Posts Tagged ‘Elitefeminisme’

Tvungen barselsorlov til mænd: Statslig detailregulering af familielivet

oktober 5, 2011

Efter regeringsskiftet kommunikeres der igen en hel del i medierne om tvungen barsel til fædre. Tilhængere af tvungen fædrebarsel anvender f.eks. argumentet, at det er synd for mænd, hvis de ikke kan få tid til at passe deres små børn, enten fordi deres chefer eller endog egne kvinder, mødrene, står i vejen for deres valgmuligheder. Antagelsen er, at mænd hellere end gerne vil have mere barselsorlov, men at arbejdspladserne forsøger at forhindre dem i det. Hvis ikke det er arbejdspladsen der problemet, så er det måske mændenes egne kvinder, at mødre selv prøver at tiltuske sig barselsorloven på mændenes beskostning.

Jeg vurderer, at det argument er en stråmand, det drejer sig i virkeligheden ikke om mænds ret til barsel, men om en ønsket statsregulering af menneskers arbejdsiver, især drevet af Direktør-feminisme kombineret med kønsmainstreaming.

Elitekvindernes strukturelle undertrykkelse

Fortalerne for reguleringerne forekommer at mene, at det er et problem, hvis kvinder statistisk set interesserer sig mere for deres små børn end mænd gør. Det fordi det i praksis vil betyde, at flere kvinder end mænd vælger at bruge mindre tid på arbejdslivet end børnepasning. Det kan ramme kvinder i topstillinger, i det mændene i dette ’ekstreme segment’ ender med at have mere arbejdserfaring og derfor statistisk set vil få flere topstillinger end kvinder. Direktør-feminisme drejer sig typisk om statistik, statistik inden for særlige nichesegmenter, de segmenter som de mest privilegerede kvinder tilhører.

Altså børnenes pasning og kvinders interesse i moderskab problematiseres i et arbejdslivsperspektiv. Udgangspunktet bliver, at arbejde for kvinder er godt, mens børnepasning er problematisk, i alt fald hvis ikke mænd passer lige så meget børn som kvinder.

Det er ironisk set kvinder der bredt set burde rase over den slags detailstyrring af privatlivet, fordi flertallet af kvinder, såvel som mænd, næppe arbejder med henblik på at blive selvopfyldt men for at overleve. Her vendes arbejde-fritidsrelationen på hovedet, moderskab/børnepasning trælbinder mens Arbeit Macht Frei. Hvordan er det muligt, at elitens kvinder (og mænd – den rigtige elite der nyder godt af at brede skarer af mennesker tvinges til at arbejde mere ved at indoptage feudalherrens slavepisk mentalt i sig selv)  er i stand til at fordreje virkeligheden så meget, at arbejdet bliver til målet med livet, når de fleste mennesker arbejder for at købe sig fri?

Gennem Direktør-feministisk retorik formår kvotetilhængerne at sætte den enkelte kvinde i familien op imod hendes mand, fordi det strukturelt set ellers vil true elitekvinderne, dem der kæmper om 5% af stillingerne i toppen. Løsningen bliver, at Staten skal komme kvinderne til hjælp: Gennem social ingeniørkunst kombineret med tvang skal man sørge for at mænd ikke snyder kvinder for det der er deres ret: at arbejde mere og meget, og at undgå alt det træl med børn.

Ikke nok med tvungen barsel til mænd

For at den Direktør-feministiske ligning skal gå op, er det desværre slet ikke nok at mænd tvinges til at tage lige så meget børnepasningstid som kvinder. De skal også tvinges til at være lige så interesseret i at passe børn som kvinder. For tid brugt på børnepasning stopper ikke efter endt barselsorlov. Og problemet ophører end ikke der. Man skal også sørge for at ægteskab bliver indtægtsmainstreamet efter feministisk logik: Altså kvinder bør ikke finde en mage der er ældre end dem selv eller har flere ressourcer end dem selv, thi så vil de pr. automatik være i ubalance i forhold til arbejdsdelingen i hjemmet. Hvis manden er ældre end kvinden, så har han sandsynligvis også flere ressourcer/mere arbejdserfaring, og derfor tjener han sandsynligvis også flere penge. Det vil potentielt underminere arbejdsdelingen i hjemmet; det vil være dyrere for familien, hvis manden bruger lige så meget tid på børnepasning som kvinden, såfremt at denne tid underminerer karrieremulighederne i familien.

