Posts Tagged ‘gendermainstreaming’

Tvungen barselsorlov til mænd: Statslig detailregulering af familielivet

oktober 5, 2011

Efter regeringsskiftet kommunikeres der igen en hel del i medierne om tvungen barsel til fædre. Tilhængere af tvungen fædrebarsel anvender f.eks. argumentet, at det er synd for mænd, hvis de ikke kan få tid til at passe deres små børn, enten fordi deres chefer eller endog egne kvinder, mødrene, står i vejen for deres valgmuligheder. Antagelsen er, at mænd hellere end gerne vil have mere barselsorlov, men at arbejdspladserne forsøger at forhindre dem i det. Hvis ikke det er arbejdspladsen der problemet, så er det måske mændenes egne kvinder, at mødre selv prøver at tiltuske sig barselsorloven på mændenes beskostning.

Jeg vurderer, at det argument er en stråmand, det drejer sig i virkeligheden ikke om mænds ret til barsel, men om en ønsket statsregulering af menneskers arbejdsiver, især drevet af Direktør-feminisme kombineret med kønsmainstreaming.

Elitekvindernes strukturelle undertrykkelse

Fortalerne for reguleringerne forekommer at mene, at det er et problem, hvis kvinder statistisk set interesserer sig mere for deres små børn end mænd gør. Det fordi det i praksis vil betyde, at flere kvinder end mænd vælger at bruge mindre tid på arbejdslivet end børnepasning. Det kan ramme kvinder i topstillinger, i det mændene i dette ’ekstreme segment’ ender med at have mere arbejdserfaring og derfor statistisk set vil få flere topstillinger end kvinder. Direktør-feminisme drejer sig typisk om statistik, statistik inden for særlige nichesegmenter, de segmenter som de mest privilegerede kvinder tilhører.

Altså børnenes pasning og kvinders interesse i moderskab problematiseres i et arbejdslivsperspektiv. Udgangspunktet bliver, at arbejde for kvinder er godt, mens børnepasning er problematisk, i alt fald hvis ikke mænd passer lige så meget børn som kvinder.

Det er ironisk set kvinder der bredt set burde rase over den slags detailstyrring af privatlivet, fordi flertallet af kvinder, såvel som mænd, næppe arbejder med henblik på at blive selvopfyldt men for at overleve. Her vendes arbejde-fritidsrelationen på hovedet, moderskab/børnepasning trælbinder mens Arbeit Macht Frei. Hvordan er det muligt, at elitens kvinder (og mænd – den rigtige elite der nyder godt af at brede skarer af mennesker tvinges til at arbejde mere ved at indoptage feudalherrens slavepisk mentalt i sig selv)  er i stand til at fordreje virkeligheden så meget, at arbejdet bliver til målet med livet, når de fleste mennesker arbejder for at købe sig fri?

Gennem Direktør-feministisk retorik formår kvotetilhængerne at sætte den enkelte kvinde i familien op imod hendes mand, fordi det strukturelt set ellers vil true elitekvinderne, dem der kæmper om 5% af stillingerne i toppen. Løsningen bliver, at Staten skal komme kvinderne til hjælp: Gennem social ingeniørkunst kombineret med tvang skal man sørge for at mænd ikke snyder kvinder for det der er deres ret: at arbejde mere og meget, og at undgå alt det træl med børn.

Ikke nok med tvungen barsel til mænd

For at den Direktør-feministiske ligning skal gå op, er det desværre slet ikke nok at mænd tvinges til at tage lige så meget børnepasningstid som kvinder. De skal også tvinges til at være lige så interesseret i at passe børn som kvinder. For tid brugt på børnepasning stopper ikke efter endt barselsorlov. Og problemet ophører end ikke der. Man skal også sørge for at ægteskab bliver indtægtsmainstreamet efter feministisk logik: Altså kvinder bør ikke finde en mage der er ældre end dem selv eller har flere ressourcer end dem selv, thi så vil de pr. automatik være i ubalance i forhold til arbejdsdelingen i hjemmet. Hvis manden er ældre end kvinden, så har han sandsynligvis også flere ressourcer/mere arbejdserfaring, og derfor tjener han sandsynligvis også flere penge. Det vil potentielt underminere arbejdsdelingen i hjemmet; det vil være dyrere for familien, hvis manden bruger lige så meget tid på børnepasning som kvinden, såfremt at denne tid underminerer karrieremulighederne i familien.

