Archive for the ‘Uncategorized’ Category

Interview om Køn og ligestilling

juli 7, 2010

Partiet det Radikale Venstre stillede mig et par spørgsmål i forbindelse med et temanummer om Køn og Ligestilling i deres blad Radikal Dialog.

Jeg gengiver her spørgsmålene og mine svar, temanummeret kan downloades her.

I din Phd-afhandling gør du op med det socialkonstruktivistiske kønssyn, hvor kønsforskelle primært ses som kulturelt betingede. Hvorfor mener du ikke, det er korrekt at anskue kønsforskelle som en social konstruktion? Mener du, at forskellene er rent biologiske, eller hvorfor eksisterer de?

I forhold til biologisme/kulturalisme dikotomien, så er jeg tilhænger af det videnskabsteoretiske perspektiv der kaldes interaktionisme. Her annerkender man både biologi og kultur, forbundet såvel som  individuelt, som forudsætninger for menneskelig adfærd.

Jeg finder det mest sandsynligt, at mennesket ikke fødes med en tom bevidsthed, men kommer med en række nedarvede dispositioner. Der findes meget biologisk og psykologisk teori der peger på, at adfærd som voldsom leg og tumlelege blandt børn, aggression, interesse i moderskab, dominant adfærd, seksuel imødekommenhed med videre, ikke blot kan reduceres til noget arbitrært og kulturelt betinget. Og i forlængelse er disse teorier ganske eksperimentielt og empirsk verificeret.

Jeg anser det for meget sandsynligt, at hjernemæssige og hormonelle kønsforskelle er væsentlige medproducenter af menneskers selvopfattelse, handlingsmønstre og socialitet. I lyset af den genetiske og neurovidenskabelige udvikling og fremskridt, finder jeg det usandsynligt, at de mange biologiske forklaringer skulle være ren fiktion. Det er min opfattelse, at de biologiske teorier er blevet udblændet fra mainstream-feminismens domæne, fordi feminismen i anden halvdel af det 20. århundrede har værende stærkt farvet af socialistisk ideologi.

En række feministiske teorier anskuer moden som kvindeundertrykkende. Hvorfor mener du ikke, at dette er tilfældet? Og kan du pege på nogen kvindeundertrykkende elementer i det danske samfund?

Det korte svar vil være, at jeg ikke forsager markering af kønsforskel, seksualitet eller forførelse. Mit polemiske svar på næste spørgsmål er, at jeg anser mainstream-feminismen for at være kvindeundertrykkende. Ved at overføre marxismens klassebegreb til køn, hvor dikotomien proletariat versus kapitalister nu bliver til mænd versus kvinder, er feminismen medvirkende til at fremmedgøre de to køn overfor hinanden. Jeg mener, at marxismen i sig selv er ganske absurd, og når den så yderligere fordrejes med denne kønstolkning, så bliver resultatet endnu værre.

Jeg syntes ikke at man meningsfuldt kan sige, at gruppen kvinder har det dårliger end gruppen mænd. På de helt store linjer ville det måske ligefrem være modsat: gennemsnitslevealder, risiko for tidlig død, dødsarbejde, kontrol over reproduktion, faktisk reproduktion, hvem der betaler mest af deres arbejdsaktivitet til staten, hvem der modtager flest tilkud fra staten, hvem der har størst sandsynlighed for at være hjemløs/sidde i fængsel, med mere. Jeg er ikke socialist, og derfor heller ikke kønssocialist. Hvis det overhovedet er relevant at tale om en generel kvindeundertrykkelse, så tror jeg, at man vil opdage, at der findes lige så meget mandeundertrykkelse.

I dag forekommer staten og EU-systemet ensidigt at se på verden gennem en konstruktivistisk offer-feminisme – idealet om det  enskønnede menneske i kvindeligt forbillede – og det anser jeg i alt fald for at være potentielt farligt, måske endog menneskeundertrykkende.