Altså vi må også have et forbud mod at kvinder finder partnere der har så maksimale ressourcer som muligt, herunder har flere ressourcer end dem selv. Det vil sige et forbud mod kvinders naturlige parringsinstinkter (jeg taler biologi her).

I praksis vil det vil være ganske let for kvinder at opfylde den Direktør-feministiske fagre nye verden helt uden kvoter. Alt hvad der kræves er, at ingen kvinder frivilligt finder eller indgår partnerskab med en mand som er ældre end dem selv og har flere ressourcer end dem selv og er klogere end dem selv.

Et nyt anliggende for social ingeniørkunst?  Jeg gyser ved tanken.

Interview om Køn og ligestilling

juli 7, 2010

Partiet det Radikale Venstre stillede mig et par spørgsmål i forbindelse med et temanummer om Køn og Ligestilling i deres blad Radikal Dialog.

Jeg gengiver her spørgsmålene og mine svar, temanummeret kan downloades her.

I din Phd-afhandling gør du op med det socialkonstruktivistiske kønssyn, hvor kønsforskelle primært ses som kulturelt betingede. Hvorfor mener du ikke, det er korrekt at anskue kønsforskelle som en social konstruktion? Mener du, at forskellene er rent biologiske, eller hvorfor eksisterer de?

I forhold til biologisme/kulturalisme dikotomien, så er jeg tilhænger af det videnskabsteoretiske perspektiv der kaldes interaktionisme. Her annerkender man både biologi og kultur, forbundet såvel som  individuelt, som forudsætninger for menneskelig adfærd.

Jeg finder det mest sandsynligt, at mennesket ikke fødes med en tom bevidsthed, men kommer med en række nedarvede dispositioner. Der findes meget biologisk og psykologisk teori der peger på, at adfærd som voldsom leg og tumlelege blandt børn, aggression, interesse i moderskab, dominant adfærd, seksuel imødekommenhed med videre, ikke blot kan reduceres til noget arbitrært og kulturelt betinget. Og i forlængelse er disse teorier ganske eksperimentielt og empirsk verificeret.

Jeg anser det for meget sandsynligt, at hjernemæssige og hormonelle kønsforskelle er væsentlige medproducenter af menneskers selvopfattelse, handlingsmønstre og socialitet. I lyset af den genetiske og neurovidenskabelige udvikling og fremskridt, finder jeg det usandsynligt, at de mange biologiske forklaringer skulle være ren fiktion. Det er min opfattelse, at de biologiske teorier er blevet udblændet fra mainstream-feminismens domæne, fordi feminismen i anden halvdel af det 20. århundrede har værende stærkt farvet af socialistisk ideologi.

En række feministiske teorier anskuer moden som kvindeundertrykkende. Hvorfor mener du ikke, at dette er tilfældet? Og kan du pege på nogen kvindeundertrykkende elementer i det danske samfund?

Det korte svar vil være, at jeg ikke forsager markering af kønsforskel, seksualitet eller forførelse. Mit polemiske svar på næste spørgsmål er, at jeg anser mainstream-feminismen for at være kvindeundertrykkende. Ved at overføre marxismens klassebegreb til køn, hvor dikotomien proletariat versus kapitalister nu bliver til mænd versus kvinder, er feminismen medvirkende til at fremmedgøre de to køn overfor hinanden. Jeg mener, at marxismen i sig selv er ganske absurd, og når den så yderligere fordrejes med denne kønstolkning, så bliver resultatet endnu værre.