Altså vi må også have et forbud mod at kvinder finder partnere der har så maksimale ressourcer som muligt, herunder har flere ressourcer end dem selv. Det vil sige et forbud mod kvinders naturlige parringsinstinkter (jeg taler biologi her).

I praksis vil det vil være ganske let for kvinder at opfylde den Direktør-feministiske fagre nye verden helt uden kvoter. Alt hvad der kræves er, at ingen kvinder frivilligt finder eller indgår partnerskab med en mand som er ældre end dem selv og har flere ressourcer end dem selv og er klogere end dem selv.

Et nyt anliggende for social ingeniørkunst?  Jeg gyser ved tanken.

Reklamer

En anti-feminists bekendelser på Damefrokosten

december 25, 2010

Mit blogindlæg som gæst på Damefrokosten: ‘En anti-feminists bekendelser

Interview om Køn og ligestilling

juli 7, 2010

Partiet det Radikale Venstre stillede mig et par spørgsmål i forbindelse med et temanummer om Køn og Ligestilling i deres blad Radikal Dialog.

Jeg gengiver her spørgsmålene og mine svar, temanummeret kan downloades her.

I din Phd-afhandling gør du op med det socialkonstruktivistiske kønssyn, hvor kønsforskelle primært ses som kulturelt betingede. Hvorfor mener du ikke, det er korrekt at anskue kønsforskelle som en social konstruktion? Mener du, at forskellene er rent biologiske, eller hvorfor eksisterer de?

I forhold til biologisme/kulturalisme dikotomien, så er jeg tilhænger af det videnskabsteoretiske perspektiv der kaldes interaktionisme. Her annerkender man både biologi og kultur, forbundet såvel som  individuelt, som forudsætninger for menneskelig adfærd.

Jeg finder det mest sandsynligt, at mennesket ikke fødes med en tom bevidsthed, men kommer med en række nedarvede dispositioner. Der findes meget biologisk og psykologisk teori der peger på, at adfærd som voldsom leg og tumlelege blandt børn, aggression, interesse i moderskab, dominant adfærd, seksuel imødekommenhed med videre, ikke blot kan reduceres til noget arbitrært og kulturelt betinget. Og i forlængelse er disse teorier ganske eksperimentielt og empirsk verificeret.

Jeg anser det for meget sandsynligt, at hjernemæssige og hormonelle kønsforskelle er væsentlige medproducenter af menneskers selvopfattelse, handlingsmønstre og socialitet. I lyset af den genetiske og neurovidenskabelige udvikling og fremskridt, finder jeg det usandsynligt, at de mange biologiske forklaringer skulle være ren fiktion. Det er min opfattelse, at de biologiske teorier er blevet udblændet fra mainstream-feminismens domæne, fordi feminismen i anden halvdel af det 20. århundrede har værende stærkt farvet af socialistisk ideologi.

En række feministiske teorier anskuer moden som kvindeundertrykkende. Hvorfor mener du ikke, at dette er tilfældet? Og kan du pege på nogen kvindeundertrykkende elementer i det danske samfund?

Det korte svar vil være, at jeg ikke forsager markering af kønsforskel, seksualitet eller forførelse. Mit polemiske svar på næste spørgsmål er, at jeg anser mainstream-feminismen for at være kvindeundertrykkende. Ved at overføre marxismens klassebegreb til køn, hvor dikotomien proletariat versus kapitalister nu bliver til mænd versus kvinder, er feminismen medvirkende til at fremmedgøre de to køn overfor hinanden. Jeg mener, at marxismen i sig selv er ganske absurd, og når den så yderligere fordrejes med denne kønstolkning, så bliver resultatet endnu værre.

Jeg syntes ikke at man meningsfuldt kan sige, at gruppen kvinder har det dårliger end gruppen mænd. På de helt store linjer ville det måske ligefrem være modsat: gennemsnitslevealder, risiko for tidlig død, dødsarbejde, kontrol over reproduktion, faktisk reproduktion, hvem der betaler mest af deres arbejdsaktivitet til staten, hvem der modtager flest tilkud fra staten, hvem der har størst sandsynlighed for at være hjemløs/sidde i fængsel, med mere. Jeg er ikke socialist, og derfor heller ikke kønssocialist. Hvis det overhovedet er relevant at tale om en generel kvindeundertrykkelse, så tror jeg, at man vil opdage, at der findes lige så meget mandeundertrykkelse.