Du siger i Leny Malacinskys bog, at det er elitens behov, der bliver måleenheden i ligestillingsdebatten. Kan du uddybe det?

Det kan jeg f.eks. uddybe gennem min definition af begrebet Direktør-feminisme:

Fortrinsvist udbredt hos kvinder der tilhører den øvre del af middelklassen, typisk med en universitetsuddannelse. Direktør-feminister forsøger at få staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til køn, men kun inden for de økonomiske og kulturelle segmenter som disse kvinder selv tilhører. Deraf tilnavnene Elite/Direktør. Direktør-feminister interesserer sig kun for at udligne forskelle i kønsadfærd i den øvre del af samfundet, og kun hvis denne udligning ser ud til at være til kvindernes fordel.

Jeg kunne i det mindste forstå en rigtig socialistisk argumentation, at kvinder i bunden af samfundet skal have samme lønninger som mænd/kvinder i toppen. Fordi at socialister søger at opnå et klasseløst samfund, hvor ingen har/tjener mere end andre. At denne præmis så næppe kan eksistere i praksis, det er en anden snak.

Men når man i stedet begynder at favorisere særlige individer i den øvre del af samfundet (det bedre borgerskabs universitetsuddannede døtre) ud fra en socialismelogik, så mener jeg at kæden er hoppet helt af. Det er nærmest misbrug af socialismeargumentation. ‘Der er for mange Lensgrever i toppen, det bør udlignes af Kongen, så der bliver lige så mange Baroner’.

Mener du det er relevant og overhovedet muligt at gøre noget rent politisk for at fremme ligestillingen i Danmark? I så fald på hvilke områder, er der behov for at man gør noget? F.eks. skal der indføres kvoter for at få flere kvinder i bestyrelser? Skal vi have øremærket barsel til mænd?

Det kan jeg ikke svare på med mindre begrebet Ligestilling er klart defineret. Hvis Ligestilling forstås som idealet om at mænd og kvinder indenfor de respektive klasser/erhvervsgrupper/uddannelsestyper/segmenter burde have ensartet (gennemsnitlig) distribution af ressourcer, adfærd og interesser, så vil jeg se mig selv som en modstander af Ligestilling. Fordi det vil være en slags klassebaseret socialisme der er en absurditet i sig selv; og fordi det ville kræve ’lighed i resultat’ indenfor særlige segmenter fremfor ’at alle behandles lige af loven’.  Jeg mener at det let vil være en glidebane mod det totalitære.

Jeg er klart modstander af kønskvoter, jeg mener ikke at det er statens opgave at tvinge individer til at passe ind i statistiske kategorier, hvad end disse kategorier er baseret på uddannelseslængde, klassetilhørsforhold, arbejdstype osv.

Jeg mener, at mænd skal have lov til vælge barsel på lige vilkår med kvinder, altså lighed for loven. Men det betyder ikke, at det er statens opgave at tvinge en  gennemsnitlig enshed frem, at lige mange kvinder og mænd tager barselsorlov.

Jeg er overbevist om, at mange kvinder, der ikke primært har lønarbejde som det centrale omdrejningspunkt i livet – og det kunne let tænkes at være flertallet af kvinderne i Danmark – er meget glade for at tilbringe 6 eller 9 eller endog 12 måneder med deres nyfødte børn.

Jeg kan ikke se at staten skal tvinge disse kvinders mænd til at tage halvdelen af barselsorloven blot fordi, det ellers kunne medføre strukturelle ulemper for kvinder i den øvre del af samfundet. Jeg ser ikke kvinder og mænd i de enkelte familier som individer, der bekæmper hinanden eller bør være ensartede. Jeg forsager ikke kønsforskellen eller de mange mærkværdige asymmetrier, som den forekommer at skabe i menneskearten.

Har du et bud på, hvad der skal til for at opnå ligestilling mellem kønnene?