Jeg syntes ikke at man meningsfuldt kan sige, at gruppen kvinder har det dårliger end gruppen mænd. På de helt store linjer ville det måske ligefrem være modsat: gennemsnitslevealder, risiko for tidlig død, dødsarbejde, kontrol over reproduktion, faktisk reproduktion, hvem der betaler mest af deres arbejdsaktivitet til staten, hvem der modtager flest tilkud fra staten, hvem der har størst sandsynlighed for at være hjemløs/sidde i fængsel, med mere. Jeg er ikke socialist, og derfor heller ikke kønssocialist. Hvis det overhovedet er relevant at tale om en generel kvindeundertrykkelse, så tror jeg, at man vil opdage, at der findes lige så meget mandeundertrykkelse.

I dag forekommer staten og EU-systemet ensidigt at se på verden gennem en konstruktivistisk offer-feminisme – idealet om det  enskønnede menneske i kvindeligt forbillede – og det anser jeg i alt fald for at være potentielt farligt, måske endog menneskeundertrykkende.

Du siger i Leny Malacinskys bog, at det er elitens behov, der bliver måleenheden i ligestillingsdebatten. Kan du uddybe det?

Det kan jeg f.eks. uddybe gennem min definition af begrebet Direktør-feminisme:

Fortrinsvist udbredt hos kvinder der tilhører den øvre del af middelklassen, typisk med en universitetsuddannelse. Direktør-feminister forsøger at få staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til køn, men kun inden for de økonomiske og kulturelle segmenter som disse kvinder selv tilhører. Deraf tilnavnene Elite/Direktør. Direktør-feminister interesserer sig kun for at udligne forskelle i kønsadfærd i den øvre del af samfundet, og kun hvis denne udligning ser ud til at være til kvindernes fordel.

Jeg kunne i det mindste forstå en rigtig socialistisk argumentation, at kvinder i bunden af samfundet skal have samme lønninger som mænd/kvinder i toppen. Fordi at socialister søger at opnå et klasseløst samfund, hvor ingen har/tjener mere end andre. At denne præmis så næppe kan eksistere i praksis, det er en anden snak.

Men når man i stedet begynder at favorisere særlige individer i den øvre del af samfundet (det bedre borgerskabs universitetsuddannede døtre) ud fra en socialismelogik, så mener jeg at kæden er hoppet helt af. Det er nærmest misbrug af socialismeargumentation. ‘Der er for mange Lensgrever i toppen, det bør udlignes af Kongen, så der bliver lige så mange Baroner’.

Mener du det er relevant og overhovedet muligt at gøre noget rent politisk for at fremme ligestillingen i Danmark? I så fald på hvilke områder, er der behov for at man gør noget? F.eks. skal der indføres kvoter for at få flere kvinder i bestyrelser? Skal vi have øremærket barsel til mænd?

Det kan jeg ikke svare på med mindre begrebet Ligestilling er klart defineret. Hvis Ligestilling forstås som idealet om at mænd og kvinder indenfor de respektive klasser/erhvervsgrupper/uddannelsestyper/segmenter burde have ensartet (gennemsnitlig) distribution af ressourcer, adfærd og interesser, så vil jeg se mig selv som en modstander af Ligestilling. Fordi det vil være en slags klassebaseret socialisme der er en absurditet i sig selv; og fordi det ville kræve ’lighed i resultat’ indenfor særlige segmenter fremfor ’at alle behandles lige af loven’.  Jeg mener at det let vil være en glidebane mod det totalitære.

Jeg er klart modstander af kønskvoter, jeg mener ikke at det er statens opgave at tvinge individer til at passe ind i statistiske kategorier, hvad end disse kategorier er baseret på uddannelseslængde, klassetilhørsforhold, arbejdstype osv.

Jeg mener, at mænd skal have lov til vælge barsel på lige vilkår med kvinder, altså lighed for loven. Men det betyder ikke, at det er statens opgave at tvinge en  gennemsnitlig enshed frem, at lige mange kvinder og mænd tager barselsorlov.

