserer partiet sig åbenbart kun for overklassens og den højtuddannede middelklasses kvinder. Hvorfor interesserer Socialdemokratiet sig ikke for den virkelige bund i samfundet, en bund der ikke er kvindelig men mandlig? Det må være et udtryk for tidens politiske reversibilitet. Mon Socialdemokratiet i dag er blevet et parti der først og fremmest varetager det kulturelle borgerskabs klasseinteresser?

Underklassens stakler: kvinderne

april 14, 2009

Avisen Information græder igen på vegne af det stakkels kvindekøn: Underklassens kvinder er de grimmeste og mænd vurderes ikke så meget på deres udseende.

Avisen bringer undersøgelser om kønsasymmetrier der viser, at ’jo smukkere en kvinde er, jo højere status får hun på arbejdsmarkedet’. Det er Evolutionær Psykologi for burhøns, og det er dejligt, at Information også tør bryde med tidens lukkede konstruktivisme og skrive om biologiske forklaringer på menneskelig adfærd. Tak Information, mere af det. Jeg vil dog gerne komme med en enkelt rettelse: Det er mere korrekt at tale om, at ’jo smukkere en kvinde er, jo højere status har hun inden for seksualøkonomierne’. Det er derfor at hun også har gode muligheder på arbejdsmarkedet. Men hvis hun er rigtig smuk, så kan hun nøjes med alene at gøre sig godt på kærlighedsmarkedet og derigennem opnå betragtelige privilegier, men det er en anden historie.

Grunden til at jeg kommenterer på artiklen i Information, er ikke så meget, at avisen signalerer et videnskabsteoretisk vendepunkt, at den lukkede konstruktivisme er usandsynlig. Det gør jeg fordi, at jeg finder det påfaldende, at Information, på trods af at journalistens artikel er yderst nuanceret, alligevel formår at dreje et indhold, baseret på evolutionær psykologi, over til et lettere offer-feministisk perspektiv: Det er synd for kvinderne at de vurderes på deres udseende! Men heldigvis skal vi da ikke have slået pointen fast til sidst med en eller anden Kønsforsker fra RUC der forklarer, at kvinder ligger under for et kulturelt konstitueret pres, pyha. I dette tilfælde er der tale om ‘Information’ man kan holde ud at læse.

Jeg vil nu prøve at gå en anden vej rundt om emnet:

Der er ingen fattige mænd der alene kan anvende deres udseende til at stige socialt. I ungdommen har kvinderne en stor fordel frem for mændene, fordi de alene gennem deres udseende kan opnå privilegier, og især hvis de er smukke. Jeg må igen parafrasere Warren Farrell: Kvindelig skønhed er det eneste universelle pas til at stige socialt.

Er det synd for kvinderne? Ja, for de grimme kvinder måske, for de oplever, hvordan det er at være mand bredt set. De må alene konkurrere på færdigheder, talenter og hårdt arbejde. Men der findes absolut også smukke kvinder i de lavere klasser, og derfor har kvindelig skønhed og forskellige iscenesættelsesremedier (f.eks. mode), altid haft stor betydning for kvinder. Men det er klart, at evolutionært set, vil de mest ressourcestærke mænd formere sig med de smukkeste kvinder, og derved vil der i de højere klasser, alt andet lige, være en høj andel af smukke døtre. Men vi kan ikke konkludere, at alle Overklassens kvinder er smukke.

Information skriver, at mænd gerne må være grimme, underforstået at det er lettere er være mand. Hvad Information ikke medtager i ligningen er, at ikke alene grimme mænd, men også smukke mænd, der ikke har ressourcer, er meget dårligt stillet. Kvinder kan både stige socialt gennem uddannelse, hårdt arbejde og sexappeal. Mænd kan stort set kun arbejde på ressourcefronten. Mænd må søge status for enhver pris, i hvert fald hvis de vil gøre sig forhåbninger om at videregive deres gener (altså få en kvinde til at interessere sig for dem). En smuk kvinde uden uddannelse, klassestatus eller stort intellektuelt talent, kan sagtens opnå gode ressourcer. Hun kan finde en mand med ressourcer eller hun kan vælge at arbejde i jobtyper inden for den seksuelle økonomi: fotomodel, nøgenmodel, stripper, prostitueret, domina, for at nævne de mere ekstreme arbejdstyper, hvor der er potentiale for at tjene rigtig mange penge selvom man er ufaglært. I den mere moderate ende er der erhverv som servitrice, stewardesse, receptionist, sekretær med videre. Inden for de sidstnævnte arbejdstyper, eksisterer der også gode muligheder for at anvende ’miniskørtsmagt’, altså at en kvinde der ligger langt nede i arbejdshierarkiet kan vække magtfulde mænds seksuelle begær, og derigennem opnå ressourcer. Det behøver ikke at være pardannelse, det kan sagtens være mere indirekte, f.eks. avancement på jobbet.