Et bureaukratisk helvede eller et facistoidt samfund med meget stærk statsmagt, nøje kontrol af familierne, en høj grad af planøkonomi og stærk tvang. F.eks. ville det kræve at kvinder ikke må vælge en mandlig partner der er ældre end dem selv og har flere ressourcer end dem selv, thi så vil de jo automatisk komme bagud økonomisk og ressourcemæssigt.

Slut på interview. Jeg siger tak til Det Radikale Venstre, fordi de valgte, at inddrage mine meninger i deres blad, selvom det går imod den typiske feministiske konsensus.

Reklamer

En lille glædelig overraskelse fra Forskerforum midt i nyhedsstrømmen

november 15, 2009

Som læser af en række akademiske medlemsblade, f.eks. Dansk Magisterforenings medlemsblad ’Magisterbladet’, er jeg vant til at møde nedtrykkende artikler der propaganderer for mere social ingeniørkunst og Statsinterventionisme, f.eks. at Statens institutioner bør bedrive positiv diskrimination til fordel for klassesegmentet ’højtuddannede kvinder’ (dette eksempel er drevet af det ideologiske-politiske paradoks jeg ynder at beskrive som ’klassebaseret Socialisme’). Men i novemberudgaven af Forskerforum, et medlemsblad for forsknings-, universitets- og undervisningsansatte inden for DM’s, DJØF’s, JA’s, DF’s og DDD’s områder, blev jeg positivt overrasket.

forskerForum

Bagsiden bærer en artikel der omhandler danske singlers partnerpræferencer. Min glæde ved denne artikel skyldes ikke, at en nylig undersøgelse viser, at forskere er en af de mest attraktive erhvervsgrupper for danskere der søger en partner. Dette budskab er sikkert, set fra Forskerforums side, anset for at være livsbekræftende for målgrupppen. Det jeg finder dejligt befriende at læse i et sådant medie er, at man vælger at bringe en bagside historie der tager udgangspunkt i evolutionær psykologi. Altså Forskerforum bryder her med det lukkede konstruktivistiske kønssyn, at kønsforskel alene er socialt konstrueret. I artiklen lader man Ph.d. Gert Martin Hald ved KU og Sexologisk Klinik Rigshospitalet fremføre en evolutionær forklaring på, hvorfor forskerne er i høj kurs hos singlerne i DK:

Empirien omkring det her er næsten konsistent: kvinder vælger det, der signalerer høj status, ressourcer og evner til at beskytte dem. Og da akademikere har stadig mere indflydelse og status i samfundet, ligger de højt på listen.

Artiklen undlader nu ikke at påpege, at der er to forskellige teoretiske forklaringer på denne tilstand, henholdsvis den konstruktivistiske (at partner-smag er produkt af opdragelse) og så den evolutionære, som Gert Martin Hald hælder mod:

”’Kvinden søger den bedste jæger – den med højest indkomst i gruppen. Ser man på de vigtigste faktorer, så ligger uddannelse og intelligens i top fem i rigtig mange kulturer. Så det er gode gamle Darwin igen’, siger Hald, og nævner også, at højtuddannede kvinder udgør den største singlegruppe. Muligvis fordi kvinder har en tendens til at søge opad i det sociale hierarki.

Jeg finder det bemærkelsesværdigt befriende, at et medlemsblad for DMere, DJØFere, JAere, DFere og DDD’ere har mod til at bringe sådan en historie. Man signalerer nemlig, at der eksisterer en nedarvet kønsforskel, at mænd og kvinder har forskellige parringspræferencer/strategier. Gert Martin Hald får lov til at lukke artiklen således:

Spørger man kvinder på dates, hvilken mand de vil vælge, så vil kvinderne have de statusmæssigt bedste 25 procent del af den mandlige befolkning. Spørger man mændene, så siger de: det er lige meget…