I dag forekommer staten og EU-systemet ensidigt at se på verden gennem en konstruktivistisk offer-feminisme – idealet om det  enskønnede menneske i kvindeligt forbillede – og det anser jeg i alt fald for at være potentielt farligt, måske endog menneskeundertrykkende.

Du siger i Leny Malacinskys bog, at det er elitens behov, der bliver måleenheden i ligestillingsdebatten. Kan du uddybe det?

Det kan jeg f.eks. uddybe gennem min definition af begrebet Direktør-feminisme:

Fortrinsvist udbredt hos kvinder der tilhører den øvre del af middelklassen, typisk med en universitetsuddannelse. Direktør-feminister forsøger at få staten til at lave indgreb i private og offentlige virskomheder med henblik på at opnå en ensartet adfærd, distribution af økonomi og arbejdstyper i forhold til køn, men kun inden for de økonomiske og kulturelle segmenter som disse kvinder selv tilhører. Deraf tilnavnene Elite/Direktør. Direktør-feminister interesserer sig kun for at udligne forskelle i kønsadfærd i den øvre del af samfundet, og kun hvis denne udligning ser ud til at være til kvindernes fordel.

Jeg kunne i det mindste forstå en rigtig socialistisk argumentation, at kvinder i bunden af samfundet skal have samme lønninger som mænd/kvinder i toppen. Fordi at socialister søger at opnå et klasseløst samfund, hvor ingen har/tjener mere end andre. At denne præmis så næppe kan eksistere i praksis, det er en anden snak.

Men når man i stedet begynder at favorisere særlige individer i den øvre del af samfundet (det bedre borgerskabs universitetsuddannede døtre) ud fra en socialismelogik, så mener jeg at kæden er hoppet helt af. Det er nærmest misbrug af socialismeargumentation. ‘Der er for mange Lensgrever i toppen, det bør udlignes af Kongen, så der bliver lige så mange Baroner’.

Mener du det er relevant og overhovedet muligt at gøre noget rent politisk for at fremme ligestillingen i Danmark? I så fald på hvilke områder, er der behov for at man gør noget? F.eks. skal der indføres kvoter for at få flere kvinder i bestyrelser? Skal vi have øremærket barsel til mænd?

Det kan jeg ikke svare på med mindre begrebet Ligestilling er klart defineret. Hvis Ligestilling forstås som idealet om at mænd og kvinder indenfor de respektive klasser/erhvervsgrupper/uddannelsestyper/segmenter burde have ensartet (gennemsnitlig) distribution af ressourcer, adfærd og interesser, så vil jeg se mig selv som en modstander af Ligestilling. Fordi det vil være en slags klassebaseret socialisme der er en absurditet i sig selv; og fordi det ville kræve ’lighed i resultat’ indenfor særlige segmenter fremfor ’at alle behandles lige af loven’.  Jeg mener at det let vil være en glidebane mod det totalitære.

Jeg er klart modstander af kønskvoter, jeg mener ikke at det er statens opgave at tvinge individer til at passe ind i statistiske kategorier, hvad end disse kategorier er baseret på uddannelseslængde, klassetilhørsforhold, arbejdstype osv.

Jeg mener, at mænd skal have lov til vælge barsel på lige vilkår med kvinder, altså lighed for loven. Men det betyder ikke, at det er statens opgave at tvinge en  gennemsnitlig enshed frem, at lige mange kvinder og mænd tager barselsorlov.

Jeg er overbevist om, at mange kvinder, der ikke primært har lønarbejde som det centrale omdrejningspunkt i livet – og det kunne let tænkes at være flertallet af kvinderne i Danmark – er meget glade for at tilbringe 6 eller 9 eller endog 12 måneder med deres nyfødte børn.

Jeg kan ikke se at staten skal tvinge disse kvinders mænd til at tage halvdelen af barselsorloven blot fordi, det ellers kunne medføre strukturelle ulemper for kvinder i den øvre del af samfundet. Jeg ser ikke kvinder og mænd i de enkelte familier som individer, der bekæmper hinanden eller bør være ensartede. Jeg forsager ikke kønsforskellen eller de mange mærkværdige asymmetrier, som den forekommer at skabe i menneskearten.