Det er selvfølgelig derfor at der eksisterer en udpræget intraseksuel konkurrence mellem kvinder, så snart vi bevæger os ind i karriereverdenen, og for øvrigt også uden for den. En ældre kvinde med stor faglighed kan ikke regne med at hendes faglighed alene kan holde en yngre kvindelig konkurrent ude, og især ikke, hvis den yngre kvinde er smuk. Dette taler feminister dog ikke så meget om, thi de tror jo at kvinder kæmper mod mænd.

Det er muligvis synd for de grimme kvinder i Underklassen, men så kan de smukke kvinder i Underklassen til gengæld konkurrere mod de faglige stærke kvinder i Overklassen. Det kan underklassens mænd ikke.

Bemærkninger til vores kronik i Weekendavisen

april 4, 2009

Her følger mine kommentarer til Kronik i Weekendavisen fredag 6. marts 2009, som jeg lavede sammen med Paul Lyngbye; samt til vores  svar bragt 27. marts i Weekendavisen, angående et perfidt indlæg, der var blevet fremført i WA mod vores  oprindelige kronik.

Min motivation

Jeg betragter ikke prostitution som mit store interessefelt, og det bliver det næppe nogen sinde. Men jeg mener, at der i øjeblikket foregår en vanvittig dæmonisering af prostitution i Danmark, og det har nogle generelle implikationer for magtudøvelse og menneskers mulighed for at frigøre sig fra autoriteter, f.eks. statsmagt og bureaukrati. Jeg valgte derfor at bruge energi på at problematisere den ’pæne smag’ og den ’rette humane indstilling’, som i dag åbenlyst trives i den offentlige opinion: at prostitution per definition er afskyelig, at den udgør et socialt problem og at det civiliserede samfund med alt magt bør forhindre den. Der ligger også en implicit antagelse af, at hvis man ikke er imod prostitution, så er man en slags kvindeundertrykker. Prostitution bliver således forkastet eller ’ophøjet’ som et fænomen der gør alle kvinder fortræd. Jeg gik imod strømmen – især imod den intellektuelle kulturelle elite. Og jeg gjorde det, selvom det er deciderende karrierenedbrydende for min egen position. Som en af mine gode venner, der højt placeret i det offentlige system, forklarede mig for nylig: forsvar af prostitution er en ’no go area’, hvis man i dag vil forfremmes i offentligt regi. Paul Lyngbye har fornyligt beskrevet det meget rammende således, ‘dem der i dag forsvarer  prostitution, får ikke tildelt magt og ære, men derimod afmagt og vanære’. Grunden til, at jeg udtrykte min holdning imod ’tidens rette moral’ og ’alle kvinders bedste’ (sådan vil anklagerne lyde fra mainstream feminister) er, at den form for argumentation der anvendes til at dæmonisere prostitution, let kan udvides, og allerede bliver udvidet, til at kræve indskrænkninger inden for en række andre områder. Områder der i mine øjne er meget vigtigere end prostitution. Det er således den logik – en totalitær logik – der ligger bagved prostitutionsmodstanden som var min motivation langt mere end selve prostitutionsmodestanden.

Tegning fra 180Grader

Tegning fra 180Grader

Hvide akademiske kvinder som hader hvide mænd

Overordnet mener jeg, at denne logik er ideologisk drevet af misandri, altså had mod mænd, og især had mod mænd i de laveste klasser. Men den er samtidig også drevet af en magtmæssig dagsorden: bureaukratisk kontrol af mennesker, og heri overførelse af offentlige (skatte)midler til de regulatorer der skal udføre denne kontrol. Altså den er også et økonomisk og karrieremæssigt anliggende for visse mennesker der tilhører særlige privilegerede grupper i samfundet. Som jeg ser det, er det meget svært at få de mere ressourcestærke mænd til at indse, at der er totalitære tendenser på spil i den politiske prostitutionsdæmonisering. Det er fordi ressourcestærke mænd også ser ned på ressourceløse mænd, og måske lige så vigtigt, fordi de ikke har brug for prostituerede. Ressourcestærke mænd har rigelig seksuel adgang til kvinder uden at betale direkte med penge – at de så betaler indirekte med andre ressourcer og derved også penge, er skæbnens ironi. Ressourcestærke mænd har besejret de ressourceløse mænd, og som konsekvens får de adgang til sex med kvinder og i næste instans, mulighed for at videregive deres gener. Evolutionært set har mænd altid kæmpet mod andre mænd, og derfor er det ekstra svært, at få magtens mænd til at gå imod magtens kvinder. Feministerne har formået at vende tingene på hovedet. De har bildt os ind, at kvinder kæmper mod mænd. Evolutionært set giver dette ikke mening. Mænd indgår gerne strategiske alliancer med andre mænd, men mere overordnet kæmper de først og fremmest en intensiv intraseksuel kamp mod flertallet af andre mænd. Så jeg er bange for at der er meget lidt hjælp at hente der. Håbet ligger nok snarere hos kvinderne, fordi bag enhver ressourceløs mand er der en moder, og flertallet af mødre får aldrig ressourcestærke drengebørn. De mest ressourcestærke familier vil altid være en minoritet (også i Kommunistiske samfund er der en elite). Desværre er der nok en tendens til at de ressourceløse mænd typisk ikke har mødre eller søstre der tilhører de mest ressourcefulde familier. Så måske er der ikke meget håb at hente hos de ressourceløse mænds mødre, simpelthen fordi de ikke har politisk eller magtmæssig indflydelse.