Det kunne selvfølgelig have været endnu mere forløsende, hvis Gert Martin Hald var blevet citeret for at sige, at kvindelig smuk fysisk overflade og ungdommelighed til gengæld var krydskulturelt udbredt som stærke mandlige partnerpræferencer. Men det ville jo nok være for stærk kost for akademikerne. For så var det måske ensbetydende med, at arbejdsindsatsen hos akademiske kvinder ikke spillede så stor en rolle som den gjorde for akademiske mænd, når det kommer til seksualøkonomierne. Og det ville sikkert blive udlagt som et tegn på at kvinderne var strukturelt undertrykt, og så måtte den biologiske forklaring jo nok hellere vige til fordel for en feministisk konstruktivisme.

Karl Lagerfeld ironiserer: I was never a feminist because I was never ugly enough for that

august 20, 2009

























































Illustrationen er linket fra artiklen på Harper’s Bazaar.


Så er chefedesigneren for det franske modehus Chanel, Karl Lagerfeld, igen ude med en provokation der har gjort feminister vrede. I septemberudgaven 2009 af det amerikanske Harper’s Bazaar deltager han i et fiktivt interview, hvor han foregiver, at han er Coco Chanel der pludselig er kommet tilbage til vores tid og svarer på en række damebladsspørgsmål:

Harper’s Bazaar: Your clothing liberated women in the 1920s. Are you still a feminist?
Karl Lagerfeld som Coco Chanel: I was never a feminist because I was never ugly enough for that.

Denne sætning har fået vrede feminister op af deres intellektuelle stole. Hvor vover Karl Lagerfeld at lave grin med feminismen. Han antyder jo her, at feminister er grimme kvinder samt at det kvindelige stilikon Coco Chanel slet ikke var nogen feminist!

Jeg mener, at det er interessant og påfaldende, at et modeblad som Harper’s Bazaar tør ironisere over feminismen i en tid, hvor de fleste dame- og modeblade forekommer at have købt delvist ind i feminismen, dog som regel kun i en populærudgave. Det er tydeligt, at mange af de kommercielle magasiner henvendt til kvinder i stigende grad benytter sig af en feminism light retorik. Magasinerne accepterer mere eller mindre mainstream-feminismens grundlæggende teser om, at kvindekønnet er strukturelt undertrykt af patriarkatet, og derefter celebrerer man utopien om den frisatte karrierekvinde der er smuk, magtfuld, pengestærk og selvfølgelig forbrugende. Dette forhold kan ses af de mange dame- og modebladsartikler der i dag centrerer sig om feministiske emner, især Direktørfeminisme – det vil typisk sige den øvre middelklasses ultra-privilegerede kvinder med universitetsuddannelse bag sig som i dag forsøger at blive positivt forfordelt på toppen af arbejdsmarkedet gennem statsmagtsregulering, også kaldet kønskvoter.

Men denne feminisme light i de kommercielle modemedierne er noget af et paradoks, fordi de brede modeblade reelt set er fuldstændigt inkompatible med den akademiske mainstream-feminisme. Mainstream-feminismen hader selvfølgelig modeindustrien da denne industri hænger sammen med det kapitalistiske system. Som jeg ser det, er det ikke logisk muligt for modeindustrien, at finde en reel forsoning med den akademiske feminisme, fordi sidstnævnte har et ideologisk udgangspunkt i marxismen blandet op med et videnskabsteoretisk lukket socialkonstruktivistisk synspunkt der benægter medfødt kønsforskel. Det betyder, at mainstream-feminisme i sit væsen afskyer femininitet, forbrug baseret på markedsøkonomi og kvindelig stereotypisk skønhed promoveret og solgt gennem billeder – elementer der udgør modeindustriens økonomiske og eksistentielle grundlag.

Det skal påpeges, at Karl Lagerfeld i artiklen i Harper’s Bazaar dækker sig grundigt ind ved også at ironisere over sig selv:

Harper’s Bazaar: What’s the new Chanel classic?
Karl Lagerfeld som Coco Chanel: As apparently my old jacket is still around, done by this idiot Karl, I have to help him find a new idea.

