Posts Tagged ‘Direktørfeminisme’

Tvungen barselsorlov til mænd: Statslig detailregulering af familielivet

oktober 5, 2011

Efter regeringsskiftet kommunikeres der igen en hel del i medierne om tvungen barsel til fædre. Tilhængere af tvungen fædrebarsel anvender f.eks. argumentet, at det er synd for mænd, hvis de ikke kan få tid til at passe deres små børn, enten fordi deres chefer eller endog egne kvinder, mødrene, står i vejen for deres valgmuligheder. Antagelsen er, at mænd hellere end gerne vil have mere barselsorlov, men at arbejdspladserne forsøger at forhindre dem i det. Hvis ikke det er arbejdspladsen der problemet, så er det måske mændenes egne kvinder, at mødre selv prøver at tiltuske sig barselsorloven på mændenes beskostning.

Jeg vurderer, at det argument er en stråmand, det drejer sig i virkeligheden ikke om mænds ret til barsel, men om en ønsket statsregulering af menneskers arbejdsiver, især drevet af Direktør-feminisme kombineret med kønsmainstreaming.

Elitekvindernes strukturelle undertrykkelse

Fortalerne for reguleringerne forekommer at mene, at det er et problem, hvis kvinder statistisk set interesserer sig mere for deres små børn end mænd gør. Det fordi det i praksis vil betyde, at flere kvinder end mænd vælger at bruge mindre tid på arbejdslivet end børnepasning. Det kan ramme kvinder i topstillinger, i det mændene i dette ’ekstreme segment’ ender med at have mere arbejdserfaring og derfor statistisk set vil få flere topstillinger end kvinder. Direktør-feminisme drejer sig typisk om statistik, statistik inden for særlige nichesegmenter, de segmenter som de mest privilegerede kvinder tilhører.

Altså børnenes pasning og kvinders interesse i moderskab problematiseres i et arbejdslivsperspektiv. Udgangspunktet bliver, at arbejde for kvinder er godt, mens børnepasning er problematisk, i alt fald hvis ikke mænd passer lige så meget børn som kvinder.

Det er ironisk set kvinder der bredt set burde rase over den slags detailstyrring af privatlivet, fordi flertallet af kvinder, såvel som mænd, næppe arbejder med henblik på at blive selvopfyldt men for at overleve. Her vendes arbejde-fritidsrelationen på hovedet, moderskab/børnepasning trælbinder mens Arbeit Macht Frei. Hvordan er det muligt, at elitens kvinder (og mænd – den rigtige elite der nyder godt af at brede skarer af mennesker tvinges til at arbejde mere ved at indoptage feudalherrens slavepisk mentalt i sig selv)  er i stand til at fordreje virkeligheden så meget, at arbejdet bliver til målet med livet, når de fleste mennesker arbejder for at købe sig fri?

Gennem Direktør-feministisk retorik formår kvotetilhængerne at sætte den enkelte kvinde i familien op imod hendes mand, fordi det strukturelt set ellers vil true elitekvinderne, dem der kæmper om 5% af stillingerne i toppen. Løsningen bliver, at Staten skal komme kvinderne til hjælp: Gennem social ingeniørkunst kombineret med tvang skal man sørge for at mænd ikke snyder kvinder for det der er deres ret: at arbejde mere og meget, og at undgå alt det træl med børn.

Ikke nok med tvungen barsel til mænd

For at den Direktør-feministiske ligning skal gå op, er det desværre slet ikke nok at mænd tvinges til at tage lige så meget børnepasningstid som kvinder. De skal også tvinges til at være lige så interesseret i at passe børn som kvinder. For tid brugt på børnepasning stopper ikke efter endt barselsorlov. Og problemet ophører end ikke der. Man skal også sørge for at ægteskab bliver indtægtsmainstreamet efter feministisk logik: Altså kvinder bør ikke finde en mage der er ældre end dem selv eller har flere ressourcer end dem selv, thi så vil de pr. automatik være i ubalance i forhold til arbejdsdelingen i hjemmet. Hvis manden er ældre end kvinden, så har han sandsynligvis også flere ressourcer/mere arbejdserfaring, og derfor tjener han sandsynligvis også flere penge. Det vil potentielt underminere arbejdsdelingen i hjemmet; det vil være dyrere for familien, hvis manden bruger lige så meget tid på børnepasning som kvinden, såfremt at denne tid underminerer karrieremulighederne i familien.

Altså vi må også have et forbud mod at kvinder finder partnere der har så maksimale ressourcer som muligt, herunder har flere ressourcer end dem selv. Det vil sige et forbud mod kvinders naturlige parringsinstinkter (jeg taler biologi her).

I praksis vil det vil være ganske let for kvinder at opfylde den Direktør-feministiske fagre nye verden helt uden kvoter. Alt hvad der kræves er, at ingen kvinder frivilligt finder eller indgår partnerskab med en mand som er ældre end dem selv og har flere ressourcer end dem selv og er klogere end dem selv.

Et nyt anliggende for social ingeniørkunst?  Jeg gyser ved tanken.

En anti-feminists bekendelser på Damefrokosten

december 25, 2010

Mit blogindlæg som gæst på Damefrokosten: ‘En anti-feminists bekendelser

Interview om Køn og ligestilling

juli 7, 2010

Partiet det Radikale Venstre stillede mig et par spørgsmål i forbindelse med et temanummer om Køn og Ligestilling i deres blad Radikal Dialog.