Har du et bud på, hvad der skal til for at opnå ligestilling mellem kønnene?

Et bureaukratisk helvede eller et facistoidt samfund med meget stærk statsmagt, nøje kontrol af familierne, en høj grad af planøkonomi og stærk tvang. F.eks. ville det kræve at kvinder ikke må vælge en mandlig partner der er ældre end dem selv og har flere ressourcer end dem selv, thi så vil de jo automatisk komme bagud økonomisk og ressourcemæssigt.

Slut på interview. Jeg siger tak til Det Radikale Venstre, fordi de valgte, at inddrage mine meninger i deres blad, selvom det går imod den typiske feministiske konsensus.

Konstruktivistisk forvirring hos De Radikale?

april 29, 2009

Lyssignaler for fodgængere skal alligevel ikke kvindeliggøres i København, Socialdemokratiet har skiftet mening, de bakker ikke længere op om et forslag stillet af De Radikale.

Fra artikel på 180Grader: ”De Radikale, der står bag ideen om at få kjoler på lyssignalerne, er skuffede. Det ene udelukker ikke det andet, mener partiet.”

Jeg vil først kommentere på De Radikales ide, der selvfølgelig oprindeligt kommer fra det kønsforskelshadende Sverige:

Udgangspunktet for at bruge offentlige ressourcer – og tænk ikke mindst på de mange lønningsressourcer der vil gå til at udfærdige papirarbejde/regler inden lyssignalerne skiftes – på dette projekt, er ideen om Ligestilling. En statistisk ide, man interesserer sig for gennemsnit. Det antages, at hvis kvinder ikke er symbolsk repræsenteret lige så ofte som mænd på fodgængerlys, så er det et udtryk for, at der ikke hersker Ligestilling.

Jeg har lige gennemlæst et Alt For Damerne, og jeg må konkludere, at i dette magasin hersker der ikke Ligestilling i den forstand: der var langt flere repræsentationer af kvinder end mænd. Altså Alt For Damerne foretager ikke-Ligestillet repræsentation der går ud over mændene, hvis vi skal blive i samme logik – den statistiske logik. Det gælder også i Penthouse Magazine, magasinet fremviser klart flere kvinder end mænd. Men i Penthouse tilfældet, hvor det drejer sig om smukke kvinder der er iscenesat med henblik på at vække mandlig seksuel lyst, da er overrepræsentationen af letpåklædte kvinder ikke længere udtryk for mere Ligestilling i kvinders favør, hvis man følger feministisk teori. Her er det faktisk modsat, flere kvinder repræsenterer nu ikke-Ligestilling.

Mit eksempel viser, at Ligestilling i forhold til symbolsk repræsentation således ikke blot kan være et anliggende for antallet af kvindelige symboler versus antallet af mandlige symboler. Der er tydeligvis også kvalitative aspekter af symbolikken der skal med ind i billedet. Det er godt når man signalerer ligeså mange kvinder som mænd, men kun, hvis man ikke signalerer æggende femininitet, når man repræsenterer kvinderne symbolsk. Her begynder et paradoks at åbenbare sig: feminister der anvender Ligestillingsdoktrinen kræver, at kvinder skal repræsenteres ligeså meget som mænd, men kvinderne må ikke repræsenteres som alt for meget kvinder (feminine), i hvert fald må de ikke repræsenteres kønsstereotypisk. Hvad ligger der bagved dette mærkværdige krav om mere repræsentation af kvinder på den ene side, men samtidig afsky for repræsentation af kvinder som feminine (ikke-mænd)?

Mainstream feminister bekender sig ofte til versioner af gender feminism, en akademisk idé oprindeligt opfundet af marxistiske socialvidenskabsfolk især i USA og England, og senere optaget bredt på universiteterne i vesten inden for human- og samfundsvidenskaberne. Overordnet tror man inden for denne tænkning, at kønsforskel i virkeligheden kun er en kulturel konstruktion. Gendermainstreaming hedder den officielle EU anerkendelse af denne marxistiske-feministiske videnskabsteoretiske position. EU bør medvirke til at ophæve kønsstereotypi står der nu skrevet i de paneuropæiske protokoller. Men ifølge samme videnskabsteoretiske position, så vil ethvert opgør med kønsstereotypier også i sig selv være kulturelle konstruktioner. Inden for denne tænkning, er alt nemlig konstrueret. Men disse nye ’ikke-kønsstereotypiske’ konstruktioner, eller måske skulle vi hellere kalde dem ’idealiseringer’, er alligevel at foretrække, fordi det antages at kønsstereotyper er Patriarkalske konstruktioner. Patriarkalske konstruktioner er alt det som mennesker der bekender sig til gender feminism ikke kan lide. Noget som disse feminister klart ikke kan lide er femininitet, ’konstruktioner der kønner kvinder’ til at være anderledes end mænd. Tydelige eksempler på dette kønsforskelshad kan findes i f.eks. mange af KVINFOs publikationer.