Karl Lagerfeld og Harper’s Bazaar burde let kunne forsvare sig med at artiklen er baseret på satire. Men hvis man skal dømme efter feministisk internetaktivitet, så er det tydeligt, at feministerne ikke stiller sig tilfreds med det. Eller rettere, de anser deres ideologiske kamp for at redde kvindekønnet fra denne verdens uretfærdigheder for at være så ophøjet, at den burde være fritaget for ironi. Her minder feministerne en del om religiøse der også frabeder sig ironi over deres tro og hellige symboler.

Det skal blive spændende at se, om feministerne i den nære fremtid gennem deres internetaktiviteter formår at skabe en slags feministisk Muhammed-krise for Chanel og Harper’s Bazaar.  Der vil givet komme feministiske krav om boycott af Chanel og Harper’s Bazaar. Det interessante i den sammenhæng vil i så fald være, hvordan dame- og modebladene generelt forholder sig til sådanne krav? Vil andre konkurrerende magasiner forsøge at tage billige feministiske point hjem ved harcelere over Karl Lagerfeld og Harper’s Bazaar? Eller vil de intuitivt fornemme, at dette er en sag der truer med at åbne det sår der eksisterer mellem akademisk mainstream-feminisme og mode/medieindustrien? Hvis der opstår en krise, hvad så med Chanel og Harper’s Bazaar? Vil de stikke halen mellem benene og undskylde til de mange kvindelige forbrugere der måtte blive stødt på deres feminisme, eller vil de blot grine af den feministiske mangel på selvironi? Jeg venter spændt.

Sort snak om mere konkurrence

august 3, 2009

Dagens sorte snak fra Socialdemokratiet bakket op af en marxistisk økonom: Ifølge 180Grader.dk beklager man sig over, at de danske banker, trods statstilskud, ikke låner penge nok ud til virksomhederne. Løsningen er så, ifølge Socialdemokraternes næstformand, Nick Hækkerup, at der skal oprettes en statsbank. Og nu kommer så den sorte snak fra økonomen: “For det første kunne det hjælpe virksomhederne. Men det kunne også få de private banker op på stikkerne, når der er konkurrence fra det offentlige“.

At tale om konkurrence fra det offentlige er ikke meningsfyldt. Det offentlige er alt andet end konkurrence, da Staten sagtens kan operere med underskud. Det er jo dækket ind af skatteopkrævninger. Det offentlige indebærer monopol. Som at sige, at der må skabes mere konkurrence ved at opføre mere monopol. Det er sort snak.

Det ville være meningsfyldt i stedte at tale om, at man ønskede, at det offentlige skal drive bankvirksomhed, fordi man vil have yderligere nationalisering af pengeudlån, men det giver ikke mening, at bruge begrebet konkurrence her.

I denne sammenhæng er det relevant at påpege, at pengeudlån aldrig har fungeret på et frit markede, det har altid været stærkt reguleret af Nationalbanker, Federal Reserve Banks, etc. – kort sagt, Staten har altid haft en stærk finger med i spillet der. Den amerikanske anarkist Benjamin R. Tucker bemærkede allerede dette paradoks i sin lille tekst ‘State Socialism and Anarchism: How far they agree & wherin they differ‘ fra 1888:

ifølge Tucker eksisterer der et mærkværdigt misforhold inden for det kapitalistiske system sådan som det blev foreslået af de politiske Manchester økonomer:

De troede på friheden til at konkurrere med lønarbejderen med henblik på at reducere hans løn, men ikke på friheden til at konkurrere med kapitalisten med henblik på at reducere hans ågerrenter” (egen oversættelse).