Jeg gengiver her spørgsmålene og mine svar, temanummeret kan downloades her.

I din Phd-afhandling gør du op med det socialkonstruktivistiske kønssyn, hvor kønsforskelle primært ses som kulturelt betingede. Hvorfor mener du ikke, det er korrekt at anskue kønsforskelle som en social konstruktion? Mener du, at forskellene er rent biologiske, eller hvorfor eksisterer de?

I forhold til biologisme/kulturalisme dikotomien, så er jeg tilhænger af det videnskabsteoretiske perspektiv der kaldes interaktionisme. Her annerkender man både biologi og kultur, forbundet såvel som  individuelt, som forudsætninger for menneskelig adfærd.

Jeg finder det mest sandsynligt, at mennesket ikke fødes med en tom bevidsthed, men kommer med en række nedarvede dispositioner. Der findes meget biologisk og psykologisk teori der peger på, at adfærd som voldsom leg og tumlelege blandt børn, aggression, interesse i moderskab, dominant adfærd, seksuel imødekommenhed med videre, ikke blot kan reduceres til noget arbitrært og kulturelt betinget. Og i forlængelse er disse teorier ganske eksperimentielt og empirsk verificeret.

Jeg anser det for meget sandsynligt, at hjernemæssige og hormonelle kønsforskelle er væsentlige medproducenter af menneskers selvopfattelse, handlingsmønstre og socialitet. I lyset af den genetiske og neurovidenskabelige udvikling og fremskridt, finder jeg det usandsynligt, at de mange biologiske forklaringer skulle være ren fiktion. Det er min opfattelse, at de biologiske teorier er blevet udblændet fra mainstream-feminismens domæne, fordi feminismen i anden halvdel af det 20. århundrede har værende stærkt farvet af socialistisk ideologi.

En række feministiske teorier anskuer moden som kvindeundertrykkende. Hvorfor mener du ikke, at dette er tilfældet? Og kan du pege på nogen kvindeundertrykkende elementer i det danske samfund?

Det korte svar vil være, at jeg ikke forsager markering af kønsforskel, seksualitet eller forførelse. Mit polemiske svar på næste spørgsmål er, at jeg anser mainstream-feminismen for at være kvindeundertrykkende. Ved at overføre marxismens klassebegreb til køn, hvor dikotomien proletariat versus kapitalister nu bliver til mænd versus kvinder, er feminismen medvirkende til at fremmedgøre de to køn overfor hinanden. Jeg mener, at marxismen i sig selv er ganske absurd, og når den så yderligere fordrejes med denne kønstolkning, så bliver resultatet endnu værre.

Jeg syntes ikke at man meningsfuldt kan sige, at gruppen kvinder har det dårliger end gruppen mænd. På de helt store linjer ville det måske ligefrem være modsat: gennemsnitslevealder, risiko for tidlig død, dødsarbejde, kontrol over reproduktion, faktisk reproduktion, hvem der betaler mest af deres arbejdsaktivitet til staten, hvem der modtager flest tilkud fra staten, hvem der har størst sandsynlighed for at være hjemløs/sidde i fængsel, med mere. Jeg er ikke socialist, og derfor heller ikke kønssocialist. Hvis det overhovedet er relevant at tale om en generel kvindeundertrykkelse, så tror jeg, at man vil opdage, at der findes lige så meget mandeundertrykkelse.

I dag forekommer staten og EU-systemet ensidigt at se på verden gennem en konstruktivistisk offer-feminisme – idealet om det  enskønnede menneske i kvindeligt forbillede – og det anser jeg i alt fald for at være potentielt farligt, måske endog menneskeundertrykkende.

Du siger i Leny Malacinskys bog, at det er elitens behov, der bliver måleenheden i ligestillingsdebatten. Kan du uddybe det?

Det kan jeg f.eks. uddybe gennem min definition af begrebet Direktør-feminisme:

Fortrinsvist udbredt hos kvinder der tilhører den øvre del af middelklassen, typisk med en universitetsuddannelse. Direktør-feminister forsøger at få staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til køn, men kun inden for de økonomiske og kulturelle segmenter som disse kvinder selv tilhører. Deraf tilnavnene Elite/Direktør. Direktør-feminister interesserer sig kun for at udligne forskelle i kønsadfærd i den øvre del af samfundet, og kun hvis denne udligning ser ud til at være til kvindernes fordel.

Jeg kunne i det mindste forstå en rigtig socialistisk argumentation, at kvinder i bunden af samfundet skal have samme lønninger som mænd/kvinder i toppen. Fordi at socialister søger at opnå et klasseløst samfund, hvor ingen har/tjener mere end andre. At denne præmis så næppe kan eksistere i praksis, det er en anden snak.

Men når man i stedet begynder at favorisere særlige individer i den øvre del af samfundet (det bedre borgerskabs universitetsuddannede døtre) ud fra en socialismelogik, så mener jeg at kæden er hoppet helt af. Det er nærmest misbrug af socialismeargumentation. ‘Der er for mange Lensgrever i toppen, det bør udlignes af Kongen, så der bliver lige så mange Baroner’.