Når De Radikale, ud fra en feministisk optik, således kræver flere kvindelige symboler på Lyssignalerne, kan man sige, at de opererer i et paradoks. Den marxistiske feminisme som de benytter sig af, kan ikke acceptere iscenesættelse af kønsforskel, da den antager at kønsforskel er en Patriarkalsk konstruktion. Kønsforskellen skal udjævnes, befolkningen skal kønsmainstreames (se evt. Minister For Ligestilling her der anvender den marxistiske feminisme som teoretisk værktøj, shame on you Inger Støjberg, er du klar over hvad det er dit ministerium foretager sig? Eller er du bare en ignorent bureaukrat der har trukket en politisk taburet? Jeg ved godt du lige har fået posten, og det naturligvis tager tid at sætte sig ind i et ministerembede, men hvis du ikke snart for ryddet op i ministeriets ideologiske sludder, så vil du i fremtiden blive beskyldt for at være på samme side som f.eks. Jytte Andersen eller Karen Jespersen).

Hvis Staten begynder at lade kvinder symbolisere halvdelen af lyssignalerne for at opnå statistisk lighed, så vil Staten begynde at producere mere symbolsk kønsforskel. Den vil kode kvinder som feminine, og derved undergrave Ligestilling.

Symbolsk produktion af kønsforskel

Symbolsk produktion af kønsforskel

Fra artiklen på 180grader: “De indgroede vaner om, at mænd og kvinder ikke er lige, bliver prentet ind i os helt fra, vi er små børn. Vi kan rykke os små skridt, når børnehavebørn på et lyssignal kan se, at mænd og kvinder er lige. Det vil skabe debat, og det har vi brug for, hvis vi skal have ligestilling”, siger Manu Sareen.

Nej, Manu Sareen, du har ikke læst godt nok på din feministiske teori. Hvis man begynder at opstille kvinder på lyssignaler der bærer kjoler, så viser man de små piger, at mænd og kvinder er forskellige. Når pigebørn iscenesætter sig feminint gennem f.eks. kjoler og lyserøde farver, så bliver de kønnet, og det skal et humant indstillet samfund forsøge at undgå, sådan lyder de feministiske paroler. Vi bør ikke kønne vores børn. Det er derfor feminister ofte har det meget dårligt med mode, i alt fald mainstream glamourøs mode der idealiserer, seksualiserer og femininiserer kvinder. Til gengæld er feministerne glade for alternativ modebeklædning der dekonstruerer eller undergraver kønsforskellen.

Hvis feminismeideen skal gå op, så hjælper det ikke Ligestillingen at producere flere kønnede kvindesymboler på lyssignalerne. Tværtimod, det er lige ved, at Manu Sareen kan beskyldes for at bedrive patriarkalsk politik. Den rette vej må være, i kønsmainstreamingens navn, at kræve, at alle mennesker, M/K, skal bære bukser- Eller alternativt, at der statistisk skal være lige så mange mænd som kvinder der bærer bukser, kjoler, stiletter og flade sko, sanktioneret af Staten selvfølgelig – her er gode jobmuligheder. Herved ville den grønne fodgængerfigur ikke længere være et kønnet symbol – eller i det mindste, dens tegnmæssige lighed med ‘et menneske iført bukser’ kunne nu opfattes som kønsneutralt.

Socialdemokraternes politik forekommer i denne sammenhæng, at være mere kompatibel med feminismen, fra artiklen i 180Grader:

“Vi har ikke som sådan noget mod at repræsentere kvinder på lyssignalerne. Men for os er det langt vigtigere at gøre noget reelt og konkret for ligestillingen. Det er for eksempel, når det handler om at få flere fædre til at tage barsel og at få flere kvinder udpeget som ledere. Det er her, vi skal lægge vores kræfter,” siger Anne Vang, der er politisk ordfører for Socialdemokraterne i Borgerrepræsentationen.