Med andre ord, staten skabte monopoler i forhold til udlån af penge. Tucker identificerede fire statsgaranterede monopoler, det ene er dem var ’the money monopoly’, staten giver visse individer privilegier i forhold til udlån. Tucker henviste til Proudhon og Warren: hvis man skabte fri konkurrence i retten til at udøve bankforretning, så ville det automatisk på sigt medføre, at renten aldrig ville komme over 1 procent, til stor gavn for mennesker med initiativ der ville sætte forretning i gang for lånte penge.

Som vi ved gik det absolut aldrig sådan. Bankforretning har lige siden været stærkt underlagt statsmonopol og regulering. Nu får vi så at vide, at den finansielle krise skyldes de frie markeders grådighed, og at løsningen derfor er at skabe endnu mere statsregulering. Men disse påstande er grundlæggende forkerte, bankforretning har aldrig været fri.  Her har jeg samlet et par interessante økonomiske perspektiver på finanskrisen.

Prostitution. Selvfølgelig er sex til salg. Det er lige så basalt som føde.

marts 27, 2009

Her er en kopi af  indlæg fra Weekendavisen fredag 27. marts, side 13, forfattet af Paul Lyngbye og jeg selv. Weekendavisen gav os plads til at forsvare os mod et ret perfidt indlæg der var skrevet i WA ugen efter at vores Kronik ‘Darwin og prostitution’ var blevet publiceret.

Weekendavisen OPINION Nr. 13 – 27. marts 2009, 13

Prostitution. Selvfølgelig er sex til salg. Det er lige så basalt som føde.

Forbud ingen løsning

Af PAUL LYNGBYE OG ERIK HANSEN-HANSEN

HELENE Valgreen angriber os for vores kronik, bragt den 6. marts om prostitutionsfænomenet set gennem darwinisme. Hun giver udtryk for, at det er forkasteligt, når WA giver plads til holdninger, der går imod den offer-feministiske konsensus, at mandlige prostitutionskunder skal kriminaliseres. De forkerte synspunkter bør ikke have plads, kun de rigtige. Et typisk udtryk for politisk korrekt censur. Det er endog ekstra slemt, at vi er to mænd, der har fået spalteplads. Vi mener, at mænd selvfølgelig skal have plads til at problematisere kræfter i tiden der vil kriminalisere en udbredt seksualadfærd. Helene Valgreen anvender debat-teknik af værste skuffe. For eksempel vulgært sprog, at lægge os noget i munden vi ikke siger og at gå efter vores personer i stedet for indholdet. Vi fremfører ikke, at kvinder skal være prostituerede, men derimod, at det er soleklart, at nogle kvinder vil vælge at blive prostituerede. Fordi de ejer en stor naturbaseret ressource, som kan omveksles til penge: adgang til sex. Prostitution er et ufaglært job, der kan indbringe en advokats salær.

Vi mener, at kriminalisering af prostitutionskunder er en vanvittig idé. For det første er det juridisk uhørt alene at straffe modtageren af en serviceydelse, men ikke udbyderen. For det andet vil det ikke forhindre prostitution. De svage prostituerede vil få endnu større problemer, og de stærke prostituerede vil ryge i armene på kriminelle. Det kan kun være kulturrelativistiske feminister, der antager, at heteroseksualitet er en patriarkalsk ondsindet social konstruktion, som kan tro, at man gennem forbud vil kunne forhindre udveksling af sex. Noget, der inden for pattedyrsarterne er lige så fundamentalt som føde. For det tredje findes der mange prostituerede, som ikke betragter sig som ofre og som ikke ønsker, at deres levevej skal gøres mere besværlig. Forskellige prostitueredes netværker (se for eksempel www.s-i-o.dk) kæmper i dag, på tværs af lande, en indædt kamp mod forbudsfeminister og religiøse fundamentalister.