Jeg er overbevist om, at mange kvinder, der ikke primært har lønarbejde som det centrale omdrejningspunkt i livet – og det kunne let tænkes at være flertallet af kvinderne i Danmark – er meget glade for at tilbringe 6 eller 9 eller endog 12 måneder med deres nyfødte børn.

Jeg kan ikke se at staten skal tvinge disse kvinders mænd til at tage halvdelen af barselsorloven blot fordi, det ellers kunne medføre strukturelle ulemper for kvinder i den øvre del af samfundet. Jeg ser ikke kvinder og mænd i de enkelte familier som individer, der bekæmper hinanden eller bør være ensartede. Jeg forsager ikke kønsforskellen eller de mange mærkværdige asymmetrier, som den forekommer at skabe i menneskearten.

Har du et bud på, hvad der skal til for at opnå ligestilling mellem kønnene?

Et bureaukratisk helvede eller et facistoidt samfund med meget stærk statsmagt, nøje kontrol af familierne, en høj grad af planøkonomi og stærk tvang. F.eks. ville det kræve at kvinder ikke må vælge en mandlig partner der er ældre end dem selv og har flere ressourcer end dem selv, thi så vil de jo automatisk komme bagud økonomisk og ressourcemæssigt.

Slut på interview. Jeg siger tak til Det Radikale Venstre, fordi de valgte, at inddrage mine meninger i deres blad, selvom det går imod den typiske feministiske konsensus.

Defintion af Direktør-feminisme

marts 6, 2010

Her kommer mit forslag til definition af begrebet Direktør-feminisme, evt. også kaldet for Elite-feminisme:

Direktør-feminisme: Fortrinsvist udbredt hos kvinder der tilhører den øvre del af middelklassen, typisk med en humanistisk eller socialvidenskabelig universitetsuddannelse. Direktør-feminister forsøger at få Staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til køn men kun inden for de økonomiske og kulturelle segmenter som disse kvinder selv tilhører. Deraf tilnavnene Elite/Direktør.

Direktør-feminister er ideologisk inspireret af 1970’ernes mainstream-feminisme, dvs. en feminisme der udspringer af en slags marxisme; men klassetænkningen proletariatet versus kapitalister er i mainstream-feminisme udskiftet med kvinder versus mænd.

Direktør-feminister kan ikke siges at være rigtige marxister, i det de ikke forsøger at få Staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til alle befolkningssegmenter/ mennesker. Direktør-feminister taler derfor ikke om at Staten skal eje alle produktivmidler, bestemme hvad der skal produceres, bestemme hvem der skal producere det, bestemme hvem der skal modtage produkterne eller bestemme hvordan produkterne skal bruges.

Direktør-feministernes form for Socialismeideal kan betegnes som en ‘klassebaseret Socialisme’ sorteret efter køn; altså Socialisme, eller deres egen formulering ‘Ligestilling’, i forhold til kønsadfærd inden for de højere klasser i samfundet.

Direktør-feminister interesserer sig kun for at udligne forskelle i kønsadfærd i den øvre del af samfundet, hvis denne udligning ser ud til at være til kvindernes fordel.


Der findes Direktør-feminister på begge sider af de klassiske politiske fløje, men i forhold til politisk økonomi er Direktør-feminisme ikke kompatibel med Socialisme eller Libertarianisme. Socialister søger at opnå lighed i resultat for alle mennesker, altså at afskaffe klassesamfundet og lade Staten overtage kontrol og ejerskab af produktivmidler. Derfor vil man ikke meningsfuldt kunne indpasse Direktør-feminisme i den socialistiske ideologi, da topchefer for store privatejede virksomheder, uanset køn, ikke kan eksistere under Socialisme. Libertarianere søger individuel lighed for loven og en markedsorienteret tilgang til økonomi og samfundsresourcer. Dette kan ikke forenes med statskvoter for særlige interessegrupper i de øvre samfundslag. Direktør-feminisme er derfor mest kompatibel med politiske økonomiske styresystemer som korporatisme, interventionisme, keynesianisme og fascisme, evt. enevælde, styresystemer der opererer med en høj grad af politisk elitisme, hieraki og statsregulering, men hvor der stadig er plads til privat ejendomsret.