Mener du det er relevant og overhovedet muligt at gøre noget rent politisk for at fremme ligestillingen i Danmark? I så fald på hvilke områder, er der behov for at man gør noget? F.eks. skal der indføres kvoter for at få flere kvinder i bestyrelser? Skal vi have øremærket barsel til mænd?

Det kan jeg ikke svare på med mindre begrebet Ligestilling er klart defineret. Hvis Ligestilling forstås som idealet om at mænd og kvinder indenfor de respektive klasser/erhvervsgrupper/uddannelsestyper/segmenter burde have ensartet (gennemsnitlig) distribution af ressourcer, adfærd og interesser, så vil jeg se mig selv som en modstander af Ligestilling. Fordi det vil være en slags klassebaseret socialisme der er en absurditet i sig selv; og fordi det ville kræve ’lighed i resultat’ indenfor særlige segmenter fremfor ’at alle behandles lige af loven’.  Jeg mener at det let vil være en glidebane mod det totalitære.

Jeg er klart modstander af kønskvoter, jeg mener ikke at det er statens opgave at tvinge individer til at passe ind i statistiske kategorier, hvad end disse kategorier er baseret på uddannelseslængde, klassetilhørsforhold, arbejdstype osv.

Jeg mener, at mænd skal have lov til vælge barsel på lige vilkår med kvinder, altså lighed for loven. Men det betyder ikke, at det er statens opgave at tvinge en  gennemsnitlig enshed frem, at lige mange kvinder og mænd tager barselsorlov.

Jeg er overbevist om, at mange kvinder, der ikke primært har lønarbejde som det centrale omdrejningspunkt i livet – og det kunne let tænkes at være flertallet af kvinderne i Danmark – er meget glade for at tilbringe 6 eller 9 eller endog 12 måneder med deres nyfødte børn.

Jeg kan ikke se at staten skal tvinge disse kvinders mænd til at tage halvdelen af barselsorloven blot fordi, det ellers kunne medføre strukturelle ulemper for kvinder i den øvre del af samfundet. Jeg ser ikke kvinder og mænd i de enkelte familier som individer, der bekæmper hinanden eller bør være ensartede. Jeg forsager ikke kønsforskellen eller de mange mærkværdige asymmetrier, som den forekommer at skabe i menneskearten.

Har du et bud på, hvad der skal til for at opnå ligestilling mellem kønnene?

Et bureaukratisk helvede eller et facistoidt samfund med meget stærk statsmagt, nøje kontrol af familierne, en høj grad af planøkonomi og stærk tvang. F.eks. ville det kræve at kvinder ikke må vælge en mandlig partner der er ældre end dem selv og har flere ressourcer end dem selv, thi så vil de jo automatisk komme bagud økonomisk og ressourcemæssigt.

Slut på interview. Jeg siger tak til Det Radikale Venstre, fordi de valgte, at inddrage mine meninger i deres blad, selvom det går imod den typiske feministiske konsensus.

Defintion af Direktør-feminisme

marts 6, 2010

Her kommer mit forslag til definition af begrebet Direktør-feminisme, evt. også kaldet for Elite-feminisme:

Direktør-feminisme: Fortrinsvist udbredt hos kvinder der tilhører den øvre del af middelklassen, typisk med en humanistisk eller socialvidenskabelig universitetsuddannelse. Direktør-feminister forsøger at få Staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til køn men kun inden for de økonomiske og kulturelle segmenter som disse kvinder selv tilhører. Deraf tilnavnene Elite/Direktør.

Direktør-feminister er ideologisk inspireret af 1970’ernes mainstream-feminisme, dvs. en feminisme der udspringer af en slags marxisme; men klassetænkningen proletariatet versus kapitalister er i mainstream-feminisme udskiftet med kvinder versus mænd.

Direktør-feminister kan ikke siges at være rigtige marxister, i det de ikke forsøger at få Staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til alle befolkningssegmenter/ mennesker. Direktør-feminister taler derfor ikke om at Staten skal eje alle produktivmidler, bestemme hvad der skal produceres, bestemme hvem der skal producere det, bestemme hvem der skal modtage produkterne eller bestemme hvordan produkterne skal bruges.

Direktør-feministernes form for Socialismeideal kan betegnes som en ‘klassebaseret Socialisme’ sorteret efter køn; altså Socialisme, eller deres egen formulering ‘Ligestilling’, i forhold til kønsadfærd inden for de højere klasser i samfundet.

Direktør-feminister interesserer sig kun for at udligne forskelle i kønsadfærd i den øvre del af samfundet, hvis denne udligning ser ud til at være til kvindernes fordel.


Der findes Direktør-feminister på begge sider af de klassiske politiske fløje, men i forhold til politisk økonomi er Direktør-feminisme ikke kompatibel med Socialisme eller Libertarianisme. Socialister søger at opnå lighed i resultat for alle mennesker, altså at afskaffe klassesamfundet og lade Staten overtage kontrol og ejerskab af produktivmidler. Derfor vil man ikke meningsfuldt kunne indpasse Direktør-feminisme i den socialistiske ideologi, da topchefer for store privatejede virksomheder, uanset køn, ikke kan eksistere under Socialisme. Libertarianere søger individuel lighed for loven og en markedsorienteret tilgang til økonomi og samfundsresourcer. Dette kan ikke forenes med statskvoter for særlige interessegrupper i de øvre samfundslag. Direktør-feminisme er derfor mest kompatibel med politiske økonomiske styresystemer som korporatisme, interventionisme, keynesianisme og fascisme, evt. enevælde, styresystemer der opererer med en høj grad af politisk elitisme, hieraki og statsregulering, men hvor der stadig er plads til privat ejendomsret.