Der findes absolut prostituerede, som er undertrykt, for eksempel handlede mennesker, men det berettiger ikke et forsimplet syn på prostitution: at al prostitution sættes lig med menneskehandel og kvindeundertrykkelse. Vi påpeger, at det er værd at forholde sig til intraseksuelle magtkampe mellem forskellige klasser af kvinder, hvis man vil forstå, hvorfor prostitutionshadet i dag kan samle magtfulde kvinder i modsatte ender af det politiske spektrum. Som altid er det vigtigt at følge pengestrømmene, ikke bare de prostitueredes penge, men måske i langt højere grad de offentlige penge, der går til at understøtte de privilegerede højtuddannede kvinder i bekymringsindustrien.

Efter vores vurdering synes den newzealandske model i øjeblikket at være en af de bedste løsninger på prostitutionsproblematikken. Modellen legaliserer prostitution, de prostituerede bliver medinddraget i lovgivningen, de får rettigheder, og der udstedes særlige licenser. Yderligere styrkes den sociale indsats over for de prostituerede, som er dårligt stillet og gerne vil ud af deres erhverv.

Om slør og sexsymboler

januar 13, 2009

Tegning set på 180Grader.
På forunderlig vis minder kommentarerne i den sidste boks i tegningen mig om en situation jeg oplevede i den virkelige akademiske verden i efteråret 2008: Under en universitetskonference var et af emnerne muslimske kvinders brug af slør i vesten. I bedste politisk korrekte stil ville man selvfølgelig nuancere slørbrugen, vise at der var forskellige kontekster på spil, hybrider mellem vestlig og arabisk kultur osv. Dette oplevede jeg ikke som specielt foruroligende. Men der var en implicit konsensus blandt akademikerne i salen om, at en begrænset tildækket kvinde egentlig var fint, ja nærmest at foretrække, i forhold til vestens fokus på kvinder som begærspersoner – det som gender-feminister typisk kalder for sexobjekter.

Når mainstream-feminismen således teoretisk bakker om den dydige og ikke-seksuelle kvindekrop, så følger den i fodsporet på mange hundrede års puritansk religiøs ideologi: sex er syndigt, den smukke forførende kvindekrop må tæmmes.

Den amerikanske psykologiprofessor Phyllis Chesler udgav i 2005 bogenThe Death of feminism: what’s next in the struggle for women’s freedom.

 

Her angriber hun den kulturelle relativisme og det vestlige selvhad, der har fået mange venstre-intellektuelle til at lukke øjnene for makabre frihedsindskrænkninger og kulturelle praksisser opført mod kvinder uden for vesten. Man må gerne kritisere modeindustriens stereotypiske (heteroseksuelle) skønhedsidealer i vesten, det er jo kapitalisme-undertrykkelse af kvinder. Men man må ikke kritisere ikke-vestlige kulturpraksisser, for det ville være udtryk for racisme eller kolonialisme.

I Norge har feminismen sikkert fundet en glimrende alliancepartner i den religiøse puritanisme: Sex og kvindelig skønhed er syndigt.

Appropos feministisk motiveret kvindekvoter, så vil jeg henvise til min kronik i 180Grader.

Defition of misandry or hatred of males

november 2, 2008

The book Legalizing Misandry: From Public Shame to Systemic Discrimination against Men (Nathanson, Paul; Young, Katherine R., 2006 , Montreal: McGill-Queen’s University Press), complements the Danish Sociologist Henning Bech’s analysis of ideological feminism in his book Kvinder og Mænd (in Danish 2005, Hans Reitzels Forlag). But Legalizing Misandry is a much bigger account of what some theoreticians has called gender feminism – the idea that women as a gender is structured (gender is entirely socially constructed) and oppressed. This structure serves the class interest of men  (usually seen as an extension of Capitalism: white oppressive capitalist men who controls the entire world and women).

I found a long definition of the concept Misandry obviously insprired from Legalizing Misandry, and I thought I would reproduce it here.

Acts of misandry include:

1. the desire or the acts to subjugate, oppress, punish, harm, injure, or murder males because of their gender.

2. the deliberate preference of a female’s lie against the truth.

3. the belief that no father can be a fit parent.