Prostitutionshadets politiske reversibilitet

Noget af det jeg finder mest påfaldende ved det nye prostitutionshad er den politiske reversibilitet: Hadet mod prostitution har bevæget sig fra højrefløjen over til venstrefløjen. I tidligere tider kom angrebet mod prostitution fra religionen og konservative kræfter, og det er delvist stadig tilfældet. Men disse kræfter er ikke længere magtmæssigt dagsordensættende i medierne, statsbureaukratiet (herunder også overnationale bureaukratier), forskningverdenen eller den offentlige opinion. I dag kommer angrebet mod prostitution typisk fra det kulturelle borgerskab, især anført at dets højtuddannede kvinder, der ofte er ansat i det offentlige – det vil sige, disse kvinder er betalt gennem skattemidler. Det kulturelle borgerskab – som også kan kaldes ’den postmaterielle vidensklasse’ (den amerikanske sociolog Seymour Lipsets term) – har sit udgangspunkt i universiteterne, og det legitimerer sig ofte ved at tale og handle på vegne af lavere klasser i samfundet. Men reelt er det kulturelle borgerskab i sig selv en yderst privilegeret klasse, der har et magtmæssige udgangspunkt i sit høje uddannelsesniveau. Det vil sige, at den har erhvervet abstrakt universitær viden som kan udveksles til økonomi eller ressourcer. En del af denne universitære viden drejer sig om en slags marxisme, en særlig forestilling om samfundets indretning og mekanismer som i høj grad trives inden for det human- og samfundsvidenskabelige universitetskompleks. Man lærer at det fælles mål for progression er at nedbryde det vestlige kapitalistiske system, og man håber på, at menneskeheden en dag kan organiseres omkring en kollektivistisk model, hvor der ikke eksisterer merværdi og kommercialitet. At det kulturelle borgerskab så i dag snarere udfylder en lille bureaukratisk plads i et oligarki bestående af meget store korporationer og finansorganisationer kombineret med intensiv offentlig kontrol, vidner nok om, at det ikke er Kommunisme vi er på vej imod, men snarere Fascisme. Selvom de to styresystemer, et langt stykke af vejen har mange ligheder. Som Paul Lyngbye og jeg ser det, hænger den tilsyneladende feministisk godhed, der i dag trives i den offentlige opinion, og ikke mindst i medierne, også sammen med en generel bureaukratisering af feminismen. Den amerikanske kønsforsker Warren Farrell beskrev mekanismerne ret klart i hans hovedværk The Myth of Male Power: Why Men Are the Disposable Sex fra 1993:  Efterhånden som kvinder blev uddannet i feministisk ideologi på universiteterne, blev tusinder af højtuddannede kvinders job afhængige det offer-feministiske perspektiv. Der opstod et gigantisk skattefinansieret system som ser på verden gennem ’kvinde defineret som offer perspektivet’. Det er min påstand, at dette feministiske bureaukratikompleks, på ingen måde står i modsætning til de mest magtfulde instanser i tiden. Tværtimod er det kærkomment for ethvert magtsystem at regulere den menneskelige seksualitet. I dag er der måske endog ekstra god grund til at magthaverne ønsker at holde det mandlige initiativ nede. Og nu kan yderligere kontrol af mænd endog legitimeres af universitær humanistisk forskning.