Direktør-feminister anvender ofte et økonomisk argument for det hensigtsmæssige i kønskvoter, at ligelig kønsmæssig fordeling i ledelsen af store virksomeder giver mangfoldighed, hvilket skulle være positivt for driften af virksomheden/bundlinjen og i udvidet forstand for hele samfundsøkonomien. Denne økonomiske optimeringsteori er således baseret på en form for interventionisme/planøkonomi snarere end markedsøkonomi. Ud fra en rendyrket markedsøkonomisk optik, vil de virskomheder der ansætter de bedste mennesker alt andet lige blive mest succesfulde, upåagtet om individerne måtte være italienske, have brune øjne, være under 160 cm, have få men store kønsceller eller andet. Logisk set burde mangfoldighedsprimcippet for Direktør-feminister føre til en række andre lignende krav om ledelsesmangfoldighed. F.eks. at virksomheder opnår bedst økonomisk performance, hvis ledelse og topmanagement afspejler en bred vifte af mulige menneskelige segmenteringer. Det kunne være etnisk herkomst, socialgrupper, fysik, intelligens, øjenfarve med meget mere. Men det forekommer ikke at være en Direktør-feministisk argumentationsform. For Direktør-feminister er der alene tale om at kønnet er den vigtige mangfoldighedsparamter i topledelse og det fortrinsvist inden for samme klasse (hvor klasse især må forstås som mennesker der besidder samme høje uddannelsesniveau, evt. samme høje økonomiske familieherkomst, at være født ind i den øvre del af middelklassen).

Direktør-feminister forekommer ofte at være ‘lukkede socialkonstruktivister’, d.v.s. at de ikke annerkender biologisk kønsforskel. ‘Moderskab’ er typisk anset for alene at være en social konstruktion og gerne noget der står i vejen for de priviligerede kvinders arbejdsmæssige selvopfyldelse. Derfor bør Staten ifølge Direktør-feminister forsøge at ophæve denne konstruktion gennem tvang. Det kan f.eks. være ved at skabe social ingeniørkunst der skal gøre fædre mere mødreagtige, og mødre mere færdreagtige. Direktør-feministers familieideal drejer sig om at opnå en ensartet kønsadfærd mellem mand og kvinde eller alternativt en modsat stereotypisk kønsadfærd. Dette ideal kan føre til, at Direktør-feminister får moralske problemer med heteroseksuel adfærd. Disse problemer kan Direktør-feminister så evt. søge løsninger på i den mainstream-feministiske litteratur der forsager heteroseksualitet som en såkaldt patriarkalsk – d.v.s. en struktur af vestlig mandlig kapitalistisk undertrykkelse – social konstruktion.

Direktør-feminister af borgerlig observans kan stadig godt lade sig inspirere af mainstream-feministisk litteratur men de må så ignorere det bagvedliggende marxistiske teorikompleks. De kan f.eks. lave deres egen definition af patriarkat eller vælge alene at anvende feminismens paroler uden at forankre dem til teorierne, idet almindelige brede vælgerskarer af mennesker alligevel ikke har kendskab til poststrukturalistisk filosofi, konstruktivistisk videnskabsteori med videre.



Til tider møder man Direktør-feministisk argumentation der ikke forekommer at være baseret på ren socialkonstruktivisme. F.eks. er der nogen som argumenterer ud fra en slags biologisk essentialisme. Her er ideen, at kvinder biologisk set er mænd overlegne i forhold til f.eks. multitasking, empati, mv. Ud fra dette perspektiv følger så teorien, at disse kvindelige egenskaber er vigtigere for ledelse, end de egenskaber som mænd biologisk måtte besidde. Den biologiske teori efterfølges så af den økonomiske optimeringsteori nævnt ovenfor og resultatet bliver logiske krav om statsintervention i økonomiens navn.