4. the assumption that masculinity, male physiology, and male hormones cause males to become evil, sexually abusive, oppressive, and violent. The corollary assumption is we must raise boys as we do girls, in the image of misandry, without regard to a child’s unique qualities, preferences, hopes, and desires.

5. the assumption that every male is or can become sexually abusive, oppressive, and violent.

6. the assumption that females cannot be sexually abusive, oppressive, and violent.

7. the attribution of negative qualities and humanity’s historic evils to the entire male gender while ignoring female culpability.

8. the promulgation of false statistics against males regarding rape and family violence. The parallel assertion that female acts of abuse and violence against males are insignificant and are justified as self-defense.

9. the tolerance of female violence and abuse toward males.

10. the suppression of evidence of female violence and abuse toward males.

11. the encouragement, filing, support, or toleration of false allegations and charges against a male because of his gender. The corollary is the encouragement, filing, support, toleration of her false allegations against a male because of her gender.

12. lying or the deliberate creation of false information against any male because of his gender.

13. the deliberate repression or distortion of facts showing female culpability or affirming a male’s innocence.

14. the suppression of a male’s testimony because of his gender.

15. the falsification of transcripts, police reports, court reports, and evidence such that the fraud adversely affects a male.

16. the denial of historic male spiritual, intellectual, humanitarian, and material contributions to civilization.

17. the act of coercing women to lie against their husbands.

18. the act of coercing children to lie against their fathers.

19. the act of encouraging and instructing females to contrive, or testify to, false allegations of family violence, child abuse, child molestation, or rape against a male.

20. the act of making false allegations of family violence, child abuse, child molestation, or rape against a male.

21. the act of falsely testifying against a male, supporting false allegations of family violence, child abuse, child molestation, or rape.

22. blaming males for all psychological and social maladies.

23. encouraging or persuading another to lie against a male because of his gender.

24. the beating or abuse of a male by a female for personal satisfaction or material gain.

25. the violence against women act.

26. failure to provide males equal protection under the law (Amendment 14, Section 1).

27. Child Sexual Abuse: Intervention and Treatment Issues. Kathleen Coulborn Faller, 1993, U.S. Department of Health and Human Services – Administration for Children and Families – Administration on Children, Youth and Families – National Center on Child Abuse and Neglect. ” This manual was developed and produced by The Circle, Inc., McLean, VA, under subcontract No. S105-89-1730 to Westover Consultants, Inc.”

28. the use of female pronouns to refer to victims and male pronouns to refer to assailants, rapists, and suspects.

Other Parts of Speech

misandrous (mis’-an’-dr?s) adj. (1) practicing misandry (2) of or characterized by misandry.

misandric (mis’-an’-dric) adj. characterized by misandry.

misandrist (mis-an’-drist) n. one who practices misandry.
Dealing with Misandry

Misandry is a world wide problem. Those who practice misandry abuse men, women, and children. These purveyors of hate do not support the right of all people to live safely and free of false accusations. They do not care about the damage they cause. They want to exercise their personal power and influence over others.

Most people are not aware of what is happening in our courts. So, become informed about gender and accusatorial preference in our courts. Take note of this behavior and discuss it with others.

The greatest danger is that judges, prosecutors, and others possess immunities that protect them from criminal prosecution and civil liability for their public crimes and civil torts. These people are not subject to public scrutiny and accountability.

Change the law and provide reparations, restitution, and redress for those who have been wronged. Outlaw immunity. Demand punishment of any public official or other person who has lied or used coercive or persecutive measures to, or in an attempt to, imprison, or distress another. Demand changes in the law that removes the statutes of limitations for these crimes.

Misandry, misogyny (hatred of women), and accusatorial preferences have no place in our society. We cannot have equality and opportunity when gender preference is so prevalent in our justice system.

The list was apparently made by an Edward N http://www.equalparenting-bc.ca/issues/misandry.htm

what should I say?

februar 13, 2008

I might write something here if I find I have something to say…