Direktør-feminister anvender ofte et økonomisk argument for det hensigtsmæssige i kønskvoter, at ligelig kønsmæssig fordeling i ledelsen af store virksomeder giver mangfoldighed, hvilket skulle være positivt for driften af virksomheden/bundlinjen og i udvidet forstand for hele samfundsøkonomien. Denne økonomiske optimeringsteori er således baseret på en form for interventionisme/planøkonomi snarere end markedsøkonomi. Ud fra en rendyrket markedsøkonomisk optik, vil de virskomheder der ansætter de bedste mennesker alt andet lige blive mest succesfulde, upåagtet om individerne måtte være italienske, have brune øjne, være under 160 cm, have få men store kønsceller eller andet. Logisk set burde mangfoldighedsprimcippet for Direktør-feminister føre til en række andre lignende krav om ledelsesmangfoldighed. F.eks. at virksomheder opnår bedst økonomisk performance, hvis ledelse og topmanagement afspejler en bred vifte af mulige menneskelige segmenteringer. Det kunne være etnisk herkomst, socialgrupper, fysik, intelligens, øjenfarve med meget mere. Men det forekommer ikke at være en Direktør-feministisk argumentationsform. For Direktør-feminister er der alene tale om at kønnet er den vigtige mangfoldighedsparamter i topledelse og det fortrinsvist inden for samme klasse (hvor klasse især må forstås som mennesker der besidder samme høje uddannelsesniveau, evt. samme høje økonomiske familieherkomst, at være født ind i den øvre del af middelklassen).

Direktør-feminister forekommer ofte at være ‘lukkede socialkonstruktivister’, d.v.s. at de ikke annerkender biologisk kønsforskel. ‘Moderskab’ er typisk anset for alene at være en social konstruktion og gerne noget der står i vejen for de priviligerede kvinders arbejdsmæssige selvopfyldelse. Derfor bør Staten ifølge Direktør-feminister forsøge at ophæve denne konstruktion gennem tvang. Det kan f.eks. være ved at skabe social ingeniørkunst der skal gøre fædre mere mødreagtige, og mødre mere færdreagtige. Direktør-feministers familieideal drejer sig om at opnå en ensartet kønsadfærd mellem mand og kvinde eller alternativt en modsat stereotypisk kønsadfærd. Dette ideal kan føre til, at Direktør-feminister får moralske problemer med heteroseksuel adfærd. Disse problemer kan Direktør-feminister så evt. søge løsninger på i den mainstream-feministiske litteratur der forsager heteroseksualitet som en såkaldt patriarkalsk – d.v.s. en struktur af vestlig mandlig kapitalistisk undertrykkelse – social konstruktion.

Direktør-feminister af borgerlig observans kan stadig godt lade sig inspirere af mainstream-feministisk litteratur men de må så ignorere det bagvedliggende marxistiske teorikompleks. De kan f.eks. lave deres egen definition af patriarkat eller vælge alene at anvende feminismens paroler uden at forankre dem til teorierne, idet almindelige brede vælgerskarer af mennesker alligevel ikke har kendskab til poststrukturalistisk filosofi, konstruktivistisk videnskabsteori med videre.



Til tider møder man Direktør-feministisk argumentation der ikke forekommer at være baseret på ren socialkonstruktivisme. F.eks. er der nogen som argumenterer ud fra en slags biologisk essentialisme. Her er ideen, at kvinder biologisk set er mænd overlegne i forhold til f.eks. multitasking, empati, mv. Ud fra dette perspektiv følger så teorien, at disse kvindelige egenskaber er vigtigere for ledelse, end de egenskaber som mænd biologisk måtte besidde. Den biologiske teori efterfølges så af den økonomiske optimeringsteori nævnt ovenfor og resultatet bliver logiske krav om statsintervention i økonomiens navn.

Karl Lagerfeld ironiserer: I was never a feminist because I was never ugly enough for that

august 20, 2009

























































Illustrationen er linket fra artiklen på Harper’s Bazaar.


Så er chefedesigneren for det franske modehus Chanel, Karl Lagerfeld, igen ude med en provokation der har gjort feminister vrede. I septemberudgaven 2009 af det amerikanske Harper’s Bazaar deltager han i et fiktivt interview, hvor han foregiver, at han er Coco Chanel der pludselig er kommet tilbage til vores tid og svarer på en række damebladsspørgsmål:

Harper’s Bazaar: Your clothing liberated women in the 1920s. Are you still a feminist?
Karl Lagerfeld som Coco Chanel: I was never a feminist because I was never ugly enough for that.

Denne sætning har fået vrede feminister op af deres intellektuelle stole. Hvor vover Karl Lagerfeld at lave grin med feminismen. Han antyder jo her, at feminister er grimme kvinder samt at det kvindelige stilikon Coco Chanel slet ikke var nogen feminist!