Kvindelig intraseksuel konkurrence

Kernen i Paul Lyngbyes og min Opinion i Weekendavisen var introduktionen af begrebet intraseksuel konkurrence. Det er ikke noget vi selv har opfundet, det optræder i mange evolutionære teoretiske værker. Vores tese er, at hadet mod prostitution næppe lader sig forklare med, at feministiske frigjorte kvinder kæmper på vegne af svage kvinder som eksisterer langt væk fra deres egne cirkler. Det lå os lige til at forbinde kvinders interne konkurrence med prostitutionsfænomenet gennem evolutionær teori. I monogame samfund konkurrerer kvinder med hinanden om at tilegne sig en mands ressourcer, og derfor er unge smukke kvinder ofte udsat for en hård medfart fra andre kvinder. Feministiske konstruktivister tror, at den kvindelige konkurrence skyldes, at kvinder som udgangspunkt er dårligere stillet end mænd. Derfor bliver kvinder nødt til at gå så meget op i at få ressourcer gennem mænd. Dette syn er inkompatibelt med evolutionær teori. For det første forsøger hunner i de fleste pattedyrsarter at beslaglægge de bedste hanner, mindst som gode gener, men evt. også som ressourcer efter at deres afkom er født. For det andet søger selv kvinder med gode økonomiske ressourcer stadig efter mænd der mindst kan matche dem, men hellere som ligger over dem. Som en undersøgelse for nyligt proklamerede, kvinder oplever bedre orgasmer, hvis deres mandlige partner har høj status (gælder med garanti ikke for de fleste heteroseskuelle mænd, hellere en ung smuk 20 årig ukendt kvinde end Hillary Clinton). Dette er fuldt kompatibelt med evolutionær psykologi, mens den feministisk optik enten kræver, at dísse kvinder er fremmedgjort eller, at undersøgelserne var essentialistiske (et konstruktivistisk skældsord) eller patriarkalske (et feministisk skældsord). For det tredje fødes kvinder ligeså ofte som mænd ind i underklassen, middelklassen og overklassen. Enhver familie ønsker at dens døtre og sønner får de bedste overlevelsesmuligheder. Overklassens døtre er selvfølgelig langt bedre stillet end underklassens sønner. I den forbindelse er det værd at påpege, at de højtuddannede feministiske magtkvinder der tordner mod prostitution, selvfølgelig bredt set er meget bedre stillet end mange af de mænd som køber prostituerede. Men de er ikke nødvendigvis økonomisk set bedre stillet end de stærke prostituerede kvinder. Til gengæld udblænder feministerne ofte eksistensen af stærke prostituerede kvinder, de skærer gerne alle prostituerede og alle former for prostitution over en kam: prostituerede er fattige handlede kvinder der lider af granatchock.

Prostitution som trussel

De fleste kvinder har et problem med prostitution, og det er ikke blot fordi, de finder praksissen nedgørende for de kvinder der udbyder den form for tjenesteydelse. Det er fordi prostitution i samfund organiseret omkring monogami truer enhver kvindes monopolisering af en mand. Prostitution stimulerer mænds nedarvede lyst efter seksuel variation, og det kan derfor underminere det ene af de to principper som kvinder basalt set udvælger deres mandlige partner ud fra, jævnfør forældreinvesteringsprincippet. Den evolutionære teori forskriver at hunnerne i menneskearten vælger deres parringspartnere ud fra to principper: gode gener og tegn på at hannen vil tilbyde ressourcer når afkommet er født. De gode gener vedrører selve parringen mens ressourcerne kommer efter parringen. I flere fuglearter er det en udbredt praksis blandt hunnerne, at de gerne parrer sig med en han der udviser gode gener, for dernæst at lokke en anden han, der forekommer at ville hjælpe med ressourcer, til at tro at han er far til hendes afkom. Praksissen er også ganske udbredt i menneskearten. Der findes mange fædre som intetanende giver en kvinde og hendes afkom ressourcer i den tro, at det også er deres afkom, selvom det ikke er tilfældet. Når en mand i et monogamt parforhold viser seksuel interesse i andre kvinder, så truer det de ressourcer som hans hustru har monopoliseret. Den prostituerede tager konkret penge som ellers kunne være gået til familien. Men der er meget mere på spil. Mange kvinder anvender åbenlyst sex som en forhandlingsmiddel i forhold til deres mandlige partnere, jævnfør kønsforskellen der tematiseres i ordsproget ’Hun giver ham sex for at få kærlighed, han giver hende kærlighed for at få sex’. Hvis der havde stået ressourcer i stedet for kærlighed, så ville det afspejle frældreinvesteringsprincippet mere direkte. Prostitution underminerer således et af kvindens stærke magtværktøjer i den monogame familie og heteroseksuelle økonomi. Men det er end ikke hele historien. Prostitution påminder også kvinder om den seksuelle attraktion som de mister med alderens komme. Mænd begærer ikke alene seksuel variation, men også unge kvinder.