Ligestilling for Socialdemokratiet passer meget bedre ind i kønsmainstreamingens fagre nye verden. Ligestilling er lig med Direktørfeminisme (flere kvinder i topstillinger) og gender bending (mænd som mødre). Med hvad blev der for øvrigt lige af Socialdemokratiets arbejderklasserødder? Oprindeligt legitimerede Socialdemokratiet sig på de lavere klasser i samfundet, nu interesserer partiet sig åbenbart kun for overklassens og den højtuddannede middelklasses kvinder. Hvorfor interesserer Socialdemokratiet sig ikke for den virkelige bund i samfundet, en bund der ikke er kvindelig men mandlig? Det må være et udtryk for tidens politiske reversibilitet. Mon Socialdemokratiet i dag er blevet et parti der først og fremmest varetager det kulturelle borgerskabs klasseinteresser?

Snarligt EU-forbud mod at kvinder bærer kjoler?

marts 19, 2009

Berlingske Tidende refererer fra EU: “Parlament sletter ‘mand’ fra ordbogen Ikke flere statsmænd i EU-parlamentet, der kønsneutraliserer sit officielle sprog til kamp for ligestillingen.”

EUs forsøg på at ophæve kønsforskellen kører stadig derud af, men eksemplet vedrører kun kontrol på sprogniveau. Ideologien bag EUs Gendermainstreaming er baseret på et lukket konstruktivistisk kønssyn: at kønsforskel blot er en tilfældig kulturel konstruktion og den burde ikke eksistere i idealsamfundet, hvor alle mennesker er ligestillet. At EUs højtbetalte bureaukrater så tilhører en særlig Ligestillet superkategori, er så et paradoks, der viser noget om, hvordan vidensklasserne i dag legitimerer deres egne privilegier ved at anvende  marxistisk teori eller tidligere tideres socialistiske idealer. Men i en kotekst, hvor det bliver decideret politisk absurd. Men ikke absurd for vidensklasserne, de får mulighed for at tilrage sig store gager baseret på skatteindkrævninger.

Når EU er gået så Orwellsk vidt, at de på baggrund af et lukket konstruktivistisk kønssyn, vil forhindre det forkerte sprog, så må det også have konsekvenser for andre domæer. Hvis ord er så farlige, fordi de producerer kønsforskel, så må det logisk set gælde, at kønsforskelle også bliver konstitueret gennem materielle praksisser. Derfor må vi snart forvente, at der kommer konkrete tiltag som skal ‘kønsneutralisere’ EU borgernes materielle praksisser. De er vel mindst lige så farlige som ord. Og hvad er da mere oplagt end beklædningsformer?

Hvornår mon EU laver dekreter der gør det forbudt for dets subjekter, at anvende kønnet beklædning? Det kommer sikkert først i EU Parlamentet, at arbejdsuniformen skal være kønsneutral.

Ligger der en fremtidig politisk korrekt udvikling for modeindustrien her: økologisk beklædning renset for kønsforskel? Er tiden snart moden til en EU standardiseret Mao-uniform? Det kunne blive en ny form for politisk korrekt slørdragt, ikke som i religionen,hvor kvindernes overflade gemmes væk, men derimod en ikke-kønnet slørdragt, hvor mænd og kvinders symbolske forskelle udjævnes.

All fashion professonals be aware.

P.s. Mon det som sædvanligt kun bliver de ord, der skønnes at være imod ‘kvindekønsklassens frigørelse’, som skal udrenses i EU? Vil det også komme til at hedde ‘bagkvinder’ i fremtiden i stedet for ‘bagmænd’?

Eksempel fra Jyllandsposten: “Men de kvindelige bagmænd er utroligt svære at identificere…”

Jeg har her min tvivl, for som det typisk er tilfældet, så opererer mainstream feminismen med patriarkat-teser: hvide, vestlige, heteroseksuelle mænd er krænkere og alle kvinder og ikke-vestlige kulturer er ofre. Det er utroligt at forskere og journalister kan sove så meget i timen: bunden af vores samfund har næppe været kvindelig.