Jeg mener, at det er interessant og påfaldende, at et modeblad som Harper’s Bazaar tør ironisere over feminismen i en tid, hvor de fleste dame- og modeblade forekommer at have købt delvist ind i feminismen, dog som regel kun i en populærudgave. Det er tydeligt, at mange af de kommercielle magasiner henvendt til kvinder i stigende grad benytter sig af en feminism light retorik. Magasinerne accepterer mere eller mindre mainstream-feminismens grundlæggende teser om, at kvindekønnet er strukturelt undertrykt af patriarkatet, og derefter celebrerer man utopien om den frisatte karrierekvinde der er smuk, magtfuld, pengestærk og selvfølgelig forbrugende. Dette forhold kan ses af de mange dame- og modebladsartikler der i dag centrerer sig om feministiske emner, især Direktørfeminisme – det vil typisk sige den øvre middelklasses ultra-privilegerede kvinder med universitetsuddannelse bag sig som i dag forsøger at blive positivt forfordelt på toppen af arbejdsmarkedet gennem statsmagtsregulering, også kaldet kønskvoter.

Men denne feminisme light i de kommercielle modemedierne er noget af et paradoks, fordi de brede modeblade reelt set er fuldstændigt inkompatible med den akademiske mainstream-feminisme. Mainstream-feminismen hader selvfølgelig modeindustrien da denne industri hænger sammen med det kapitalistiske system. Som jeg ser det, er det ikke logisk muligt for modeindustrien, at finde en reel forsoning med den akademiske feminisme, fordi sidstnævnte har et ideologisk udgangspunkt i marxismen blandet op med et videnskabsteoretisk lukket socialkonstruktivistisk synspunkt der benægter medfødt kønsforskel. Det betyder, at mainstream-feminisme i sit væsen afskyer femininitet, forbrug baseret på markedsøkonomi og kvindelig stereotypisk skønhed promoveret og solgt gennem billeder – elementer der udgør modeindustriens økonomiske og eksistentielle grundlag.

Det skal påpeges, at Karl Lagerfeld i artiklen i Harper’s Bazaar dækker sig grundigt ind ved også at ironisere over sig selv:

Harper’s Bazaar: What’s the new Chanel classic?
Karl Lagerfeld som Coco Chanel: As apparently my old jacket is still around, done by this idiot Karl, I have to help him find a new idea.

Karl Lagerfeld og Harper’s Bazaar burde let kunne forsvare sig med at artiklen er baseret på satire. Men hvis man skal dømme efter feministisk internetaktivitet, så er det tydeligt, at feministerne ikke stiller sig tilfreds med det. Eller rettere, de anser deres ideologiske kamp for at redde kvindekønnet fra denne verdens uretfærdigheder for at være så ophøjet, at den burde være fritaget for ironi. Her minder feministerne en del om religiøse der også frabeder sig ironi over deres tro og hellige symboler.

Det skal blive spændende at se, om feministerne i den nære fremtid gennem deres internetaktiviteter formår at skabe en slags feministisk Muhammed-krise for Chanel og Harper’s Bazaar.  Der vil givet komme feministiske krav om boycott af Chanel og Harper’s Bazaar. Det interessante i den sammenhæng vil i så fald være, hvordan dame- og modebladene generelt forholder sig til sådanne krav? Vil andre konkurrerende magasiner forsøge at tage billige feministiske point hjem ved harcelere over Karl Lagerfeld og Harper’s Bazaar? Eller vil de intuitivt fornemme, at dette er en sag der truer med at åbne det sår der eksisterer mellem akademisk mainstream-feminisme og mode/medieindustrien? Hvis der opstår en krise, hvad så med Chanel og Harper’s Bazaar? Vil de stikke halen mellem benene og undskylde til de mange kvindelige forbrugere der måtte blive stødt på deres feminisme, eller vil de blot grine af den feministiske mangel på selvironi? Jeg venter spændt.

Tanker om Direktørfeminisme

juni 4, 2009

Dagens Direktørfeministiske citat kommer fra et interview i Weekendavisen med den filippinsk-danske kvindelige performancekunstner Lilibeth Cuenca:

“For mit eget vedkommende går det nu ret godt efterhånden, selvom jeg blev sat noget tilbage, da jeg fik min datter for 8 år siden. Der er imidlertid kun én vej, hvis man vil frem, nemlig at arbejde, arbejde og arbejde. At holde målet for øje og forsøge at lukke destruktive tanker ude. Men det er forstemmende, at når vi kommer op i kunstnernes superliga, er fordelingen stadig 80 procent mandlige og 20 procent kvindelige kunstnere. Nogle mennesker bemærker frækt, at det skyldes, at de mandlige kunstnere er bedre. Men det tror jeg ikke på. Også priserne afspejler desværre, hvor galt det står til. Med meget få undtagelser ligger de mandlige kunstnere væsentlig højere end deres kvindelige kolleger. Derfor opfordrer jeg alle – også mændene – til at blive feminister. Ordet er så misforstået i dag, og mange mennesker får dårlig smag i munden, fordi de tænker tilbage på 1970’ernes ’betonfeminisme’. Men de skulle skamme sig, for hvor havde vi været i dag, hvis ikke de første feminister havde støbt feminismens betonfundament? I New York går kvinderne stadig hjemme og passer deres børn, til de er tre år gamle. Dermed sættes deres karrierer jo helt i stå.