Karrierekvinder versus forførelseskvinder

Bredt set kan ældre kvinder ikke konkurrere seksuelt med yngre smukke kvinder, hvilket let kan forklares evolutionært. Mænd har en nedarvet disposition for at være seksuelt tiltrukket af unge og især smukke kvinder, fordi de per definition er mest fertile. Det fornemmer alle kvinder intuitivt, og derfor eksisterer der i vores samfund en udbredt, men ikke særlig udtalt intraseksuel konkurrence mellem kvinder, og især mellem yngre smukke kvinder og ældre kvinder. Det kan især iagttages på arbejdspladser, hvor der eksisterer mange karriereorienterede kvinder. De ældre kvinder der har faglig status og kompetence ved godt, at yngre kvinder uden samme erfaring, besidder naturgivne fordele de ikke let kan konkurrere med, hvis der også er mænd tilstede. Jeg har selv erfaret mange, men dog subtile, eksempler på dette inden for academia, der om noget må siges, at være et ensomt karriereorienteret felt. Her kæmper både kvinder og mænd med høje uddannelser en lang egoistisk kamp om at stige i et rigidt system der end aldrig ender med at give en årsløn som står i proportion til deres anstrengelser eller uddannelse. Læg så hertil, at mange af disse universitetsmennesker er (undervisnings)opdraget med marxistisk teori der tager afstand fra det selviske og dyrker et kollektivistisk ideal. Det skaber selvfølgelig en lettere modsætningsfyldt virkelighed: intensiv personlig konkurrence i virkeligheden kombineret med kollektivistiske idealer. I forhold til mænd har karrierekvinder derfor en ulempe. Deres faglige anstrengelser og status gør dem ikke mere seksuelt attraktive for mænd. Med mænd er det lige modsat, hvilket igen kan forklares med forældreinvesteringsprincippet: kvinderne værdsætter mænd med ressourcer, ikke bare tilfældig sex med gennemsnitlige mænd. Man opnår typisk flere ressourcer med alderen, og især de få mænd (men også kvinder) der når topstillinger. Til gengæld har kvinder der er unge, en social mobilitetsfordel der alene er baseret på deres overflade og som ingen mænd i den alder kan matche. For at parafrase Warren Farrell, kvindelig skønhed og ungdom er det eneste universelle pas til de højeste sociale klasser. Det er forståeligt, at det må føles brændirriterende for kvinder, der har valgt at dedikere deres liv til at konkurrere med mænd og andre kvinder om at opnå arbejdsmæssig succes, og så opleve, at denne succes ikke i sig selv har videre indflydelse på seksualøkonomierne. I Danmark kunne man konkret opleve dette fænomen ved celebritetsparret Erik Damgaard og Anni Fønsby. Erik der blev milliardær, endte med at finde en hyperseksuel kvinde der tidligere havde ernæret sig gennem sexarbejde. Overklassens kvinder så meget skævt til Anni. Jeg har hørt eksempler, der tyder på, at hun blev frosset ud af det bedre økonomiske borgerskab, og især af dets kvinder. Hun lavede et ekstremt klassespring, og midlet var gode seksuelle kundskaber. Nogle af de kvinder der har dedikeret deres liv til arbejdets lykkesagligheder opdager endog, at de på trods af deres faglige succes er tabere i et meget vigtigere spil: evolutionen. De nåede ikke at videregive deres gener, de blev karrierekvinder uden børn. Prostitution påminder ressourcestærke kvinder om, at andre kvinder uden politiske og klassemæssige ressourcer, alene gennem deres overflade, og specielt, hvis de er unge og smukke, alligevel kan nå meget langt gennem mænds seksuelle begær. Dette er især udpræget i demokratiske samfund, hvor der hersker en høj grad af kvindelig autonomi, og hvor klasseskellene er mere flydende. I feudale samfund har fattige kvinder ikke gode muligheder for at konkurrere med aristokratiets kvinder; de kan så at sige ikke hævde deres evolutionære vælgerrolle. Eksistensen af prostitution viser alle kvinder  – der er i parforhold med mænd, eller som anvender forførelse for at opnå f.eks. avancement på jobbet gennem mænd, eller endog som ikke anvender forførelse som avancement men konkurrerer mod andre kvinder som gør det – at mænd begærer seksuel variation, seksuelle kvinder og selvfølgelig unge smukke kvinder. Prostitution indikerer, at der findes en intraseksuel kvindelig konkurrence og trussel.

Elskerinden er farligere end den prostituerede

Det er åbenlyst, at selv hvis man kunne forhindre prostitution, så ville det ikke fjerne den intraseksuelle konkurrence mellem kvinder. Måske ville det snarere forstærke den? Når en mand, der lever i et monogamt parforhold, køber serviceydelser af en prostitueret, så er det muligt, at han underminerer hans hustrus mulighed for at anvende sex som styrringsmiddel. Det er også muligt, at han bruger penge, som han ellers kunne have brugt på familien. Og endelig er det muligt, at han giver hende mindre opmærksomhed. Men i forhold til en rivaliserende kvinde, en elskerinde, da er den prostituerede en meget mindre trussel. En mands elskerinde truer med at monopolisere hele manden, hun vil stjæle ham, hvis det er muligt. At det så sjældent sker, det er en anden historie, som igen kan forklares med evolutionspsykologi: Mænd har en intensiv lyst efter seksuel variation, men de skelner stærkt mellem korttidsseksuelle partnere og de kvinder som de har afkom med. Med kvinderne forholder det sig anderledes. Når en gift kvinde udsøger sig en elsker, så er det ikke bare et spørgsmål om seksuel variation, men derimod er der stor risiko for, at hun søger at foretage et bedre livsledsagerbytte. Hvis man effektivt var i stand til at forhindre prostitution, hvilket dog næppe lader sig gøre, så er det tænkeligt, at de ressourcefulde mænd som i dag køber prostituerede servicer, ville blive fristet mere til at søge deres seksuelle variation gennem elskerinder. Det ville udgøre en stærkere trussel for disse mænds hustruer. For de mænd der ikke lever i et parforhold med en kvinde, og som køber seksuelle servicer hos prostituerede, ville ophøret af prostitution betyde, at de var afskåret fra at købe adgang til sex med kvinder gennem penge. Da mænd uden ressourcer har meget svært ved at tiltrække sig kvindelige partnere, ville det sikkert betyde, at mænd i lavere klasser ikke længere kunne have seksuel omgang med kvinder. Og det er sikkert fint for feministerne, de bryder sig ikke om seksuel adgang til kvinder gennem pengeudveksling, men gerne gennem monogame parforholdsudvekslinger, hvori ressourcer og penge er helt centralt.