(Kultursektionen i Weekedavisen nr. 23, 4.-11. juni 2009 side 1, mine markeringer med fed).

Moderskab som kvindeundertrykkelse

Jeg laver nu en tolkning af det citerede tekststykke:

Lilibeth Cuenca mener, at hun ’blev sat noget tilbage’, da hun fik sin datter. Det gjorde nemlig, at hun ikke kunne ’arbejde, arbejde og arbejde’ med sin kunst. Stakkels Cuenca, hun fulgte sin biologiske lyst efter at få børn, og opdagede, at det havde indvirkning på noget der åbenbart er vigtigere for hende, at ’arbejde, arbejde og arbejde’ med sin kunst. Hun er meget fortørnet over, at der eksisterer 80% mænd i ’kunstnernes superliga’. Underforstået at det er betragteligt samfundsmæssigt problem, at Superligaen har en lavere andel kvinder – det er ægte Direktørfeminisme. Hvis bare vi kunne rykke på kønssammensætningen af, skal vi sige de øverste 5% af alle de professionelle kunstnere, så blev verden et meget bedre sted. Overført til ren Direktørfeminisme, hvis bare der var flere kvindelige topledere og bestyrelsesformænd, så var et stor slag vundet for menneskeheden. Altså, det er nødvendigt, at rokere lidt rundt på kønssammensætningen af den mest privilegerede del af arbejdsstyrken, så bliver verden mere retfærdig. Hvad ville der være vundet ved at vi rokerede lidt rundt på kønssammensætningen af overklassen? Hvorfor skal der ikke rokeres lidt rundt på kønssammensætningen af dem der udfører det farlige arbejde i den nedre del af samfundet, hvorfor ikke på kønssammensætningen af de mest socialt udstødte, f.eks. de hjemløse?

Lilibeth Cuenca mener, at når der er færre kvinder der når toppen, så skyldes det, at kvinderne bruger for meget tid på deres børn. I New York er situationen i følge hende helt katastrofal, fordi her ’går kvinderne stadig hjemme og passer deres børn, til de er tre år gamle. Dermed sættes deres karrierer jo helt i stå.’ Underforstået, det er kvindeundertrykkende, når kvinder bruger tid på at passe deres egne børn, snarere end at kæmpe intensivt om at opnå en høj karriere. Nu tilhører Lilibeth Cuenca tilfældigvis en lille privilegeret andel af mennesker i samfundet som har haft mulighed for at uddanne sig på Kunstakademiet og efterfølgende få en kunstnerkarriere. Bør jeg påminde Lilibeth Cuenca om, at flertallet af mennesker ikke arbejder for at blive selvopfyldt men for at overleve og for at købe sig fritid? Kassedamen, rengøringsassistenten, SOSU-assistenten, bankassistenten, lærerinden, og mange andre kvinder vil måske ikke have så travlt med at bytte barselsorloven ud med arbejdslivet? 

Når Overklassens kvinder vælger

Jeg overværede for et par år siden en paneldebat i Forum under bogmessen, hvor Ole Birk Olesen talte om sin bog Taberfabrikken. Her lancerede han en iagttagelse der vakte stor harme blandt flere af de kvindelige tilhører: Hvis vi kigger på den rigtige overklasse, så er der en klar tendens til at kvinderne foretrækker at bruge tid på deres børn så længe de er små. Skal det forstås sådan, at kvinderne i de øverste klasser er undertrykt af deres mænd? Det var der selvfølgelig flere af tilhørerne der mente, at det var modbydeligt at være kvinde i overklassen. Well, i skulle prøve at være mand i underklassen. Ole Birk Olesens pointe var, at selvfølgelig ville mange kvinder foretrække at bruge mere tid sammen med deres små børn, men det er bare de færreste der har mulighed for det. Men når ressourcerne er store nok, så vælger kvinderne ofte at foretage dette valg. Hvis man som jeg er delvist informeret af Evolutionær Psykologi, så er der intet mærkværdigt i dette forhold. Lad mig parafrasere den amerikanske jurist Kingley Browne der også har opdaget at biologi spiller ind på menneskelig kønsadfærd:

Det faktum, at mødre i pattedyrsarterne finder det emotionelt svært at separere sig fra deres hjælpeløse afkom er helt og aldeles ikke overraskende.

Direktørfeminismens paradoks: Den klassebaserede kønsligestilling

I disse år er der mange Direktørfeminister der plæderer så stærkt for, at Staten må ind og regulere familiernes adfærd, ellers ender kvinderne jo med at være mindre repræsenteret i toppen i forhold til deres mænd. Men måske gør disse feminister flertallet af kvinder en stor bjørnetjeneste. Det er langt fra selvfølgeligt, at kvinder bredt set gerne ville have deres mænd til at tage mere barselsorlov, for at de selv kan arbejde mere. Men det er i grund og bund Direktørfeministernes projekt, kønsligestilling i toppen af samfundet – de beskæftiger sig aldrig med de kønsasymmetrier der eksisterer i bunden af samfundet, de steder hvor mænd ikke er ligestillet.