Det socialistiske klasseargument mod prostitution holder ikke

Et af de yndede feministiske argumenter der fremføres mod prostitution er, at et samfund ikke bør tolerere den slags arbejdsformer, underforstået at alle prostituerede er misbrugte stakler. Argumentationen har stor effekt på venstrefløjen, fordi den taler til idealet om det klasseløse samfund, og meget feminisme er skabt af marxistiske universitetskvinder: Drømmesamfundet, hvor alle har lige meget, og sikkert derfor også lige gode job. Men dette ideal er absurd og selvfølgelig ikke praktisk gennemførligt. Selv hvis der eksisterer en planøkonomi, hvor alle betales det samme af staten, så kan alle ikke have samme talenter og prestigefyldte stillinger, og derfor i næste instans, samme magt. I de Kommunistiske samfund eksisterer der en meget stærk magtcentralisering hos de mennesker der handler på statens vegne. Når de politisk stærke feminister bruger klasseargumentet mod prostitution, må man udfordre dem: hvorfor har de ikke travlt med at fjerne andre former for ’usselt arbejde’ der typisk udføres af de laveste klasser af mænd? Hvorfor er de så besat af seksuelt arbejde, oven i købet af seksuelt arbejde, som i de bedre tilfælde kan indbringe ikke-uddannede kvinder en indtægt der overgår indtægten for de højtuddannede kvinder? Hvorfor råber de ikke op om kønsasymmetrier i forhold til dødsarbejde og farligt arbejde? Hvis man forbyder prostitution eller kriminaliserer mandlige prostitutionskunder, så forhindrer man ikke fattigdom og man udligner heller ikke nogen klasseskel. Men man gør livet mere besværligt for mænd (især i de lavere klasser) og for de kvinder der ikke har uddannelsesmæssige ressourcer, men som gennem seksuelt arbejde alligevel bliver i stand til at tjene rigtig mange penge. I praksis vil man selvfølgelig også forstærke et lukrativt kriminelt marked. Men det giver selvfølgelig staten carte blanche til at udøve mere kriminalitetsbekæmpelse. Den feministiske anklage man ofte hører fremført, at det er ressourcestærke mænd der køber prostituerede fattige kvinder, behøver langt fra at være rigtig, den er det sikkert kun i få tilfælde. Den mand der køber en luksusprostitueret til en pris på f.eks. kr. 10.000 for en nat er givet rig, men den kvinde der får kr. 10.000 for en nat, kan ikke med rimelighed anses for at være fattig. Hun har en højere månedsløn end en offentlig ansat kvindelig chef. Den gennemsnitlige prostituerede, som arbejder på en klinik, har givet en meget højere månedsløn end den gennemsnitlige mandlige kunde der køber hendes serviceydelser. Altså hun er ikke en lavindstægtskvinde der bliver udnyttet af en højindtægtsmand. Skulle vi blive i den logik, ville det sikkert være mere retvisende at tale om, at hun er blevet til en højindtægtskvinde der udnytter en lavindtægtsmands biologiske instinkt efter at nyde sex med kvinder, som han er afskåret fra, fordi han er en lavindtægtsmand – jævnfør forældreinvesteringspricippet, kvinder søger ressourcer hos mænd og derfor har mænd nederst i hierarkiet historisk set ikke formeret sig i forhold til kvinder nederst i hierarkiet. Kvinder sidder med de kostbare æg, og derfor har selv de lavest rangerende kvinder en kostbar ressource som de kan omsætte til muligheder.

Afskyer feminister ressourceløse mænd?

Den nederste bund af samfundet, er selvfølgelig hovedsagelig mandlig, ikke kvindelige, selvom feminister siden 1970’erne har forsøgt at bilde os ind at kvinderne er ’the niggers of the world’. Men kvindernes målestok starter altid et godt stykke over gennemsnittet, da de seksualøkonomisk, bredt set, i en ung alder har et forspring over mændene. De er i begærsobjektets position, mændene skal gøre sig fortjent til deres gunst. Det er sikkert derfor at feminister, der ofte er højtuddannede, sammenligner hele kvindekønnet med 20% af mandekønnet, mændene i toppen. Men det er en fejlagtig sammenligning. Hvis de var ægte marxister, så burde de have erkendt, at bunden af samfundet er mandlig. Men den bund har ikke nogen kvinders interesse, bortset fra den mandlige bunds mødre – som tidligere nævnt, er det tvivlsomt om de kvinder har særlig stor politisk indflydelse. De mest ressourcefulde mænd har generelt slet ikke brug for prostituerede, de er nemlig sexobjekter for det meste af kvindekønnet, og kan derfor let arrangere seksuelle forhold med kvinder uden at betale med penge. Dette er ikke for at benægte, at der også findes ressourcestærke mænd som køber prostitutionsydelser, men jeg tror ikke at de er reglen. Og hvis prostitution forsvandt, så ville disse mænd på ingen måde blive afskåret fra at opnå seksuel adgang til kvinder; de ville let kunne tiltrække sig elskerinder. I en KVINFO-artikel fordrejes kønsasymmetrien ved, at man behændigt har udskiftet ’ressourceløse mænd’ med ’grimme og ikke særligt attraktive mænd’.  Det havde tydeligvis ikke virket så dragende, hvis KVINFO havde antydet, at det var forkasteligt, at ’fattige mænd har ret til sex’ eller ’mænd i de laveste klasser har også ret til sex’.  Det ville ligesom ikke passe ind til den marxistiske bagage som  flere hovedaktører i KVINFO åbenlyst kommer med/fra. Igen kommer den evolutionære psykologiske teori med meget bedre forklaringer end feministiske patriarkatteorier: Forældreinvesteringsprincippet forklarer elegant, hvorfor grimme mænd på ingen måde er afskåret fra sex, såfremt de har ressourcer. Tænk blot på den engelske skuespiller Dodley Moore (født 1935), han var alt andet end en skønhed. Han var gift fire gang, blandt andet med Suzy Kendall (født 1944) og  Tuesday Weld (født 1943).  Grimme mænd behøver ikke at være afskåret fra sex med kvinder, men derimod har ressourceløse mænd ikke den store kvindelige interesse, heller ikke selvom de måtte være smukke. Men hvis de sparer op kan de gennem penge give prostituerede kvinder konkrete ressourcer og få adgang til sex.

Ingen vælger at prostituere sig ud fra et frit valg

Det er også et af de typiske feministiske udgangspunkter. Antagelsen er, at det kun er socialt belastede kvinder uden andre muligheder, som vælger at arbejde i prostitution. Men hvor begynder det frie valg? Vælger rengøringsassistenten ud fra et frit valg? Og hvad med skolelæren, politibetjenten eller postbudet? Det er tænkeligt, at bureaukrater med høj universitetsuddannelse i fremtiden bliver i stand til at gennemføre en elitær lovgivning baseret på feministiske patriarkatteorier, hvor man kan sætte individers ’frie’ valg ud af spillet, ved at henvise til at deres valg ikke er rigtigt frie. Denne lovgivning vil da ikke i sig selv gøre, at alle mennesker opnår samme ressourcer i udgangspunktet. Men den vil klart give staten flere bemyndigelser, og der er stærk risiko for at vi kommer meget tættere på det totalitære. Som Orwell skrev, ’All animals are equal, but some animals are more equal than others’. Det er selvfølgelig de elitære bureaukrater som handler på almenhedens bedste der er mere lige end de undersåtter som reelt finansierer bureaukraternes eksistens. Den feministiske argumentation mod prostitution som et frit valg, baserer sig ofte på påstanden om, at prostitution er skadelig for de prostituerede. Man antager altså, at det er skadeligt for kvinder at have sex med flere mænd, eller i det mindste, at have sex med flere mænd som man ikke er forelsket i. ’Prostitution er en form for vold mod kvinder’ lyder typiske feministiske paroler, fordi en mand køber adgang til sex der ikke er baseret på monogam kærlighed. Hvorfor er slagteren ikke også en voldelig udøver? Han sælger adgang til føde. Eller hvad med den højtuddannede og højtbetalte bureaukrat der forvalter mennesker i lavere klasser men betalt gennem middelklassens skatteindbetalinger?

Feminister ynder også at bruge kommercialiseringskortet, at det er forkasteligt at seksualitet bliver kommercialiseret. Men hvad er ikke kommercialiseret i dag? Hvorfor har feminister ikke på lignende vis travlt med at anklage kommercialiseringen af børneopdragelse? Altså at børnepasningen i nutidens samfund tidligt fratages moderen og i stedet gøres til en økonomisk serviceydelse.  Mange mødre vil hellere end gerne passe deres små børn, hvis det kunne lade sig gøre, mens personel i vuggestuer og børnehaver står i en åbenlys kommerciel relation til børnepasning.

Religiøs moralaflejring og kvinders ret til sex med flere mænd

Når feministerne forsøger at holde kvindekønnet ubesmittet fra det seksuelle skørlevned, så er det nærliggende at antage, at der også ligger nogle religiøse moralske aftryk gemt i baggrunden: sex som syndigt, eller i hvert fald syndigt, hvis det finder sted udenfor det monogame kærlighedsparforhold. Man kan udfordre feministerne i forhold til deres skjulte religiøse moral ved at stille tre spørgsmål:

1) Har kvinder ret til at have sex med flere mænd, herunder med mænd, som de ikke lever i et monogamt parforhold med?

2) Har ikke-højtuddannede kvinder ret til selv at tjene deres egne penge?