Kønsligestilling i toppen af samfundet vil pr. definition aldrig kunne være lig med en bred Ligestilling, det vil altid være en klassebaseret kønsligestilling. Man anvender retorik der stammer fra marxistisk ideologi, ideen om det klasseløse samfund, at alle bør være ligestillet, men man opererer reelt inden for en klassetænkning, halvdelen af direktørerne bør være kvinder, osv. Det er decideret absurd logik, eller rettere propaganda rettet mod kvinder: alle kvinder kan blive topledere. Jeg har tidligere argumenteret for, at Direktørfeminismen aldrig vil kunne gå op, med mindre man også lovgiver mod, at kvinder tiltrækker sig en mage der har højere status end dem selv. Hvis den klassebaserede ligestilling skal slå igennem, så må Staten sørge for at ingen kvinde gifter sig over sin stand, for ellers kommer hun automatisk bagud i forhold til sin mand. Direktørfeminismen har formået at sætte kvindekønnet op imod mandekønnet, at den enkelte kvinde har en særlig kønsklasseinteresse i at komme på indtægtsniveau med hendes mand, ellers er hun kvindeundertrykt i familien. Kvinder bør med andre ord opgive deres biologiske instinkt for at søge sig en god mage, de skal vælge en mand der har færre ressourcer end dem selv, ellers vil de forblive ufri.

Når karrierekvinderne får stress

Jette Hansen, der vist ret kategorisk kan siges at være en dansk kultureksponent for den radikale feminisme (den feministiske position der gennem en omformet marxistisk teori ser på verden gennem to kønsklasser; kvinderne som de undertrykte og mændene som undertrykkerne gennem abstraktionen Patriarkatet), får i samme nummer af Weekendavisen lov til at udfolde sin patriarkatkritik på ikke mindre end to sider i bogsektionen. Hun laver en del rutine male bashing, men hendes egentlige ærinde er den ’rette’ feministiske litteratur. I slutningen af teksten giver Jette Hansen sit specifikke bud på et godt feministisk værk og begrunder det med en længere passage. Jeg antager, at det vil høre til sjældenhederne, at jeg bruger en radikal feminists postulater til at kritisere Direktørfeminisme, men ikke desto mindre er det tilfældet nu. Jette Hansen skriver:

“Nej, man skal læse Mikala Dirckinck-Holmfelds bog Jeg havde lagt alle viskestykkerne sirligt sammen – i køleskabet. 10 kendte kvinder fortæller, hvordan de overvandt stress. Her springer historierne om at være af kvindekøn i en postmoderne præstationsorienteret mandssamfund lige op i ansigtet på læseren med en chokerende kraft. Her fortælles fra smerterne og de bristede sammenføjningers sted. Journalist og studievært Charlotte Lindholm beretter om i årevis konsekvent at tilsidesætte alle relationer – det være sig mand, børn, eller venner – til fordel for et grænseløst arbejdspres. Mandens gentagende, indtrængende bønner om at være mere hjemme preller ganske af på hende. Man skulle ellers tro, at ægteskabets krise og faren for at miste kærligheden stod bøjet i neon. Men først, da Charlotte Lindholm bryder så eftertrykkeligt sammen, at der ingen alternativer er til sygemeldingen og glasset med sovemedicin, kommer det: ’.. så gik jeg hjem og satte mig i min seng og bare græd og græd. Jeg spurgte min mand, hvorfor han ikke bare gik, for jeg kunne jo ikke præstere.(…) Jeg følte, at jeg ikke længere var noget værd’. For første gang i årevis er hun der faktisk – sammen med sin mand, sammen med sin familie. Men det er også her, lige netop her, at hun føler sig så værdiløs, at hun simpelthen ikke kan forstå det, hvis han ikke bare går fra hende. Det har sin egen ironi, at det ikke engang er i bøger om moderskab, at vi kan læse om moderne kvinders problemer. Men i en bog om stress. Det er fra arbejdspladsen, at historien om det devaluerede kvindekøn lader sig fortælle. Og ikke fra hjemmet.”

 (Jette Hansen i Bogsektionen i Weekedavisen nr. 23, 4.-11. juni 2009 side 9, egne markeringer med fed).

Det præstationsorienterede mandssamfund?

Jeg er uenig med Jette Hansens påstand om, at vi lever i et postmoderne præstationsorienteret mandssamfund. Jeg vil medgive Jette Hansen, at moderne mennesker i høj grad lever under stress, men jeg vil ikke definere denne tilstand som noget der er specifikt mandligt. Det er en typisk feministisk tolkning, det der er problematisk i samfundet, det definerer vi som patriarkalsk/mandligt, og vi kan derefter lave selvopfyldende profetisk kritik.

Jette Hansen forklarer desværre ikke mere om denne negative samfundstilstand, det postmoderne præstationsorienterede mandssamfund, men mon ikke at hun mener, at det skyldes patriarkalske strukturer, mandlig dominans kombineret med kapitalisme? Jeg spørger så, er det mandesamfundets skyld, at den øvre middelklasses kvinder har så travlt med at blive selvopfyldt gennem arbejde? I så fald må KVINFO – en Statsstøttet feministisk organisation der har travlt med at definere kvindelig værdi som noget der er lig med prestigefyldte arbejdspositioner – være udtryk for det præstationsorienterede mandssamfund. Det sidste eksempel jeg læste, var et vredt KVINFO indlæg i Politiken, hvor der blev harceleret over, at der var for få kvinder i Den Blå Bog! Rendyrket Direktørfeminisme. 