3) Kan vi i vores samfund acceptere, at individer udveksler serviceydelser med hinanden?

Svarer man ja til disse tre spørgsmål, så er det svært at se, hvorfor der ikke må eksistere prostitution. Det bør i så fald være fordi, at alle prostituerede er tvunget til at have sex for penge mod deres vilje, og det er åbenlyst ikke rigtigt. Eller vi ender i hvert fald i det elitære formynderi. Ressourcestærke bureaukrater, der legitimerer sig på en slags feministisk marxisme, kan afgøre, hvornår andre mennesker, og især andre mennesker der er dårligere socialt stillet i udgangspunktet, er fremmedgjort fra deres eget bedste. Men bureaukraternes lovgivning kan selvfølgelig ikke forhindre, at der eksisterer individer der er dårligere socialt stillet i udgangspunktet end andre individer. Argumentationen, at ingen prostituerede ’reelt frit vælger’, indebærer formynderiske implikationer af dimensioner. Ud fra den logik vil man også kunne hævde, at homoseksuelle mænd, der på en enkelt aften har sex med 10 mænd (selvom der ikke finder en pengeudveksling sted), er fremmedgjort fra deres egne lyster og bedste. Skal deres adfærd også forbydes, fordi højtuddannede kvinder med økonomisk og politisk magt ikke kan spejle sig i deres seksualitet?

Feminismen og det totalitære

De mere rabiate separatistiske feminister, der prædiker lesbianisme som den eneste sande form for kvindelig seksualitet, ønsker end ikke monogame parrelationer mellem mænd og kvinder. Men de er på trods af deres styrke inden for det feministiske teorikompleks, absolut i mindretal i den praktiske politiske anvendelse af feminismen. De stærke kvinder med politisk magt som anvender feminismen, går endnu ikke ud og siger, at det monogame parforhold skal forbydes. Men de ser gerne at statsbureaukratiet skal bane vejen for en slags klassebaseret kønssocialisme: udligning af indkomst- og adfærdsforskelle mellem mænd og kvinder men kun inden for særlige segmenter eller klasser (f.eks. administrerende direktører, professorer, osv.) og typisk kun i middelklassen og opad. De kræver ikke at skraldemanden bliver ligestillet med den kvindelige Human Ressource chef. Ligestilingsdoktrinen er en af samtidens mest absurde doktriner, den lader sig bedst forstå som tom propaganda der taler til naive mennesker (se evt. min kronik i 180Grader om Direktørfeminisme og kvotefeberen). Mange feminister er parate til at ofre det demokratiske princip om lighed for loven for at opnå deres utopiske ideal om lighed i udgangspunktet. De accepterer derfor at særlige klasser af mennesker skal have ret til at få særlige privilegier i forhold til domstolene. Der skal ikke herske lighed for loven. F.eks. skal en sort mand, der er defineret som tilhørende en undertrykt klasse, behandles positivt af domstolene i forhold til en hvid mand, der er defineret som tilhørende en privilegeret klasse. Det er ud fra dette tankesæt, at feministiske politikere fremfører krav om omvendt bevisbyrde i forhold til f.eks. voldtægtssager, selvom det strider imod de grundlæggende retsprincipper i vores samfund. Det samme gælder prostitution. Feministiske politikere er villige til at underminere fundamentale retsprincipper i deres kamp mod det mandlige heteroseksuelle begær: Det er kun modtageren af serviceydelsen ’sex for penge’ der skal defineres som kriminel, ikke udbyderen, fordi udbyderen antages at være et offer for strukturelle omstændigheder (fattigdom, psykisk sygdom, fremmedgjorthed). Hvis vi overfører samme princip til narkoområdet, så ville det betyder, at pusheren der sælger narko er et stakkels offer (han tilhører en klasse uden ressourcer og bliver derfor mod sin vilje kriminel), mens køberen af narko er en undertrykker (han udnytter pusherens fattigdom). Pusheren går fri og får tilbudt offentlige ressourcer samt afvending fra sit pusherforetagende, mens køberen af narko får en straf.

Her er jeg så nået til kernen af min modstand mod det feministiske formynderi. Som tidligere nævnt, ser jeg klare totalitære implikationer i den feministiske prostitutionsdæmonisering. De samme argumenter vil kunne bruges til at forbyde pornografi og striptease, at ingen kvinder vælger disse erhverv ud fra fri vilje; og at disse praksisser er generelt kvindeundertrykkende. Og det stopper end ikke her. Feminister vil kunne kræve seksuelle og kønnede udtryk i beklædning for ulovlige, og de vil kunne forbyde skønhedsidealer, fotomodeller, billeder og modeblade. Samtidens toldere og farisæere vil få travlt med at regulere og profitere på den omsiggribende sindelagskontrol. Kort sagt, den form for feminisme risikerer at bane vejen for det totalitære, for mere statskontrol og seksuelle dekreter, der kommer tæt på en del fundamentalistisk religion. Derfor er jeg stærkt skeptisk indstillet overfor mainstream feminismen.