Mon ikke Jette Hansen også mener, at løsningen på denne tilstand er mere kollektiv statsstyring? Min holdning er derimod, at kollektiv statsstyring i høj grad er en del af problemet, at mennesker i dag er alt for styret af bureaukrati og har for lidt ejerskab over deres egen krop, ejendom og tid. De store syndere er efter min vurdering en alt for høj beskatning og gældsættelse af almindelige mennesker, herunder opbrud af familierne og der af følgende flere problemer for børnene. Men når disse forbehold er taget, så vil jeg være tilbøjelig til at tro, at Jette Hansen har fat i noget, når hun problematiserer de moderne privilegerede kvinders præstationsorienterede arbejdsadfærd. Jeg tror, at den slags Direktørfeministiske ideologi, som performancekunstneren Lilibeth Cuenca bragte frem ovenfor, har stor indflydelse på den præstationsorienterede arbejdsadfærd som mange af de privilegerede kvinder (altså det bedre borgerskabs kvinder) i dag forekommer at tilslutte sig .

Når kvinder taber status på arbejdsmarkedet

Til slut vil jeg gennem et evolutionært psykologisk perspektiv komme med et par bemærkninger til Jette Hansens tekststykke som jeg citerede ovenfor. Jeg vil forholde mig til den meget rørende historie om TV-værtinden Charlotte Lindholm der bryder sammen i stress.

Charlotte Lindholm (f. 1965) er gift med Mikael R. Lindholm (f. 1961), han er altså fire år ældre end hende, og logisk set vil han også være foran hende karrieremæssigt. Da hun i 1996 blev ansat ved TV-Avisen som erhvervsjournalist havde han allerede været Redaktionschef på Ugebrevet Mandag Morgen og redaktionschef på Dagbladet Børsen. I dag er hans karriereplacering også højere end hendes, selvom begge personer må siges at tilhører toppen af det professionelle lag i Danmark. Jeg ved ikke hvordan de to har fundet hinanden, men sandsynligvis har Charlotte haft den afgørende vælgerrolle, den gang parret fandt sammen, fuldstændig som foreskrevet af Charles Darwin; i pattedyrsarterne besidder hunnerne vælgerrollen. Da Charlotte i fortællingen er på sammenbruddets rand, er hun bange for at hendes mand skal forlade hende:

“Jeg spurgte min mand, hvorfor han ikke bare gik, for jeg kunne jo ikke præstere.(…) Jeg følte, at jeg ikke længere var noget værd’. For første gang i årevis er hun der faktisk – sammen med sin mand, sammen med sin familie. Men det er også her, lige netop her, at hun føler sig så værdiløs, at hun simpelthen ikke kan forstå det, hvis han ikke bare går fra hende.”

Måske skyldes hendes frygt i situationen, at hun ser på parforholdet gennem et kvindeligt perspektiv? Hun antager at hendes mand vil forlade hende, fordi hun ikke længere kan præstere på karrierefronten. Men analyser har klart vist, at når kvinder taber status på grund af f.eks. fyring eller arbejdsløshed, så får det ikke deres mandlige partnere til at flygte væk fra dem, tværtimod. Mændenes beskytterinstinkt sætter stærkt ind. Det modsatte forhold tyder derimod på at gøre sig gældende hos kvinderne. Når mænds status falder i familien, så stiger skilsmisserne. Fuldstændigt som forventet, hvis man kigger på verden gennem evolutionære briller. Bredt set værdibestemmer mænd ikke deres kvinder på karrieremæssig performance, mens det modsatte tilfælde bredt set er langt mere udbredt. Min pointe er, at den maniske karriereselvopfyldelse hos det bedre borgerskabs kvinder, som Jette Hansen – og efter min vurdering, det med god grund – kritiserer, vedrører ikke den seksuelle økonomi. Det er ikke mændene, som sådan, der presser kvinderne til at få stress over deres karriereliv. Det får mig til at tænke på den evolutionære akademiker Satoshi Kanazawa fra London School of Economics der provokatorisk blogger som den videnskabelige fundamentalist: ’Hvorfor tjener kvinder færre penge end mænd? De har bedre ting at give sig til!

Jette Hansen slutter med at skrive, at det i dag er ’fra arbejdspladsen, at historien om det devaluerede kvindekøn lader sig fortælle.’ Hun har muligvis ret, når vi forholder os til den mest privilegerede andel af kvinderne (og det er kun en lille del af kvindekønnet), men jeg tvivler på at det har særlig meget at gøre med ’det mandsdominerede samfund’. Endelig bør vi huske på, at der ofte findes en andel af mandekønnet der er langt mere devalueret end den type kvinder som Direktørfeministerne søger at redde. Men det interesserer sjældent de højtuddannede feminister, de har alt for travlt med at frisætte borgerskabets privilegerede kvinder fra moderskabet og mændene til fordel for arbejdslivets glæder i toppen af samfundet. Problemet er at de ikke selv kan tage ansvar for deres arbejdsbegær. De vil have Staten til at styre hvem der må gøre hvad og hvornår i familerne, hvem der må have lov til at studere hvilke fag, hvem der må ansættes hvor.